Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13694Visninger
AA

5. III - Keegan

 


 

Bordet var intet mindre end fuldstændig overdådigt.
Kalkuner, vildsvin og kyllinger stod serveret på prægtige sølvfade med tilhørende saucer og grøntsager, og duften spredte sig hele vejen fra køkkenet til selv de fjerneste dele af paladset. Maden var opstillet helt ned til bordenderne, og da gæsterne tog plads, hørtes der imponerede udbrud som ”ih” og ”åh” og ”næh!” Det var en yderst kongelig velkomst, og den fortjente med garanti al sin opmærksomhed.
Keegans opmærksomhed lå dog andetsteds.
Det lå ikke til ham at være ufokuseret, og han deltog da også i diskussionerne omkring bordet. Han sad trods alt ved siden af sin far, og overfor dem var placeret de vigtigste gæster. Planen var simpel; man lod dem spise masser af mad og drikke masser af vin, man opførte sig morsomt og underholdende, og efterfølgende kom serveringen af alle de vigtige emner. Oven på sådan en omgang ville det jo være utaknemmeligt at sige nej.
På trods af sine pligter søgte Keegans øjne dog altid skråt over mod højre. Hun havde vist lagt mærke til, at han til tider sad og stirrede lidt for længe ad gangen, men så lo hun bare og vendte hovedet for igen at snakke med pigen ved siden af sig.
Hun var smuk. Hun havde langt, lyst hår, der bølgede sig ned ad hendes ryg, og hun var iklædt en himmelblå kjole. Man kunne på ingen måder se, at hun var Hallagans datter. Keegan forsøgte stadig at forstå, hvordan i alverden de kunne være af samme blod.
”Hvis du har brug for en samtalestarter, så er ”godaften” ikke det værste bud,” kommenterede Jake, der med et lusket smil skævede over mod ham.
”Jeg har ikke brug for din ekspertise.”
Det fik bare Jake til at grine, og han gryntede skiftevis rødvin og kogte grøntsager ud af næse og mund. Keegan skulle til at svare igen eller i det mindste bede ham dæmpe sig, men så klaskede hans far en tung hånd på hans skulder.
”Keegan! Nu skal du høre! Hallagan har en masse at fortælle,” sagde Endor, og han sendte et sigende blik til en af tjenestefolkene, der skænkede mere rødvin op i Hallagans glas. Keegan ville ønske, at hans far kunne have sat ham til at diskutere med en anden – hvem som helst, bare ikke hendes far. Keegan var god til at sørge for, at ingen blev for ophidsede, men med Hallagans svingende temperament kunne man aldrig vide, om det udviklede sig til at blive grimt. Det var der, hvor rødvinen kom ind i billedet.
”Jamen jeg si’r jo bare, at du kan være rigtig stolt af din far,” sagde Hallagan, hvis stemme allerede var blevet påvirket af alkoholen. ”Der er skam meget, der har ændret sig på fem år, siden Clavien røg af helvede til. Verden er blevet et bedre sted, når den er delt i to i stedet for tre. Ja, din far og jeg har jo altid været venner, men Clavien var sgu djævlen selv. Hver gang man krydsede grænsen til Peritsa, kostede det det hvide ud af øjnene, og mit folk havde ikke råd, hvis de arbejdede på den anden side og skulle krydse jævnligt, så jeg måtte sætte skatterne ned-”
”Og så var der ikke penge nok til at få skrædderen til at udvide dit tøj hver anden uge, ha!” lo Endor, og Hallagan lo med og bankede næven i bordet, så vinen sprøjtede og gaflerne klirrede, og hans ansigt blev helt rødt, og så signalerede Endor igen til, at tjenestefolkene kunne hælde mere vin op i Hallagans glas.
”Ak ja. Sikke en katastrofe. Men siden din far erobrede Peritsa med hele lortet, er det problem ude af verden, og pengene strømmer ind. Nu kan Clavien, den gamle ræv, hygge sig med at kræve grænseafgifter i helvedes flammer! Det har han sgu godt af,” snøvlede Hallagan og tog endnu en slurk af sin rødvin. Han var så beruset, at den rigtige snak kunne gå i gang når som helst.
