Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13667Visninger
AA

6. IV - Rosie

 

 

Frokosten syntes at være overstået endnu hurtigere, end den begyndte, og Rosie var kun efterladt med en behagelig, svimlende fornemmelse i maven, da hun den samme eftermiddag satte sig ned ved siden af sin familie på tribunen omkring turneringspladsen.
Charles.
Hun prøvede at slå hans navn ud af hovedet, for det var jo fuldstændig åndssvagt. Hun havde kun kendt ham i en dag, men det føltes bare så rigtigt. Hun havde ventet femten år på at blive forelsket. Det måtte da være på tide.
Hendes tanker blev afledt, da deltagerne trådte ind på pladsen. Der var otte i alt – fire fra Ethion og fire fra Velinstad. Som de andre fra Ethion var Jake iklædt en rød skjorte under sin tykke rustning og en hvid rose på brystet. Charles og de andre tre fra Velinstad var klædt i blåt, og på rustningen havde de omridset af en brunbjørn. De vinkede og nikkede til det hujende publikum, der var opstillet på tribuner hele vejen rundt om pladsen. Folk viftede med flag og blomster, kvinder skreg og lo, og mænd råbte og løftede deres knytnæver i vejret. Rosie havde aldrig helt forstået den voldsomme entusiasme, som turneringen hvert år forårsagede, men for første gang var hun mindst lige så spændt som alle de småbørn, der sad på deres forældres skuldre med rød eller blå maling i ansigterne.
Deltagerne stillede sig på række foran hovedtribunen, hvor Rosie, Keegan, Eliza og Endor sad sammen med Hallagan og hans kone og datter. Rosies far rejste sig. Han løftede sine handskeklædte hænder, og larmen faldt til ro.
”Kære borgere og kære gæster! Så er dagen endelig kommet, og det er en fornøjelse at se, at så mange er mødt op igen i år. Det er naturligvis tradition, at reglerne bliver reciteret igen, så dem, der overværer kampene for første gang, også er i stand til at forstå spillets gang,” begyndte Endor. Der var stille overalt på tribunerne, og man kunne høre vintervinden ruske i de blå og røde faner, der stod opstillet på hver deres side af kamppladsen. Alles øjne, borgere af Ethion så vel som borgere af Velinstad, var vendt mod Endor i spænding. Selv Hallagan, der sad ved siden af Endor og havde oplevet showet utallige gange, lod være med at tage en slurk af sin vin. Han tager sig da også god tid, tænkte Rosie utålmodigt. Hun vidste, at det netop var på grund af dramatiske taler som disse, at der blev gjort så stort og højtideligt et nummer ud af turneringerne. Hendes mor drillede ham altid med det – som hun sagde, så var det ikke så meget hans ord, som det var hans måde at stå på; han havde armene spredt i en velkommende gestus, som om han ville omfavne hele publikum, og hans ryg var så rank, at Rosie forestillede sig, at hans krone snart ville falde bagover og glide ned fra hans gråbrune hår. Tanken fik hende til at trække på smilebåndet.
”Reglerne er simple,” fortsatte Endor med klar og tydeligt røst. ”Der vil i dag være fire kampe i alt, hvor riddere fra det samme kongerige kæmper mod hinanden i tomandskamp. De fire vindere, to fra Ethion og to fra Velinstad, vil gå videre til næste runde, der afholdes i morgen eftermiddag. Endnu en gang vil to riddere fra det samme kongerige kæmpe mod hinanden i tomandskamp. De to vindere vil dermed være fra henholdsvis Ethion og Velinstad og vil i finalen kæmpe mod hinanden i tomandskamp. Det er ikke tilladt for deltagerne at bære andet end rustning, skjold og sværd. En deltager har tabt, når modstanderen holder sværdet for deres hoved eller deres bryst. Det er ikke tilladt målrettet at gå efter at slå sin modstander ihjel. Er der mistanke om dette, bliver man diskvalificeret. Må den bedste mand vinde!”
Larmen brød ud igen, og folk rejste sig fra deres pladser og viftede deres flag endnu en gang. På de højre tribuner blev ens syn udelukkende mødt af blå farver, på den venstre del røde. Rosie huskede svagt, hvordan publikum engang for mange år siden havde siddet blandet til turneringerne. Det havde vist sig at være problematisk.
