Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13744Visninger
AA

11. IX - Nedd

 


 

McPherson havde ret – Endor blev ikke glad.
Det gjorde Hallagan heller ikke, da McPherson påpegede, at det ville være bedst, hvis også Keegan og Angela kom i isolation. De havde alle fire haft fysisk kontakt og været i nærheden af liget, så det endte med, at Nedd og Rosie blev isoleret i et gammelt opbevaringsrum i hospitalsbunkeren, og at Keegan og Angela blev isoleret i Angelas værelse. Ved ikke alle fire at være sammen var der mindre risiko for, at de kunne smitte hinanden indbyrdes, men i det mindste var ingen af dem helt alene.
Opbevaringsrummet var det ideelle sted. Der var ikke andre end syge mennesker i nærheden, men Endor havde startet en stor diskussion om, at hans datter under ingen omstændigheder skulle være i et fugtigt, klaustrofobisk rum uden vinduer i et helt døgn. Hun havde selv taget det stille og roligt, selv om Nedd dog fik påpeget, at han synes, at det var bare en anelse uretfærdigt, at Angela og Keegan fik lov til at være på paladset. Ifølge McPherson burde ingen af dem oprindeligt have sat fod inden for hovedindgangen, men Keegan og Angela havde befundet sig på hendes værelse, da beslutningen blev taget, så det ville være ulogisk at flytte yderligere rundt på dem.
”Jaeh, jeg beklager…” mumlede McPherson og trak på skuldrene, da han låste døren til opbevaringsrummet op. Den gik op med et hvinende og langvarigt knirk, og hjertet sank i Nedds bryst. Det lignede nærmest en fængselscelle: rummet var lille og med nøgne, plettede stenmure, og på endevæggen hang en skæv hylde med støvede glaskrukker, som Nedd ikke kunne se, hvad indeholdt. Han følte ikke den største trang til at kigge efter.
”Der er fakler på vej til jer. Samt mad og vand. Og madrasser, naturligvis,” tilføjede McPherson. Nedd kom i tanker om, at han virkelig gerne ville have haft sin dagbog med, men det ville kræve, at han fik en anden til at hente den, og så ville den aldrig mere være sikker i den aflåste skrivebordsskuffe igen.
”Tilgiv mig, McPherson, men… hvad med dig selv?” spurgte Rosie og vendte blikket væk fra opbevaringsrummet for at se ned på den lille mand foran sig.
McPherson kørte en buttet hånd over toppen af sit hoved, der ikke var i besiddelse af særlig meget hår.
”Eh, jeg kan godt se, at det er uretfærdigt, men… Der er ikke så mange andre end mig til at finde ud af, hvad i alverden vi har med at gøre. Hvis jeg skulle blive syg, så var jeg nok allerede blevet det,” sagde han. Nedd nikkede. Det var forståeligt, at man ikke kunne spærre byens mest højtuddannede læge inde. Der var lig, der skulle dissekeres, bøger, der skulle læses igennem og patienter, der skulle plejes.
Et skær fra fakler kom til syne, og to vagter rundede hjørnet for enden af gangen. Den ene bar to vanddunke, en kurv med frugt og andet indpakket mad i samt to nye fakler, og den anden vagt havde to sammenrullede madrasser under armene. Selv da de kom tættere på, kunne Nedd nærmest ikke se deres ansigter. De var fuldstændig tildækkede, og tørklædet om deres mund og næse gjorde, at det kun var deres øjne, der lige akkurat kunne anes under stålhjelmen. De passerede Nedd, Rosie og McPherson og satte tingene på gulvet i opbevaringsrummet. Så bukkede de hurtigt og skyndte sig at gå deres vej. Rosie sendte Nedd et uforstående blik, og han trak på skuldrene som svar.
”I må forstå…” mumlede McPherson. Han hev langsomt et sort tørklæde op fra sin lysebrune læderfrakke. Han så ud til at være gået i stå i sine egne ord, og han betragtede længe det sorte klæde i sin hånd. Så tog han fat i hver sin ende af tørklædet og bandt det om ansigtet.
”I må forstå, hvad sådanne ting gør ved folk. Det gør dem bange. Det minder dem om, hvor skrøbelige vi er. Hvis ikke jeg var læge, havde jeg sikkert også glemt, at vi blot består af kød og knogler, og at der ikke skal meget til, før vi ikke længere består.”
Tom for ord kiggede Nedd på den lille mand foran sig. Indtil for nylig havde han ikke snakket med McPherson før, men han havde ikke fået det indtryk, at han var en særlig dyb eller alvorlig person. Det havde glædet ham, på en måde. Det havde glædet ham, at en mand kunne opleve og arbejde med så meget død i sin hverdag uden selv at være seriøs som graven. Måske havde han taget fejl.
McPherson tog en dyb indånding og gav dem begge et nik med hovedet. ”Ikke mere snak. I må hellere gå ind, børn,” sagde han, og Nedd trådte efter Rosie ind i det snævre opbevaringsrum. McPherson rakte dem en tændt fakkel ude fra gangen, som Nedd lagde ned på det snavsede stengulv. Så lukkede han døren i med det samme, uendeligt lange knirk, og det sidste, de så, var hans betryggende, men sørgmodige smil, før døren endelig gik i og blev låst.
Rosie var den første, der begyndte at trække vejret igen.
”Nå,” sukkede hun blot. Nedd drejede hovedet for at se på hende. Hun så ud til at føle mange forskellige ting på samme tid, og hver eneste gang faklens skær bevægede sig bølgende over hendes ansigt, var det som om, at hendes udtryk skiftede.
”Er du okay?” spurgte han. Det overraskede ham, hvor lavt, han havde sagt det. Alting var pludselig forsvundet, og verden havde snævret sig ind til at fylde ti kvadratmeter. Enhver lyd syntes at være overvældende.
Rosie nikkede, måske lidt for ivrigt. På trods af situationen lagde han stadig mærke til, hvor smukt hendes hår så ud, når det sådan hoppede og dansede omkring hende. Tanken gjorde ham i bedre humør. At være lukket inde i et rum sammen med hende havde trods alt aldrig lydt som et skrækscenarie.
