Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13661Visninger
AA

10. VIII - Rosie

 


 

Rosie trådte over endnu en gren. Bag sig kunne hun høre Nedd, hver gang hans fødder ramte de faldne blade på skovbunden. Der var ikke meget sne tilbage, og træerne var fortsat grønne lidt endnu. Det var et perfekt gå-tur-vejr, selv om Nedd slet ikke gik op i den slags. Han havde vist bare sagt ja til at komme med for hendes skyld.
”Så Endor blev altså tosset?” spurgte han. Han var ikke det mindste forpustet, selv om man ved første øjekast ikke skulle tro, at han var i god form, men det var selvfølgelig på grund af alt det smedjearbejde.
”Du ved, hvordan han er… Keegan afbrød heldigvis, før Jake og far nåede at slå hinanden ihjel,” svarede Rosie. Hun trådte op ad en lille forhøjning i skovbunden og hev sig op ved at holde fast i en gren. Nedd gav hende også et lille puf på ryggen, før han selv klatrede op, selv om det slet ikke var nødvendigt. Måske var det derfor, han gik bag hende. For ligesom at holde øje og passe på. Det var egentlig meget sødt. Han var ikke så vild med skoven, den var så gigantisk, og man kunne nemt fare vild, sagde han. Hvis de gik længe nok, kunne de havne helt ovre i det gamle Peritsa. Rosie havde tiltro nok til sine navigeringsevner, så de skulle nok finde tilbage igen, men Nedd kunne godt lide at være ekstra forsigtig, så han gik og snittede mærker i barken på nogle af de træer, de passerede. Han havde altid en lille kniv liggende i sin sko – bare for en sikkerheds skyld.
”Det er da smukt, er det ikke?” sukkede hun. Så langt øjet rakte var der tynde, lange træer, og jorden var dækket med grønt mos. Solens lys kastede et grønligt og næsten magisk skær gennem bladene.
”Jo,” sagde Nedd bare. Han var vist ligeglad.
Til højre for dem var der en gren, der knækkede.
”Hvad var det?” spurgte Nedd, nærmest som et gisp, som om luften var blevet suget ud af ham.
”Slap nu af,” lo Rosie og fortsatte lige ud gennem skoven. Der var frit udsyn til alle sider, og der var intet at se andet end træer, buske og hvid dis, der smøg sig langs jorden.
”Rosie.”
Hun stoppede op og så sig over skulderen. Nedd stod stille, og kun hans smørfarvede hår blafrede svagt i brisen. Hans øjne var fikserede mod noget til højre for ham.
Rosie gik et par skridt tilbage for at se, hvad han havde fået øje på. Mange meter væk bevægede en uklar skikkelse sig langsomt tættere på. De ujævne skridt kunne tydeligt høres.
”Kom,” sagde Nedd og greb fat om hendes arm. Han skulle til at vende sig for at løbe og trække hende med, men hun hev ham i skindjakken og holdt ham tilbage.
”Hvad laver du?” hviskede han. ”Kom nu!”
Rosie rystede svagt på hovedet. ”Vent nu lige…”
Nedd kiggede spørgende på hende, og Rosie strakte hals for at få et bedre kig på skikkelsen, der stadig kom nærmere. Langsomt. Hvis det virkelig var en fjende, hvorfor bevægede personen sig så sådan?
Det var en mand, og han havde vist ikke engang set dem endnu. Hans slæbende skridt raslede i bladene, og han prustede og hev efter vejret. Hans hoved hang, som om hans hals havde mistet evnen til at bære det. Han så såret ud; døende.
Nedd stod ubevægelig og betragtede manden med store øjne. Hans hånd lå stadig tæt om hendes arm, og hun kunne se og mærke hans ånde i luften lige ud for sit ansigt. Hun kunne høre sin egen hjertebanken pulsere gennem sine ører.
