Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13659Visninger
AA

9. VII - Keegan

 


 

Den næste dag gik Keegan en tur i byen efter frokost. Mange af gæsterne fra turneringen var så småt begyndt at tage hjem igen, tribunerne blev lukket og ryddet op, og Ethions befolkning indstillede sig endnu en gang på hverdagen og den allerede ankomne vinter.
Det var ikke kun gæsterne, der forlod byen og red væk på heste med deres ejendele for at vende tilbage til deres herregårde. Også fattige havde stablet møbler og sække på vakkelvorne kærrer og valgte i dag af forlade byen. Vejene var ikke smattede med mudder, og solen skinnede og gav kulden modstand på den klare vinterdag – det var et godt tidspunkt at rejse på, men Keegan havde aldrig set så mange flytte på en gang.
”Undskyld mig?” spurgte Keegan høfligt og lagde forsigtigt sin venstre hånd på skulderen af en ældre mand, der var ved at sætte seletøj på sine to sort-hvide arbejdsheste. Dyrene prustede og nikkede med hovederne, og udåndingen fra deres store næsebor dannede damp i luften. Den lave mand vendte sig rundt og kiggede op.
”Deres Højhed!” sagde han og bukkede besværet, da han genkendte Keegans ansigt. Han var lille, rødmosset og hjulbenet, og en slidt hue var placeret over hans tjavsede, grå hår, der ikke var til at adskille fra hans fuldskæg.
”Må jeg spørge, hvorfor du flytter?” spurgte Keegan. Hestene hang med hovedet og betragtede ham dovent, og han lagde sin håndflade mod den ene af dem. Den pressede sin lyserøde, bløde mule mod hans hånd.
”Med al respekt, Deres Højhed, men det troede jeg da, at De vidste? Sygdommen spreder sig jo som løbeild. Det er ikke længere sikkert at befinde sig inden for murene – tværtimod,” forklarede manden.
Keegan rynkede panden. ”Hvad er det for en sygdom, du taler om?”
”Jeg ved det ikke,” sagde manden og trak på skuldrene. ”Men folk dør i løbet af få dage, og det er på modbydeligste vis. Jeg har aldrig set den før, og tro mig, Deres Højhed, jeg har oplevet mange vintre gennem mit liv. Mistede en søn til dens følger engang. Men denne sygdom er anderledes. Jeg er ikke meget for at forlade mit hjem, men jeg vil ikke tage nogen chancer. Nok er jeg en gammel mand, men jeg har ikke lyst til at dø sådan.”
Manden løftede en lille kiste fra gulvet og satte den op på kærren. Han sikrede sig, at det hele var ordentligt fastgjort og strøg sin ene hest over manen. Keegan bed sig bekymret i læben. Han havde ikke hørt det mindste ord om en sygdom.
”Jeg takker mange gange,” sagde han og nikkede til den gamle mand. Manden nikkede tilbage, og Keegan gik med faste skridt tilbage mod paladset. Hvis sygdommen gjorde folk så bange, at de ligefrem valgte at flytte væk fra byen, måtte hans far have besked med det samme. Især hvis den var så farlig, som manden havde påstået.
Han holdt fast om sin røde kappe med den venstre arm, mens han med lange skridt sprang op ad de lyse trapper til hovedindgangen. Vagterne løftede deres spyd og bukkede, da han passerede.
Han gik igennem forhallen og fortsatte lige ud, hvor den fem meter høje træport førte ind til tronsalen. Den plejede ikke at være lukket, medmindre der foregik vigtige møder, men dem var Keegan som regel med til. Det undrede ham derfor, at den store jernslå var skubbet i. Han hørte mudrede stemmer inde fra salen, men den tykke træport var for lydisolerende til, at han kunne finde ud af, hvad snakken handlede om.
Keegan henvendte sig til de to vagter, der stod og bevogtede den. Også dét var usædvanligt. Endor ville tydeligvis ikke forstyrres.
”Vagter, åben porten, tak,” beordrede Keegan, og under hjelmene så de to vagter usikkert på hinanden.
”Jeg beklager, Deres Højhed, men… Kongen har sagt, at han ikke vil forstyrres,” sagde vagten til venstre.
