Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13661Visninger
AA

13. XI - Keegan

 


 

Ved frokosttid gik Keegan ned i køkkenet, hvor han tit plejede at spise. Det var temmelig ynkeligt, hvis man tænkte over det, og Endor havde også ofte stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor han foretrak at indtage et måltid blandt køkkenfolk og mados. I starten havde hele hans familie haft for vane at spise sammen i spisesalen, men den tradition var langsomt blevet opløst, som årene var gået. Jake opholdt sig typisk på et eller andet værtshus, Rosie vandrede ofte rundt med sin mad i stedet for at sætte sig, Endor havde for travlt, og Eliza var for det meste på besøg hos nogle af byens adelige kvinder, der med glæde bød på frokost.
Keegan havde haft planer om at invitere Angela til at spise med sig, men Hallagan holdt hende i kort snor og havde sat hende til at pakke sine ting, så han havde nærmest ikke set hende, siden de blev lukket ud af isolationen. Han ville heller ikke virke for påtrængende. De havde tilbragt timer med hinanden, og selv om han langt fra var blevet træt af hende, var det ikke til at sige, om hun havde det på samme måde. Han mente da selv, at de havde snakket godt sammen. I al ærlighed var han en anelse skuffet over, at det ikke var blevet til mere end blot snak. Han havde haft lyst til at kysse hende, mange gange endda, men det rigtige øjeblik var aldrig kommet.
Eftersom han ikke fandt det særlig tiltrækkende at skulle sidde ved et højtideligt mahognibord og spise et fornemt måltid med sølvbestik helt alene, nøjedes Keegan med at læne sig op ad en køkkendisk og betragte tjenestefolkene vimse rundt i varmen fra komfurer og ovne. Det havde skam sin charme - til tider var der nogen, der begyndte at synge, og stemningen var generelt positiv i slotskøkkenet. De var også blevet vant til hans tilstedeværelse, og de var endda begyndt at stille mad klar til ham på forhånd.
Keegan havde respekt for sin far, men hver gang han stod i køkkenet og betragtede tjenestefolkenes dagligdag, gik det op for ham, at der var vigtige ting ved det at være konge, som Endor aldrig helt havde forstået. Som konge tjente man sit land, og landet tjente sin konge. Det drejede sig om gensidig respekt, og Keegan kunne ikke se noget galt i at danne venskaber med folk, der var lavere stillet end ham selv. Det var måske ikke normen, og det var heller ikke let, for der gik lang tid, før folk endelig følte sig trygge nok til at droppe høflighedspjattet og behandle ham som et ganske almindeligt menneske. Med et fingerknips kunne han trods alt få dem halshugget, og det var fakta, der for mange var svær at ignorere. Forståeligt nok.
Hans far havde da heller ikke direkte forbudt ham at spise i slotskøkkenet. Keegan måtte komme til den erkendelse, at han aldrig havde anerkendt sine forældre for den frihed, de gav deres børn i dagligdagen, hvis man altså så bort fra de medfølgende pligter, der hørte til et liv som prins. Blandt andet skulle man være et godt eksempel og præsentere sig ordentligt, hvilket også var grunden til, at Endor og Jake tit stødte hovederne sammen. Til gengæld havde der aldrig været faste studietider, og da Rosie for et par år siden havde nægtet at bruge to timer dagligt på at lære at sy, blev det i sidste ende også accepteret. Hun var, som hun var – en naiv, glad pige, der hellere ville løbe byen rundt med smedens søn eller gå en tur i skoven, og egentlig var der ingen, der havde lyst til at tage dét fra hende.
Døren til slotskøkkenet gik op, og til Keegans overraskelse var det Jake, der trådte ind. Han så ikke ud til at lægge mærke til Keegan. Han så træt ud, og hans hår var fugtigt og i uorden, som om han lige var sprunget ud af badet. Hans hvide skjorte var skævt stoppet ned i bukserne.
”Rosetta, er der noget til mig?” spurgte han ind over køkkenbordet. Rosetta, en rund dame, der var lige så bred, som hun var høj, vendte sig rundt. Hun smilede og blinkede med øjet, før hun gik længere ind i køkkenet og forsvandt bag den tætte damp i rummet.