Manden var nu kun ti meter fra dem. Han løftede hovedet og så op. Selv på afstand kunne Rosie tydeligt se, hvor røde hans øjne var, og hans ansigt var ligblegt og skinnede af sved. Der løb mørkt blod og skum fra hans mund.
”Hj-hjælp mig,” hvæsede han og rakte en rystende, knoglet arm frem, og med fornyet energi stavrede han usikkert tættere på dem. Nedd trak Rosie ind til sig og trådte bagud.
”Bliv, hvor du er!” råbte han.
”Hjælp mig…” Manden faldt næsten forover i sit forsøg på at nå dem, og Nedd bakkede længere bagud.
”Bliv, hvor du er, sagde jeg!” råbte han igen, og manden blev ved med at hive efter vejret og gentage sine ord. Han så så forfærdelig ud, at Rosie både væmmedes og fik ondt af ham på samme tid. Manden vaklede fremad og faldt over en knortet rod ved deres fødder. Han løftede sit ansigt og så Rosie i øjnene. Hans pupiller var små, og det røde og hvide i hans øjne stirrede intenst op på hende.
”Hjælp mig!” hvæsede han igen, denne gang vredt, og han rev fat i hendes skørt med sine tynde, blege fingre. Hun gav et lille, forskrækket skrig fra sig og bakkede yderligere tilbage, men manden havde et hårdt greb om hendes kjole. Hun havde ikke regnet med, at han ville være så stærk, men han hev til, og hun snublede og faldt til jorden. Hendes hoved kolliderede med skovbunden, og sorte pletter slørede hendes syn.
”Rosie!” råbte Nedd, og den syge mand rev i hendes tøj og hvæsede ud af sammenbidte tænder, så blod og fråde løb fra hans mund og ned på hendes hals. Hun følte en overvældende trang til at brække sig, og hun sprællede og klemte øjnene sammen for at undgå at se på det forvrængede ansigt, der hævede sig over hendes.
Der lød en dunk, og Nedds fod ramte manden i ansigtet med så meget kraft, at han rullede af hende. Rosie sparkede ud med benene og fik sat sig op på sine albuer, og Nedd rakte ned efter hende og hev hende op at stå.
”Er du okay?” spurgte han og tørrede håret væk fra hendes ansigt. Hans lyseblå øjne var så opspilede, at det lignede, de snart ville trille ud af kraniet på ham. Han placerede sine hænder på begge sider af hendes hoved og drejede det til begge sider for at se, om hun blødte, og hun blev nødt til at nikke til svar, fordi han pressede hendes kinder sammen.
Hans skuldre faldt ned, og han lod sine hænder glide væk fra hendes ansigt med et lettet suk. De vendte deres blik mod manden, der i en unaturlig stilling lå spredt ud på jorden. Der løb stadig blod fra hans mund og ned på skovbunden.
”Tror du, han er…” Rosie sank en klump.
Nedd nåede ikke at svare, før endnu en lyd fangede deres opmærksomhed. Denne gang var den dundrende og taktfast, og den kom hurtigt nærmere.
En hest.
”Hallo?” var der en, der råbte. Så igen, denne gang højere og tydeligere.
Rosie rynkede brynene. ”…Keegan?”
To skikkelser, heste og ryttere, kom til syne i den hvide dis længere fremme. Keegan og Hallagans datter, Angela, sagtnede farten og holdt hestene tilbage og stoppede op foran dem. Angelas hest, en hvid, muskuløs hingst, gav et højlydt prust fra sig.
”Vi hørte nogen råbe. Er I uskadte? Hvad er der sket?” Keegan slap tøjlerne og svang sig ned fra Raminaya, der roligt blev stående. Angela mumlede beroligende ord til sin egen hest og strøg den langs halsen.
”Det var ham der, han kom bare ud midt i det hele og var helt sindssyg,” forklarede Rosie og gestikulerede mod manden, der stadig lå bevidstløs, eller død, på jorden. Først nu fik Keegan øje på ham, og han trådte refleksivt et skridt tilbage og stødte ryggen op mod et træ. Han så ud som om, han lige havde set et spøgelse. Eller måske bare en ligbleg mand med blod og skum om munden.