De rullede madrasserne ud og satte sig ned i skrædderstilling omkring den brændende fakkel, der lå i midten af rummet. Det gode ved, at rummet var så småt, var, at der idet mindste ikke ville være nogen uoplyste og mørke hjørner.
”Hvad med dig?” spurgte Rosie blidt. ”Er du okay?”
”Mener du fysisk eller psykisk? Har jeg en blodsmag i munden, eller er jeg ved at tisse i bukserne af skræk?” spurgte han og smilede skævt.
Rosie lo, og til hans lettelse kunne han høre, at det var oprigtigt og ikke påtvunget. ”Måske begge dele,” svarede hun.
”Jeg har det fint,” forsikrede Nedd hende om. ”Vi har været udsat for værre end det her, har vi ikke?”
Rosie nikkede med blikket vendt mod ilden. ”Jo. Det har vi.”
Der var stille i lidt tid. Rosie begyndte at rode rundt i kurven med mad, og hun rakte ham et æble og en af vanddunkene. Nedd skruede proppen af og tog en slurk. Vandet smagte anderledes, end han var vant til. Det var sikker fordi, det var tappet på paladset. Vandet var ikke nær så rent i den nordvestlige del af byen, hvor smedjen lå.
”Kan du huske det?” hviskede Rosie. Hendes store, grønne øjne så fjerne ud. Det var ikke kun faklens skær, der dansede hen over dem – det var også minder. Minder, som de, på trods af at fortælle hinanden alt, ikke plejede at snakke om.
”Huske hvad?” spurgte han for at være sikker på, hvad hun helt konkret mente, men han vidste naturligvis godt, at hun ikke mente noget konkret.
”Bare… det hele. Stemningen. Den følelse, man konstant havde i halsen og i brystet og i maven,” svarede Rosie og gned en hånd om sin hals for ligesom at symbolisere et slags kvælertag. Nedd nikkede samtykkende. Han kendte fornemmelsen.
”Det, jeg husker tydeligst, var den nat. Time efter time af folk, der skreg og græd,” sagde han. ”Og hvordan det rystede.”
Det var ikke nogle lange sætninger, men de var forbavsende svære at sige. Han havde aldrig sagt dem før, og det var som om, at de satte sig fast i hans hals. Lidt som et kvælertag.
Han vidste, at den nat stod klart malet i hukommelsen hos alle, der havde overlevet den. Det var fem år siden nu. Hele byens kvinder og børn havde været presset sammen nede i hospitalsbunkeren under angrebet. Bunkeren var ét stort rum, og dens stenmure var adskillige meter tykke. I dagligdagen fungerede den som hospital, men den var oprindeligt indrettet til krigssituationer. Den lå så langt under jorden, at det kun var i ydervæggen ud til slotsgården, hvor der sad smalle vinduer helt oppe mod loftet. Til tider havde man kunnet se silhuetten af et par støvler, der løb hen over pladsen. For det meste var det bare månelys, der strømmede ind gennem det snavsede glas. Nedd havde set et blodsprøjt ramme et af vinduerne, og hvis ens syn var godt nok, kunne man inde fra bunkeren betragte det løbe langsomt ned, indtil det lagde sig som en pøl på jorden. Ikke at Nedd havde set særlig meget den nat. Hans øjne havde for det meste været klemt sammen og gemt i hans mors arme.
På trods af, hvor forfærdelig den nat havde været for Nedd, måtte Rosies dog have været mere traumatisk. Hele byens mænd, inklusiv hans egen far, havde deltaget i krigen, men Endor havde været helt ude på frontlinjen, da Claviens hær var i færd med at brænde byen ned til grunden.
Det var uvisheden, der havde fået folk til at græde. Det var ikke kun den rystende hospitalsbunker eller frygten for ens eget liv, der gjorde timerne ulidelige. Det var frygten for, at det næste skrig ude fra gårdspladsen tilhørte en, man elskede.
”Vi burde vel sove,” konstaterede Rosie, selv om det lød som et spørgsmål. Nedd nikkede, og de lagde sig begge ned på de bløde madrasser omkring ilden. Han vendte sig, så han lå på ryggen og foldede hænderne over sin mave. Han burde være træt efter sådan en dag, men han kunne knap nok lukke sine øjne.
Nedd så op i loftet. Sikke noget møg de havde fået rodet sig ud i. Han var temmelig sikker på, at ingen af dem fejlede noget, så han var ikke ligefrem bange, men det var stadig ubelejligt at være spærret inde i et beskidt opbevaringsrum. Han havde ikke engang snakket med sin mor eller far. Forhåbentlig var de ikke alt for bekymrede. Mest af alt kunne Nedd ikke slippe tanken om, hvor meget arbejde, der stod og ventede på ham, når han endelig kom ud igen. Han manglede også stadig at lave Rosies fødselsdagsgave færdig.
”Nedd?” hviskede hun.
Han drejede hovedet for at se på hende. ”Ja?”
”Sover du?”
”…Ja,” svarede han, og et smil krøb over hans ansigt. Hun rakte grinende en arm ud og puffede til ham.
”Har din mor nogensinde fortalt dig om min dåb?” spurgte Rosie, og Nedd løftede et øjenbryn. Han havde forventet, at hun havde sagt noget andet.
”Øh… nej?” svarede han uforstående.
Hun vendte sig mod ham, løftede sig lidt for at sætte albuen i gulvet og hvilede hovedet på sin håndflade.
”Det er faktisk en sød historie. Min mor elsker i hvert fald at overdrive den, tror jeg. Hun siger, at det var sådan, vi og vores mødre for første gang mødte hinanden. Jeg var lige blevet døbt, og din mor kom for at ønske hende tillykke, og så havde hun dig på armen. Du rakte en tyk hånd ud mod mit ansigt, og til sidst kunne de ikke flå os fra hinanden igen.”
Nedd smilede skævt ved tanken. ”Den har jeg ikke hørt før.”
Rosie trak på skuldrene. ”Måske er den ikke helt sand. Men den passer da meget godt til os, gør den ikke?” spurgte hun.
”…Jo,” svarede han. Tiden havde vist, at de var uadskillelige på trods af alle de forhindringer, de havde haft på vejen. Der var stadig mange i vente. Han vidste, at der en skønne dag ville komme endnu en Charles, at han selv ville overtage smedjen, og at hun på et tidspunkt ville blive gift. Men de ville stadig være venner. Der var intet, absolut intet, der nogensinde kunne flå dem fra hinanden.
Troede han.

