Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13659Visninger
AA

15. XIII - Nedd

 


 

Natten efter sin mors død havde Nedd fået rigelig tid til at reflektere over sin tilværelse, der fuldstændig var faldet sammen for øjnene af ham i løbet af få dage. Hans mor var død. Hun var væk uden videre, på hvad der føltes som et splitsekund i modsætning til de efterfølgende timer, der syntes at være endeløse.
Han havde ikke meget tilbage. Han havde Rosie, og han havde sin far, hvis han da altså kom hjem igen. Livet havde berøvet ham en tredjedel af det, der betød noget for ham, og han så pludselig alt i et klarere lys. Han skulle med på missionen. Det var det eneste, han var sikker på af så mange årsager. Han havde stået ansigt til ansigt med livets skrøbelighed og vidste, at hans eget måtte tage en drejning, hvis han nogensinde skulle komme sig over det brændende had, han følte for dem, der var skyld i Karens død.
Dog frygtede Nedd inderst inde, at hans beslutning ikke udelukkende var på grund af sin mor. En del af ham gjorde det for Rosie - for den pige, som han elskede højere end noget andet, men som aldrig ville elske ham tilbage. Ikke som han var nu.
Men hvad nu hvis alt ordnede sig? Hvad hvis de fandt gerningsmændene, løste vandproblemet og vendte sikkert tilbage fra missionen? Hvad hvis han vendte hjem, ikke som smedens dreng, men som en hæderlig mand?
Det var dømt til at slå fejl fra starten af. Han vidste udmærket, at Rosie havde haft ret i de ting, hun sagde. Han var ikke ridder, og han egnede sig ikke til at komme med. Men han kunne ikke fortsætte som før, for sådan kunne det aldrig blive. Han kunne ikke bo i det samme hus, udføre det samme smedjearbejde eller have det samme forhold til sin far. De havde begge mistet for meget. Nedd ville hellere risikere sit liv på noget betydningsfuldt, noget, der måske i sidste ende ville resultere i, at andre ikke mistede, som han selv havde mistet. Der var meget at vinde og mindre at tabe.
Dagen efter skænderiet med Rosie stod Nedd igen i smedjen og fik de sidste justeringer på plads. Egentlig var det ikke dag endnu, solen var ikke stået op, og det eneste lys i rummet kom fra ildens gløder og lampen i vindueskarmen over arbejdsbordet. Nedd havde længe haft et sværd liggende, som han havde tænkt sig selv at bruge en dag. Æggen var sløv og skæftet slidt, men det havde en god balance, og i modsætning til tidligere, hvor det havde været lidt for stort til ham, føltes det nu som skabt til hans hænder.
Han gjorde sit bedste for kun at fokusere på arbejdet, men efterhånden vandrede hans tanker altid tilbage til enten Rosie eller hans far. Hadede hun ham nu? Hun var i hvert fald blevet bange for ham, og han havde sjældent set hende så vred. Og hvad med hans far? Havde han ikke været hjemme i over et døgn, fordi han ikke gad, eller fordi der var sket ham noget?
Nedd lagde sværdet fra sig på bordet og betragtede det. Det var fuldstændig frit for selv den mindste ridse, og det mørkebrune læder om skæftet var skinnende nyt. Nedd samlede det op igen og svang det et par gange, før han stak det ned i skeden ved sin side.
Egentlig var han klar til at gå. Hans taske var pakket, hans kniv var stukket ned i støvlen, og han havde sit varmeste tøj på. Men da han skævede ud ad vinduet for at se på himlen, der langsomt blev lysere, faldt hans øjne på tindåsen i vindueskarmen.
Nedd tog låget af og hældte dens indhold ud på bordet. Den ufærdige halskæde til Rosie raslede ud, og han bestemte sig for, at han idet mindste kunne give hende en forsinket fødselsdagsgave, før han tog af sted. Før han måske aldrig nogensinde så hende igen.

