Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13719Visninger
AA

7. V - Nedd

 

 

Så hun var forelsket i Charles. Det var sikkert bare midlertidigt.
Nedd forsøgte at overbevise sig selv, men inderst inde vidste han godt, at han utallige gange havde forspildt sin chance, og at det for længst var for sent. Charles var ridder, han så godt ud, han var dygtig til at kæmpe, og han havde foræret hende roser og sagt alle de rigtige ting. Rosie var faldet for ham på stedet, og der var intet, Nedd kunne gøre ved det.
Han huskede stadig tydeligt, hvordan de efter turneringen var kommet gående forbi smedjen, fordybet i en samtale. Rosie havde stadig den hvide rose i hånden, og hun lo og smilede til alt, hvad Charles sagde. Da de passerede smedjen, havde Rosie fået øje på Nedd og hurtigt vinket diskret, hvorefter han sendte hende et opmuntrende smil. Hvad hun ikke havde set, var hvor hurtigt hans smil forsvandt igen, da de var drejet om hjørnet.
Han ville ønske, at han havde hørt, hvad de snakkede om. Så kunne han måske forstå, hvad han gjorde galt.
Da turneringens andel del begyndte den næste dag, stod Nedd og ventede på træningsbanen bag tribunerne, hvor ridderne stod klar til at gå ind gennem tunnellen. Han og Pete hjalp dem på med deres rustninger, og Nedd sørgede omhyggeligt for, at det var hans far, der kom til at stå for Charles’.
Nedd gik selv i gang med Jakes rustning. Han havde aldrig set en lignende – den var belagt med et tykt lag af guld, og metallet skinnede og funklede i sollyset. Den var dekoreret med slyngende mønstre, og på midten af brystpladen var der indgraveret en rose. Det var med garanti Petes flotteste værk nogensinde. Nedd håbede, at han en skønne dag ville blive dygtig nok til at lave en rustning, der bare nærmede sig dens kvalitet, og hvis hans største drøm gik i opfyldelse, ville han måske selv bære én en dag.
”Er du nervøs?” spurgte Nedd, da han hjalp Jake med at påføre sine armplader. Jake stod iklædt sin røde skjorte med armene spredt ud til siderne, mens han utålmodigt ventede på, at Nedd fandt de rigtige dele frem, og hans pande var rynket i en alvorlig mine. Han så ud til at være forsvundet ind i sine egne tanker, og hans øjne var fokuseret mod den tomme luft.
”Jeg bliver aldrig nervøs, Nedd.”
Han lød ikke særlig overbevisende, men Nedd ville ikke have sit hoved hugget af, så han kommenterede det ikke.
Han satte Jakes sidste dele på i stilhed og sikrede sig, at alle remmene var ordentlig spændt, før Jake endelig var klar til at kunne stille sig på række med de tre andre riddere, som Pete allerede havde gjort færdige.
Deltagerne marcherede ind gennem tunnellen, og da de kom frem på den anden side, begyndte publikum at brøle og juble med en lige så stor begejstring som dagen før. Nedd ville sådan ønske, at han kunne sidde på tilskuerpladserne og se det hele gå for sig på nært hold, men han kunne ikke forlade sin far.
De første til at kæmpe var Jake og den anden ridder fra Ethion, ridder Beneca. Charles og hans modstander fra Velinstad vendte tilbage efter deres rundtur på kamppladsen. Nedd gjorde sit bedste for at ignorere hans tilstedeværelse, og han fokuserede i stedet på synet på den anden side af tunnellen, hvor Jake og ridder Beneca stillede sig i position over for hinanden.
Hornet lød, og de to deltagere svang deres sværd. Ridder Beneca var dygtig, og han var også næstkommanderende efter Jake, når de trænede til hverdag. Jake var dog stadig overlegen, men han havde også fået smidt et sværd i skødet siden fødslen.
Fra hvor han stod, var det svært for Nedd at se alle detaljerne, men Jakes fodarbejde var fejlfrit som altid, og hans slag så ud til at være præcise. For en gangs skyld havde han heller ikke lugtet af alkohol, så måske var Endors skældud endelig trængt igennem.