 

 

Nedd vidste ikke hvornår, det helt præcist skete, men det lykkedes dem at falde i søvn, og næste morgen – eller, det var ikke til at se, hvad klokken egentlig var – tog de hul på den indpakkede mad, der lå i kurven. Det viste sig at være stykker af indtørret og saltet kød, og de sad og tyggede på det i stilhed.
Det var kun et spørgsmål om tid, før de blev lukket ud. De havde det fuldstændig fint begge to. McPherson havde sagt, at han ville se til dem næste morgen, og hvis de endnu ikke havde vist tegn på symptomer, måtte det betyde, at de ikke var smittede. Ganske rigtigt lød der langt om længe en raslen ved låsen, og døren blev åbnet på klem.
”Frøken Rosie?” kaldte McPherson. ”Hvordan står det til?”
Rosie rejste sig og tyggede af munden. ”Vi har det altså ganske udmærket. Omstændighederne taget i betragtning,” svarede hun og skævede til Nedd. Åh, hvor han dog savnede sollys. Den smalle stribe af lys, der kom fra døren, gav ham lyst til at flå den op og løbe ud i den friske luft for bare at tage én dyb indånding, der ikke lugtede muggent eller støvet.
McPherson åbnede døren, og Nedd missede med øjnene og rejste sig. Han lagde mærke til, at McPherson ikke længere havde et tørklæde om hovedet.
”Som forventet,” sagde McPherson. ”For jeg har fundet ud af, hvad det er.”