 

 

En halv time senere gik døren til smedjen pludselig op, og Pete trådte ind.
”Far,” sagde Nedd, og roen i hans stemme overraskede ham. Han følte sig underligt upåvirket, som om han allerede havde været på så stor en følelsesmæssig rutsjetur, at intet chokerede eller ophidsede ham længere.
Pete så beklagende ud. Det lagde Nedd i hvert fald mærke til efter, at han havde lagt mærke til, hvor snavset og rødmosset han var i ansigtet. Nedd havde kendt Jake længe nok til at vide, hvordan en mand så ud efter al for lang tid på kroen.
”Nedd,” svarede Pete tonløst tilbage. Hans øjne var rødsprængte, og Nedd mistænkte ham for ikke at være helt ædru endnu.
”Du burde gå i bad,” kommenterede han sammenbidt.
”Jaeh…”
”Jeg rejser om lidt. Bare så du ved det.” Nedd lænede sig op ad bordet. Hans far så ikke ud til at opfatte meget af det, han sagde, og han nikkede blot og gik mod badeværelset.
Nedd tog en dyb indånding, samlede tangen op igen og fortsatte med halskæden. Om få minutter var den færdig. Om få minutter havde han ingen undskyldninger for ikke at tage af sted. Det føltes underligt, at hans far på ingen måde reagerede på hans nyhed. Pete havde nok ikke forstået det, og måske var det bedst sådan. Jo senere han skulle til at håndtere det, jo bedre.
Lidt senere kom Pete tilbage med rent tøj på, men han så stadig ud som om, at han ikke var ved fuld bevidsthed. Han stillede sig med krydsede arme og så lidt ned i jorden, fordi han nok ikke vidste, hvad han skulle sige. På en måde irriterede det Nedd, og han valgte at ignorere sin fars tilstedeværelse. Det ville højst sandsynligt være deres sidste samtale i meget lang tid, og så kunne han ikke engang finde på noget. Ikke så meget som et undskyld.
Nedd holdt halskæden op foran sig. Dens gyldne kæde glitrede i det tiltagende morgenlys, og det lille rosevedhæng dinglede frem og tilbage. Han stoppede halskæden ned i lommen og opdagede, at han stadig havde nøglen til sin skrivebordsskuffe liggende i den. Den ville han ikke få brug for i et stykke tid, så for ikke at tabe den gik han ind på sit værelse og lagde den under sin hovedpude.
Han gik tilbage ind i smedjen med sin skindtaske slynget over skulderen. ”Jeg tager af sted nu,” sagde han, delvist til Pete og delvist til sig selv for officielt at slå fast, at det altså for alvor var det, han gjorde.
Pete så op med rynket pande. ”Jamen…”
”Jeg har besluttet mig. Pas på dig selv,” afbrød Nedd og følte pludselig, at det var ham, der var den voksne, og at det var Pete, der var barnet. Hans store, højtråbende far var sunket ind til en skrøbelig dreng med et vemodigt og fortabt udtryk i ansigtet. Hvordan skulle Nedd nogensinde kunne blive, hvis det var sådan her, hans liv så ud?
Det var både tragisk, men også en lettelse. Det blev måske ikke den optimale afsked, men i det mindste gjorde det hans beslutning meget nemmere.
Han puffede døren op, lukkede den bag sig og gik uden at se sin fars reaktion. Måske reagerede han slet ikke.

 