Endor rømmede sig. ”Hallagan, min kære ven, jeg tænkte bare… ja, du siger det jo selv, at dit folk måtte krydse grænsen, hvis de nu skulle på arbejde i Peritsa, ikke sandt? Og nu ligger grænserne udelukkende mellem venner, så det koster naturligvis ingenting, men ser du, der kommer temmelig mange af dit folk for at finde arbejde i Ethion, og jeg ved, at der er problemer med at skabe arbejde i Velinstad, men problemet skulle nødigt falde over på mig, hvis dit folk overtager alle arbejdspladserne…”
Som Keegan havde frygtet, var det hele vist gået en anelse for hurtigt for Hallagans slørede hjerne, eller også prøvede han blot at lade som om. Han havde kigget ned i bordet under hele Endors fortælling, og nu så han op, som om han intet havde hørt. ”Og ved du hvad! Desuden så…”
”Hallagan.” Endors stemme var bestemt.
Hallagans smil falmede, og han rømmede sig og blev seriøs igen. ”Ja, jo, det kan jeg da godt se,” indrømmede han så. Keegan åndede lettet op.
Endor smilede og klappede ham på ryggen. ”Fantastisk at vi kan blive enige!”
Hallagan lo tøvende med, men så knyttede han sine øjenbryn sammen. ”Men hvad tænker du, at jeg kan gøre? Det er trods alt nemmere med landbruget i Ethion, jorden er langt mere frugtbar. Store dele af Velinstad er jo knastør ørken, så med hensyn til føde ligger de fleste arbejdspladser i Ethion…”
Endor så afventende og indtrængende på Keegan. Keegan rykkede tættere på, så Hallagan bedre kunne høre ham over larmen, men han fortrød det, så snart den frastødende lugt af spiritus og mandesved ramte hans næse.
”De kunne eventuelt ansætte flere ved hoffet?” foreslog han.
Det tog Hallagan et par sekunder at opfatte hans sætning. ”Jamen knægt, det koster en pokkers masse penge…”
”De kunne nedsætte lønnen og dermed ansætte flere?”
”Jeg har så mange folk i forvejen…”
”De kunne også gøre det gratis at oprette boder på handelstorvet. Så kan selv de fattige forsøge sig med at sælge,” insisterede Keegan. Hans far havde lænet sig tilbage i sædet og betragtede underholdt hans argumenter med tydelig stolthed, selvom Keegan ikke selv mente, at han havde tænkt i de mest kreative baner. Selv Eliza, der sad ved Endors højre side, fulgte diskret med i ny og næ, selvom hun normalt blandede sig udenom.
”Ja, jo, det er vel en mulighed…” mumlede Hallagan, der både så betænksom og fraværende ud. Der viste sig et kortvarigt glimt af tilfredshed i Endors øjne, men Hallagan så stadig skeptisk ud. Han skulle lige til at åbne munden for at snakke, men han blev afbrudt af en anden stemme.
”Jeg synes, at det er nogle ganske udmærkede ideer.”
Keegan løftede øjeblikkeligt hovedet. Det var hende, der havde sagt det. Hallagans datter hvilede roligt sit hoved i hånden og kiggede direkte på ham med et smil, han havde svært ved at tyde. Var det drilsk? Udfordrende?
Keegan smilede tilbage. ”Må jeg spørge om dit navn?” spurgte han.
”Angela,” svarede hun, og med en elegant bevægelse rakte hun sin højre arm frem.
Normalt var dette Keegans hadesituation.
Gudskelov var hun en kvinde, og han kunne bruge sin venstre arm til at tage fat i hendes og kysse hendes håndryg. Med mænd var det værre. Det var temmelig besværligt at ryste en andens hånd, når man havde en ubrugelig højre arm og akavet måtte række sin venstre frem, dreje den og så sjusket udføre hilsnen. Det var ikke ligefrem den mest kongelige måde at gøre det på.