”Hård dag?” råbte Keegan for at overdøve larmen fra potter og pander. Jake så til siden og fik øje på ham.
”På enhver tænkelig måde,” svarede han og dumpede ned på køkkendisken ved siden af Keegan. ”Jeg ved ikke, om du har hørt det…”
Keegan tyggede færdig på sit brød og tørrede sig om munden. ”Hvad?”
”Evan og Jet er døde.”
Keegan rejste sig så brat, at den sidste smule suppe, der var tilbage i hans skål, var lige ved at forlade den. ”Hvad?”
Jake trak dovent på skuldrene og så ned mod køkkenfliserne med et dybt suk. ”Dødsårsagen kan du gætte dig til.”
Keegan, stadig chokeret, lod sig langsomt falde tilbage på køkkendisken. Rosetta kom vraltende og rakte Jake en portion mad magen til Keegans. Han takkede hende med et anstrengt smil og spiste sin mad med så slappe bevægelser, at man skulle tro, han havde løbet i tre dage uafbrudt og var tæt på at falde om af udmattelse. Han trængte desuden til at barbere sig.
”Jeg har lige bedt et par vagter om at informere gutterne fra holdet. Vi rider ud langs den østlige kilde i overmorgen,” forklarede Jake og forsøgte at hive et stykke brød af med tænderne, men det var for sejt, og han endte med blot at gumle på det i stedet. Han så yderst nedslået ud.
Evan og Jet havde også været Keegans venner. Eller, dybest set havde han ikke rigtig venner, men ridderne fra Jakes hold kom tættest på. De havde engang været på jagt sammen, og da Keegan i en kort periode havde deltaget i træningen, var der aldrig nogen, der gjorde nar, selv om han var fuldstændig elendig til at svinge et sværd.
Han havde naturligvis hørt alt om den kommende mission, men han havde endnu ikke turde spørge sin far om den ene ting, som han vidste, at han ikke fik lov til – at komme med. Stadig følte han, nu stærkere end nogensinde før, at dette var en af de ting, som han blev nødt til at være en del af. Selv om folk nu gik i store buer udenom alt, der havde med den østlige kilde at gøre, var det forgiftede vand fortsat en trussel mod Ethion - en trussel mod hans hjem og mod de mennesker, som det var kongefamiliens ansvar at beskytte. Jake havde reddet dagen og vundet sig masser af hæder gennem tiden. Det var Keegans tur til at bevise, at han var i stand til det samme.
Lige nu var Jake dog ved at falde i søvn på en knap så hæderlig måde. Han savlede, og han sad sammensunken ved siden af Keegan på køkkendisken. Skålen i hans hænder vippede langsomt og faretruende mere og mere nedad.
”Du burde gå i seng,” foreslog Keegan og lagde forsigtigt en hånd på Jakes skulder for ikke at forskrække ham. Jake løftede hovedet. Keegan forventede, at han ville se koldt på ham for at komme med så moderlig en kommentar, men han nikkede tungt og førte endnu en skefuld suppe ind i munden.
Keegan rejste sig og stillede sin skål på køkkenbordet. ”Tak for mad, Rosetta,” sagde han og styrede mod udgangen. Han vinkede et kort farvel til Jake, før han gik.
Efter at opdage at tronsalen stod tom, henviste en vagt ham til spisesalen, hvor Eliza og Endor sad og spiste frokost. De sad i hver deres ende af langbordet og snakkede livligt med hinanden. Hans mor lo endda, og det glædede Keegan at se, at de var i stand til at slappe af på trods af alt det, der foregik, om end det så kun varede en halv time.
Hans mor drejede hovedet og smilede til ham. Hendes røde, fyldige hår var opsat i en flettet knold, og hendes mørkegrønne kjole matchede hendes øjne, der varmt hilste ham og vinkede ham tættere på.
”Keegan min skat,” sagde hun og strøg ham på ryggen, og han bukkede sig ned og kyssede hende på kinden.
”Hej mor. Far.” Han nikkede til sin far i den anden ende.
”Hvad skyldes besøget?” spurgte Endor og tørrede sig om munden med en hvid stofserviet. Han lagde kniv og gaffel fra sig og lænede sig længere tilbage i stolen.
