Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13775Visninger
AA

8. VI - Jake

 


 

Rosie blev nødt til at skifte tøj og få sat sit hår først, så da hun endelig gjorde dem selskab ved afslutningsmiddagen, havde den allerede været i gang i en time. Hun sendte Jake et diskret nik, før hun satte sig ned over for ham. Hvis alt var, som det skulle være, sad Nedd og ventede udenfor. Forhåbentlig var han ikke frosset ihjel endnu.
”Er du klar?” spurgte Jake. Rosie så kvalm og grøn ud i ansigtet.
”Jeg tror ikke, at det er en særlig god ide,” hviskede hun med tydeligt ubehag.
”Det er en alle tiders ide,” fastholdt han, og Keegan koncentrerede sig om sin mad og lod være med at blande sig. Han brød sig ikke om planen – den var for barnlig og umoden, og deres forældre ville blive stiktossede. Men hvis Rosie spillede sin rolle ordentligt, ville det blive en ydmygelse, Charles ikke så let ville glemme igen, og det ville være det hele værd.
Rosie tog en dyb indånding og rejste sig. Eliza løftede hovedet. ”Hvor skal du hen?”
Jake måtte indrømme, at deres mor var en forhindring, han ikke havde skænket en tanke. Hans far havde i dagens anledning selv fået masser af vin indenbords, og der var intet, der kunne ødelægge hans humør – i hvert fald ikke i dag. Der ville ikke være grænser for, hvad Jake kunne slippe af sted med. Men Elizas blik var som stål, og det flyttede sig ikke et sekund fra Rosies ansigt. Keegan så til i spænding. Hans gaffel stod stille i luften.
Til Jakes overraskelse bevarede Rosie fatningen og smilede uden tøven. ”Jeg ville sætte mig over til Charles, hvis det er i orden.”
Eliza smilede blidt, og det imponerede og skræmte Jake, at hendes ansigtsudtryk kunne skifte på så kort tid. ”Naturligvis.”
Rosie rettede ryggen og hev op i sit lyserøde silkesjal, hvis gennemsigtighed blottede hendes bare skuldre. Hun masede sig elegant igennem de tætte stolerækker, hvor gæsterne lo, drak og spiste, før hun stoppede op ud for Charles’ plads. Jake prøvede at koncentrere sig om deres samtale, men de var lige akkurat for langt væk til, at han kunne høre noget.
”Tillykke, Jake!”
”Tak!” svarede han, henvendt til ingen. Han havde fået så mange lykønskninger, at det var blevet en refleks. Han havde ikke engang set, hvem stemmen tilhørte.
Jake fokuserede igen på Rosie, der lagde en diskret hånd på Charles arm. Hun kærtegnede den nærmest. Hvor fanden havde hun lært dét henne? Det så i hvert fald ud til at virke, hvilket betød, at Jake havde travlt. Han skubbede sin stol tilbage og skyndte sig igennem stolerækkerne.
”Jakob! Tillykke med sejren!”
”Tak! Tak, tak, tusind tak…”
Han slap ud af stolene og langbordene og trådte ud på gangen gennem den hvælving, der var længst til højre. Han fulgte derefter gangen mod venstre, hvor den solide trædør førte udenfor. Til venstre for sig så han Charles rejse sig for at følge efter Rosie.
Han hev døren åben og lukkede den forsigtigt i igen. Blæsten ruskede i hans tøj og hår, og temperaturen måtte være under frysepunktet. Nu skulle han bare finde Nedd.
Han så sig omkring på den overdækkede balkon, der strakte sig rundt om hele paladset. Man kunne teknisk set gå rundt om hele slottet i 100 meters højde. Døre førte ind til forskellige sale og værelser, og det var praktisk, eftersom paladset var gigantisk og svært at finde rundt i, hvis altså man ikke havde boet der hele sit liv. Også her var der store hvælvinger mod ydersiden, hvor bunden dog var hævet 1,5 meter, så man ikke faldt ud over kanten og endte på gårdspladsen. Det var desværre sket før.