Ved hovedporten i den nordlige ende af byen lignede det, at hele Ethions befolkning var mødt op for at ønske Jake og hans mænd god rejse. De seks ridderes heste var i gang med at blive pakket og sadlet op, og folk vinkede, flagede og råbte forventningsfuldt til den lille gruppe, der bar rundt på deres sidste gnist af håb.
Nedd pressede sig igennem forsamlingen. Da han endelig fik øje på Jake, opdagede han hurtigt, at det ikke var et godt tidspunkt at afbryde på. Jake så ud til at have en diskussion med ridder Beneca, men Nedd kunne kun forstå få brudstykker af deres samtale. Jake lagde en handskeklædt hånd på Benecas skulder, der indædt forsøgte at overtale ham til at komme med. Jake blev ved med at ryste på hovedet og sige nej. Beneca blev nødt til at blive. Som sin næstkommanderende havde Jake brug for ham derhjemme.
”Du ved, at jeg ikke vil gå dig imod,” svarede Beneca. ”Og hvis du insisterer på, at jeg skal blive, så er det det, jeg gør. Men jeg beder dig – tag mig med.”
Jake skar tænder. ”Jeg…” begyndte han, men han tav og så betænksom ud i et langt øjeblik. Nedd skulle lige til at åbne munden og gøre opmærksom på sig selv, men så sukkede Jake og nikkede en enkelt gang til Beneca. ”Okay. Du gør nok mere gavn sammen med os, end du gør her. Giv posten til en anden.”
Beneca klappede ham på siden af hovedet, nikkede og takkede, før han vendte sig rundt og kaldte nogle af ridderne i forsamlingen hen til sig.
Nedd så sit snit. ”Jake!” råbte han og løb hen til ham. ”Jake, tag mig med også.”
Jake vendte sig overrasket rundt og fik øje på ham. Han var iklædt en skinnende ringbrynje, mørkebrune læderstøvler og sin sædvanlige, blodrøde kappe. ”Nedd?”
”Tag mig med!”
Jake begyndte at le og rystede underholdt på hovedet. ”Den er god med dig, Neddie.”
”Jeg laver ikke sjov. Tag mig med. Jeg vil gøre alt, jeg kan lave mad, jeg kan bære jeres ting, jeg kan gøre lige, hvad det skal være!”
Grinet forsvandt fra Jakes ansigt, og han rynkede panden. ”Jeg har ærlig talt ikke tid til det her,” sagde han irriteret og gik sin vej, men Nedd fulgte efter og stoppede op foran ham.
”Du forstår ikke. Jake, du bliver nødt til at lade mig komme med!”
Til Nedds forskrækkelse tog Jake et hurtigt tag i kraven på ham og pegede en finger af hans ansigt. ”Jeg bliver ikke nødt til noget som helst,” hvæsede han.
Nedd fastholdt hans blik og stirrede vredt tilbage. ”Min mor er død. Det her er det eneste, jeg har tilbage,” sagde han indtrængende. Han havde forventet, at Jakes ansigtsudtryk ville mildnes, at han ville få dårlig samvittighed og endelig forstå, men han trak blot Nedd endnu tættere på ved at hive ham hårdt i kraven.
”Drop det, Nedd. Du kommer ikke med. Jeg gider ikke have ansvar for dit liv derude. Du kommer kun til at være i vejen og få dig selv slået ihjel, fatter du det? Så jeg er ligeglad med, at din mor er død. Hvis du ønsker retfærdighed, så lad være med at spolere missionen.”
Jake gav slip, puffede Nedd fra sig og gik væk. Hans hest var gjort klar, og han steg op på den sammen med de andre riddere. De var parate til at tage af sted. Uden ham.

 

 