De otte deltagere gik ud fra kamppladsen og gennem tunnellen under den tribune, der var overfor hovedtribunen. Rosie kastede et blik mod tavlen over den – den første kamp var mellem to riddere fra Velinstad, hvis navne Rosie ikke genkendte fra de forrige år. Officielt blev rækkefølgen bestemt efter lodtrækning, men Rosie mistænkte kraftigt, at det var med vilje, at de bedste og mest erfarne skulle kæmpe til sidst.
De to deltagere klædt i blåt trådte ind, og de højlydte tilråb fra publikum begyndte igen. De gav hånd, bukkede foran hovedtribunen og stillede sig parat. Så blev der blæst i hornet, og de gik i gang.
Den klingende lyd af metal mod metal fyldte luften, da de to deltagere svang deres sværd rundt, stak ud efter hinanden og undveg. Deres sværd og rustninger glinsede i sollyset, mens de dansede af sted over kamppladsen i et virvar af blå og sølv, indtil den ene pludselig faldt til jorden, og den anden pegede sit sværd mod hans ansigt.
Klapsalver brød ud blandt publikum, og vinderen hjalp sin modstander op at stå. Så rejste Endor og Hallagan sig og klappede, mens de to deltagere tog hjelmene af og bukkede foran hovedtribunen, før de atter forlod kamppladsen gennem tunnellen.
”Ikke dårligt for en første gang,” kommenterede Keegan ved Rosies side. ”Ikke dårligt.”
Bag dem stod Hallagan stadig og klaskede sine hænder mod hinanden med et veltilfredst grin. Han kunne håbe så meget, han ville – i finalen var det altid Ethion, der vandt.
Hverken Jake eller Charles skulle på før de to sidste kampe. Den næste kamp forløb på nogenlunde samme måde som den første, denne gang blot med riddere fra Ethion. Rosie var ikke i stand til at bedømme, om de var bedre end dem fra Velinstad, men hun vidste, at Nedd lige nu stod på den anden side af tunnellen og bedømte deres evner, før de svedende kom ud for at smide deres rustninger i armene på ham og Pete.
Hun kunne mærke sit hjerte begynde at slå mod hendes brystkasse endnu engang. Charles var med i den næste kamp mod en anden ridder fra Velinstad, der gik under navnet ”Vædderen.” Det var endda det navn, der stod på tavlen. Vædderen var over to meter høj og dobbelt så bred som Charles, og han havde ikke fået sit navn for ingenting – på hans hjelm sad to ægte vædderhorn, og han var kendt for at afslutte sine kampe ved at stange sine modstandere, så de gik i gulvet.
”Hvordan kan det være, at Vædderens metode ikke betegnes som målrettet at gå efter at slå sin modstander ihjel?” spurgte Rosie henvendt til Keegan, der hvilede sin hage på sin venstre håndflade. Han havde sin venstre arm på tribunekanten, og hans ansigt lå i alvorlige folder, som han sad der på det yderste af sin stol.
Keegan trak tøvende på skuldrene. ”Fordi han faktisk aldrig har slået nogen ihjel. Eftersigende skulle hans horn ikke være spidse nok til at gøre for meget skade.”
”Charles kommer til at blive til mos derude,” mumlede Rosie og rystede på hovedet. Keegan nikkede. Sidste år havde vædderen været i finalen, og selvom Jake havde vundet, havde det kostet ham to brækkede ribben og en masse andre småskader.
Charles og vædderen gav hinanden hånden, bukkede foran hovedtribunen og stillede sig overfor hinanden på midten af kamppladsen. Lige så snart der blev blæst i hornet, holdt Rosie vejret.
Vædderen ramte først, og Charles blev slået i maven og gled adskillige meter på det grusbelagte underlag. Han genvandt dog hurtigt sit fodfæste og koncentrerede sig om at parere med sit skjold. Vædderen blev ved med at stikke til ham.
”Hvorfor prøver han ikke at slå igen? Sådan der vinder han jo aldrig!” udbrød Rosie og tog sig til munden, da endnu et slag sendte Charles til jorden.
”Jeg ved det ikke,” sagde Keegan. ”Han har sikkert en plan. Måske aflurer han Vædderens taktik og finder svagheder, så han kan overraske ham med det endelige stik.”
