Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13654Visninger
AA

12. X - Jake

 


 

Jake havde uden dårlig samvittighed moret sig en del over, at både Nedd, Rosie, Keegan og Angela havde været spærret inde samtidig, og at han stort set var den eneste på hele paladset, der ikke var ved at blive sindssyg. I den seneste tid havde paladset været det rene galehus, og han havde af gode grunde holdt sig endnu længere væk end sædvanligt. Han havde tilbragt det meste af dagen i forgårs på træning og værtshusbesøg sammen med nogle af fyrene fra holdet, og i modsætning til sine forældre havde han sovet som en sten den efterfølgende nat.
Naturligvis havde dagen ikke været så bekymringsløs, som Jake kunne have håbet på. Der var risiko for, at hans lillesøster og tvillingebror var dødeligt syge. Men han trøstede til dels sig selv med, at Keegan i det mindste var lukket inde med sin drømmepige og stadig havde en chance for at miste sin uskyld, før det var for sent, så under alle omstændigheder burde han have været lykkelig. Det samme havde dog ikke været tilfældet med Hallagan, der ønskede at vende hjem med det samme, hvilket var temmelig besværligt, når nu hans datter havde forbud mod at gå nogen steder.
Jake havde ikke haft mulighed for at sove længe dagen før. Hans far havde indkaldt til hastemøde lige fra morgenstunden af, og selv om han deltog og gjorde sit bedste for at tage situationen yderst alvorligt, var det svært at ignorere følelsen af, at hans hoved vejede et ton, og at han havde en overvældende trang til at brække sig.
Et døgn var gået, og morgenen stod som altid på træning. Hans hold af riddere stod samlet på træningsbanen bag tribunerne, hvor turneringen var blevet afholdt. Tilsammen var der omkring 300 riddere i hele riget, som var delt i hold på ca. ti mand, selv om Jakes eget kun var på otte. Hvert hold havde en tilknyttet øverstkommanderende – som på Jakes hold selvfølgelig var ham selv –  og trænede fast sammen på bestemte tidspunkter. Tidspunkterne blev dog ikke altid overholdt, hvilket nok for det meste var hans egen skyld. Han egnede sig i princippet ikke til at være leder.
”Godmorgen,” hilste Beneca og gjorde ham selskab på træningsbanen. De var tidligt på den, og de andre var kun så småt begyndt at komme myldrende. Jake bemærkede, at ingen havde tørklæder på i dag. Ordet om den ikkeeksisterende smittefare var ude.
”Eller hvad man skal kalde en morgen i en tid som den her,” mumlede Jake. Beneca nikkede. Han stod med sit sværd stødt mod jorden og lænede sig ind over det ved at hvile armene på sværdknoppen. Vintervinden ruskede frem og tilbage i hans lyse hår og afslørede hans alvorlige ansigt.
”Dagligdagen skal jo gå videre,” sagde han. ”Især nu. Hvis der virkelig er folk et sted derude, der vil os det ondt, bliver vi nødt til at være forberedte.”
Jake trak på skuldrene. ”Lad os nu se tiden an,” sagde han, men han vidste, at Beneca havde ret, selv om han ikke var meget for at indrømme det. At forgifte så stor en del af en hovedstads befolkning var et effektivt angreb - et angreb, som Endor aldrig nogensinde havde overvejet at beskytte sig imod.
Beneca sukkede bekymret og betragtede træningsbanen. Ligesom Jake selv var Beneca også leder af et hold, men engang havde han været en del af Jakes egne mænd. Det havde han dog været alt for dygtig til, så selv om Jake til tider savnede Beneca som en del af gruppen, vidste han, at andre var i gode hænder ved at være under hans ordre. Udover det var han også Jakes næstkommanderende – hans erstatning, hvis Jake skulle falde i krig, og der ikke ville være nogen tilbage til at lede alle ridderne i kamp. Det gav sig selv, at Jake, på trods af i dagligdagen at have samme arbejde som de andre holdledere, ville være den person, der havde ansvar for alle rigets riddere, hvis krigstider vendte tilbage. Keegan burde egentlig have stået næst i rækken i stedet for Beneca. Det var nok den af Endors beslutninger, der havde ramt ham hårdest - han var ikke engang god nok til at være nummer to.