Nedd gav naturligvis ikke op så let.
Da Jake og hans mænd var redet af sted, begyndte folk at trække sig tilbage til deres arbejde og myldre væk fra hovedporten. Nedd kunne sagtens snige sig efter dem, og han kendte jo deres rute og havde desuden et kort i tasken, hvis nu han af en eller anden grund ikke kunne finde ud af at følge en flod (det mente han nu nok, at han kunne), men det gik først nu op for ham, at han i modsætning til de andre gik til fods. Han ville aldrig nogensinde nå at indhente dem, og så ville alt være forgæves.
Nedd havde en plan. Han brød sig bare ikke om den.
Først gik han tilbage til smedjen for at hente saddel og seletøj. Det var i stykker hist og her, fordi hans far endnu ikke havde repareret det, men det var stadig brugbart. Nedd lagde seletøjet over skulderen og tog sadlen under armen.
I det kvarter, hvor han boede, levede en ældre mand af at sælge og avle heste. Venlig var han ikke. Hans priser var retfærdige nok, men hvis man så meget som rakte en arm ind over rækværket for at stryge et af føllene på mulen, begyndte han nærmest at true med at skære den af.
På trods af det følte Nedd sig langt fra tilpas med at stjæle. En enkelt hest ville næppe betyde alverden for den ældre hesteavler, men det var stik imod alt det, Nedd stod for som et anstændigt menneske.
Han vidste dog, at der ikke var nogen vej udenom, og medmindre han droppede det hele, havde han brug for en hest. Kunsten var at finde en, der ikke var for meget værd, men som alligevel kunne klare turen. Nedd spejdede diskret ind over rækværket. Den ældre mand så ikke ud til at være hjemme, og der var ikke umiddelbart nogen i nærheden.
På midten af plænen stod en lysebrun hest med en strid, sort man. Den så stærk ud, men var for lille til at være en ordentlig arbejdshest, og den så heller ikke for elegant eller fin ud. Egentlig vidste Nedd ikke det mindste om den slags, så det var rent gætværk, og hesten kunne lige så godt være en fuldblods-et-eller-andet, men nu var det altså den, han havde udpeget sig.
”Så, lille hest, kom her,” hviskede han og klikkede med tungen. Han så til i flovhed, da ingen af de 10-15 heste på plænen så meget som ænsede ham. Nedd kom til den erkendelse, at hans erfaring med heste var temmelig begrænset. Han havde skiftet deres sko oftere, end han egentlig havde siddet på én. Forhåbentlig kunne hans krop stadig huske, hvordan man red, hvis han selv havde glemt det.
Nedd kaldte endnu en gang, men besluttede sig så for at gå ind i folden. Han åbnede lågen og så sig igen over skulderen, før han langsomt gik over mod hesten. Han hev en gulerod op fra sin madpakke i rygsækken, og hesten begyndte endelig at vise interesse. Den traskede glad hen i mod ham, og han lagde en hånd på siden af dens hals og strøg dens bløde pels, før han tog seletøjet fra sin skulder og placerede det på den.
Den gumlede veltilfreds videre på guleroden, og Nedd spændte sadlen fast. Hesten forholdt sig overraskende rolig, og Nedd frygtede, at han havde valgt sig en doven en af slagsen, der ikke gad noget som helst, men da han trak i seletøjet, fulgte hesten med.
Nedd førte den ud gennem lågen og lukkede den efter sig. Han skulle lige til at sætte sig op, da en stemme afbrød ham.
”Nedd? Hvad laver du?”
Rosie stod længere henne ad vejen med armene over kors for at skærme sig mod blæsten og kulden. Hun havde en lilla fløjlskjole på og en sort kappe svøbt om sig, og hendes hår flagrede vildt og voldsomt i vinden.
”Jeg…” begyndte han, men følte sig tør i munden og tom for ord. ”Det er ikke, som det ser ud…”
”Så du er altså ikke i gang med at stjæle en hest?” spurgte hun.
Nedd skar tænder og trak svagt på skuldrene.
”Du ved vel, at jeg kunne melde dig.”
Han kiggede advarende på hende. ”Det ville du ikke gøre.”
Hun svarede ikke, men så blot vredt tilbage. Nedd følte sig pludselig meget lille.
”Nedd, giv nu bare op,” sagde hun blidt og slog ud med armene. ”Bliv. Hvis ikke for min skyld, så for Petes.”
Nedd rystede stædigt på hovedet. ”Min far er ligeglad,” sagde han, men han vidste lige så vel som hende, at det ikke var sandt.
”Han er bare for ude af sig selv til at protestere.”
Nedd lukkede øjnene og gned sig på næseryggen med tommel- og pegefinger. Hesten ved hans side trippede et par gange med hovene.
”Rosie, vær nu bare sød at lade være. Kan du ikke gå hjem?” spurgte han træt.
”Nej,” svarede hun klart og tydeligt. Nedd kørte frustreret en hånd igennem sit hår og trampede med foden. Hesten drejede generet sit hoved.
”Det her er jo også for din skyld,” forsøgte Nedd og så indtrængende på hende, før det gik op for ham, hvad han havde sagt. Han vendte blikket mod jorden. Han havde aldrig fortalt hende, hvad han egentlig følte, men nu havde han i det mindste hentydet det.
”Jeg forstår ikke…” mumlede hun.
Nedd så op på hende en sidste gang. Han gjorde sit bedste for at lægge mærke til hver eneste detalje ved hende. De røde kinder, de store, grønne øjne og det lange hår, der lige nu var endnu mere krøllet end sædvanligt, fordi luften var fugtig, og himlen truede med regn.
”Det vil du måske en dag,” sagde han endelig. Han satte foden i stigbøjlen og satte sig op, vendte hesten og gjorde sig klar til at ride bort, ud gennem hovedporten og ind i den endeløse skov.
”Vent lidt,” mumlede han så for sig selv og kom i tanker om halskæden i sin lomme. Han hev den op og vejede den i sin håndflade. ”Grib,” råbte han til hende og kastede, og hun rakte armene ud og greb den i sine hænder.
Da han langt om længe red af sted, stod hun tilbage og knugede den til brystet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...