Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13654Visninger
AA

16. XIV - Jake

 



Det var begyndt at sne, og Jake og hans mænd hev overtøj og kapper tættere om sig. Det ene nøgne træ lignede det næste, og hvis det ikke havde været for floden, ville de garanteret være faret vild. Skoven var ikke til at spøge med. Den var uendeligt stor og strakte sig på tværs af hele riget, og det var ikke til at sige, om de ville finde det, de ledte efter i løbet af få dage eller flere uger.
Gudskelov var det umuligt for den lille gruppe på syv mennesker at drukne i skovens stilhed. Der var altid nogen, der snakkede eller lo af hinanden. Særligt Wyatt lukkede sjældent munden, selv om alle andre var tavse, hvilket måske mere var en ulempe end en fordel.
Jakes mænd var ikke de mest højtidelige af slagsen. Som prins kunne han have håndplukket sig nogen, der var langt mere ærbødige og nok også knap så belastende, men eftersom han ikke selv var det klassiske pragteksemplar af en prins, fandt han dette selskab langt mere passende. De var trods alt hans venner, og han vidste, at de alle havde hjertet på det rette sted.
Gennem skoven fortsatte de. De snakkede om alt og intet - om en eller anden pige, Beneca havde set på torvet, eller om at en af byens kroer havde sat prisen på øl op, og en gang imellem beklagede David sig over, at det var så fandens koldt. Da de til sidst løb tør for ting at tale om, var der kun få sekunders stilhed, før Wyatt begyndte at synge. Eller hvad man end skulle kalde den lyd, der kom ud af hans mund.
”Wyatt. Hvis du ikke holder din kæft, så kommer jeg og lukker den for dig.” Markus så advarende på ham, og der var ingen, der var i tvivl om, at han mente det.
”Jeg prøver bare at skabe lidt god stemning,” forsvarede Wyatt sig. ”Det er da bedre end at høre på David beklage sig.”
”Jeg ville hellere høre på David beklage sig fra nu af til mine dages ende, end jeg ville høre på dig synge,” sagde Markus og red længere frem, så han kom op på siden af Jake.
”Han lyder da ellers så vranten og gnaven…” mumlede Wyatt.
David skulede til ham. ”Hvad har du imod mig?” spurgte han fornærmet.
”Ik’ noget, du beklager dig bare hele tiden-”
”Nej jeg gør ej!”
Markus vendte sig rundt i sadlen. ”I bliver sgu snart så irriterende, at selv Giddy ikke kan holde jer ud længere!” skældte han. De skævede alle sammen bagud, hvor Giddy dannede bagtrop. Han trak bare på skuldrene uden at sige noget.
De red videre i stilhed, og selv om Wyatt fortsat drillede og provokerede David, der mildest talt ikke satte pris på hans vittigheder, følte Jake sig rolig og afbalanceret. Der var noget ved den taktfaste fornemmelse af hesten under ham, hans venners stemmer i baggrunden og sneens langsomme dalen, der gjorde ham helt salig.
De fortsatte i timevis uden at støde på noget. De vidste heller ikke, hvad de skulle forvente, men eftersom vandet stadig var forgiftet, kunne de ikke gøre andet end at blive ved med at ride og jævnligt stoppe op for at teste det. McPherson havde forklaret, at de blot kunne tænde op i et bål, koge vandet i en gryde og se, om det lilla atrituspulver lagde sig på bunden. Det gjorde det hver evig eneste gang, og selv om McPherson havde forsikret dem om, at vandet efter at være blevet kogt var ganske uskadeligt og drikbart, havde ingen af dem lyst til at røre ved det, så længe de stadig kunne fylde deres vandsække med sne.
Da mørket begyndte at sænke sig, tændte de op i bålet og pakkede deres tæpper ud på den hårde jordbund. Giddy fandt maden frem fra saddeltaskerne og gik ud for at hende mere brænde, mens de andre i gruppen så småt begyndte at få tunge øjenlåg og lagde sig godt tilrette ved ilden.
For Jake var aftentiderne altid de bedste. Der var ingen, der havde energi til at skændes, og udsigten til en god nats søvn og varme gjorde alle i bedre humør. Typisk blev de fleste jokes også lagt på hylden, og mere alvorlige emner blev vendt og lyttet til i stilhed.
”Åh, jeg siger dig – hun havde et ansigt som en engel,” sukkede Beneca fra sin plads på jorden, hvor han lå på ryggen med armene bag hovedet og så op mod himlen.
”Hold da kæft, han er helt skudt,” lo Raymond. Han tog en slurk af den flaske rom, Markus havde smuglet med, før han gav den videre til Jake, der selv tog en ordentlig slurk og sendte den videre i rundkredsen.