Det gav mening for Rosie, og det var også tydeligt, at Charles gjorde alt for at beskytte sit hoved og bryst. Men hver gang Vædderen væltede ham om kuld, tog det ham længere og længere tid at komme op igen.
”Kom så Charles!” råbte Rosie og tilsluttede sig de højlydte råb fra publikum, og det gibbede i Eliza, der som ved alle de forrige turneringer sad og gemte sit ansigt i hænderne, indtil det hele var overstået. Vædderen slog til igen, men denne gang undveg Charles. Så slog vædderen igen. Og igen. Og igen. Og Charles faldt til jorden – igen.
Han støttede sine arme mod gruset og fik endelig løftet sig. Vædderen trådte tilbage for at tage tilløb, før han bukkede sig ned med hornene pegende direkte mod Charles, der stadig så ud til at komme til kræfter.
Vædderen løb, og Rosie holdt sig for øjnene, så hun kun så ud af en smal sprække mellem sine fingre. Hun stirrede i vantro, da Vædderen var få meter fra Charles - hun så, hvordan Charles sprang til siden, snurrede rundt, spændte ben for Vædderen, der faldt med hovedet først ned i gruset, og pegede sit sværd mod hans bryst.
Larmen eksploderede, og alle rejste sig og hujede, mens de viftede med deres flag og klappede imponeret. Hallagan og Endor lo og så endnu mere underholdt ud end nogensinde før, og denne gang blev de efterfulgt af resten af tilskuerne på hovedtribunen, deriblandt Rosie og Keegan, der alle rejste sig for at klappe. Selv Eliza gav en stående klapsalve.
Charles hjalp Vædderen op at stå – selvom Vædderen dog ikke var meget for at tage imod hans hånd – og gik en runde på kamppladsen, mens folk jublede og kastede roser efter ham. Han samlede en af dem op og stillede sig hen foran hovedtribunen sammen med Vædderen, hvor de bukkede foran Endor og Hallagan. Charles så udmattet ud, og hans mørke hår klistrede til hans pande, men han smilede over hele ansigtet, og Rosie fik endnu engang sin vejrtrækning galt i halsen.
Endor løftede sine arme, og larmen forsvandt i løbet af få sekunder. Den pludselige stilhed fik Rosies ører til at ringe.
”Tillykke med sejren, Charles, søn af Sir Manson. De har kæmpet flot kamp. Jeg glæder mig til at se Dem i finalen!” sagde Endor, og Charles satte sig på knæ foran ham.
”De smigrer mig, Deres Majestæt,” svarede Charles stakåndet, men med tydelig stemme. Endor gav et tegn med hånden til, at han kunne rejse sig, og han kom på benene igen. ”Hvis jeg må, vil jeg meget gerne overrække noget til Prinsesse Rosie. Med Deres tilladelse, naturligvis.”
Endor så overrasket ud, men han kunne umuligt være lige så forundret som Rosie selv. Hun kunne mærke sine kinder bliver flammende røde. ”Naturligvis, Charles,” sagde hendes far.
Charles trådte tættere på hovedtribunen og rakte ind over den. I hånden havde han den rose, han havde samlet op fra kamppladsen – den var kridhvid som den klareste sne, fuldstændig uberørt af gruset og støvet.
”Jeg tænkte, at den ville passe godt til en prinsesse af Ethion,” forklarede Charles, så kun hun kunne høre det. Rosie følte sig varm i hele kroppen.
Hun bukkede sig ned for at tage imod rosen, så hun kun var få centimeter fra Charles’ ansigt. Hun kunne se enhver detalje – hans høje kindben, hans fyldige læber og hans lange øjenvipper, der mindede hende om et dådyr. Han smilede stadig og så hende direkte ind i øjnene, og hun blev nødt til at kigge væk og håbe, at de hårlokker, der faldt ned over hendes ansigt, skjulte det meste af hendes rødmen.
Fra det øjeblik var Rosie ufokuseret resten af turneringen den eftermiddag. Hun nåede knap nok at opfatte, at Jake var kommet på, og før hun vidste af det, havde han vundet kampen og forladt pladsen som alle dem før ham, og det hele var overstået. Og i al den tid havde hun ikke kunnet gøre andet end at smile og kigge på den kridhvide rose, der lå i hendes skød.