På trods af ikke at være særlig vindbeskyttende, gav hvælvingerne alligevel nogenlunde læ. Jake opdagede også nu, at sne var begyndt at dale, men balkonens overdække skærmede ham mod iskrystallerne.
”Nedd?” hviskede han. De skulle finde et hjørne at gemme sig bag. Fra hvor han stod kunne han enten gå til højre eller fortsætte lige ud for så at dreje til højre for enden i stedet.
”Her!” En hånd vinkede fra langsidens fjerne ende, og Jake satte i et lydløst løb og luntede ligeud. Balkonen drejede 90 grader mod højre, og han nåede lige at høre trædøren åbne sig, før han lod sig glide ned på gulvet bag hjørnet.
”Auch!” udbrød Nedd, da Jake kom til at sætte sig på hans hånd. Han rykkede på sig.
”Shh,” hviskede han og drejede hovedet for at få udsyn. Som aftalt stillede Rosie sig på midten af balkonens langside, så de var tæt nok på til, at Jake og Nedd kunne se og høre, hvad der foregik, men så de også var langt nok væk til, at Charles ikke ville opdage dem.
Nu skulle hun bare forføre ham og sørge for, at han ville møde op på Endor og Elizas værelse efter middagen – under den tro, at det var hendes værelse, selvfølgelig. Da Jake var kommet med forslaget, havde det nær fået Rosie til at besvime, og hun påstod – med meget skinger stemme – at Charles under ingen omstændigheder ville gå med til det. Jake havde prøvet at forklare hende, at han under ingen omstændigheder ville sige nej. Som han selv formulerede det, var der ingen med ”noget i bukserne” der ville afslå sådan et tilbud. Selv Keegan, der ellers var imod alt, han sagde, måtte bukke under og give ham ret, og da Rosie som sidste udvej vendte sig mod Nedd, måtte også han tilstå, at der var noget om snakken.
Nedd lænede sig ind over Jake, så han også kunne se, men Jake puffede ham irriteret bagud igen. Nedd – den uforskammede, modige tumpe – puffede tilbage og begyndte at læne sig frem endnu en gang, og Jake skrev sig bag øret, at han måtte tæve ham senere.
”Du kæmpede godt i dag,” begyndte Rosie, og hun lænede sin ryg mod en af de søjler, der var imellem hvælvingerne. Hun foldede sine hænder bag sin ryg og lod også sit hoved falde tilbage, så hendes hals og bryst var åbent. Jake havde oprindeligt bedt hende hive ned i kjolen, men hun var blevet flammende rød i ansigtet, og nu var han glad for, at hun havde nægtet. Det der var rigeligt for ham at være vidne til.
Charles så skeptisk ud. ”Hvorfor heppede du så ivrigt på din bror og ikke på mig?”
Jake modstod en trang til at pruste fornærmet. Idiot, tænkte han bittert. Hvem troede han egentlig, at han var? Hvordan kunne han stå og forlange, at hun skulle holde med ham i stedet for sin egen bror, når han bag hendes ryg lallede rundt og stak tungen ned i en tomhjernet blondines hals?
Hvis lignende tanker gik igennem Rosies hoved, var det i hvert fald ikke til at se. ”Jeg blev nødt til det. Folk skulle jo nødig blive mistænksomme…”
Hun placerede langsomt sin hånd på hans bryst og så ham direkte ind i øjnene med en svag antydning af et drillende smil. Charles blinkede et par gange. Han havde tydeligvis ikke forventet dén reaktion.
”Mød mig på fjerde sal efter middagen,” hviskede hun og trådte tættere på ham, så hendes mund var lige ud for hans øre. ”Gå lige ud. Tredje dør til højre.”
Jake måtte indrømme, at det var mere end mærkeligt at se sin lillesøster på den måde; iklædt en mørkerød kjole og et gennemsigtigt sjal, mens hun prøvede at få en ridder med i seng. På hug ved siden af ham havde Nedd tabt underkæben. Stakkels dreng. Enten var synet det mest torturerende eller mest fantastiske, han nogensinde havde set. Som et mareridt og en drøm blandet sammen.