Nedd trådte tættere på tunnellen, fascineret og tryllebundet af kampen på den anden side. Først da hans tyndslidte sko begyndte at træde på grus i stedet for græs, fik han stoppet sig selv.
”Nedd, kommer du lige og hjælper?”
Nedd snurrede rundt og fik øje på sin far, der sad på hug og bøjede sig ind over Charles’ højre ben, hvor en plade havde sat sig skævt.
”Ja,” mumlede han og trådte modvilligt tættere på. Charles så henholdsvis utålmodig og koncentreret ud, mens han forsøgte at holde sine øjne på kampen, men samtidig også kastede irriterede blikke på sit ben.
”Det er remmen, der er noget i vejen med,” sagde hans far og rystede på hovedet. ”Hold lige fast, så den ikke falder af.”
Pete rejste sig og gik over til reservedelene, som lå på et lille, vakkelvornt bord, der var opstillet opad tribunens bagside ved siden af tunnellen. Der lå et bjerg af sværd, værktøj og plader i forskellige farver, og hans far begyndte at rumstere for at finde det rigtige.
”Du er venner med Rosie, ikke sandt?” spurgte Charles, og Nedd så op fra sin plads ved hans ben. Charles var i forvejen meget højere end ham. Skulle han absolut indlede en dialog, mens Nedd bogstaveligt talt lå for hans fødder?
”Jo.”
Far, vær sød at skynde dig.
Charles så ud til at have tabt tråden, og han spejdede ud mod den anden side af tunnellen, hvor Jake og ridder Beneca stadig kæmpede mod hinanden. Det var kun et spørgsmål om tid.
”Aha!” udbrød Pete til Nedds lykke, og han hev en ny rem frem fra bunken på bordet. Nu skulle den bare monteres, før kampen sluttede, og den nye skulle til at begynde…
Publikum brød ud i applaus, og Jakes sværd lå nu i forlængelse af hans fremstrakte arm, der pegede mod ridder Benecas hals.
”Pokkers,” mumlede Pete, der begyndte at justere med værktøjet, mens Charles frustreret stod og skyndte på ham. Inde på kamppladsen gav Jake og ridder Beneca hinanden hånden, og Jake gik en kort runde, før de fulgtes ud gennem tunnellen.
De hev begge deres hjelme af, så deres svedgennemblødte hår kom til syne, og de smed dem lige i armene på Nedd, der af refleks rejste sig fra Charles’ ben og nåede at gribe dem.
”Godt kæmpet,” prustede Jake stakåndet til ridder Beneca, og han klappede ham på ryggen, før de begge hvilede hænderne på knæene for at få vejret. De var helt røde i ansigterne, og Jakes mørkebrune hår blev næsten sort på grund af sveden. Ridder Benecas blonde manke faldt ligeledes ned over hans ansigt i klistrede totter.
Ridder Beneca var ved første øjekast den klassiske riddertype og kvindebedårer, men efterhånden som Nedd havde set ham træne, havde han fået større forståelse for, hvorfor Jake havde valgt lige netop ham som sin næstkommanderende. Ridder Beneca var først og fremmest dygtig, han tog fornuftige beslutninger, og Nedd havde aldrig set ham føre sig frem i modsætning til en vis anden person, som Nedd ville ønske, at han aldrig nogensinde havde stiftet bekendtskab med.
Apropos Charles, så var han ved at blive meget irriteret, selvom Pete tydeligvis arbejdede så hurtigt, som han kunne. Den anden ridder fra Velinstad stod allerede klar foran tunnellen.
”Sååådan,” sagde Pete lettet, og i det sekund, han trådte væk fra Charles’ ben, skyndte Charles sig om bag sin modstander, og de gik ind sammen uden yderligere forsinkelser.
Da de var forsvundet ind på kamppladsen, og hornet havde lydt, begyndte Pete pludselig at grine, og Jake og ridder Beneca så undrende på ham, da hans grin udviklede sig til en hysterisk latter. Nedd trådte et skridt tilbage for at tage afstand fra sin far, hvis store bryst hævede sig voldsomt op og ned, mens han blev ved med at le.
”Hvad er der?”
Pete tørrede sine øjne for tårer. ”Er det virkelig den snotunge, der har snuppet Rosie fra dig?”
