Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13751Visninger
AA

4. II - Jake

 


 

“Vi er ikke færdige, Jakob, er det forstået?”
”Ja, mor.”
”Lover du, at du vil opføre dig eksemplarisk?”
”Ja, mor.”
”Kan jeg stole på dig?”
”Selvfølgelig, mor.”
Det var tydeligt at se, at Eliza ikke troede på ham i så meget som blot et splitsekund – og med god grund. Men Jake vidste, at hun i øjeblikket ikke havde andet valg end at lade ham gå. Gæsterne var begyndt at ankomme, og hvis de ikke begge stod i tronsalen om lidt… Endor ville ikke blive glad.
Hans mor kørte en hånd igennem sit hår, sikrede sig, at hendes krone ikke sad skævt, rettede ryggen og foldede hænderne, før hun trådte ind i tronsalen med Jake bag sig. Hans støvler slog taktfast mod marmorgulvet og kastede et ekko mod det hvælvede loft, der i Jakes ører syntes at larme mere, end det burde. Hans syn var også en anelse sløret.
”For fanden, Jake, det er ikke engang frokosttid endnu,” kommenterede Keegan, da Jake indtog sin plads ved hans side. Keegan var iklædt en mørkerød kappe, der diskret skjulte hans forskruede højre arm. Selv havde Jake ikke nået at skifte tøj, og der hang stadig dråber af mudderbrunt vand på hans støvler og op ad buksebenene. Han valgte at ignorere Keegans misbilligende blik.
Og sådan stod de, som de altid stod – en perfekt opstilling af deres perfekte familie, ventende på podiet som statuer, mens de betragtede dørene, der kunne gå op hvert øjeblik. Når Jake så ned på sine fødder, var han næsten sikker på, at der var et slidmærke på det præcise sted, hvor han stod.
Tronsalen var fyldt med mennesker: strateger, fysikere, videnskabsmænd, adelige og andre, der tilbød deres tjenester til kongen eller også bare nikkede til hvert ord, han sagde. Grådige og overfladiske alle sammen, mere eller mindre unødvendige ifølge Jake. Men han vidste ikke meget om den slags alligevel, og han var også ligeglad. At interessere sig for diverse kongelige affærer var Keegans ting. Han kunne beholde den.
Lange, mørkerøde bannere hang fra loftet, syet med Ethions symbol – en hvid rose. Ridderne, der stod på række i hver side af salen, bar det samme symbol på deres rustning. Jake genkendte nogle af sine egne mænd under hjelmene, men han håbede for deres skyld, at de fleste af dem var udenfor og trænede i stedet for at spilde deres tid på noget så kedeligt og meningsløst som at stå stille og svede under alle de lag af tøj og metal.
”Du lugter helt forfærdeligt,” hviskede Rosie og skævede diskret over mod ham. Hun så nervøs ud og kunne ikke engang stå stille. Hun havde ikke været i stand til at holde mund i dagevis, og hun havde konstant plapret løs om at finde den perfekte prins, sit livs kærlighed og hvad ellers.
Endelig åbnede dørene sig, og Jake kunne have svoret, at han hørte Rosie holde vejret. Ind marcherede de adelige fra overalt i hele riget – venner og fjender af deres far, der alle sammen var ankommet for at fejre den årlige turnering. Men enhver i inderkredsen var klar over, at der lå mere i begivenheden, end hvad det udadtil lignede. Desværre var Jake en del af det. Det var som et endeløst edderkoppespind af aftaler, hilsner, rygter og penge, og hvor meget Jake end prøvede at slippe væk, kastede Endor ham altid tilbage. Jake var havnet lige inde i midten; han kunne rulle til alle sider, men nåede aldrig langt nok.
”Endor!” råbte kong Hallagan af Velinstad, da han gik op langs løberen, der strakte sig gennem rækkerne af bænke. Han spredte sine arme til en knap så imødekommende omfavnelse. Han var iklædt en blå hørskjorte under sine tunge smykker, og hans kappe var af bjørnepels. Tøjet var for stramt til hans gigantiske mave, og alle vidste desuden, at han var en drukkenbolt. Jake var dog ikke den rigtige til at dømme ham på dét punkt.
Naturligvis havde hans far gode manérer, og Jake gjorde sit bedste for ikke at fnise, da Endor tog imod Hallagan med åbne arme. Den måde, han lo og hilste ham på, overbeviste næsten selv Jake om, at de var venner. Hallagan troede sikkert, at de var. For fred og gode handelsmuligheder var det klogest for Endor at spille med.
Gæsterne fortsatte med at komme ind, og Jake og resten af hans familie trådte ned fra podiet for at smile og tage imod dem alle. Han havde gjort det så mange gange før, at håndtrykkene og kyssene på en kvindes håndryg nærmest uddelte sig selv.
”De ser skøn ud, frue!”