Rosie lod sin hånd dvæle ved Charles’ bryst, før hun langsomt gik sin vej og forsvandt igennem trædøren for at tilslutte sig middagsselskabet. Charles rømmede sig og blev stående lidt længere. Så rettede han på sit mørke hår og fulgte efter. Jake og Nedd ventede, indtil hans hvide frakke var ude af syne.
Nedd gav slip på en dyb indånding og lod sig dumpe ned langs muren. Jake blev siddende og lagde armene over kors med et veltilfredst smil.
”Ahh, Neddie, det gik da ganske fortræffeligt! Synes du ikke?” spurgte han optimistisk.
”Jeg… har brug for et øjeblik,” svarede Nedd med en lys stemme, der knækkede over. Jake gav ham et hårdt klask på skulderen.
”Bare rolig. En gang om en trillion-billion år, når du endelig har fået fremstammet, hvad du føler, kan det være, at du kommer til at stå i hans sted.”
”…Ydmyget og fuld af fortrydelse, mener du?”
Jake lo og rejste sig. Han rakte Nedd en hånd og hjalp ham op at stå.
”Apropos,” sagde han. ”Den del kommer vi til nu.”

 


”Jeg tror, at jeg skal brække mig,” hviskede Rosie.
”Samme her,” hviskede Nedd.
Jake himlede med øjnene, selvom de ikke kunne se det altomsluttende mørke. ”Tøsepiger. Det bliver fantastisk,” hviskede han og smilede ved tanken. De befandt sig på Endor og Elizas værelse - gardinerne var trukket for, og alle lysene var slukket. Man kunne ikke se en hånd for sig. Rosie stod klar ved sengen, og Jake og Nedd stod i det modsatte hjørne, så der ikke var fare for, at Charles kom til at gå ind i dem.
I nogle minutter skete der ingenting, og Nedds ben hoppede nervøst op og ned op ad hans. Jake gav ham en albue i siden.
”Stop det,” hvæsede han. Han kunne ikke se Nedds reaktion, men han var temmelig sikker på, at han modtog et dræberblik.
Endelig hørtes der skridt ude fra gangen, og Nedd holdt vejret. Jake havde tænkt sig at hviske, at han skulle lade være, fordi han kunne røbe sig selv ved at udånde højlydt efterfølgende, men så gik døren op.
Pis.
Jake havde glemt at tænke på, at lyset fra gangen ville trænge ind i værelset. Gudskelov åbnede Charles den kun minimalt, klemte sig indenfor og lukkede den efter sig uden at opdage noget mistænkeligt.
”Er her nogen?” spurgte han ud i mørket.
”Ikke andre end mig,” svarede Rosie. Hendes stemme rystede en smule.
For en stund sagde Charles ikke noget, men trådte længere ind i rummet. ”Hvorfor er her så mørkt?”
Der var en pause, mens Rosie formodentlig tænkte sig om.
”Jeg foretrækker det sådan her,” sagde hun. Hun havde igen fundet frem til sin forføreriske stemme. ”Tag dit tøj af,” fortsatte hun, og Jake blev nødt til at lægge en hånd over sin egen mund for ikke at dø af grin.
”Hvad med dig?” spurgte Charles, tydeligvis ikke helt overbevist endnu.
Rosie lo på en overdreven sød måde. ”Hvad får dig til at tro, at jeg har tøj på lige nu?”
Charles svarede ikke. Så begyndte han at rumstere med sit bælte, og snart efter kunne man høre lyden af hans frakke, der faldt til gulvet. Det var nemt, tænkte Jake. Måske var han aldrig nået længere med end pige end til at dele mundsavl.
Jake prøvede at huske lyden af tøjet, der faldt, så han havde en nogenlunde ide om, hvor det lå. Charles’ bukser ramte gulvet lige foran hans fødder.
”Men jeg kan jo ikke se dig,” konstaterede Charles.
Fyren er åbenbart også begavet.
”Er du nøgen?” spurgte Rosie, hviskende og sensuelt. Jake var glad for, at han kunne høre hende bevæge sig langs væggen og tættere mod døren, for han var ikke sikker på, hvor længe han kunne holde det inde. Ved siden af ham rystede Nedd af undertrykt grin.