 

 

Eftersigende skulle hele problemet skyldes en vildtvoksende urt ved navn atritus. McPherson havde hørt om den før, men han var aldrig selv faldet over den i sin tid som læge, så hvor gerningsmændene havde fået den fra, var stadig uvist. Men en ting var sikkert – sygdommen var ikke opstået af naturlige årsager.
McPherson havde fundet rester af lilla atrituspulver i den syge mands mavesæk, og det forklarede, hvorfor Rosie og Nedd ikke var blevet smittede. Sygdommen smittede nemlig slet ikke. Den syge mand, og alle andre for den sags skyld, var blevet forgiftet. McPherson mente, at det måtte være gennem drikkevandet, men intet var sikkert endnu. Endor var helt oppe i det røde felt, og Keegan, der ellers lige var blevet lukket ud fra sin isolation sammen med Angela, var blevet indkaldt til møde i tronsalen med det samme.
Nedd var ikke meget for at tage hjem, men stemningen på paladset var anspændt og hektisk, og der var intet, han kunne gøre alligevel. Desuden var Rosie også ved at eksplodere af frustration, fordi hele hendes familie befandt sig til møde i tronsalen med alle byens adelige, professorer og eksperter. Hun mente, at sagen for en gangs skyld også vedrørte hende, men Gertrud havde fået klar besked på, at Rosie ikke havde lov til at deltage.
De sagde hurtigt farvel, og hun undskyldte og sagde, at han måtte hilse derhjemme, og så måtte de ellers ses i morgen. Nedd tog modvilligt hjem.
Efterår syntes for alvor at være blevet til vinter, og han traskede hjemad gennem de forladte gader. På hovedvejene forløb dagligdagen nogenlunde normalt, men det var tydeligt at se, at madboderne savnede størstedelen af deres kunder, og at handlen foregik mere stille end sædvanligt. Der var ingen råb eller kaos - blot lyden af en malkeko, der blev slæbt henover brostenene af sin ejer, der ligesom alle andre bar et tørklæde om næse og mund.
Nedd havde forventet at blive mødt af den velkendte lyd af metal mod metal, men smedjen og dens døre og vinduer var lukkede. Han tog forsigtigt fat i håndtaget og trådte ind ad døren.
Smedjen lignede vel sig selv. Skinnende rustninger hang ned fra loftet i tykke kæder, og på de forskellige borde og diske lå bulede hjelme, benskinner og ridsede brystplader, men ilden var slukket og så ikke ud til at have været i brug i mindst et døgn. Der plejede altid at være gløder tilbage.
Nedd gik hen til sit foretrukne arbejdsbord under vinduet i smedjens venstre side. Han rakte ud efter den tindåse, der stod i vindueskarmen og åbnede den. Nede i bunden lå den halskæde, han havde tænkt sig at give Rosie i fødselsdagsgave, men han havde knap nok fået den lavet endnu. Han satte låget på tindåsen igen og stillede den tilbage.
Han vandrede lidt rundt, rørte ved forskellige ting og sager og satte værktøj på plads, før han endelig stoppede op foran hoveddøren. Det hele virkede forkert. Smedjen så grå og hjemsøgt ud, og han blev pludselig i tvivl om, om hans mor og far overhovedet var hjemme.
Han åbnede døren og trådte indenfor, gik igennem den smalle entré, hvor hans fars uldjakke hang og fortsatte ud i køkkenet. Pete sad ved spisebordet, hvorpå der stod en orange lanterne, som roligt flakkede og kastede et blødt lys.
”Far,” sagde Nedd. Hans far flyttede sig ikke, reagerede knap nok. Han sad blot bøjet ind over spisebordet og kiggede fjernt ned på sine hænder.
”Far,” gentog Nedd, denne gang højere.
Pete så op med tårer i øjnene. Så rejste han sig så hurtigt, at Nedd blev helt forskrækket, da han uden videre blev omfavnet af sin fars stærke arme.
”Gud være lovet,” mumlede han ned i Nedds hår. Han gengældte tøvende omfavnelsen, selv om han blev holdt så stramt, at han havde svært ved overhovedet at bevæge sig.
”Far, jeg har det helt fint,” kvækkede han ind mod Petes bryst. Hans far gav ikke slip, og til sidst måtte Nedd vriste sig fri.
”Hvor er mor?” spurgte han. Pete havde stadig et fast greb om hans skuldre.
Hans far åbnede munden og lukkede den igen, og hans gråbrune øjne var så sørgmodige, at Nedd allerede havde gættet svaret. Han rystede benægtende på hovedet og trådte et skridt tilbage.
”Jeg er ked af det,” hviskede Pete. ”Men hun er blevet syg.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...