”Havde hun store patter?” spurgte Wyatt med et fnis. Markus himlede med øjnene.
”Du ved virkelig, hvordan man ødelægger en god historie,” kommenterede David irriteret.
Wyatt rynkede panden. ”Hvordan kan store patter ødelægge noget som helst?” spurgte han.
”Beneca, fortæl nu videre,” afbrød Raymond.
Beneca fortsatte. ”Tja, der var jo ret mange mennesker på torvet, så jeg mistede hende af syne… men når jeg kommer hjem igen, vil jeg prøve at finde hende. Og så gifter jeg mig med hende på stedet, hvis hun vil have mig!” smilede han, og Markus rystede leende på hovedet, som om han ikke troede sine egne ører.
”Han er gået helt fra forstanden,” grinede Wyatt.
”Hey, hey, hey,” protesterede Raymond. ”Det er altså ikke så slemt at være gift.”
”Det skal du jo sige med kone og børn og hele moletjavsen…”
”Det passer! Men det forstår man ikke, når man ikke har været forelsket,” forklarede han.
David trak på skuldrene og tog en tår af rommen. Wyatt mindede ham om at gemme lidt til Giddy, der stadig var ude for at samle brænde. Jake måtte skamfuldt indrømme, at han helt havde glemt ham. Giddy var måske stor og stærk og fyldte lige så meget som to mænd tilsammen, men han var ikke en mand af særlig mange ord og gjorde sig sjældent bemærket.
Snakken forstummede for en tid, og lidt efter hørtes lyden af knækkende grene. Giddy trådte frem fra mørket, og hans firkantede ansigt kom til syne i bålets lys. Han lagde bunken af brænde i sine arme fra sig ved siden af bålet, så de kunne fylde på i løbet af natten, og David rakte ham flasken. Giddy satte sig op ad det nærmeste ledige træ og tømte resten af dens indhold i én mundfuld.
Markus genoptog samtalen. ”Hvad med dig, Jake? Har du nogensinde mødt en kvinde så smuk, at du fik lyst til at gifte dig med hende uden overhovedet at vide, om hun var en led strigle?” spurgte han og så ham længe og afventende i øjnene.
Jake tænkte sig om og pillede ved hjørnet af sit tæppe. Han havde mødt masser af piger på kroen, og som tronarving tiltrak man sig også en del kvindelig opmærksomhed, men han huskede det ikke som om, at han nogensinde havde været forelsket i nogen af dem. Det var ikke fordi, de ikke var pæne eller søde, men Jake var temmelig sikker på, at det ikke kunne sammenlignes med, hvad Raymond følte for sin kone, eller hvad Beneca følte for den helt særlige pige på torvet, der havde givet ham lyst til at smide alt og gifte sig på stedet.
Jake skulle til at henkaste et useriøst svar, da en lyd fra træerne bag ham fangede hans opmærksomhed. Han så op med det samme.
”Shh,” hviskede han til de andre og vendte sig rundt. ”Hørte I det?”
”Nu skal du ikke snige dig udenom spørgsmålet…” sagde Wyatt med et smørret smil og havde tydeligvis ikke opfattet, at det ikke var en spøg.
”Nej, helt seriøst, hold nu lige kæft…” mumlede Jake. Hans hånd havde allerede fundet frem til sværdet ved siden af sig, og han tog det i hånden og rejste sig op. Tæppet gled af ham, og han rystede kuldegysningerne af sig.
De andre kom hurtigt på benene og dannede en rundkreds om bålet med hævede sværd. Jake holdt blikket så fokuseret på den sorte skov, at hans øjne begyndte at svie.
”Er du sikker på, at du hørte noget?” spurgte Raymond.
Jake nikkede og trådte længere ud, selv om han ikke kunne se en hånd for sig. Han kunne svagt ane den hvide sne, men ellers famlede han i blinde. De var ikke alene. Han kunne mærke det.
”Vis dig selv,” beordrede han højtideligt. I et par sekunder skete der ingenting, men så raslede bladene svagt, og en skikkelse trådte frem.
Jake kneb øjnene sammen for at være sikker på, at han havde set rigtigt. ”Nedd?
Nedd stod og fumlede med sine handskeklædte hænder, og ved hans side kom en lysebrun hest til syne. Han smilede anstrengt og usikkert og lagde en hånd på siden af dens hoved.
”Hvad i alverden laver du her?” spurgte Jake og slog ud med armene. Den lille myre! Havde han fulgt efter dem hele tiden?
Nedd tog sig sammen og rettede ryggen. ”Jeg sagde jo, at jeg tog med,” svarede han bestemt.
”Og jeg sagde jo, at du ikke fik lov!”