Keegan var gudskelov ikke typen, der bar nag, og over for en fyr som Beneca var det også så godt som umuligt. Beneca var i besiddelse af alle de kvaliteter, der var krævet af en ridder og mere til - han var taktisk, nobel og holdt altid hovedet koldt, og han ville uden tvivl dø for sine mænd, hvis det blev nødvendigt. Jake havde mere tillid til ham end nogen anden.
”Mine mænd ser ud til at være ankommet,” sagde Beneca og rettede sig op. Han ønskede Jake god træning, stak sit sværd tilbage i skeden og gav ham et klap på ryggen med en behandsket hånd, før han gik længere ned ad træningsbanen og kaldte sit hold sammen.
Endnu længere nede var nogle af de andre hold allerede gået i gang, og den velkendte lyd af klingende sværd, kampråb og instrukser blev blæst frem og tilbage over pladsen af vinden. Det var blevet koldt nu, himlen var blevet grå, og Jakes ånde dannede damp i luften. Vejret var omtrent lige så deprimerende som den nedtrykte stemning, der havde sænket sig over Ethion.
”Hold 1!”  råbte Jake og klappede sine hænder sammen, så hårdt, han kunne, men hans forede læderhandsker dæmpede lyden, og den blev så godt som uhørlig blandt den anden larm fra træningsbanen.
”Hold 1!” råbte han igen, og de første af hans mænd luntede tættere på og stillede sig i den sædvanlige cirkel. Af en eller anden grund var hans hold altid de sidste, der var klar. Han måtte se at få rettet op på moralen.
”Så, så, skru lidt ned,” sagde Wyatt og holdt beskyttende hænderne op foran sig. ”Det er da klart, at vi ikke kommer, når du kalder, når du hele tiden glemmer vores holdnavn.”
”Wyatt, ’De Drabelige Roser’ bliver aldrig nogensinde vedtaget.” Jake himlede utålmodigt med øjnene, men hans ene mundvig trak sig alligevel opad, selv om han gjorde sit bedste for at bevare seriøsiteten. Wyatt trak uskyldigt på skuldrene og skævede til Giddy ved siden af sig.
”Okay, optælling, alle sammen,” sagde Jake, og de sidste af hans mænd stillede sig på plads og placerede hænderne bag ryggen. De var alle iklædt deres rustninger med omridset af Ethions rose indgraveret på brystpladen med tilhørende røde skjorter indenunder.
Jake så rundt på sine mænd. ”Wyatt, Giddy, David… Markus?”
Hans mænd så ned i jorden med alvorlige miner, og Jake rynkede panden. Raymond var den første til at snakke. Med en hovedbevægelse vippede han sit mørke hår væk fra ansigtet og så grumt på Jake.
”Han… er her ikke,” konstaterede han blot, som om det forklarede alting.
”Og hvad med Evan og Jet?” spurgte Jake.
Raymond rystede på hovedet. ”Jeg ved det ikke.”
Jake slog irriteret ud med armene. ”Vi er et hold på sølle fem mand i dag,” sagde han frustreret og betragtede den lille forsamling foran sig. Den bestod kun af ham selv og af Wyatt, Giddy, Raymond og David, der så ned i jorden.
”…David?” spurgte Jake og lagde hovedet på skrå. ”David, er du okay?”
David reagerede ikke, og han var helt bleg i ansigtet. Det lignede ham ikke. De andre rynkede panderne og så også ud til at fornemme, at noget var helt galt.
Raymond lagde forsigtigt en hånd på Davids skulder, som om han var bange for, at den simple berøring ville brænde hans fingre. ”David,” forsøgte han.
”Evan og Jet...” mumlede David og så endelig op fra græsset ved sine fødder. "Evan og Jet er døde.”
Jake fik sin vejrtrækning galt i halsen, og hans bryst trak sig sammen. ”Undskyld mig?”
”Evan og Jet er døde, sagde jeg!” råbte David, og alle trådte et skridt væk. ”Jeg troede, at I vidste det… de havde været syge i dagevis,” forklarede David, og hans stemme knækkede over. Jake havde aldrig set ham sådan før. Hans sædvanlige stolthed og selvsikkerhed var fuldstændig forsvundet, og han stod med tårer i øjnene.
”Jeg…” begyndte Jake, men han kunne ikke få et ordentligt ord ud. Så tog han en dyb indånding og fik på den ene eller den anden måde fremstammet ”Træningen er aflyst,” før han løb så hurtigt, han overhovedet kunne mod paladset. Der var en, der råbte efter ham, måske var det Raymond, men han fortsatte gennem gaderne og ignorerede den brændende følelse bag sine øjne, der slørede hans syn. Jo længere han løb, jo vredere blev han, og da han endelig nåede hovedindgangen, var hans tårer erstattet med raseri, og han brasede med fuld kraft gennem porten til tronsalen.