”Missionen,” svarede Keegan og besluttede sig for, at han lige så godt kunne få sagt de ting, han gerne ville ud med, før han mistede modet. ”Jeg vil gerne med.”
Endor lo nærmest hånligt og rystede på hovedet. ”Under ingen omstændigheder.”
Keegan kunne allerede mærke frustrationen komme krybende, men han forblev rolig. ”Og må jeg spørge om hvorfor?”
Endor var tydeligvis ikke i humør til at pakke tingene ind. ”Fordi du ikke kan forsvare dig selv,” sagde han. Det lød som en påmindelse af noget, der var så åbenlyst, at selv en femårig burde forstå det. Keegan havde allerede mistet sin tålmodighed. Han var ikke et barn og gad ikke blive tiltalt sådan.
”Du tager fejl,” svarede han bestemt. ”Jeg kan slå en mand ihjel. Jeg har gjort det før.”
Hans far slog utålmodigt ud med armene. ”Da han lå ned og i forvejen var døden nær!”
”Jeg. Kan. Godt,” insisterede Keegan, og Eliza sank som altid længere ned i sædet. Keegan tog en dyb indånding. ”Far, jeg kan godt,” gentog han mere fattet. Han kunne godt slå en mand ihjel. Måske havde den syge mand i skoven ikke ligefrem været den farligste modstander, men det var slet ikke det, det drejede om. Det drejede sig om, hvorvidt man kunne se et andet menneske i øjnene og tage deres liv uden at tøve. Keegan havde ikke tøvet. Havde det været rart, nej, og plagede det ham stadig om natten, ja, men han havde gjort det alligevel.
”Nej, Keegan,” sagde hans far medlidende. ”Jeg ville ønske, at du kunne, men det kan du ikke.”
”Hvis du nu bare gav mig en chance-”
”Nej.”
”-så kunne du måske se, at jeg-”
”Nej, sagde jeg!” råbte Endor og rejste sig op fra sin stol. ”Det er mit endelige svar. Accepter det og gå op på dit værelse og læs. Brug tiden på noget fornuftigt,” sagde han. Hans knyttede hænder hvilede mod bordpladen, og hans knoer var hvide. Mundvigene vendte nedad i et bittert udtryk, og hans øjne stirrede køligt på Keegan. Keegan plejede at kunne stirre tilbage med samme intensitet, men han følte sig så såret, at hele hans bryst krøllede sig sammen indefra og blev lige så sølle som en klump papir. Mod Endors stålblik kunne han ikke lade være med at se væk og gå sin vej, som han havde fået besked på.
Han havde det som om, at lammelsen fra hans arm havde spredt sig overalt, og han gik som forstenet gennem gangene på paladset, indtil han endelig nåede sit værelse og smækkede døren i. Han vidste ikke, hvordan han skulle reagere. Han havde lyst til at kaste sig ned på gulvet og græde øjnene ud, og samtidig havde han lyst til at gribe hver en genstand i nærheden for at smide den og smadre den i tusindvis af stykker. Han endte med blot at stå der på værelset, lige inden for døren, og gøre absolut ingenting.
Han vidste ikke, hvor længe han stod der, men efterfølgende vandrede han over til sit skrivebord i enden af værelset. Det stod placeret ved siden af vinduet, hvor den grå himmel kastede en ussel undskyldning for dagslys ind gennem det farvede glas. Udenfor, nede på gårdspladsen, forløb dagligdagen, som den altid havde gjort, selv om intet føltes normalt længere.
Keegan samlede et stykke papir op fra bordet og betragtede det. Papirer som dette hang rundt omkring på husmurene i byen med en officiel advarsel om, at riget muligvis var under angreb. Også Velinstad, for den sags skyld. Gerningsmændene ønskede tydeligvis at slå flere fluer med et smæk ved at vælge en flod, der løb gennem begge riger. Det var også det argument, der havde afholdt Hallagan fra at stikke halen mellem benene, tage sin datter under armen og flygte hjemad – ved morgenmødet dagen forinden havde Endor nærmest måttet beordre ham til at blive siddende på sin plads, indtil de havde fundet en løsning i fællesskab. Endor vidste udmærket, at Hallagan inderst inde var temmelig ligeglad med det faktum, at hans eget folk også kunne være forgiftet. Det drejede sig alligevel kun om nogle mindre landsbyer. Selve byen Velinstad lå i den stikmodsatte ende af landet og derfor utallige kilometer væk fra den østlige kilde, og desuden var det ikke første gang, at Hallagan udelukkende havde været interesseret i at redde sit eget skind.