”Og nu siger jeg, at han må finde sig i det. Det er yderst vigtigt,” sagde Keegan bestemt, og vagten nikkede. De stillede begge deres spyd op ad muren, puffede til slåen og hev porten op i hver deres håndtag.
”…og så synes du, at det er morsomt? Jeg troede, at vi snakkede om det her for få dage siden, Jake. Jeg har gentagne gange sagt, at jeg under ingen omstændigheder vil acceptere den slags opførsel-”
Endor stoppede midt i sin sætning, da det gik op for ham, at porten var blevet åbnet, og Keegan gik ned gennem tronsalens midtergang. Hans far havde vandret frem og tilbage på podiet, og han var standset midt i en dramatisk armbevægelse. På tronen ved siden af hans sad Eliza og hvilede træt sit ansigt på en smykket højre hånd. Rosie og Jake stod på midtergangen foran podiet og var, som Keegan havde forudset i går, grunden til hele balladen.
Endor ignorerede Keegans tilstedeværelse og fortsatte. ”Jeg føler, at jeg står og siger det samme igen og igen. Hører du overhovedet? Det er fuldstændig uacceptabelt, og at du også presser Rosie med til dine morsomheder er-”
”Far, Jake pressede mig faktisk ikke til noget som helst…” indskød Rosie forsigtigt.
”-langt over grænsen. Se på mig. Se på mig, siger jeg!”
Jakes arme var krydsede, og han løftede sit blik fra gulvet og så på sin far. Endors ansigt var så anspændt, at hans skæg næsten dirrede. De så på hinanden i lange, intense sekunder, uden at nogen af dem veg blikket væk. Eliza skævede nervøst over mod dem. Keegan mente, at det var et praktisk tidspunkt at afbryde på, og han rømmede sig.
”Jeg har noget at sige.”
Hans mor løftede hovedet fra sin hånd og så taknemmeligt på ham. Hun hadede diskussioner, det vidste han udmærket. Også Rosie vendte sig rundt og sendte ham et usikkert smil. Endor sukkede og så endelig væk fra Jake.
”Jeg troede, at jeg havde fortalt vagterne, at vi ikke ville afbrydes,” sagde han sammenbidt. ”Vi er midt i noget.”
”Det kan jeg se, men dette er vigtigere.”
Endor himlede med øjnene, og Keegan kunne ikke lade være med at tænke, at han nok ikke var klar over, hvor meget han mindede om Jake. Hvad der så end var sket i går aftes på deres soveværelse, måtte det have været morsomt på den ene eller den anden måde, og Jake fortjente ikke at porten skulle lukkes, bare for at han kunne få skældud. Men sådan så deres far ikke på det – fordi det netop var Jake, der havde gjort det.
Keegan var ikke i tvivl om, at Jake havde vidst, at dette ville blive resultatet. Men Endor vidste ikke, at det netop var derfor, han gjorde det. Jake kunne ikke lade være. Det var sådan, han var, og på trods af, hvor mange negative sider hans person også bestod af, så var det et karaktertræk, som Keegan værdsatte og holdt af. Det passede bare ikke ind i den fremtid, Jake ikke kunne undgå, på trods af alt det han fandt på at gøre i protest. Han kunne have åbnet et helt bordel på deres soveværelse, slæbt en hest ind i spisesalen eller klippet huller i bannerne, men i sidste ende skulle han stadig være konge en dag.
Endor satte sig ned på sin trone, og Eliza lagde en forsigtig hånd på hans og sendte ham et sigende blik. Det var både blidt og bestemt på samme tid.
”I kan gå,” mumlede Endor og gned sin næseryg med tommel- og pegefinger, og Rosie og Jake vendte sig tøvende rundt og gik ud af salen. Rosie klappede Keegan venligt på højre skulder, da de passerede ham, hvilket han desværre kun kunne se og svagt mærke, og Jake så ned på sine fødder med et hadefuldt og bittert udtryk i øjnene uden at skænke Keegans tilstedeværelse en tanke.
Keegan trådte tættere på sine forældre og gik direkte til sagen. ”Folk forlader byen. Det er noget med en sygdom, der skulle sprede sig utrolig hurtigt. Burde vi ikke-”
”Jeg ved det,” svarede Endor træt.
Keegan blinkede uforstående og rynkede panden. ”Hvad mener du? Hvorfor har vi ikke gjort noget?”