”Det er ikke morsomt,” vrissede Nedd, irriteret over, at hans far åbenbart fandt hele situationen yderst underholdende. Selv Jake og ridder Beneca begyndte at fnise.
Petes ansigt mildnedes, og han lagde en varm hånd på Nedds skulder. ”Nej min ven, det er det ikke. Undskyld.”
Jake stillede sig op ved hans side, selv om Nedd ønskede, at han ville lade være. Som så mange andre var han vist også udmærket klar over Nedds følelser for Rosie, og med tiden kunne man ikke være sikker på, at han ikke ville afsløre dem. Et eller andet sted langt, langt nede var Jake god nok, men Nedd stolede stadig ikke på ham.
”Nå, det ser vist desværre ud til, at han vinder,” kommenterede Jake, der stadig ikke havde tørret det underholdte smil af sit ansigt. Han lagde armene over kors og betragtede kampen. Nedds hjerte sank i hans bryst, da det gik op for ham, at han havde ret. Charles var ved at give sin modstander en ordentlig omgang, og få sekunder efter var hans sværd peget mod den anden ridders bryst.
Nedd kunne ikke gøre andet end at stirre opgivende på Charles’ skikkelse, der gik sin sejrsrunde og kom tilbage gennem tunnellen, hvorefter han hvilede sig op ad tribunens bagside for at slappe af, før han om lidt skulle på igen i den store finale.
Jake lænede sit ansigt ind mod Nedds. ”Bare rolig, han vinder ikke,” hviskede han, og hans hud var så varm, at den gjorde efterårsluften imellem dem mindre kølig. Nedd gjorde sit bedste for at smile som tak, men det lignede nærmere, at han skar tænder.
Charles og Jake gik for sidste gang igennem tunnellen, og publikum viftede om kap med deres røde og blå flag, da de knælede foran hovedtribunen og stillede sig parat.
”Smut du bare,” sagde Pete og puffede blidt til ham med sin brede skulder. ”Jeg klarer resten.”
Nedd så op på sin far, som havde han ikke troet sine egne ører, og han smilede af taknemmelighed over hele ansigtet, da han straks satte i spurt og løb til højre rundt om tribunernes bagsider. Han var nær ved at glide i det duggede græs, men genvandt hurtigt balancen og fortsatte i samme tempo som før, indtil han nåede den smalle trappe, der førte op til tribunerne.
Der blev blæst i hornet, og Jake og Charles gik i gang. Nedd fik utallige albuer og flag i ansigtet, og han prøvede forgæves at finde et sted at sidde. Der var ikke nogen siddepladser tilbage, og han gik ned ad midtergangen til forreste række for at stå der i stedet, selv om det egentlig ikke var tilladt, men han tvivlede på, at nogen ville holde øje med den slags nu.
Sværdene glimtede og klingede, og Jake og Charles holdt dem i konstant bevægelse, mens de skiftevis stak og slog ud efter hinanden. Det var noget af det smukkeste, Nedd nogensinde havde set; som en yndefuld dans mellem rød og blå, mellem ild og vand.
Nedd fik øje på Rosie ovre på hovedtribunen. Hun så bekymret ud, endnu mere end sædvanligt ved turneringerne – nærmest trist.
Måske ved hun ikke, hvem hun skal heppe på, tænkte Nedd surt.
Der hørtes et højt klang! og Charles og Jakes sværd kolliderede med fuld kraft. De pressede til for at udmatte eller vælte hinanden, deres alvorlige og anstrengte ansigter så tæt på hinandens, at deres hjelme også var ved at støde sammen.
Og så skete der det, der ikke måtte ske.
Charles trak sit sværd tilbage og undveg Jake, der snublede en anelse fremad, før han opdagede sin modstanders næste træk alt for sent. Med bagenden af sit sværd puffede Charles Jake så hårdt i hovedet, at hans hjelm røg af, og han blev desorienteret og mistede balancen og sit fokus. Publikum gispede i kor, og Jake stavrede usikkert rundt på benene i det støvede grus.
Charles bevægede sig langsomt og smidigt rundt, mens han tålmodigt betragtede Jake, som om han havde alverdens tid i sine hænder. En tydelig ydmygelse.
”Kom så Jake!”
