Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13666Visninger
AA

14. XII - Rosie

 



Rosie vågnede tidligt den efterfølgende morgen.
Solen var ikke engang stået op endnu, men i det øjeblik, hun var ved bevidsthed, begyndte tankerne allerede at svæve rundt i hendes hoved, og hun kunne ikke falde i søvn igen.
Det var hendes 16-års fødselsdag, men Rosie havde ikke lyst til at fejre den. Set i lyset af alt det, der skete, føltes det pludselig ikke så vigtigt længere. Selv Hallagan var så skræmt, at han var taget af sted uden sin datter, overbevist om, at hun nok skulle vende hjem af sig selv på et eller andet tidspunkt. Hvem i alverden gjorde den slags, hvis ikke de var desperate?
Rosie så op i loftet og vendte hovedet yderligere bag ud for at kunne se tegningerne over sengegærdet, som Nedd havde lavet for længe siden. Hun ville bruge dagen sammen med ham og sin familie. At hun stadig havde dem var en gave i sig selv.
Rosie hev de mange lag af pels, tæpper og fløjl af sig og svang benene ud over sengekanten. Hun plantede sine bare fødder på det mørkegrå stengulv og skuttede sig ved kulden. Hendes hvide natkjole var tynd, så hun trak et tæppe fra sengen over skuldrene og trådte henover gulvet. Hun gik hen til vinduet, satte sig på vinduesbænken, lænede hovedet mod glasset og ventede, indtil solen stod op.
Da lyset steg op over trætoppene, kom der langsomt gang i slotsgården, og Rosie sad og betragtede folk med køer og madvarer, der råbte, solgte, hilste, græd og kondolerede. Der var travlt lige fra morgenstunden af. Ingen fra den østlige del af byen havde rent drikkevand, så de flokkedes hver eneste dag ved vandhanen i gården.
Som sædvanligt kom Gertrud ind for at vække hende, og hun stoppede overrasket op i midten af værelset, da hun fik øje på Rosie i vinduet.
”Jamen dog pigebarn, hvad laver du der?” spurgte hun forundret.
”Jeg kunne ikke sove længere. Det er jo også min fødselsdag i dag.”
”Åh!” udbrød Gertrud og tog sig til panden. ”Det havde jeg fuldstændig glemt. Jeg plejer jo at hente dig morgenmad på sengen og-”
Rosie afbrød hende. ”Gertrud, det er helt okay,” sagde hun og smilede, og Gertrud sukkede og lod skuldrene falde ned igen.
”Er der intet, du vil have?” spurgte hun.
Rosie rystede på hovedet. ”Vi fejrer det en anden dag. Eller dobbelt så meget til næste år. Jeg er ligeglad,” mumlede hun. Gertrud smilede sørgmodigt. Hun lagde en hånd på Rosies hår og kyssede toppen af hendes hoved. Gertrud var ikke som sådan køn, og hun var jo også gammel, men hun havde altid set ædel og stolt ud som en løve, og i sollyset blev hendes gråsorte hår næsten sølv.
”Gertrud?” spurgte Rosie. ”Kan du egentlig huske krigen?”
Smilet forsvandt kortvarigt fra hendes ansigt. ”Det kan jeg da. Så tydeligt som var det i går, er jeg bange for.”
”Du ved vel, at vi måske får krig igen?”
Gertrud rankede ryggen. ”Vissevasse. Dette er ikke krig, min kære,” svarede hun selvsikkert.
Rosie sukkede tungt og så ud over byen. ”Måske. Måske ikke,” sagde hun. ”Men selv luften føles som for fem år siden. Det er noget med atmosfæren. Som om hele byen er i døende, fordi folkene er.”
I et langt øjeblik kiggede Gertrud blot på hende med et vemodigt udtryk i øjnene. Huden omkring dem var rynkede, og de så trætte ud på en måde, som Rosie aldrig før havde set.
”Siden hvornår er du blevet så klog, pigebarn?” spurgte hun og rystede let på hovedet. ”Ak. Lykkelig er den, der ingenting ved.”
Rosie rynkede panden. ”Den, der ingenting ved, er vel dum?” påpegede hun, og Gertrud lo.
”Også dét.”
Hun trådte væk fra vinduet og gik hen til sminkebordet under spejlet, hvor en mørkeblå kjole lå pænt foldet sammen. Med et tag i dens skuldre viftede hun den et par gange, så den flagrede.
”Se engang,” udbrød hun og så betaget på den. ”Du bliver smuk som en nattehimmel!” sang hun og dansede rundt med kjolen, hvis silkestof glimtede i lyset.