”Ja,” svarede Charles, og i det han sagde det, flåede Rosie døren åben, så lyset strømmede ind. Der stod Charles, splitterravende nøgen. Rosie flækkede af grin og flygtede ud gennem døren, naturligvis stadig med tøj på, og det tog Charles nogle sekunder at opfatte, før han langt om længe fik dækket sine ædlere dele til. Hans ansigtsudtryk var uvurderligt - munden var åben i chok, og hans øjne var opspilede i en uforstående og skræmt mine.
Jake og Nedd skyndte sig at samle hans tøj op fra gulvet, før de spurtede forbi ham og efter Rosie, der smækkede døren i efter sig. Hun hev en nøgle ud fra sin højre festsko og låste den.
”Hvor har du den fra?” spurgte Jake. Det var kun tjenestefolkene, der havde nøgler – og så værelsets ejermand. Måske havde hun fået den lokket ud af Gertrud.
Rosie smilede hemmelighedsfuldt og trak på skuldrene. ”Når far har drukket, holder han ikke øje med sine lommer.”
Jake og Nedd udvekslede blikke.
Inde i værelset begyndte Charles begyndte at råbe og skrige og banke på døren. ”Luk mig ud!”
Nedd løftede undrende et øjenbryn. ”Kan I høre noget?”
”Ikke andet end ’Caroleena, Caroleena! Jeg elsker dig! Lad mig slikke dit ansigt!’” råbte Jake tilbage med en lys imitation af Charles’ stemme.
”Argh, jeg slår dig ihjel!” skreg Charles og bankede igen på døren, så den rystede faretruende.
Jake lo. ”Du har prøvet! Det gik ikke særlig godt.”
Charles kunne åbenbart ikke finde ord til at svare på dén kommentar, og han skreg i stedet frustreret og bankede på døren igen og igen. Forhåbentlig ville den holde lidt længere. Den bedste del var ikke kommet endnu. Når deres forældre samme aften skulle i seng, ville de få sig en forskrækkelse, som de ikke sent ville glemme, og det ville højst sandsynligt gå ud over Sir Manson og mest af alt hans søn, der på mystisk vis var spærret inde på deres værelse uden tøj på.
”Skal vi?” spurgte Rosie fornøjet og hankede op i sit sjal, så det igen lå over hendes skuldre. Nedd så ud til at være faldet i staver. Han genoplevede sikkert det hele endnu en gang i sit hoved, Rosies forførende stemme, hendes blottede bryst, og hvordan hun hviskede i Charles’ øre med sine røde læber. Jake havde sjældent haft oprigtigt ondt af ham, men dybest set var Nedd fin nok. Han var måske dum og manglede situationsfornemmelse og respekt for autoriteter, men han fortjente bedre. Han burde glemme alt om sine følelser – selv om de muligvis kunne være søde sammen, så ville det aldrig gå. En prinsesse giftede sig ikke med en søn af en smed.
”Uh, ja, jeg må nok også hellere komme hjemad,” sagde han, da han var kommet til sig selv igen.
Rosie krammede ham farvel. ”Vi skal nok fortælle dig, hvordan det gik,” lovede hun. Nedd skulle til at gå, da Jake pludselig kom i tanker om noget, han havde glemt, og han smækkede en hånd for panden.
”Pis,” mumlede han og kiggede ud ad vinduet. Aftenen var ved at blive til nat, og himlen var kulsort. Nedd og Rosie betragtede ham uforstående.
”Jeg bliver nødt til at smutte,” sagde han, og så satte han i løb ned ad gangene og de brede, lyse trapper.

 


”Hør, er det ved at blive et fast mønster, at du kommer for sent? For jeg kan da sagtens komme to timer efter vores aftale, hvis det skal være på den måde.”
Jake dumpede ned på det væltede træ ved siden af Markus. ”Undskyld,” sagde han. Han svang den røde kappe tættere om sig for at skærme mod vinden. Markus så ud mod græsplænen, og Jake kunne kun svagt ane hans ansigtstræk i det blege månelys. Han sad på langs på det væltede træ og lænede sig op ad et bøgetræ ved siden af.