Nedd vendte forbløffet hovedet, da han genkendte den stemme, der lige havde piercet sig gennem luften og publikums altoverdøvende brøl. På hovedtribunen havde Rosie rejst sig op, og hun stod og kastede sin knyttede næve i vejret, mens hun med både vrede og entusiasme skreg sin brors navn igen og igen. Ved siden af hende sad hendes chokerede familie, der alle havde tabt underkæben.
Det var et enestående syn.
Nedd grinede og tilsluttede sig hendes råb, der hurtigt blev højere og højere i takt med, at alle fra Ethion skreg med. På kamppladsen fik Jake styr på sine fødder og hævede igen sit sværd. Charles betragtede ham med et skævt og overlegent smil.
Jake stak ud efter Charles, der naturligvis parerede slaget og slog tilbage. Og sådan fortsatte de som før – en flyvende udveksling af stik og slag, der blev til slørrede bevægelser. Jake så ud til at ligge endnu mere kraft i sine angreb, og for hvert et klang! fortrak Charles’ ansigt sig i mere og mere anstrengte og skræmte miner. Jake var uopnåelig – hans reflekser og balance var tilbagevendt, og publikums brøl gjorde ham kun endnu mere opsat på at vinde. De prustede og skreg af hinanden som vilde dyr, og Nedd kunne kun forestille sig, hvor tilfreds Endor måtte være med den dramatiske finale.
Jake fik et slag ind mod Charles’ bryst, og stødet var så hårdt, at han faldt til jorden. Jake vippede hans hjelm af med sit sværd og pegede spidsen af det få centimeter fra Charles’ næse.
Publikums jublen eksploderede, og Rosie hoppede og skreg af fryd oppe på hovedtribunen. Nedd klappede så hårdt, at hans hænder nærmest faldt af.
Det var en blandet reaktion fra dem fra Velinstad – Hallagan sad sammensunket på sin trone og gnubbede sig surt i skægget i kontrast til den lykkelige Endor, der smilede og skinnede af stolthed. Blandt det blå publikum blev der delvist klappet halvhjertet med, delvist bandet og svovlet.
Nedd var sikker på, at han aldrig nogensinde ville glemme den dag igen.

 


 

Efter turneringen forsøgte Nedd at finde Rosie, men hun var ingen steder at se. Han var stadig nysgerrig og undrede sig over, hvorfor hun havde været så utrolig opsat på, at Jake skulle vinde, men det måtte han spørge hende om på et senere tidspunkt.
Han fik muligheden, da han samme aften sad på sit værelse og skrev dagens begivenheder ned i sin dagbog. Han skrev alt i den – sine tanker om Charles, om Jake, om turneringen og om Rosies triste ansigt. Gudskelov var der ingen, der vidste, at han ejede en dagbog, og eftersom han altid gemte den i en aflåst skrivebordsskuffe, var der ingen grund til at bekymre sig om, at den nogensinde blev fundet af andre.
Det bankede hårdt på døren, og forskrækkelsen fik Nedd til at knække sin kulpind mod papiret, der fik en smattet, sort streg henover de lysebrune sider. Han ærgrede sig kortvarigt og smækkede så læderbogen sammen, før han smed den ned i skuffen sammen med kulpinden. Han hev den rustne nøgle op af sin lomme, lukkede og låste skuffen og lagde nøglen tilbage igen.
Han skubbede sin skammel bagud og åbnede døren. Uden for den stod Rosie med opsvulmede, glinsende øjne og røde kinder. Hendes mørkegrønne kappe sad skævt, og hun havde en lyseblå hverdagskjole på, der var blevet snavset forneden.
”Hvad er der sket?” nåede han lige at mumle forbavset, før hun kastede sig ind i hans arme. Hun begyndte at ryste og hulke, og han svang sine arme om hende, mens hendes tårer langsomt sivede igennem hans skjorte og gennemblødte hans højre skulder. Han vidste ikke, hvad han skulle sige, så han stod bare og holdt hende og strøg hende over håret, indtil hun endelig trak sig tilbage og tørrede sine øjne med bagsiden af hånden.
”Undskyld,” snøftede hun, og han tog hende blidt i hånden og førte hende over til sengen, hvor de satte sig ned ved siden af hinanden. Rosie snøftede igen og kiggede forlegent ned på sine hænder.