”Far!” råbte han så højt, at det kastede ekko mod det hvælvede loft. Endor så op fra sin trone, og snakken fra mændene omkring ham forstummede. Han rejste sig med det samme.
”Vær venlige at gå,” sagde han og viftede mændene væk, og de listede ud af tronsalen, samtidig med at Jake med hastige skridt nærmede sig sin far.
”Fortæl mig alt,” forlangte Jake forpustet. ”Fortæl mig, hvordan to af mine mænd, to af mine betroede venner, nu er døde,” fortsatte han og gjorde sit bedste for ikke at falde til jorden på stedet. Evan og Jet havde været en del af holdet i årevis. Der var masser af riddere i riget, men Jake havde håndplukket dem personligt. De havde kæmpet side om side, og nu var de begge to væk.
Endor så sørgmodig ud. ”Det beklager jeg,” sagde han blidt.
”Jeg er ligeglad!” udbrød Jake utålmodigt. ”Bare fortæl mig, hvordan det hele hænger sammen, og fortæl mig så, hvad jeg skal gøre.”
Endor så mere overrasket end stødt ud. Han sukkede og gestikulerede til, at Jake skulle følge med, og han trådte op på podiet. Ved siden af tronen var et lille bord opstillet, hvorpå der lå et kort over landet.
Endor skævede bekymret over mod Jake, før han rømmede sig og begyndte. ”Som du ved, er det i vandet, ligesom McPherson sagde. Men kun i den østlige kilde,” forklarede han. På kortet foran dem var byen Ethion sat som en plet i den nordlige del af kongeriget Ethion. Omkring byens vest-, nord- og østside var der tegnet tæt, mørkegrøn skov, der bredte sig helt ud over den østlige del af riget. På den nederste del af kortet var Velinstad tegnet som gulligt ørkenland.
”Se her,” sagde Endor og pegede på den flod, der løb vest om byen Ethion. ”Den vestlige del af byen får vand fra floden her. Ydermere splitter floden sig i to, og den sydlige del af byen – os inkluderet – får vand fra den sidegren, der kaldes Krystalkilden, men som i daglig tale blandt folket nok er bedst kendt som ”De Riges Kilde”… Krystalkilden munder ud i søen her, som ligger nede ved grænsen til det tidligere Peritsa, hvor den også fungerer som vandforsyning til de mindre landsbyer i udkanten af Ethion. Er du med så langt?”

Jake nikkede hurtigt for at få sin far til at fortsætte.
”Den østlige del af byen får vand fra den store flod, der løber helt fra bjergene i Peritsa og gennem Ethion for til sidst at munde ud i havet ved Velinstad,” forklarede Endor. Han pegede på den bredeste flod på kortet, der snoede sig sydøst om byen og igennem landets største skovområde.
”Så hvad vil det sige? Hvis vandet kommer helt fra Peritsabjergene, er der en strækning på hundreder af kilometer derfra og til os. Hvordan skal vi nogensinde finde ud af, præcis hvorfra floden bliver forgiftet?”
Endor skar tænder. ”Jeg ser ingen anden udvej end det, forslaget lød på i går.”
Jake rømmede sig og trippede usikkert frem og tilbage på sine fødder. ”Øh, ja, det…”
Hans far så opgivende på ham. ”Jakob, hører du da aldrig nogensinde efter?” spurgte han. Jake kunne ikke fordrage, når han kaldte ham det.
”Du bliver nødt til at tage dette alvorligt,” fortsatte Endor bestemt. Han så indtrængende på Jake, der kiggede op fra gulvet for at møde hans blik. Han studerede sin fars ansigt. Som så mange gange før så han delvist bekymret og skuffet ud. Mon han tænkte, at der også var noget fysisk galt med hans anden søn, siden han var så uduelig?
Bekymringsrynker. Vredesrynker. Tænkerynker. Jakes far var alt det, han frygtede mest i verden, at han en dag selv ville blive til.
”Se på mig, far,” hviskede han. ”Tror du ikke, at jeg for en gangs skyld tager dette alvorligt?”