”Åh nej,” hviskede han og rystede på hovedet. Angela så helt sørgmodig ud og kunne ikke fjerne sit blik fra manden, selv om det var tydeligt, at hun fandt synet yderst ubehageligt.
”Det er ikke godt. Det er virkelig ikke godt,” sagde han og trådte lidt tættere på manden for at se ham nærmere. ”Jeg anede ikke, at det var sådan her. Vi bliver nødt til at snakke med far – lige nu.”
”Hvad mener du?” spurgte Rosie. Nedd stod stadig og betragtede synet med et grumt ansigtsudtryk.
Det tog lidt tid, før Keegan svarede. ”Det er i hele byen. Sygdommen. Folk dør af den, og far gør ingenting. Jeg tror ikke, han vidste… jeg vidste ikke…” mumlede han og slog ud med armen mod manden.
Rosie nikkede forstående. Hun havde heller aldrig set noget lignende. ”Jeg vil også meget gerne hjem nu,” sagde hun spagt.
Der lød et gisp, og manden satte sig op med et sæt. Han var lige ved at kløjes i sit eget blod, og han hostede og hakkede. Angela holdt forskrækket begge hænder for sin mund.
”Hjælp mig,” hvæsede han. ”Hjælp mig…”
Keegan så fuldstændig ulykkelig ud. Så rakte han efter sværdet ved sin side og faldt på knæ ved siden af manden, der lå og rallede og rystede. Klingen skinnede i sollyset. Med en dyb indånding jog han det gennem mandens hjerte.
I det øjeblik så Angela væk, og Rosie klemte også øjnene i. Nedd stod som en sørgende ved en begravelse, hvilket måske også var en meget passende reaktion. Keegan rejste sig og tørrede sværdet af i en klump mos, før han stak det tilbage ned i skeden.
Nedd endte med at være den, der brød stilheden. ”Skal vi bare efterlade ham her?”
Rosie betragtede de andre hver især. Der var vist ingen af dem, der havde lyst til at slæbe et blodigt, frådeindsmurt lig med sig.
”Hvis han smitter, vil det være dumt. Vi har udsat os selv nok i forvejen. Vi må lade ham ligge,” sagde Keegan, og han placerede sin fod i stigbøjlen og satte sig op på Raminaya, så hans røde kappe svang med og foldede sig ned langs Raminayas ende. Han hev den lidt til side og rakte venstre hånd ud mod Nedd, der brugte et par sekunder på at komme til sig selv igen, før han tog hans hånd og svang sig bagpå.
”Du kan sidde bag på mig. Tag dig ikke af Obsidian,” sagde Angela og smilede varmt til Rosie. Hun virkede sød, og Rosie gad vide, hvad hun mon havde lavet sammen med Keegan. Hun var temmelig sikker på, at dette i hvert fald var en ændring i planerne, som de ikke havde regnet med.
Hun tog imod hendes udstrakte hånd, svang sig op på den hvide hingst og lagde armene om livet på Angela. Obsidian svang lidt med hovedet og trippede med hovene, men Angela fik ham til at falde til ro igen.
”Sidder du godt?” spurgte hun, og Rosie nikkede mod hendes ryg. De red efter Keegan og Nedd gennem skoven og tilbage til Paladset.

 

 

”Måske skal du bare vente her,” sagde Rosie, da de stod foran porten til tronsalen. Nedd kiggede skiftevis på hende og på Keegan. Angela havde ikke sagt så meget, men havde trukket sig tilbage på sit værelse. Med et sammenbidt udtryk nikkede Nedd tøvende og lænede sig op ad stenmuren med armene over kors. Han så nærmest ud som om, at han frøs, selvom faklerne gav masser af varme fra sig.