Hvad skal jeg gøre? tænkte Nedd febrilsk, og det generede ham, at han ikke vidste det. Han var hendes bedste ven. Han skulle vide den slags bedre end nogen anden. Men han havde sjældent set hende så ked af det, og han anede ikke, om hun foretrak, at han sagde noget eller holdt sin mund.
Rosie sukkede og så op i loftet. ”Jeg føler mig så dum,” sagde hun, og hun prøvede at le af sig selv, men det lød mere som gråd. Nedd ventede på, at hun fortsatte, men hun sagde ikke mere. I stedet vippede hun sine sko af, svang sine ben over hans og hvilede sin pande mod hans skulder. Igen lagde han sin arm om hendes ryg og aede hendes hår forsigtigt.
Hun snøftede og lukkede øjnene, og efterhånden blev hendes vejrtrækning roligere og mindre hikstende. Nedd troede, at hun var faldet i søvn, før hun endelig brød stilheden.
”Det var i går aftes ved middagen,” begyndte hun. Hun snakkede lavt, hviskede næsten, men hendes ansigt var så tæt på hans, at han kunne høre hvert ord tydeligt og mærke hendes vejrtrækning mod sin hals. Han blev nødt til at synke en klump og kigge væk.
”Han sad og snakkede med hende med det lyse hår. Hende, der er så pæn. Caroleena, hedder hun vist nok. Jeg tænkte ikke så meget over det, men så gik de pludselig uden for sammen, og jeg ved godt, at jeg ikke burde være fulgt efter dem, men det gjorde jeg alligevel.”
Nedd havde på fornemmelsen, hvor historien var på vej hen, og selvom det gav ham dårlig samvittighed, kunne han ikke lade være med at føle sig lettet. Det var tarveligt, nu hvor Rosie var så ked af det, men han havde inderst inde ønsket, at Charles ville ende med at såre hende i stedet for af være så urealistisk perfekt, som hun i sit hoved havde fremstillet ham som.
”Åh, du skulle have set det!” fortsatte hun og rystede på hovedet, som om hun ville slynge mindet ud af sin hukommelse. Heldigvis smilede hun da en anelse. ”De havde så forfærdelig travlt med at suge hinandens ansigter af,” sagde hun, og Nedd kunne ikke lade være med at grine over hendes formulering. Det smittede, og Rosie begyndte også selv at le, før hun igen lod sin pande dumpe ned på hans skulder. Hun måtte være udmattet – det krævede trods alt en del energi at producere så mange tårer.
Stadig mens hun sad på skrå over ham, omfavnede hun hans hals og sukkede. Hendes øjne kiggede på ham fra bag hans skulder. De der store, grønne øjne, der fik hans hals til at snøre sig sammen og hans hjerte til at smelte. Han kunne ikke vende blikket bort; han for vild i hendes øjne, druknede i dem og havde ikke lyst til at redde sig selv. Han havde lyst til at kigge ind i dem for evigt.
Det ville han også have gjort, hvis ikke han havde hørt utydelige stemmer fra stuen og en efterfølgende banken på hans dør. Rosie løftede hovedet.
”Kom ind,” svarede Nedd tøvende, i tvivl om, hvem i alverden det kunne være. Til hans overraskelse stak Jake sit hoved ind ad døren. Han så usædvanlig ren og pæn ud i dagens anledning, og hans røde kappe var fuldstændig pletfri. Hans støvler var blankpolerede, og hans hår var nyvasket og redt.
Han måtte have det ganske forfærdeligt.
”Tillykke med sejren,” sagde Nedd, og Rosie tørrede sine øjne en ekstra gang og kørte en hånd igennem sit hår for at få nogenlunde styr på sig selv.
”Tak,” svarede Jake lidt forsinket, og han havde et blandet og ulæseligt ansigtsudtryk, da han krydsede sine arme og betragtede synet foran sig. Han så ud til at være meget tæt på at fnise, og Nedd forstod hvorfor. Rosie sad praktisk talt halvt på skødet af ham. I hans seng. Jake havde bare at holde sin mund.
Jake rømmede sig og vendte blikket mod Rosie. ”Afslutningsmiddagen begynder om et øjeblik. Mor sendte mig ud efter dig, men jeg kunne ikke finde dig nogen steder.”