Folk som Hallagan fortjente ikke at være konge. Man havde set værre – Clavien, for eksempel – men Keegan havde svært ved at forstå, hvordan man kunne misbruge så stort et ansvar. Havde Hallagan aldrig oplevet den belønning, der lå for enden af et ordentligt stykke arbejde? Følelsen af at vide, at man havde reddet menneskeliv eller forbedret folks levevilkår?
”Jeg ville være en fantastisk konge,” sagde Keegan. For første gang i sit liv sagde han det højt. Han havde tænkt det mange gange, men det lød for selvisk til rent faktisk at indrømme med ord. Det var sandheden. Han havde potentialet til at blive bedre end Hallagan, bedre end sin far og bedre end Jake nogensinde ville kunne blive, også selv om han havde en ubrugelig højre arm. Det eneste, der stod i vejen, var, at han var født få sekunder for sent.
Keegan kom endnu en gang til den konklusion, at han levede i en verden, der ganske enkelt ikke gav mening, og hvor meget han end forsøgte, var det svært at acceptere, når man var en fast tilhænger af logisk tænkning.
Keegan slap papiret og lod det dale ned på skrivebordet, hvor hans mange tykke lærerbøger lå stablet. Han havde lyst til at sætte ild til dem alle sammen.
Han trådte tilbage over det grå stengulv og stoppede op foran spejlet. Langsomt løsnede han sin mørkerøde kappe og lod den falde til jorden. Han knappede sin skjorte op, hev den af og smed den fra sig.
Når man blot så på deres ansigter, var det så godt som umuligt at kende forskel på ham og Jake, hvis altså de havde friseret og barberet sig på samme måde, men som Keegan stod foran spejlet i bar overkrop, var der flere tydelige forskelle. Han var ikke nær så muskuløs som Jake, heller ikke splejset, men dog lige på kanten til det. Desuden havde han altid set noget asymmetrisk ud – for det første var hans højre arm langt tyndere og mindre end den venstre, og så vendte den selvfølgelig også den forkerte vej, hvilket var svært at overse, medmindre den blev tildækket af kappen.
Keegan førte langsomt sin venstre hånd over på sin højre arm. Han startede for neden, helt ved fingerspidserne, og klemte til. Han lukkede øjnene og klemte endnu en gang. Ingenting. Han kørte hånden længere op og slog til, kradsede lidt i huden, selv om han vidste, at det var en dum idé. Hvis han fik sår, kunne der gå lang tid, før de forsvandt igen, men Keegan fortsatte alligevel og slog så hårdt, han overhovedet kunne. Han mærkede absolut ingenting. Først oppe ved skulderen begyndte han igen at kunne fornemme noget. Da han åbnede øjnene, var armen dækket til med mærker og spor efter negle.
Hvis det ikke var for den åndssvage arm, ville hele hans liv have set anderledes ud. Han kunne ligesom Jake vinde turneringer, tage på altafgørende missioner og redde dagen. Sådan som det så ud nu, kunne han ikke andet end at hæve sin højre arm få centimeter og svinge et sværd som en idiot med den venstre.
Det bankede på døren, og ud fra det forsigtige bank kunne Keegan allerede høre, at det var hans mor. Han samlede kappen op fra gulvet og lagde den henover sengen, før han trak sin skjorte ned over hovedet igen.
”Keegan?” kaldte Eliza. Egentlig havde han lyst til at være alene, men han kunne heller ikke få sig selv til at vrisse af hende.
”Hvad vil du?” spurgte han.
”Luk nu bare op, skat.”
Keegan gik over for at åbne døren, hvor hans mor stod og ventede med foldede hænder. Hun smilede forsigtigt til ham og lagde hovedet på skrå.