Han var ikke i tvivl om, at tabet af hans to venner stadig tydeligt stod malet i hans ansigt. Han havde sjældent følt sig så hjælpeløs før. Det eneste sammenlignelige øjeblik, han kunne erindre, var for fem år siden, hvor han i timevis havde været lukket inde i hospitalsbunkeren uden at være i stand til at stille noget op ved den krig, der var ved at rive hans hjem og muligvis familie fra hinanden. Han havde været femten år gammel og ifølge sin mor stadig for ung til at kæmpe, men for første gang havde han haft lyst. Lyst til at gøre noget, selv om det var blevet hans speciale at lade være.
Endor nikkede langsomt og vendte tilbage til kortet ved siden af sin trone uden at svare. ”Jeg vil have, at du samler dine mænd og følger floden. Snak med McPherson om, hvordan I kan teste vandet undervejs. Find ud af, hvor det sker, og hvem der er skyld i det. I rider ud i overmorgen.”
Jake nikkede en enkelt gang. ”Ja, far.”
Han kunne ikke lade være med at få ondt i brystet bare ved tanken om, hvor betydeligt meget mindre hans hold nu var blevet. De havde i forvejen ikke været mere end otte, og nu var de reduceret til seks. Han kunne ikke overskue at skulle finde to værdige erstatninger for Evan og Jet. Især ikke på blot to dage. Men de skulle nok klare sig uden – hans resterende mænd var tilstrækkelige til opgaven.
Panik skyllede sig ind over Jake. I morges havde de kun været fem. Markus havde ikke været til træning, og han havde jo fortalt, at hans lillebror var syg…
”Jeg bliver nødt til at gå,” mumlede Jake og var lige ved at falde baglæns ned over podiet i farten. Han styrtede gennem tronsalen og ignorerede smerten i sine ben, der bar den tunge vægt at hans rustning, som han endnu ikke havde taget af.
Ikke Markus, ikke Markus, ikke Markus, tænkte han igen og igen, mens han fór gennem byen og ned ad den store skråning. Markus boede en anelse vest for byens midte. Det var et mirakel, at Jake ikke snublede over en brosten eller en bule i vejen, og han fortsatte ustandseligt igennem byen og dens snævre gader uden så meget som at sænke farten, når han drejede om et hjørne.
”Markus!” prustede han stakåndet. ”Markus!”
Jake tvang sine ben til at stoppe, da han nåede den rigtige vej. Den iskolde vinterluft havde gjort hans hals tør og hæs, men han råbte Markus’ navn igen. Til venstre for ham var en af de mange kroer, de sammen plejede at besøge. Han vidste, at han aldrig nogensinde ville sætte fod der igen, hvis det betød, at han skulle gøre det alene. På den anden side ville han måske ikke være andre steder end lige præcis der, eftersom de solgte byens stærkeste spiritus.
Han småløb videre ned ad vejen med de idylliske træhuse. Det var en middelklassevej uden mure med farverigt puds eller avancerede detaljer, men i det mindste var der ingen skæve eller sammenfaldne bygninger. Jake standsede ved det rigtige hus og bankede på døren.
”Markus!” råbte han. Han havde ikke en fornemmelse af, om der virkelig gik så lang tid, som han bildte sig ind, men Jake følte, at han ventede i uendelig lang tid og bankede endnu en gang.
”Markus! Markus!” skreg han og hamrede så hårdt, at døren raslede i hængslerne. Han havde lyst til at glide ned ad den og falde sammen på jorden, indtil det hele var overstået. Hans hjerte var ved at banke ud af hans bryst, og hans hoved kogte over af varme og panik.
Det endte han også med at gøre. Han faldt ned på knæ og mærkede pludselig, hvordan hans muskler var ømme over det hele, og hvordan hans ryg var badet i sved. Han hvilede panden mod dørkarmen og lukkede øjnene.
Døren gik op.
”Hvad i-” udbrød en stemme med en blanding af irritation og forundring. ”Jake?”
Jake løftede svajende hovedet og så op. Blinkede et par gange. ”Markus?”
”Hvad fanden er det dog, du laver?” spurgte Markus og rystede grinende på hovedet.
”Jeg… du...” mumlede Jake og lod sig blive hevet op fra jorden. Markus gav ikke slip på taget om hans arm for at sikre sig, at han ikke dejsede om. Jake blev så småt klar i hovedet igen.
”Du var ikke til træning i dag,” konstaterede han blot.