”For det første er der ikke noget vi, når det kommer til den slags beslutninger. Det er bare rygter, Keegan. Hvis vi begynder at gøre et stort nummer ud af det, så flygter folk for alvor. Der er ingen grund til at sprede panik.”
Keegan prustede fornærmet og rystede på hovedet. Han kunne ikke begribe de ord, der kom ud fra hans fars mund. ”Ikke noget vi? Du er ellers altid så ivrig efter, at jeg skal klare dine sager. Og så har du ikke engang så meget som overvejet at indvie mig i dette? Far, folk dør. De er allerede skræmte. Vi kan da i det mindste undersøge det. Send McPherson ud for at stille en diagnose,” sagde han indtrængende.
Endor så ikke ud til at være tilfreds med hans første kommentar. Han forsøgte at forholde sit ansigt nogenlunde neutralt, men hans øjenbryn var presset tættere mod hans øjne, og hans mundvige trak sig nedad.
”Det er ikke op til dig at bestemme. Det er vinter, Keegan. Det vrimler med sygdomme, det har det altid gjort.”
”Nej, far, tro mig, denne gang er det anderledes-”
”Keegan, vær sød at gå, jeg orker ikke-”
”Du orker ikke? Du orker ikke?” råbte Keegan. ”Folk mister livet, og du orker ikke at tage stilling til, hvordan du vil redde dem?”
Hans mor pressede sig længere ned i sædet. Hvorfor blandede hun sig aldrig? Hun havde også noget at skulle have sagt. Måske kunne Jake ikke overtale Endor til noget som helst. Rosie kunne bruge sin charme, men ellers var hendes ord også ligegyldige. Keegan havde troet, at hans mening betød noget, men han havde åbenbart taget fejl. Der var ikke andre end Eliza tilbage, og hun gjorde absolut ingenting.
Endor sad henslængt på sin trone og så ned i gulvet, mens han pillede ved sit gråbrune skæg. Var han ikke klar over, at sygdomme også kunne trænge igennem paladsets tykkeste mure? Kronen på hans hoved ville ikke kunne redde ham, hvis det blev hans egen tur. Keegan var et omvandrende bevis på, at selv ikke den kongelige familie var velsignet på det punkt.
”Vær venlig at gå,” sagde Endor tonløst.
Keegan tog en dyb indånding og trådte et skridt tættere på, så han stod på podiet og kunne se hårdt ned på sin far, der stadig nægtede at se ham i øjnene. Han udtalte sine ord langsomt og præcist, så han var sikker på, at Endor ikke ville glemme dem igen. ”Børn mister deres forældre i løbet af få dage. Forældre mister deres børn. Bare tænk over, hvor mange der mon når at dø, mens du sidder her og gør ingenting.”
Så vendte han sig om og gik med faste, larmende skridt ned langs midtergangen og ud af porten.

 


Keegan havde brug for frisk luft, men da han var kommet ud af paladset og stod for enden af trappen, vidste han ikke, hvor han skulle gå hen. I modsætning til Jake havde han ikke alle mulige steder at flygte hen. Han havde ikke haft brug for det før.
Han gik til højre rundt om paladset, hvor stalden lå. Han følte en underlig trang til at slå på noget, men eftersom han i forvejen kun havde én velfungerende arm, ville det nok ikke være det klogeste også at invalidere den anden.
Det lignede ham ikke. Han plejede altid at være fattet, og der skulle meget til at gøre ham rasende, men hans tanker blev ved med forgæves at prøve at forstå, hvor hans far intet stillede op, og de fandt aldrig noget ordentligt svar.
Han lagde sin hånd på paladsets tykke mur og mærkede dens ru overflade. De store, lyse sten havde hvilet oven på hinanden i hundredevis af år. Paladset var bygget af hans forfædre mange generationer tilbage. Ethion var et kongerige, der altid havde symboliseret storhed og velstand. De sten, hans fingre berørte, havde været igennem utallige krige. Keegan havde selv oplevet en – han havde set med sine egne øjne, hvad byen kunne modstå. Derfor vidste han også, at Endor overvurderede Ethions uovervindelighed. Bare fordi sygdom ikke havde at gøre med stolthed og ære, og bare fordi den ikke troppede op med fysiske sværd, pile og katapulter, betød det ikke, at den tog færre liv, end en krig gjorde. Sygdom var mindst lige så væsentligt at bekæmpe.