Rosie smilede svagt. Selv om hun var vant til nye kjoler, ville hun normalt være begejstret, men det eneste, hun kunne tænke på, var, hvor beskidt den ville blive, hvis de mørke skyer på himlen begyndte at regne og gøre de jordede veje til mudder.
Gertrud fornemmede hendes mangel på entusiasme og sænkede armene med kjolen. ”Jeg lægger den bare her,” sagde hun, og det lød mere som et spørgsmål end som en konstatering, som om hun ikke helt vidste, om Rosie ville have selskab eller blive overladt til sig selv.
Rosie nikkede og foldede armene om sine knæ. Gertrud lagde tøvende kjolen tilbage på sminkebordet og forlod værelset. Med et suk lod Rosie sit hoved dumpe tilbage mod den iskolde rude, og da regnen begyndte at falde, ønskede hun blot, at hun kunne blive siddende der i vinduet, indtil dagen igen blev til nat, og en ny og bedre begyndte.

 


 

Tyve minutter senere bankede Eliza på hendes dør.
”Er du ikke klar endnu?” spurgte hun og lagde undrende hovedet på skrå, da hun var trådt indenfor.
”Næh…” svarede Rosie bare fra vinduet, hvor hun stadig sad i sin hvide natkjole.
Eliza sukkede, men smilede så. ”Kom her,” sagde hun og spredte armene ud. Hun omfavnede Rosie og lod sin hage hvile på toppen af hendes hoved. Hun var varm og duftede af lavendel, og Rosie tænkte, at hun måtte have et eller andet bestemt mor-instinkt, siden hun så hurtigt kunne fornemme, at noget var i vejen.
”Tag kjolen på, så laver jeg dit hår. Jeg har en gave med til dig,” mumlede Eliza ned i hendes hår, og Rosie nikkede og hoppede endelig ned fra vinduesbænken. Hun trak sin natkjole af og lod Eliza hive den nye, mørkeblå kjole ned over hendes hoved. Eliza gik et skridt tilbage, gispede og tog hænderne til brystet.
”Du er smuk som aldrig før,” sagde hun, og Rosie gik hen foran spejlet. Rigtigt nok var kjolen meget smuk, men hun så noget bleg ud i ansigtet, og hendes krøller strittede i mindst ti forskellige retninger.
”Kom, nu skal jeg lave dit hår,” fortsatte hendes mor, og Rosie lod sig dumpe ned på stolen ved sminkebordet. Eliza redte det med en børste og flettede det sirligt med sine hurtige fingre, og til sidst rettede hun en anelse på det og betragtede sit værk i spejlet.
”Nu mangler vi kun et smil,” sagde hun, og hun lo, da Rosie som svar lavede en surmulende grimasse. Eliza tog fat i hendes kinder og trak dem op ad, og det så så åndssvagt ud, at også Rosie blev nødt til at grine.
”Nå ja. Det havde jeg næsten glemt.” Eliza trak en smal æske op fra en lomme i sin kjole. Hun placerede den på bordet foran Rosie og så afventende på hende. Æsken var dekoreret med slyngende mønstre og var tydeligvis meget fin. Rosie lirkede den åben.
”Det var min mor, der i sin tid gav det til mig,” kommenterede Eliza, og Rosie tog forsigtigt fat i det smukke guldarmbånd, der lå på æskens fløjlsbund. Det var en spinkel, glitrende kæde med farvede sten ind i mellem. Eliza hjalp hende med at få det på. Det passede perfekt.
Rosie så op på sin mor. ”Tusind tak,” sagde hun og var allerede i bedre humør. Eliza kyssede hende gentagende gange på panden.
”Jeg ved godt, at det ikke bliver ligesom de forrige år, men kom ned og få lidt mad, så finder vi ud af, hvad du har lyst til, okay?” sagde hun.
”Faktisk er jeg ikke rigtig sulten. Må jeg gå over til Nedd først?”
”Åh… ja, naturligvis.” Eliza begyndte at gå mod døren. ”Bare husk at passe på kjolen,” tilføjede hun med et blink, og hun forlod værelset og lukkede døren bag sig.
Rosie kastede et blik på sig selv i spejlet og rankede ryggen. Måske regnede det udenfor, og måske så alt surt ud, men fra nu af ville hun få det bedste ud af dagen.
Hun tog sin mørkerøde kappe ud fra skabet og svang den over sig. Gudskelov var kjolen langærmet, for da hun kom udenfor, ruskede vinden voldsomt i hendes tøj og hår. Hun havde naturligvis taget sine tykke støvler på, selv om de ikke passede særlig godt til resten af hendes tøj, men hun var træt af gang på gang at ødelægge sine flade sko.