Markus kløede sig i nakken. Hans hår var pjusket og stod ud til alle sider. ”Nah, jeg kom vist til at sove over mig… Jeg er først lige stået op. Der er som regel en, der vækker mig, men de er alle rejst udenbys. Altså, ikke at de er flyttet, for jeg bliver her under alle omstændigheder på grund af riddertjansen og alt det, men folk falder jo døde om som fluer, så de skulle vist til min kusines-tantes-svogers-mors-brors begravelse eller noget i den stil.”
Jake slappede mere af i skuldrene, men følte sig alligevel irriteret. Han havde nær fået et hjertestop, og så havde Markus bare sovet en brandert ud.
”Jeg troede…” begyndte han, men bed sig så i kinden og rystede på hovedet.
Markus rynkede panden. ”Hvad?” spurgte han.
Jake vidste ikke, hvordan han ellers skulle formulere det, så han sprang bare ud i det og sagde: ”Evan og Jet er døde.”
Markus stod som lamslået i sit snavsede tøj fra dagen før, der tydeligt bar præg af, at han havde sovet i det. Hans øjne mindede Jake om Tyden, der altid så fuldstændig uskyldig og uforstående ud - Tyden, der sikkert også var i live. De boede trods alt i den vestlige del af byen. Det havde Evan og Jet ikke gjort.
”Jamen, det kan ikke pa-”
”Men det gør det, okay?” snappede Jake. ”Og hvis du undrer dig over, hvorfor jeg lige er løbet hele vejen herned i min rustning, er det fordi, jeg troede, at du måske også var død, for du sagde jo, at Tyden havde lungebetændelse, og så kom du ikke til træning, og jeg flippede fuldstændig ud-”
Han nåede ikke at sige mere, før Markus slyngede sine arme om ham. Jake gengældte omfavnelsen og forsøgte forgæves at genvinde luft til sine lunger, men Markus holdt godt fast og gav ikke slip. Jake sukkede opgivende, men kunne ikke lade være med at føle sig ubeskriveligt lettet over, at hans ven stadig var i live og stod lige foran ham.
”For helvede,” mumlede han ned i Markus’ skulder. Han burde måske føle sig flov over, at folk kunne gå forbi og se dem stå der helt sentimentale, men han kom til den konklusion, at han faktisk var ligeglad. Markus endte med at trække sig væk, og de stod akavet i lidt tid uden at sige noget.
”Så, Evan og Jet…” sagde Markus. Jake krydsede armene over sit bryst og nikkede.
”Pokker tage den sygdom,” fortsatte Markus og bankede en knytnæve ind i dørkarmen, selv om det ikke var særlig hårdt. Det var nok mere for at understrege sine ord. ”Der gik nogle vagter rundt og delte papirer ud i går, hvor der stod, at den østlige kilde er forgiftet, og at man kan hente vand i slotsgården. Alt det her postyr på grund af vand. Jeg kan ikke fatte, at vand har slået Evan og Jet ihjel.”
Jake svarede ikke, men trak blot på skuldrene. Det var egentlig ikke vandet, der havde slået folk ihjel, det var det, der var i vandet, men han forstod Markus’ pointe.
”Hvad har Endor tænkt sig at gøre?” spurgte Markus. Han var begyndt at fryse og gnubbede sine arme ovenpå den tynde, plettede skjorte, som han havde for vane aldrig at knappe ordentligt op.
”Vi rider ud i overmorgen for at følge floden. Jeg har ikke snakket med de andre endnu, men jeg går ud fra, at du er med?” Ikke at Markus havde noget valg. Det var ligesom en del af jobbeskrivelsen, at man som ridder red ud på missioner og var til rigets tjeneste.
”Selvfølgelig. Jeg er med dig, hvor end du går. Nogen skal jo sørge for, at vi ikke løber tør for sprut, men hvis du vil ned på knæ endnu en gang for at overtale mig, så vil jeg da ikke holde dig tilbage,” sagde Markus og grinede sit sædvanlige, skræve grin.
Jake smilede svagt. ”Jeg springer over. Men jeg må nok hellere gå tilbage,” sagde han og kørte en hånd igennem sit mørkebrune hår. Det faldt ham ind, at han vist trængte til en klipning.
Markus nikkede, og de gav hinanden et mandigt klap på skulderen som kompensation for deres knap så mandige omfavnelse få minutter tidligere. Jake begyndte at gå tilbage op ad skrænten mod paladset, da Markus råbte efter ham.
”Jeg ser frem til missionen i overmorgen. Fordi den ligesom er til ære for Evan og Jet, du ved.”
”Ja,” råbte Jake tilbage og fortsatte med at gå. ”Til ære for Evan og Jet.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...