Bemærkningen prellede af som vand på en gås, og Nedd betragtede ham stift. Han var fuldstændig ligeglad.
”Hør. Jeg er ikke dit problem. Vi behøver ikke følges, og du behøver ikke holde min hånd, som om jeg var en hjælpeløs unge. Jeg kan klare mig selv.”
Jake gjorde sit bedste for stadig at se vred ud, men følte sig mere overrasket. Han havde aldrig forventet, at Nedd af alle mennesker ville have modet til at sige den slags.
Han rystede tøvende på hovedet. ”Men du er jo mit problem. Og vi bliver nødt til at følges. For du tror måske, at du kan klare det her alene, men det kan du ikke. Og jeg kan ikke vende hjem til Rosie for blot at fortælle hende, at jeg lod dig gå uden videre. Hun ville aldrig tilgive mig.”
Nedd trak på skuldrene. ”Så er vi to.”
Jake himlede med øjnene. Hvorfor skulle han dog være så stædig, at han absolut ikke bare kunne være blevet hjemme?
Han så syrligt på Nedd. ”Hvis du sakker bagud, skider jeg på det hele og efterlader dig. Fattet? Og hvad i… Nedd, hvor har du fået en hest fra?”
Jake betragtede ham vredt og fik så pludselig den tanke, at han sikkert lignede sin mor, når hun skældte ud. Det havde vist samme effekt, for Nedd så ned i jorden, om end det så kun var i et kort øjeblik, før han igen kiggede op.
”Nedd. Har du stjålet en hest?”
Han trak på skuldrene, som om det ikke var noget særligt, før han upåvirket satte sin rygsæk op ad et træ og strakte ryggen.
Først nu lagde Jake mærke til, at mændene bag ham havde fulgt med i hele deres samtale. Markus stod med armene over kors og fnes underholdt.
”Han er da modig,” sagde han.
”Jeg tror, at det ord, du leder efter, er dum,” kommenterede David. Endelig, tænkte Jake. En, der gav ham ret. Han rystede opgivende på hovedet og satte sig igen ned ved sit varme tæppe, og de andre gjorde det samme. Nogen af dem hilste på Nedd, andre nikkede bare kort, og Wyatt gav ham et kram, der løftede hans fødder fra jorden.
Der var pludselig stille, og ingen havde lyst til at genoptage snakken, nu hvor Nedd var tilstede. Knægten ødelagde da også bare alting.
Giddy satte en gryde på bålet og begyndte at lave mad, men Jake kunne næsten ikke koncentrere sig om sin rumlende mave, som han sad der ved den varme ild og blev døsig endnu en gang. Først da Giddy efter et par minutter puffede til hans skulder og placerede en skål i hans hænder, vågnede han langsomt i takt med hver mundfuld.
”Så – hvor kom vi fra?” spurgte Raymond.
”Damer,” svarede Wyatt. ”Hvem nåede vi til? Markus, hvad med dig?”
Markus flyttede på sig. Selv Jake blev interesseret nu – de var måske bedste venner, men det var et af de få emner, de egentlig sjældent snakkede om.
”Der er ikke så meget at sige,” sagde Markus og trak afslappet på skuldrene.
”Ej, vær ikke så kedelig.”
”Hvad? Jeg beklager, men i modsætning til Beneca har jeg ingen intentioner om at blive gift indenfor den nærmeste fremtid. Jeg holder mig til ludere,” grinede han.
David og Wyatt lo med og klappede ham så hårdt på skuldrene, at hans suppe flød ud over kanten på skålen. Jake forholdt sig stille, men prøvede at fokusere på det positive ved situationen – i det mindste var David og Wyatt enige om noget.
Jake kunne dog ikke lade være med at føle sig generet. Markus sagde altid, hvad han mente – han havde en ”muddermund”, som hans mor så godt kunne lide at formulere det, fordi han ofte snakkede grimt og lige så ofte var ligeglad. Men til gengæld var han ærlig – han sagde de ting, som andre kun tænkte og af gode grunde ikke turde sige højt, fordi han ikke var bange for, at folk blev sure eller tænkte noget særligt om ham. Selv om det havde sine bagsider, var det en egenskab, som Jake altid havde beundret og ønskede, at han selv besad. Men lige nu sad Markus og løj.
Jake vidste selvfølgelig godt, at Markus havde været sammen med en tjenestepige fra kroen engang. Det samme havde Jake, men det var ikke en oplevelse, som han pralede af. Det havde ikke været noget særligt, en smule akavet endda, og da Markus efterfølgende havde gengivet sin historie, havde han forklaret, at det ikke helt var så fandens fantastisk, som alle gik og bildte ham ind. Hun havde haft gule tænder og dårlig ånde, og hun var sprunget på ham, som var han et rovdyr, hvilket ikke havde fået ham til at føle sig helt så mandig, som han havde håbet på. Jake havde aldrig grinet så meget i hele sit liv.