”H-Hallagan! Altid en fornøjelse…”
”Naturligvis kan jeg huske det. Sikke gode tider!”
Da han havde været hele vejen rundt, snakkede han om ubetydelige ting som vejret og andet sladder, indtil hans familie også var færdig. De tog sig desværre god tid, og Jake anstrengte sig for at holde samtalen med pigen overfor sig kørende. Hun var blond og vel også temmelig køn, og han var rimelig sikker på, at hun hed Caroleena, men ellers opfattede han kun minimale mængder af de ord, der kom ud fra hendes mund.
Til venstre for ham rødmede Rosie over noget, Sir Mansons søn, Charles, havde sagt. Til højre for ham stod Keegan og snakkede ivrigt med en adelsmand, hvis navn Jake ikke kunne huske. Det så ud til at være en interessant samtale, og når det kom til Keegan, så var det sikkert også. Det var det, der generede Jake mest. Keegan behøvede ikke engang lade som om. Han kunne rent faktisk lide det.
”Kære venner!” råbte Endor, og Jake fandt sin sædvanlige plads på podiet. ”Det bringer mig storslået glæde at se os alle samlet. Men I må være udmattede – mine folk vil hjælpe jer til rette. Få lidt hvile, og så ses vi igen ved frokosten, før det endelig går løs i eftermiddag! Velkommen!”
Klapsalver og jubel spredte sig igennem rummet, og gæsterne blev ført til deres værelser. Jake så muligheden for at slippe væk.
”Jakob?” kaldte hans far bag ham.
Jake krympede sig og vendte sig rundt. ”Ja, far?”
”Kan jeg snakke med dig?” spurgte han. Han så rolig ud.
Så er det nu. Talen er på vej.
”Riddere – I kan gå, tak,” tilføjede Endor og sendte dem ud med en håndbevægelse. Den sidste lavede et diskret tommel-op-tegn som opmuntring, før også han forsvandt ud ad døren. Jake kunne ikke lade være med at smile en anelse.
Han vendte sin opmærksomhed tilbage til sin far, som satte sig ned på tronen på toppen af podiet. Hans røde kappe faldt ned langs siderne, og han lænede sig tilbage med et træt suk.
”Jeg skal ikke til at råbe af dig, hvis det er det, du tror,” klukkede han for at lette stemningen. Jake forblev stille og ventede på hans fortsættelse. Endor blev alvorlig igen.
”Hør, Jakob. Jeg kan ikke acceptere dette meget længere. Du havde ikke engang ulejliget dig med at tage et bad. Og ved du, hvad dette er?” Han holdt en papirseddel mellem sine behandskede fingre. ”Dette er en liste over alle de alkoholiserede drikkevarer, som du ikke betalte for, da du var på kroen i morges. Jeg ved, at du er inde i denne... fase. Jeg kan ikke bebrejde dig, for jeg var på samme måde som ung. Men det er på tide, at du bliver voksen. Det kan ikke fortsætte. Du skal trods alt være konge en dag, og jeg tillader ikke, at du ydmyger dig selv i eftermiddag, fordi du er beruset. Forstår du, hvad jeg siger?”
Endor så tålmodigt på ham uden at flytte sine øjne fra hans. Jake vidste præcis, hvad han var i gang med. At lade som om, at han ikke var vred - som om han forstod alting. Han forstod intet.
Jakes knoer blev hvide, og han mærkede endnu en gang sit hjerte banke hårdere og hårdere i vrede og frustration. Alkoholiserede drikkevarer. Bare den slags ord var nok til at gøre ham sindssyg.
”Ja, far,” svarede han endelig. Endor så ikke helt tilfreds ud, men han lod diskussionen ligge. Jake bukkede og vendte sig rundt for at gå. Han kunne ikke holde ud at være der et sekund længere. Han måtte hen til Markus…
”Jeg tager mig af dette,” sagde Endor, og Jake så sig over skulderen. Hans far gemte papiret væk, så det forsvandt i hans lomme. ”Men jeg forventer, at det er sidste gang.”
Jake nikkede og trådte ud fra tronsalen. Det overraskede ham, at han var blevet sat fri så let. Måske troede hans far virkelig, at det blot var en fase, og Jake prøvede ihærdigt at overbevise sig selv om, at han havde ret. Men på trods af hvor meget Endor end måtte have mindet om ham som ung, så vidste Jake, at de på ingen måde var ens.
Han forlod paladset og så op, hvor solen stod uklart og udvisket på himlen. Han havde stadig tid, før frokosten begyndte, og selvom han egentlig burde træne til samme eftermiddag, gik han til venstre, indtil han nåede bymuren. Vagterne bukkede og lukkede ham ud.