Keegan sukkede, skubbede sig væk fra muren og lod sine fingerspidser slippe den. Den velkendte lugt af hest kom ham i møde, og i staldens tredje bås fra venstre stod Raminaya og vrinskede, da hun fik øje på ham.
Det var tydeligt, at der ikke blev brugt mange ressourcer på paladsets stald. Den lå gemt væk ved paladsets venstre side, og bag den begyndte skovbrynet at æde sig længere og længere ind over stråtaget. Selve stalden var aflang og bestod af et saddelrum i den fjerne ende og tyve båse på rad og række, hvor diverse heste stod med hovedet udover båsenes døre. Vejen mellem stalden og paladset var smal og mudret, og normalt var det heller ikke andre end staldknægtene, der befandt sig i området. Man bad om at få sin hest gjort klar, og den blev ført hen og stillet klar på gårdspladsen, uden man selv behøvede at løfte en finger.
Keegan foretrak at gøre Raminaya klar selv. Som lille havde han altid været så frustreret over alle de ting, han ikke var i stand til at gøre med én arm, og han havde insisteret på at lære at ride som det første. Det havde taget sin tid, men nu kunne han både klargøre og ride sin hest lige så godt som enhver anden.
”Hej tøs,” sagde han og aede blidt Raminayas mule. Hun var en smuk, mørkebrun hest med fire hvide sokker, en sort man og lange lemmer - en ægte klassiker. Hendes øjne var gyldne som honning, og imellem dem sad en hvid, stjerneformet blis. Hun prustede varm luft på hans hånd og nappede lidt til hans jakkes læderærme, og han trak sin arm til sig for at række ned i sin bukselomme efter en gammel, smuldret hestegodbid, der vist havde ligget der lidt for længe.
Han kløede hende i panden og gik derefter langs båsene for at komme ned til saddelrummet, hvor hendes seletøj hang. Han nåede dog ikke at gå særlig langt, før en af båsenes døre fløj op lige foran ham og ramte ham i maven.
”Arh!” ømmede han sig og bukkede sig automatisk forover. Han holdt sin hånd for maven og bed tænderne sammen i smerte med et grynt.
”Undskyld! Undskyld, undskyld, undskyld,” sagde en kvindelig stemme, og Keegan så op. Solen fik ham til at misse med øjnene, men han genkendte hendes skikkelse med det samme og kunne ikke lade være med at smile.
Hun havde begge sine hænder klappet over sin mund i forskrækkelse, men så slappede hendes skuldre langsomt af, og hun begyndte at le.
”Det må du altså virkelig undskylde,” beklagede hun igen og lagde forsigtigt en hånd på hans skulder. Keegan rømmede sig og tvang sig selv til at rette sig op, og Angela trak sin arm til sig og smilede forlegent. Hendes kinder var en anelse røde, og adskillige lyse hårlokker var røget ud fra hendes fletning og bølgede omkring hendes ansigt. Hendes kjole var gul og enkelt skåret, så den satte sig perfekt om hendes slanke figur. Hun tørrede sine hænder i den og satte et par brune mærker af på stoffet.
”Skal du hjem?” spurgte Keegan. Han gjorde sit bedste for at ignorere den fortsat smertefulde mavepuster, men han blev nødt til at læne sig op ad den nærmeste staldbås for støtte.
Angela rystede på hovedet, stadig med et smil på læben. ”Nej, ikke endnu,” svarede hun. ”Hvor er du på vej hen?”
Keegan lavede en grimasse og kløede sig i nakken. Han ville nødig spilde alle sine frustrationer ud over hende på én gang. ”Jeg har bare brug for en ridetur i den friske luft,” sagde han og fortrød efterfølgende, at han havde givet hende et så kedeligt svar.
Angela lagde hovedet på skrå. ”Problemer?”
”Det er en længere historie,” sukkede Keegan for at undgå at snakke om det. Han skævede ind mod den bås, hun for et øjeblik siden var kommet ud fra. Bag den stod en hvid, muskuløs hest med hovedet ud over døren. Keegan havde en mærkelig fornemmelse af, at den fulgte med i deres samtale og betragtede ham dovent med sine mørkebrune øjne.