”Må jeg komme ind?” spurgte hun. Keegan trak på skuldrene og nikkede uden at sige noget. Han lod døren stå åben og gik tilbage ind i værelset, hvor han satte sig på sengekanten.
Eliza lukkede døren i efter sig og placerede sig ved siden af ham. Hun tog et blidt tag i hans venstre hånd med sine spinkle fingre og holdt den, og hendes hånd forsvandt nærmest inde i hans. Hun var hans mor, men mange ting ved hende forekom ham stadig at være mystiske og svære at forstå. I hans øjne var hun både skrøbelig og blid som en fugl, men samtidig havde hun en vilje af stål, og hendes stædighed overvandt selv Endors. Hun befandt sig i baggrunden og i skyggerne, sagde sjældent så meget, og alligevel vidste Keegan, at hun havde stærke meninger om alting, og han havde svært ved at fatte, hvordan hun kunne holde det inde. Engang havde hun ikke kunnet. Hun havde ofte sagt sin mening, og hun havde aldrig været bange for at råbe og skrige af Endor, hvis hun på den ene eller den anden måde var utilfreds. Måske var det derfor, at han havde forelsket sig i hende i første omgang. Hun var naturligvis adelig, men selv om han kunne have fundet sig et mere passende parti, havde han valgt hende, fordi hun holdt ham nede på jorden og gav ham kamp til stregen. De var gift på grund af kærlighed, ligesom det burde være. Hun havde aldrig ønsket at blive dronning. Hun havde blot ønsket at være med ham.
Var hun mon lykkelig, den kvinde, der sad ved siden af ham lige nu? Elskede hun Endor på samme måde som for år tilbage? Keegan var temmelig sikker på, at svaret var ja, selv om enhver kunne se, at de begge havde ændret sig gennem årene. Hun var stadig hans ømme punkt, hans forbindelse til virkeligheden, og da de for et øjeblik siden havde siddet og spist sammen, havde hendes latter lydt på præcis samme måde, som den havde gjort for ti år siden, hvor Keegan var barn, og hvor Endors hår ikke var nær så gråt som nu.
”Ved du, hvad jeg tænkte, da jeg efter fødslen sad med dig i den ene arm og Jake i den anden?” spurgte Eliza og så op på ham med sine milde, grønne øjne. Keegan svarede ikke, men ventede blot på, at hun fortsatte.
”McPherson havde allerede fra starten af kunnet se, at noget var galt med din arm, men det betød ingenting. I var begge lige smukke, og jeg elskede jer begge lige højt. Det gør jeg stadig. Og det samme gør din far,” sagde hun.
Det var selvfølgelig rart at få at vide, men Keegan vidste det jo i forvejen. Han havde aldrig følt sig mindre elsket, bare uretfærdigt behandlet. Hvis hans far virkelig elskede ham så højt, hvorfor måtte han så ikke få lov til at gøre de ting, der betød mest for ham?
”Din far er bare bange for, at du kommer til skade,” forklarede Eliza, som havde hun læst hans tanker. Hun strøg ham lidt over håret.
”Forstår han da slet ikke, at hvad han gør ved mig nu er langt værre end noget af det, der kan ske mig derude?” spurgte Keegan håbløst.
Eliza lo sørgmodigt. ”Når du selv får børn en dag, vil du forstå,” sagde hun.
Hvis jeg selv får børn en dag,” mumlede Keegan syrligt. Et var at få en kvinde til at falde for sig, når man var handicappet. Det var der ikke ligefrem nogen, der fandt tiltrækkende. Andet var selve… akten, der nok ville have sine komplikationer på grund af den åndssvage arm, men det vidste han ikke noget om endnu. Han var tyve år og vidste det ikke endnu.
”Mor, hvorfor… du ved, skar I den ikke bare af?” spurgte Keegan og gøs ved tanken. Han havde overvejet det før – armen var fuldstændig ubrugelig, og den gjorde mere skade end gavn. Som yngre havde han engang været ude i vinterkulden uden nok tøj på, og eftersom blodcirkulationen i hans højre arm ikke fungerede optimalt, var den blevet langt koldere end hans kropstemperatur. Den var der bare og gjorde ikke andet end at skabe problemer.