Rosie smilede undskyldende til Nedd og svang sine ben ud over sengekanten. Jake så sig omkring i hans værelse, mens hun tog sko på. Nedd havde aldrig skammet sig over, hvordan hans hjem så ud, når Rosie var til stede, for hun var så vant til det alligevel. Men Jake havde aldrig sat fod på hans værelse før, og det var heller ikke noget at prale af – trægulvet var skævt, skrivebordet til højre for døren var vakkelvornt, og ligeså var skamlen, der var skubbet ind under det.
”Hvad øh, er du okay?”
Rosies blik fløj op fra hendes sko for at se, om hun havde hørt rigtigt. Jake kløede sig usikkert i nakken, og nu var det Nedds tur til at være lige ved at fnise. Han var måske ikke selv ekspert, når det kom til, hvad man skulle gøre, når piger blev kede af det, men for Jake var det fuldstændig ukendt territorium.
”Ja, jo, jeg har det fi-”
Det bankede igen på døren. Var der en eller anden aftale om en komsammen, som Nedd ikke var blevet informeret om?
”Kom ind!”
Keegan stak hovedet ind gennem døråbningen, og det var utroligt, hvor meget han og Jake lignede hinanden, nu hvor Jake så lige så ordentlig ud. Uden Jakes øl-ånde og svedige hår var de ikke til at skelne fra hinanden, bortset fra at Keegans højre arm selvfølgelig vendte den forkerte vej.
”Der er du! Mor er ved at blive sindssyg, fordi far er ved at blive sindssyg, og vi skulle have været der for over tyve minutter siden,” sagde Keegan, og han lignede også en, der var blev hundset med og sendt frem og tilbage. ”Tjenestefolkene søger over alt på paladset for at finde dig.”
Først nu så Keegan ud til at opdage, at Jake også var til stede i værelset. De så kort på hinanden og undgik så hinandens blikke. Det var ikke nyt, at de var uvenner, men de plejede i det mindste at kunne være i samme rum, uden at lufttemperaturen dykkede til minusgrader.
”Hvad er der i vejen, Rosie?” spurgte Keegan bekymret, da hans øjne faldt på hende. Hun havde grædt så meget, at hendes kinder stadig var røde.
”Har Charles været en dum skid?” lo Jake drillende. Der var ingen, der lo med, og hans smil falmede, da Rosie så ned i gulvet.
Keegan rynkede øjenbrynene. ”Hvad har han gjort?”
”Skal jeg tæve ham?” spurgte Jake. ”Nå nej! Det har jeg allerede gjort.”
Keegan kastede ham et dømmende og uforstående blik, som om han ikke kunne fatte, at de virkelig var beslægtede. Jake trak bare uskyldigt på skuldrene.
”Han har bare kysset med hende der Caroleena,” sagde Rosie henkastet, som om det ikke betød noget særligt.
Jake måbede imponeret og lænede sig afslappet op ad skrivebordet. ”Sådan, Charles! Godt scoret!”
”Er der grænser for, hvor mange upassende ting, du er i stand til at sige?” skældte Keegan og slog ud med armene.
Jake gnubbede sig på hagen med falsk betænksomhed. ”Hmm… nej?” foreslog han, og Keegan skubbede barnligt til ham, hvilket ellers ikke lignede ham. Han kunne heller ikke afholde et grin fra at sprede sig på hans læber, mens han opgivende rystede på hovedet. Jake puffede ham tilbage. Måske var de ikke så vrede på hinanden alligevel.
”Så, hvordan vil du hævne dig?” spurgte Jake, som om det var en selvfølge, at man straffede folk for den slags. I Nedds ører lød det ikke som en dårlig ide – han så gerne, at Charles blev yderligere ydmyget.
”Hævne mig?” gentog Rosie. ”Det har jeg ikke tænkt på.”
”Det skal have konsekvenser at såre min søster,” sagde Keegan og ruskede hende blidt i håret til Rosies utilfredshed. Han lagde afventende hovedet på skrå, og Rosie bed sig i kinden og så eftertænksom ud.
Pludselig lyste Jakes ansigt op. ”Jeg har en ide.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...