Uden endnu et ord gik Keegan forrest ind i tronsalen, og Rosie fulgte efter. Hun ville lade ham om at føre snakken. Hun havde aldrig før haft noget alvorligt at diskutere, så det var en uvant situation, hun ikke magtede oven på det, de lige havde oplevet.
”Far.” Ordet lød syrligt, da det forlod Keegans mund. Forgiftet.
Endor vendte sin opmærksomhed væk fra den gruppe af mænd, der stod ved hans side. Der var tre af dem, og den ene genkendte Rosie som paladsets læge, en lille, rund mand med tykke briller. De andre havde hun ingen idé om, hvem var, men generelt fik hendes far masser af henvendelser, og der stod ofte nogen med papirer i hænderne, der ventede på at få kongens underskrift.
”Keegan! Jeg har ledt efter dig,” sagde Endor med et smil og udstrakte arme, og han rejste sig fra sin trone og trådte ned fra podiet. Han så ikke ud til at lade sig mærke med Keegans tonefald.
Keegan tog en dyb indånding, som om han blot blev endnu mere irriteret. Hvad i alverden var der sket, siden han var så vred? Rosie var lige ved at tro, at hun i det øjeblik forvekslede ham med Jake, fordi det altid var ham, der var frustreret eller sur. Men det var Keegan, der stod ved hendes side, og det var Keegan, hvis venstre hånd var knyttet så hårdt sammen, at hans knoer blev hvide.
”Jeg kom bare for at sige, at jeg har set det. Din egen datter er lige blevet overfaldet af en syg mand. Vil du virkelig påstå, at det hele stadig er en stor løgn?”
Endors smil falmede langsomt, og hans arme faldt ned igen. Han begyndte at fifle usikkert med sine hænder, hvilket Rosie sjældent havde set ham gøre før. Han drejede sit blik over på hende, og hun sank en klump og synes pludselig, at hele situationen var meget akavet. Hun følte sig som et usynligt spøgelse i baggrunden, der slet ikke passede ind som en del af deres samtale.
”Er det sandt?” mumlede han, og hun nikkede, men tilføjede så: ”Ja, men altså, jeg har det helt fint…”
Keegan løftede en frustreret hånd op i luften. ”Så du tror altså, at jeg lyver!”
”Keegan, fald nu ned!” råbte deres far tilbage, og han skævede mod lægen og de andre mænd, der sammensunkne stod tilbage på podiet uden at sige noget. Rosie kunne sagtens sætte sig ind i, hvordan de måtte have det. Endor signalerede med en viftende håndbevægelse, at de skulle gå deres vej, og de trippede lydløst ud af salen.
”Hør nu her,” sagde han, denne gang lavere. Han gik tættere på Keegan og forsøgte at lægge en hånd på hans skulder, men det var tydeligt, at Keegan ikke brød sig om gestussen, og Endor trak sin hånd tilbage igen. Han rømmede sig og så kortvarigt ned i gulvet, før han fortsatte.
”Jeg er kommet til samme konklusion som dig, så nu glemmer vi alt det her og koncentrerer os om det, der er vigtigt. Aftale?”
Der var en pause, før Keegan langt om længe nikkede en enkelt gang, modvilligt og langsomt.
”Du sagde, at Rosie blev overfaldet af en syg mand?”
Keegans blik blev fjernt. ”Han…led. Så jeg slog ham ihjel.”
”Åh,” sagde Endor bare og trådte ubevidst et skridt tilbage. ”Kan I finde frem til liget igen? McPherson er stadig i gang med at stille en diagnose, så det ville måske være… brugbart.”
Rosie fik kuldegysninger og gjorde sit bedste for ikke at forestille sig de ting, lægen McPherson kunne finde på at gøre med liget. Hun havde set mere end nok og ville nødig have at gøre med hans indvolde.