Hun havde skyndt sig væk, så snart det var slut, så hun ikke skulle høre på drillende bemærkninger fra sin familie – lige meget hvad, de ville sige, følte hun sig ikke i stand til at svare på noget som helst uden at blive rød i hele ansigtet. I stedet løb hun så hurtigt, hendes ben kunne, til det eneste sted, hun kunne komme i tanker om – smedjen.
Hendes tynde sko brød sig ikke om de mudrede veje i den lave del af byen, og på trods af kulden måtte hun hanke op i sin kjole, så den ikke skulle blive beskidt. Gertrud havde haft den med samme morgen. Den var af rødt fløjl og med gyldne broderinger langs ærmerne og halsudskæringen, og Eliza havde købt den specielt til begivenheden. Det ville højst sandsynligt ikke falde i god jord, hvis den blev ødelagt.
Hun løb videre langs smalle sideveje og alléer, og hun behøvede nærmest ikke at orientere sig. Hun havde løbet den samme vej utallige gange, og hun havde for længe siden lært hvilken vej, der var den korteste. Inden længe kunne hun lugte den velkendte lugt af røg og stål, og smedjen kom til syne på hendes højre side. Hun kunne nemt se ned til bymuren, der lå lige for enden af vejen. Endor var ikke vild med, at hun befandt sig i Ethions lavere dele – især ikke med det tøj, hun havde på. Men alle ansigterne var efterhånden bekendte, og hun følte sig mindst lige så meget hjemme i smedjen sammen med Nedd, som hun gjorde på paladset.
Hun nåede lige at frygte, at han slet ikke var hjemme. Hun skulle have tjekket bag kamppladsen, måske stod han der endnu for at samle rustninger. Men døren til smedjen stod åben, og hans lyse hår var ikke til at tage fejl af.
”Nedd!” udbrød hun, og han vendte forundret hovedet og skyndte sig at lægge noget fra sig, som hun ikke nåede at se, hvad var. Hun vidste, at hun lød lidt for entusiastisk, men hun kunne ikke vente med at få snakket med nogen om det, så før han overhovedet havde nået at svare, var hun hoppet op på den sædvanlige bordplade ved siden af ilden.
”Så du det? Så du det? Han gav mig en rose! Den her rose!” lo hun og viste den frem for ham, så han næsten fik den helt op i ansigtet. Nedd lo overrasket og sænkede hendes arm.
”Ro på, høstak! Selvfølgelig så jeg det,” svarede han og tørrede sin pande. Som altid så han svedig og snavset ud, men denne gang også udmattet – han havde sikkert pisket rundt hele dagen, og tanken om, hvor lidt overskud, han måtte besidde, fik Rosie til at beherske sig.
”Undskyld,” smilede hun. ”Jeg kan bare slet ikke forstå det.”
Nedd lænede sig op ad bordkanten overfor hende. ”Forstå hvad?”
Hun så ned på sine hænder, der endnu engang pillede forsigtigt ved de hvide rosenblade. ”At han kan lide mig, ligesom jeg kan lide ham,” sagde hun.
Nedds ansigt var neutralt for en stund, mens han så ned i gulvet. Men så smilede han, selvom der var et glimt i hans øjne, der ikke tydede på, at de var lige så glade, som hans mund var – som om han udtrykte to modsatte følelser på samme tid.
”…Er du okay?” spurgte hun bekymret.
Nedd så op, som om han var blevet vækket fra en dagdrøm. ”Hm? Jeg har det helt fint,” svarede han. ”Jeg er bare træt.”
Rosie forstod. Hun ville ikke tage mere af hans tid, hvis han også skulle have en chance for at nå at sove – de samme rustninger skulle repareres, pudses og poleres, så ridderne enten kunne tage dem med hjem eller bruge dem igen i morgen.
”Jeg må nok også hellere komme tilbage. Middagen begynder snart,” sagde hun, og hun kunne ikke lade være med at blive begejstret bare ved tanken. Måske kunne hun få lov til at sidde ved siden af Charles… Hun måtte spørge sin far, og hvis han sagde nej, måtte hun spørge sin mor.
Nedd nikkede og fulgte hende over til døren, og hun krammede ham, mens han grinende klagede over at få hendes hår i munden, før hun sagde farvel og trådte ud i vinterkulden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...