Men nu sad Markus og fortalte om sine forskellige oplevelser med forskellige kropiger, og Jake gjorde sit bedste for anstrengt at grine og smile med. Han vidste ikke, hvad han helst ville tro på – at Markus sad og løj om alt, han sagde, eller om han virkelig havde gjort det hele og bare ikke havde fortalt det til Jake.
Rundt om bålet var der blevet taget hul på endnu en flaske et-eller-andet, men Jake var ligeglad og tog bare en ordentlig slurk, før han afbrød og sagde: ”Vi mangler at høre Nedd.”
De andre var enige, nikkede og sagde uuuh, før de vendte deres opmærksomhed mod den lyshårede dreng, der spærrede sine øjne op i uro.
”Hvad med dig, Nedd, har du nogensinde været med en luder?” spurgte David, der var blevet langt mere festlig og højlydt at høre på efter at have fået nok alkohol indenbords. Han frøs vist ikke længere.
”Hvad snakker du om, knægten er sgu da jomfru,” konstaterede Wyatt grinende.
Nedd blev rød fra ansigt til ører.
”Du er vild med Prinsesse Rosie, ikke?” spurgte Markus.
”Det kommer ikke jer ved,” surmulede Nedd.
”Ahaha, han sigter højt hva!” råbte David.
Wyatt lænede sig frem mod Nedd, som han altid gjorde med folk, når han selv mente, at han havde vigtige guldkorn eller hemmeligheder at fortælle om. ”Hør, knægt, du burde finde dig en luder. Så glemmer du alt om Prinsessen-”
Jake skar tænder. ”Wyatt, husk lige, at hun er min søster.”
”-eller også får du bare noget god erfaring, tro mig, det vil hun elske. Tøser elsker fyre med erfaring-”
”Wyatt, stop dig selv.”
”-og så går du bare spontant op til hende og snaver hende, det er sgu den bedste måde at gøre det på, og så hopper I bare i kanen-”
Gruppen protesterede i kor og råbte, at han for Guds skyld ikke skulle sige endnu et ord, medmindre han ville have skåret sin tunge af.
Markus smilede kortvarigt og skævede mod Wyatt med en blanding af væmmelse og frygt, før han forsigtigt tog flasken ud af hans hænder.
”Iiiikke mere til dig, kammerat,” mumlede han, og de andre sendte ham et taknemmeligt blik. Nedd så ud til at være traumatiseret for livet.
Giddy var allerede faldet i søvn og snorkede som en bjørn, og alkoholen begyndte lige så stille at gøre Wyatt mere og mere døsig. Han holdt sin mund.
Der var blevet stille rundt om bålet, og folk begyndte så småt at falde i staver eller helt i søvn til lyden af Giddys taktfaste snorken, men kom til bevidsthed igen, da Raymond spurgte Nedd, hvorfor han egentlig ikke bare havde fortalt Rosie, hvad han følte?
David begyndte først at grine, men hans smil falmede, da det gik op for ham, at spørgsmålet var alvorligt ment. Også Markus stirrede på Raymond, som om der var noget, han havde misforstået.
”Fordi…" mumlede Nedd, men indså, at han ikke kunne afslutte sin sætning.

”Hun er jo en prinsesse,” mindede David dem om.
Raymond himlede med øjnene. Det gjorde han ellers sjældent. ”Ja, ja. Der er da ingen, der siger, at de skal giftes. De er jo bare børn. Men hvis Jake må føjte rundt med ludere, må Rosie så ikke have en kæreste?”
Jake studerede Nedds reaktion nøje, men han så bare betænksom ud og fumlede med kanten på sin skindjakke. Hans øjne blev fortabt i bålets flammer, men efter en stund flakkede hans blik en smule, og han smilede smalt og sagde: ”Jamen, hun er jo ikke forelsket i mig.”
Der var ingen, der gjorde nar længere. ”Det kan du da ikke vide,” sagde Beneca venligt.
De andre mumlede opmuntrende kommentarer, men Jake sagde ikke noget. Siden tidernes morgen havde Nedd været forgabt i hans søster, og det var tydeligt for enhver, hvis man så ordentligt efter. Jake havde aldrig hørt Rosie snakke om Nedd på samme måde, som han snakkede om hende, aldrig set hende blive rød i ansigtet, ligesom han blev rød i sit, når hun ubevidst rørte hans arm på en bestemt måde.
Nedd var ikke dum. Og hvis Jake stod i hans sted, havde han nok også holdt sin mund lukket for ikke at få sit hjerte sprængt i stykker.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...