Eliza trak på skuldrene og havde svært ved at formulere sit svar. ”Vi troede, at det måske ville blive bedre med alderen. Hvis vi bare sørgede for at træne den,” forklarede hun, og Keegan nikkede. Det kunne han for resten godt huske. Han havde endda troet på det selv. Først da han blev ni år gammel, måtte de alle indse, at strækøvelser ikke kunne rette op på problemet.
Der lød igen en banken på døren. ”Deres Højhed?” kaldte en stemme.
Keegan gav slip på sin mors hånd, rejste sig fra sengen og åbnede døren. ”Ja?”
Udenfor stod en ung tjenestepige iklædt sin sorte kjole og hvide forklæde. Hun nejede kort og sagde: ”Jeg skulle informere Dem om, at Prinsesse Angela af Velinstad er ved at rejse hjemad.”
Keegan nikkede og takkede hurtigt pigen, før han gik tilbage til spejlet på væggen og knappede sin skjorte ordentligt til.
”Jeg bliver nødt til at gå,” sagde han, og Eliza lagde den mørkerøde kappe over hans skuldre og spændte den. Hun glattede folderne ud og smilede.
”Af sted med dig,” sagde hun, og han satte i løb mod døren, vendte rundt igen, skyndte sig at kysse hende på panden og fór så ud af værelset og ned ad de lyse stentrapper.
Gennem paladsets vinduer kunne han i forbifarten få et glimt af den store karet i slotsgården, og han fløj med lynets hast ned i forhallen, hvor han drejede til venstre og slap ud i vinterkulden.
”Keegan!” udbrød Angela overrasket, da hun fik øje på ham, og hun smilede bredt. Hun sad på skrå inde i kareten med benene dinglende ud af døren. Bag på kareten var en kærre med al deres baggage spændt fast, og foran kareten stod fire heste, heriblandt også Obsidian, der stampede med hovene mod brostenene.
”Bliv,” sagde han, før han overhovedet nåede at tænke videre over det. Han var nået hen til hende og tog hendes hånd i sin.
”Jamen…” begyndte hun og så undrende på ham med sine funklende, lyseblå øjne, og han lo og spurgte: ”Hvorfor ikke?”
Hun lagde begge sine hænder på hans venstre og klemte den med et beklagende smil. ”Tro mig, jeg ville gerne, men det kan jeg ikke.”
Inde i kareten sad Hallagan med armene over kors og ventede utålmodigt. Keegan havde knap nok lagt mærke til alle de mennesker, der stod i slotsgården og kunne følge med i deres samtale. Endor var naturligvis også til stede for at tage ordentligt afsked med de sidste gæster.
”Vær sød at blive,” bad han igen. Hun smilede og rystede opgivende på hovedet, men Hallagan bøjede sig forover og brød ind.
”Beklager, sønnike, men vi skal hjemad.”
”Men, far…” tøvede Angela og vendte sig rundt.
Hallagan løftede mistænksomt et øjenbryn. ”Hvad?”
”Jeg skal jo ikke noget, så hvis nu du tog hjem, så kunne jeg bare komme senere…” foreslog hun.
Hallagan greb fat i hendes arm og trak hende væk fra Keegan og ind i kareten. ”Vi skal hjemad. Nu,” fastslog han, og Angela så undskyldende på Keegan og satte sig. Hun vinkede hurtigt farvel, før døren blev lukket i.
Keegan sukkede og trådte et skridt tilbage. Kusken slog et slag med pisken, og hestene begyndte at trave hen over gårdspladsen. Han skulle lige til at gå, eftersom han gerne ville undgå at befinde sig på samme sted som sin far, men før han vidste af det lød der en undrende mumlen blandt folkene på pladsen, og nogen pegede i retning af kareten.
”Hvad i… Angela, kom tilbage!” lød det fra Hallagan, og Keegan vendte sig rundt og måbede. Kareten var stadig i bevægelse, men dens dør stod åben. Angela sprang ud fra den og var lige ved at snuble i sin flagrende, lysegule kjole, men hun hankede op i skørtet, fandt sit fodfæste og løb af sted over gårdspladsen med et blændende grin over hele sit ansigt.
Hun fløj lige ind i Keegans omfavnelse og svang sine arme om hans hals.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...