”For hvad? For at du var uretfærdig sidste gang, eller for at du kommer for sent?”
”Begge dele.”
Markus svarede ikke. Hans hoved hvilede mod bøgetræets bark, og hans vamsede jakke var åben. Han fumlede lidt med korset om sin hals. Igen begyndte Jake at tænke på, om han ikke frøs. Hvis ikke han var på arbejde, stod hans skjorte for det meste halvt åben, selv om vinden var isnende kold i nat. Men Markus havde altid haft varm hud, nu hvor han tænkte over det. Så gik det op for Jake, at det var en underlig ting at tænke over, og han kiggede væk og begyndte at spekulere på noget andet i stedet.
”Er du da meget sur, eller hvad?” spurgte Jake. Han vidste godt, at et simpelt og sammenbidt ”undskyld” måske ikke havde været nok, men han var ikke god til at gentage den slags.
”Næh,” mumlede Markus, selvom det ikke lød særlig overbevisende. Han svang benene ned fra træstammen og satte sig ved siden af Jake. Han hev en flaske op fra jorden og rakte ham den.
”Så, vil du forsvare dig selv med en forklaring?” spurgte han med et skævt smil, og Jake lagde sin hånd om flasken og tog en slurk af den velkendte, orange væske.
”Rosie havde hjertesorger. Jeg havde en hævnmission.”
Markus løftede et overrasket øjenbryn, der fik fregnerne på hans næse og kinder til at rykke på sig. ”Fortæl, fortæl,” sagde han og stjal flasken tilbage.
”Lad os bare sige, at Charles – du ved, ham jeg bankede i turneringen? – ikke har de store chancer for at få lov til at deltage igen næste år. Og det hænger nok sammen med, at han ikke har særlig meget tøj på lige nu. Og at han er spærret inde på mine forældres soveværelse.”
Markus begyndte at grine, og han måtte bukke sig forover og holde sig for munden, for at han ikke skulle spilde rom udover sig selv. Han smækkede sin frie hånd på Jakes kind og pressede sin pande ind mod hans.
”Du er mit forbillede, mand, er du klar over det?” grinede han og lænede sig væk igen ved at skubbe Jake blidt i brystet. ”Den fyr var så forfærdelig. Jeg trænede imod ham i morges, og jeg sværger, at jeg var tæt på virkelig at stikke ham i fjæset. Tillykke med hævnmissionen. Nå ja, og med sejren, forresten.”
Jake sukkede med et smil og hev flasken til sig. Markus havde vist allerede fået størstedelen af dens indhold. Det så ud til, at de snart måtte på kroen for at genopfylde.
”Jeg kan godt huske, da Catalina havde hjertesorger,” sagde Markus og rystede på hovedet ved mindet. Catalina var Markus’ storesøster. Hun var vist blevet gift sidste sommer. ”Der var ikke ro i huset et eneste øjeblik, fordi hun græd konstant.”
”Der er aldrig ro hjemme hos dig. Dine brødre larmer mere end tredive eksplosioner til sammen,” kommenterede Jake. Han bød Markus den sidste slurk rom, og han tog imod den, drak af den og smed den derefter over skulderen, så der lød et klink et sted bag dem på skovbunden, hvor den ramte en af de andre flasker, der havde hobet sig op bag den faldne træstamme i årenes løb.
”Ja. Og nu har Tyden fået lungebetændelse, så han hoster hele natten lang.” Markus hvilede armene på knæene og så ligefrem, hans ansigt pludselig seriøst.
”Det er jeg ked af,” sagde Jake.
Markus trak på skuldrene. ”Vinteren er lige om hjørnet. Han er kun seks år gammel, så min mor er bange for, at han ikke klarer den,” sagde han og så ned i jorden.
Jake rystede bestemt på hovedet. ”Selvfølgelig klarer han den.”
Markus nikkede og puffede taknemmeligt til ham med skulderen. ”Ja. Jo. Selvfølgelig gør han det.”
De sagde ikke så meget mere. I stedet sad de skulder mod skulder, mens vinden tudede, og sneen satte sig fast i deres tøj og hår. På trods af det ville Jake ikke sidde noget andet sted end lige præcis der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...