Angela strøg dens hals. ”Obsidian kunne godt bruge en tur. Jeg tager med,” sagde hun kort for hovedet. Keegan kunne ikke lade være med at overveje, hvad han ville have svaret, hvis han rent faktisk ikke ville have hende med, men det ville han selvfølgelig gerne. Hun havde endnu en gang vist sig at være så meget anderledes end alle andre piger, han tidligere havde mødt. Hun spildte ikke sin tid på ligegyldige høflighedsfraser eller spørgsmål, og det var rart at have en direkte samtale, hvor sætningerne ikke skulle pakkes ind i guldpapir.
Keegan smilede. ”Med største glæde.”
Hun gav ham et kort nik og vendte sig rundt mod sin hest, Obsidian, igen med et smil, som Keegan havde svært ved at tyde. Det var udfordrende og drillende uden at være hånligt, og det var nærmest som om, at hun vidste noget, ingen andre gjorde. Det gjorde ham om muligt bare endnu mere interesseret i hende.
Vær nu ikke forhastet, tvang han sig selv til at tænke. Aldrig havde han været naiv, og han ville ikke lade det ske på grund af en pige. Han mente selv, at hun også fandt ham bare lidt interessant, men som datter af Hallagan kunne hun nok også få sig bedre.
Nonsens, tænkte han og rystede svagt på hovedet, da han gik ned mod saddelrummet for at hente Raminayas seletøj. Nok var han enarmet, men han kunne sagtens bevise, at han også havde noget at byde på. Han var trods alt prins. Selvfølgelig var han god nok til hende.
Da de begge havde fået seletøj og sadler på Obsidian og Raminaya – Keegan måtte erkende, at han på trods af de mange års øvelse stadig var langsommere end hende – red de ned langs stien og ud på gårdpladsen. De fortsatte til venstre gennem byen og samtidig mod syd, så de bevægede sig længere ned ad skråningen. Angela så ikke ud til at bide mærke i noget specielt, men hun vidste heller ikke, hvordan byen så ud til hverdag. Keegan følte sig tør i munden, og hjertet sank i hans bryst, da det gik op for ham, at folk stadig var i gang med at flytte eller lukke deres skodder til for at isolere sig.
De red gennem murens vestlige port, og han så sig over skulderen. Han vidste ikke, om han i virkeligheden så en krop med et ligklæde over sig blive båret ud fra et hus, eller om hans øjne blot spillede ham et puds. Han håbede, at det sidste var tilfældet, men han kunne ikke undgå at føle dårlig samvittighed over, at han tog på romantiske rideture i stedet for at gøre noget.
Du har gjort alt, hvad du kunne, overbeviste han sig selv om, men han var ikke sikker på, at det var rigtigt. Hvad nu, hvis han kunne gøre mere?
”Du kan godt fortælle mig, hvad der er i vejen. Jeg er god til at holde ting for mig selv,” kommenterede Angela. Hun red et stykke foran ham og holdt Obsidian tilbage. Keegan var forsvundet ind i sine egne tanker og sakket bagud, og hun lagde afventende hovedet på skrå, da han nåede op ved siden af hende. Det gjorde hun egentlig tit, nu hvor han tænkte over det, det med at lægge hovedet på skrå. Han kunne godt lide det.
De var stoppet på midten af grusstien, som førte ind gennem skoven, der blev tykkere for hver en meter. Keegan så ned på sin handskeklædte hånd og overvejede, hvad han skulle svare.
”Jeg er bare uenig med min far. Han kan til tider være meget svær at forstå.”
Angela sukkede og så op på bladene, og de begyndte at skridte langsomt fremad igen. ”Det kender jeg alt for godt. Min far og jeg har mildest talt ikke meget tilfælles heller,” lo hun svagt. ”Du og jeg, derimod - vi er i samme båd. Vi forstår hinanden. Gør vi ikke?” spurgte hun og så igen på ham med det blændende smil, der altid syntes at pryde hendes ansigt.
Keegan blinkede et par gange. Så godt kendte de vel ikke hinanden endnu, men han hørte sig selv sige, at jo, det gjorde de. Og så red hun fra ham igen, vendte hovedet for at se på ham og smilede endnu en gang, og han kunne ikke lade være med at gøre det samme og følge efter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...