”Kæreste, det skal du slet ikke besvære dig med,” sagde Hallagan, da hun havde trukket sin hånd tilbage igen, og aede sin datters kind. Hun vendte småirriteret hovedet.
”Nåmen, æh,” fortsatte Hallagan, ”Hvad med turneringen senere? Jake var jo fortræffelig sidste år! Deltager han igen?”
”Naturligvis,” svarede Endor og tillod det pludselige emneskift. ”Han-”
Ordene døde hen i hans mund, og Keegan så hvorfor. Jake sad ikke længere på sin plads.
”Eliza, har du set Jake?” mumlede Endor til hans mor. Hun så forundret på ham, dernæst over på stolen, hvor Jake havde siddet, før hun sukkede og rystede på hovedet.
Endor smilede undskyldende. ”Han er nok tilbage om lidt…”
”Nu skal jeg hente ham,” sagde Keegan, og han rejste sig fra stolen og skubbede den forsigtigt tilbage efter sig. Eliza skulle til at protestere, men hun lod ham gå. Hun vidste lige så godt som ham selv, at Jake ikke ville vende tilbage inden for den nærmeste fremtid.
Keegan gik langs bordet og nikkede høfligt til alle, han fik øjenkontakt med. Rosie sad og snakkede ivrigt med Sir Mansons søn, Charles, og alle de andre gæster så ud til at have det godt. Støjniveauet var i hvert fald på sit højeste, og eftersom Jake ikke var til at se andre steder i salen, kom Keegan frem til den konklusion, at han måtte være gået ud for at få en pause. Så længe han altså ikke var gået ned på kroen igen…
Spisesalen var ligesom resten af slottet bygget af store, lyse sten. Den højre væg bestod af tre brede hvælvinger, og der var frit udsyn til gangen på den anden side. Gangen var oplyst af rækker af fakler, hvis blussende skær spredte lys helt ind i spisesalen og kastede aflange, søjleformede skygger. Keegan trådte ud gennem den midterste hvælving og gik til højre. Paladsets korridorer var øde bortset fra de sædvanlige vagter, og faklerne gav det eneste lys. Selv ikke månen var til at se på den anden side af vinduerne. Det var også blevet koldt, og blæsten tudede. Forhåbentlig har han ikke forladt paladset, tænkte Keegan. Han havde ikke den største lyst til at gøre det samme.
Han gik ned langs gangen og kiggede ind ad de tykke trædøre til de forskellige sale, han passerede. Han bankede også på døren til Jakes værelse, men der kom intet svar. Han drejede tilfældige steder, kaldte tøvende hans navn engang i mellem, og da ingen kaldte tilbage, fortsatte han.
Til sidst trådte han ind i en af de ældste sale på paladset. Der kom sjældent nogen, og der hang spindelvæv langs dørkarmen, hvilket var et tydeligt tegn på, at selv ikke tjenestefolkene kom herop særlig ofte. Væggene i salen fungerede som en tidslinje med malerier af deres families forgængere, og da Keegan trådte indenfor, så han, at Jake stod foran vægmaleriet på endevæggen og betragtede motivet. Han vendte sig ikke engang rundt, da Keegans skridt rungede over marmorgulvet.
”Den store kamp om Peritsa,” mumlede Jake, da Keegan havde stillet sig ved hans side. ”Vores åh-så-almægtige far, der heltemodigt slog Clavien ihjel og befriede folket fra deres smerte.”
”Du siger det som om, at det var noget negativt.”
Jake så ikke på ham, og Keegan lod også sine øjne hvile på maleriet. Det var det nyeste i salen – malet for blot fem år siden. Deres far stod med Ethions mørkerøde fane i hånden, og fanens hvide rose kastede lys over soldaterne omkring ham. På jorden lå Clavien, og en plamage af blod strømmede fra hans hjerte, hvor sværdet havde stukket ham ned. I baggrunden stod folk og jublede.