Med ansigtet presset så langt ned mod brystet som muligt, gik Rosie igennem Ethions tomme gader. Turen syntes at være længere end sædvanligt, men hun ankom endelig ved smedjen. Hun havde forventet, at de sædvanlige klang-klang-klang-lyde ville komme hende i møde, men da hun nåede døren, var smedjen mørk og tom, og der var ikke tændt op i ilden.
Rosie bankede på et par gange og hjalp sig selv indenfor. Hun rystede kuldegysningerne af sig, gik igennem smedjen og bankede på hoveddøren indtil huset. I lang tid var der ingen, der svarede. Rosie kunne se, at der var lys derinde, så hun var temmelig sikker på, at nogen var hjemme.
Til sidst gik døren langsomt op.
”…Nedd?” hviskede Rosie.
Han stod i døråbningen og så blot på hende. Han lignede et spøgelse, men hans øjne var røde og opsvulmede, og han var for grådkvalt til at kunne sige noget som helst.
”Nedd, hvad er der sket?” spurgte hun panikslagen.
Han tog en hånd for munden, rystede på hovedet og trådte et par vaklende skridt tilbage ind i huset. Rosie nåede lige akkurat at omfavne ham, før han kollapsede på gulvet.
”M-min mor,” hikstede han. ”Min mor er død.”
”Hvad er det dog, du siger?” kvækkede Rosie og løsrev sig for at se på ham, men hun kunne allerede mærke sine egne øjne begynde at svie.
”Hun er død, Rosie, min mor er død…” græd han. Hun nægtede at tro sine egne ører, selv om hun ud fra hans ansigt med sikkerhed vidste, at det var sandt.
”Åh, Nedd…” hviskede hun og knugede ham ind til sig. Han var brændende varm, men han rystede som en, der nær var død af kulde.
I adskillige minutter sad hun og vuggede ham frem og tilbage. Da nyheden endelig var trængt ind, begyndte hun også at tude ustyrligt. Hun kunne ikke engang overskue at holde sin egen gråd inde for hans skyld, og mens han fortsat hikstede og græd, gjorde hun det samme. Der gik lang tid, før han blev så hæs, at han ikke kunne få en eneste lyd ud, men han rystede stadig og flyttede sig ikke.
Rosie kunne ikke forstå det. I al den tid hun havde levet, havde Karen været en fast del af hendes hverdag. Deres mødre var gode veninder, og da Rosie og Nedd var små, havde hun været den, der holdt øje med dem og sørgede for, at de ikke kom til skade, når de klatrede i træer eller løb vidt omkring. Hun havde serveret honningglaserede æbler og fortalt historier, og hvis hun var hjemme, når Rosie kom på besøg, ville hun stå og sortere vasketøj i stuen og smilende sige hej. Karen var som familie.
”Hun må have slugt noget af vandet, da hun vaskede tøj i floden.”
Der gik et par sekunder, før det gik op for Rosie, at Nedd havde sagt noget. Hans ord var sløsede og mumlende.
”Det hele gik så hurtigt. Jeg nåede ikke engang at sige farvel, før hun var blevet sindssyg,” fortsatte han, og ubevidst klemte Rosie ham hårdere for ikke at hulke endnu en gang. Hun pressede sine øjne i og kneb en enkelt tåre ud, der faldt fra hendes kind og ramte Nedd på ryggen, selv om den ikke vædede nær så meget, som hans gjorde mod hendes skulder.
Efterhånden faldt han mere og mere til ro. Rosie sad stadig på knæ med armene om hans ryg, mens han fortalte, hvordan han ikke anede, hvor Pete var henne, men at han ikke havde været hjemme hele natten. Pete havde ikke sagt et eneste ord, da sygeplejersken fortalte, at Karen var død. Det hele havde været så sløret, og før Nedd vidste af det, var hans far ganske enkelt forsvundet. Rosie vidste ikke, hvad hun skulle svare. Hun vidste dog, at intet, hun sagde, ville gøre noget som helst bedre, så hun endte med ikke at sige noget.
Nedd trak sig langsomt ud af hendes greb og stirrede tomt frem for sig. For første gang i hele sit liv fik Rosie fornemmelsen af, at den person, der sad foran hende, ikke var en, hun kendte. Det var en mærkværdig oplevelse. På trods af at hans øjne var opsvulmede, og at hans kinder var røde, lignede det lyse hår, de blå øjne og de buede læber sig selv, men alt i alt lignede han på ingen måder Nedd. Han så udmattet ud, som om han havde grædt i timevis. Det havde han måske også. Men mest af alt var det som om, at den største forandring lå inden i ham og ikke udenpå.