”Ja,” svarede hun alligevel. Det ville tage hende kortere tid, end det ville for Keegan. Nedd havde markeret de træer, de havde passeret, så de ville nemt kunne følge den samme rute endnu en gang. Desuden havde hun på fornemmelsen, at Keegan havde brug for at slappe af. Hun vidste ikke, hvad det helt præcist skyldtes, men han virkede anderledes.
Endor åbnede munden, men lukkede den igen. Han behøvede ikke at sige noget. Rosie var udmærket klar over, at han ville foretrække, at hun blot blev pakket ind i bløde tæpper og sendt op på sit værelse, men forhåbentlig kunne også han mærke, at Keegans tilstand denne gang var mere skrøbelig end hendes egen.
Det var sådan, det blev – Keegan gik op for at tjekke, hvordan Angela havde det, og Endor satte sig tilbage på tronen. Han hvilede albuen mod armlænet og lagde sin hage på en behandsket hånd. Den måde, han sad på, stod stadig tydeligt malet i hendes hukommelse, og den fremkaldte en fornemmelse, hun ikke havde følt i årevis. Synet af hans sammensunkne ryg og krone, der sad skævt, fik hans øjne til at se mørke og hule ud, og hun lagde for første gang mærke til, hvor gråhåret han egentlig var. I det øjeblik var det ikke en konge, der sad på tronen – det var en sårbar, bekymret mand. Det var hendes far, og sidst han havde set sådan ud, havde der været krig.

 

 

Rosie og Nedd ledte McPherson igennem skoven, der nu var blevet dunkel. Den havde mistet sin lysegrønne glans og lignede nu en skov, man med rette kunne være bange for. Der gemte sig mørke bag hvert træ, mørke som Rosie frygtede, at en sindssyg mand hvert øjeblik kunne springe ud af. De havde også to vagter med sig for at have nogen til at bære liget, men selv ikke deres tændte fakler kunne få Rosies utryghed til at forsvinde.
McPherson vraltede afsted på sine hjulbenede ben, og de måtte utålmodigt vente på, at han indhentede dem hver tyvende meter. Jo længere de gik, jo mere begyndte Nedd at snakke. Han snakkede og snakkede derudaf, og på den ene side var det temmelig anstrengende og irriterende, men på den anden side var hun ham evigt taknemmelig for, at han til hver en tid gjorde sit bedste for at gøre hende i bedre humør. Det hjalp da også en anelse. En gang imellem glemte hun, hvor kold aftenen var blevet, og hvor uhyggelig skoven var, og vigtigst af alt glemte hun synet at sin far på tronen, der konstant udspillede sig for hende igen og igen.
”McPherson?” Rosie afbrød Nedds talestrøm og vendte sig rundt mod lægen, der anstrengt masede sig op ad en skråning i terrænet med tunge åndedrag. De to vagter sørgede for at danne bagtrop og måtte tålmodigt sætte tempoet ned.
”Ja, frøken?” McPherson skævede op mod hende fra sin position tæt ved jorden, hvor han stod foroverbøjet med hænderne på knæene. Faklernes lys reflekterede sig i svedperlerne på hans pande.
Rosie bed sig i kinden. ”Hvad ved du om sygdommen indtil videre?” spurgte hun.
Nedd var stoppet op ti meter længere foran og betragtede dem afventende. Han gik lidt tættere på, da McPherson sukkede, stillede sig ret op igen og begyndte at fortælle.
”Den spreder sig med større og større hast. Hvordan ved jeg ikke. Symptomerne viser sig inden for kort tid. Ellers ved jeg bare, at folk dør, og de dør hurtigt. Nogen dør efter to dage, andre først efter ti. Og det er nærmest bedst at dø efter to.”
Rosie sank en klump. Det gik op for hende, at hun faktisk burde være smittet. Gennem luften eller gennem kropsvæske – hun var blevet udsat for begge dele.
”Hvad vil du gøre?” hviskede hun hæst.
McPherson trak på skuldrene og fortsatte med at gå. Han lagde tydeligvis ikke mærke til hendes ubehag. Generelt var han ikke så hurtig i optrækket, men Rosie vidste, at han egentlig var klogere end som så. Han skulle nok finde en løsning. Det skulle han.