Keegan kunne forstå Jakes mangel på entusiasme. Maleriet var for glorificerende, noget som krig aldrig skulle fremstilles som. Men krig var krig, og Clavien havde startet den. Det var rigtigt, hvad Hallagan havde sagt - verden var blevet et bedre sted, efter Peritsa blev en del af Ethion. Det var noget at være stolt af.
Alligevel stod Jake med et bittert ansigtsudtryk, og hans øjne, der borede sig igennem kronen på Endors hoved og det latterlige lys fra den hvide rose, var så hadefulde, at de gav Keegan en sur smag i munden.
”Det burde være dig der oppe en dag,” mumlede Jake. ”Ikke mig.”
Keegan så utålmodigt ned på sine fødder for ikke at sige noget forhastet. Han var træt af den samme diskussion igen og igen – han ønskede for alt i verden, at han stod i Jakes sted, men sådan hang verden ganske simpelt bare ikke sammen.
”Du blev født før mig, Jake,” sagde han.
”Vi er tvillinger, for fanden. Hvorfor skal få sekunder være så pokkers vigtige…”
”Selvom jeg ikke kan andet end at tilslutte mig den opfattelse, så er det, som det er. Vi kan ikke bytte, og du kan ikke flygte for evigt. Du er den førstefødte.”
”Og på trods af det elsker du at lege den ansvarsfulde storebror,” gryntede Jake irriteret.
”…Når det kommer til hvem, der er den mest ansvarsfulde, er du ikke særlig svær at slå,” påpegede Keegan og forsøgte sig med et jokende smil. Jake så dog ikke ud til at være i humør til vittigheder.
”Ved du, hvor jeg er svær at slå? I en sværdkamp,” snappede han.
”Sikke en moden ting at sige,” kommenterede Keegan og himlede opgivende med øjnene, hvilket måske heller ikke var særlig voksent, nu hvor han tænkte over det.
”Undskyld, men vi kan ikke bytte,” sagde Jake barnligt. ”Det er ikke min skyld, at du ikke har to velfungerende arme.”
Keegan gjorde sit bedste for ikke kun at overbevise Jake, men også sig selv om, at hans ord ikke var tilnærmelsesvis sårende. Han havde stadig ikke helt fundet ud af, hvad tilfældet var – han havde efterhånden levet med sit handicap i så mange år, at han havde hørt alle de nedladende kommentarer, man overhovedet kunne komme i tanker om, men det faktum var i sig selv heller ikke særlig rart.
Keegan skyndte sig at fortsætte. ”Auch,” stønnede han og tog sig dramatisk til sin højre arm. ”Du ramte mit ømme punkt. Men vent nu lidt, det gjorde du ikke – for jeg kan ikke mærke noget som helst. Synes du, at det er morsomt, Jake?”
Jake mødte endelig hans øjne, og i et stykke tid stod de blot og stirrede iskoldt på hinanden, før Jake endelig så væk. ”Hvad vil du egentlig, Keegan?” spurgte han sammenbidt.
”For det første vil jeg gerne have dig med ned i spisesalen igen. Og for det andet så tænkte jeg, at siden jeg rent faktisk er god til alle de ting, som du aldrig har haft lyst til at bruge tid på at lære-”
”Bare… stop,” sagde Jake og lukkede udmattet øjnene. ”Lad være med at sige, hvad jeg ved, at du vil sige.”
”Jeg kan godt hjælpe dig.”
”Jeg vil ikke. Have. Din hjælp.”
Keegan var stille for en stund. ”Det ved jeg. Men du kunne måske have brug for den.” Han vendte sig rundt for at gå og vende tilbage mod spisesalen, og selv om han håbede, at Jake ville bremse ham og give efter, så gjorde han det ikke.
Keegan stoppede op ved døren. ”Jeg er her, hvis du ombestemmer dig. Jeg skal nok fortælle far og mor, at jeg ikke kunne finde dig.”
Så gik han og efterlod Jake, der stadig stod og væmmedes ved maleriet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...