Rosie blev næsten forskrækket, da han rejste sig fra gulvet og med faste skridt gik ud af døren og ind i smedjen. Hun skyndte sig at følge efter.
”Hvad skal du?” spurgte hun og følte sig pludselig bange. Han begyndte at tænde op i ilden og hentede et sværd fra stativet langs væggen, og med hurtige og brutale bevægelser gik han rundt og samlede værktøj sammen.
”Jeg skal færdiggøre et sværd. Mit sværd. Til når jeg tager med på missionen i morgen,” forklarede han og smed tingene fra sig på arbejdsbordet under vinduet, så de larmende ramlede ind i hinanden.
”Er du da gået fuldstændig fra forstanden?” udbrød hun. Han lød oprigtig, som om han faktisk mente, hvad han sagde. Det gjorde han forhåbentlig ikke?
”Jamen, det er umuligt! Nedd, det kan du ikke,” forsøgte hun indtrængende og lagde en hånd på hans skulder, men han trak sig væk i samme sekund. Hans kolde, blå øjne fangede hendes.
”Der er ingen, der skal fortælle mig, hvad jeg kan og ikke kan,” hvæsede han. ”Jeg nægter at sidde her og gøre ingenting, mens det er op til nogle andre at løse problemerne. Jeg tager med,” sagde han vredt. Rosie lagde mærke til, at hans skuldre hævede sig faretruende op og ned, fordi han trak vejret så hurtigt. Hans knytnæver var hvide.
”Nedd,” sagde hun og så ham fortsat ind i øjnene. Hun prøvede at fastholde hans blik med lige så stor intensitet, som Endor plejede at gøre det. Hun vidste, at han var rasende. Ude af sig selv. Det forstod hun. Men at han i sit fulde alvor ville med på en mission, der desuden kun var for riddere, var mere sindssygt end noget andet, hun nogensinde før havde hørt. Han ville bare gøre sig selv til grin.
”Jeg beklager, men det er helt udelukket. Missionen er for riddere, Jake har allerede samlet et hold-”
”Hvad giver ham mere ret til at komme med end mig?” råbte han. ”Jeres guldkroner og royale blod kan rende mig, ingen skal afholde mig fra at hævne min mor, hører du? Ingen skal-”
”Ja for helvede, din store idiot, jeg hører dig!” råbte hun tilbage, fornærmet og kogende af raseri. ”Hører du dig? For du lyder bindegal. Du lyder rablende sindssyg-
”Rablende sindssyg?” gentog han og trådte så tæt på hende, at hun måtte gøre sit ypperste for ikke at bakke bagud. Noget ved den måde, han hviskede det på i stedet for at råbe som for få sekunder tidligere, overraskede hende og fik hende til at miste tråden.
”Rablende sindssyg var, da jeg ikke nåede at sige farvel til min mor, fordi hun havde så ondt, at hun ikke engang kunne tale,” hvæsede han. Hans underlæbe bævede, og glinsende tårer begyndte igen at strømme ned ad hans kinder. ”Hun kunne ikke andet end at skrige om hjælp, mens skum og blod løb fra hendes mund-”
”Nedd, stop,” hviskede hun og lukkede øjnene.
”Hun kunne ikke andet end at stirre på mig, mens hun rakte ud efter mit ansigt,” fortsatte han og bevægede sig endnu tættere på hende, så hun blev tvunget til at gå baglæns.
”Vær sød at stoppe…” græd hun og trådte tilbage, indtil hun ramte kanten på et af bordene. Han stod først stille, da hans krop rørte hendes, og hun kunne mærke hans vejrtrækning mod sin kind og hans hjerteslag mod sit bryst.
Rosie havde sit hoved vendt væk og åbnede kun langsomt øjnene. På den ene side forventede hun, at hun ville vågne op i sin seng, og at det hele blot var et mareridt, men på den anden side frygtede hun, at den person, der stadig stod foran hende, ville være et skræmmende monster, der på den ene eller den anden måde havde erstattet hendes bedste og eneste ven.
Hun kiggede forsigtigt op på ham. Til sin store lettelse, men også ubeskrivelige sorg, så hun, at han atter lignede den dreng, hun havde kendt og holdt af hele sit liv, blot med et knust hjerte og øjne, der havde grædt så meget, at de ikke kunne mere.
”Undskyld, Rosie,” sagde han næsten uhørligt og rystede svagt på hovedet. ”Men jeg gør det. Og ingen kan stoppe mig. Ikke engang dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...