”Det er ikke mange slægtninge, der kan lide tanken om, at deres mand eller datter skal skæres op for lægevidenskabens skyld. Men ham her, han var jo alene, så måske får jeg nogen svar ved at kigge lidt på ham,” sagde McPherson. Med slæbende skridt fulgte Rosie efter ham og Nedd videre gennem skoven, fordybet i sine egne tanker. Manden var måske alene, da de havde fundet ham, men højst sandsynligt havde han familie derude et sted. En familie, der ikke anede, hvor han var blevet af – ikke anede, at han var død.
Hun havde egentlig tænkt sig at spørge om, hvor mange, der var døde indtil videre, men med hvert et svar blev hun mere og mere trist til mode, så hun valgte at tie stille resten af vejen og koncentrere sig om bare at gå.
Nedd førte an og stoppede langt om længe op.
”Her,” sagde han. ”Jeg kan huske, at det her var det sidste mærke, jeg satte. Han burde ligge derhenne et sted.” Han pegede ud i mørket foran sig.
Ingen af dem sagde noget. Personligt havde Rosie ikke ligefrem glædet sig til at ankomme til destinationen, og heller ikke Nedd så ud til at ville flytte sig lige med det samme. McPherson pressede sig forbi dem og fortsatte ligeud, som om de aldrig var holdt op med at gå, og vagterne fulgte efter for at oplyse vejen. Rosie tog et fast tag i Nedds hånd. Hun fornemmede, at han drejede hovedet, men hun kunne ikke se hans skyggelagte ansigt. Han gav hendes hånd et klem, og de trådte fremad.
Ganske rigtigt lå manden længere henne, og Rosies underlæbe begyndte at bæve. Han så mindst lige så forfærdelig ud, som han havde gjort, da de efterlod ham, og månens blege lys gjorde det kun endnu værre. Hans blod var mørkt og indtørret omkring hans mave, og hans mund stod på vid gab. Hans knogler så ud til at være ved at bryde igennem den tynde, gennemsigtige hud.
McPherson rystede fortvivlet på hovedet. ”Sikke noget. Sikke noget,” mumlede han, og så vendte han sig rundt op knipsede af vagterne. ”Saml manden op. Forsigtigt,” tilføjede han, og vagterne delte et usikkert blik, men bandt så et lommetørklæde for mund og næse, før de rakte faklerne til Rosie og Nedd. De tog imod en hver, og med handsker på greb de to vagter delvist fat i mandens arme og ben.
Stakler. Ud af alle de tjanser, man kunne blive sat til som vagt, var dette nok den hidtil værste.
”Frøken… og også dig, unge mand. Jeg beklager, men…” McPherson stoppede op midt i en sætning.
Rosie knugede Nedds hånd. Hun følte sig kvalm, og hendes mave vendte og drejede sig. ”Hvad?”
McPherson puffede de tykke briller længere op på sin brede næse og sukkede. ”Kong Endor bliver ikke glad for dette, men jeg tror, at det vil være bedst, hvis I kommer i isolation i et par dage. Bare for en sikkerheds skyld. Vi kan ikke tåle at tage flere chancer.”
Rosie blev svimmel og måtte minde sig selv om at trække vejret. Hun nikkede. Så vidt hun vidste, kunne hun allerede have smittet en masse. Hun kunne have smittet McPherson. Hun kunne have smittet Keegan, og hun kunne have smittet sin far. Hun var klar over, at forslaget ikke ville falde i god jord hos Endor, hvis ikke hun selv var fortaler for det.
Hun så på Nedd. Han så ligbleg ud og stirrede tomt frem for sig, men også han nikkede bekræftende. Stadig uden at give slip på hinandens hænder fulgte de efter de to vagter og McPherson tilbage mod paladset, og på den lange vej hjem var der ingen af dem, der sagde et ord. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...