Han gik langs muren og følte den ru overflade under sine fingerspidser. Da vagterne ikke længere kunne se ham, drejede han mod skovbrynet og sørgede omhyggeligt for, at hans kappe ikke blev mørkerød i det dugvåde græs. Markus sad allerede på det væltede træ under de lavthængende blade, og Jake satte sig ned ved siden af ham. De sad i stilhed for en stund. Jakes skuldre begyndte så småt at slappe af, og det føltes som om, at efterårsluften var renere derude under bøgetræernes skygge, end den var inde bag bymuren. Det gav ham en mærkelig fornemmelse at betragte paladset udefra – det strakte sig op mod himlen med sine fire tårne, hvis kobbertage glinsede i formiddagslyset, og det kastede lange, mørke skygger ind over græsplænen mellem skoven og bymuren. Han var så vant til at befinde sig derinde, at han ikke vidste, om han burde betragte det som et paradislignende hjem eller som et fængsel.
”Så, hvordan gik det?” spurgte Markus uden at skabe øjenkontakt. Han tog en slurk af flasken i sin hånd, hvor den familiære, orange væske skvulpede rundt. Om hans hals hang den lange halskæde med korsvedhænget, som han altid havde på.
”Overraskende godt.”
Markus lo, og han tørrede sig om munden, da et par dråber løb ned ad hans læber. ”Hvad det så end skal betyde.”
Jake sukkede og tog flasken ud af hans hænder, og Markus lod ham. Hans støvler var ikke spændt, og hans knap så hvide skjorte var åben. Turen på kroen i morges kunne tydeligt ses på sveden på hans pande, og hans hoved så ud til at veje mere, end det normalt gjorde uden alkohol indenbords. Hans lysebrune, fugtige hår svajede svagt i vinden.
”Fryser du ikke?” spurgte Jake. Det var et ligegyldigt spørgsmål, og det var ikke meningen, at han skulle have sagt det højt, men med Markus betød det ikke så meget alligevel.
”Er du gal. Det var som en bageovn derinde - den rene tortur, når ens hoved samtidig snurrer,” sagde han og krævede igen ejerskab over flasken.
”Så det var dig med håndtegnet?”
”Selvfølgelig,” svarede Markus.
Jake grinede. ”Hvis min far havde set dig, så havde han nok undret sig over, hvor din loyalitet lå,” sagde han og rystede smilende på hovedet.
Markus lo med, men lyden udtonede hurtigt, og han fik et eftertænksomt udtryk i øjnene. Da han snakkede igen, var hans stemme blevet alvorlig, næsten irriteret endda. ”I er jo for helvede på samme side…” mumlede han.
Jake rynkede panden. ”Det var bare en joke.”
Markus flyttede nervøst på sig. ”Jaja, det ved jeg da godt… det er bare… altså, han er din far. Og selvom det var sjovt på kroen i morges, så behøver du måske ikke gå imod ham hele tiden…”
”Hvordan kan du overhovedet sige sådan noget?” spurgte Jake sammenbidt og prøvede at bevare roen. Markus fandt åbenbart mod nok til at se op på ham, og Jake endte til sidst med at være den, der kiggede væk.
Markus pillede usikkert ved kanten af sin skjorte. ”Glem hvad jeg sagde.”
”Jeg troede, at vi bare havde det sjovt. At du i det mindste ville fatte det-”
”Jake…” forsøgte han.
”Jeg har ikke lyst til at sidde på den fandens trone. Jeg vil ikke.”
”For helvede altså, du kan ikke sige den slags,” sagde Markus og gnubbede frustreret sit ansigt med hænderne. Han tog en dyb indånding og rettede sig op igen.
”Så jeg kan tænke det, men jeg kan ikke sige det højt? Ikke engang overfor min bedste ven?” spurgte Jake, og han vidste, at det var uretfærdigt. Markus havde ret – det var ikke noget, der burde siges højt. Især fordi der alligevel ikke kunne gøres noget som helst ved det. Men Markus var den eneste, der aldrig havde ladet sig gå på af kronen på hans hoved. Jake havde hadet hans respektløshed i starten. Han havde altid været så pokkers kæphøj, altid sagt hvad han mente. Jake huskede stadig tydeligt, hvordan Markus var dukket op til optagelsesprøverne for to år siden - en ranglet fyr med fregner, der med ret ryg havde forklaret, at han ville være ridder. De havde grinet ustandseligt af ham. Men så havde han kæmpet så godt, at han næsten havde vundet, og på trods af ydmygelsen ved at være så tæt på at tabe, havde Jake været nødt til at sende ham videre. Det havde vist sig at være en god idé – Markus var en af hans bedste mænd. Uden hinanden havde de begge været døde på slagmarken.
Men de var blevet mere end blot venner i kamp. De var blevet venner i alting – drukture, kvinder, irriterende familiemedlemmer. Alting.
”Undskyld,” sagde Markus, og Jake vidste ikke, hvordan han skulle kunne lade være med at tilgive ham. Men Markus havde stadig ment, hvad han sagde. Ordene var sluppet ud. De røg ikke bare sådan ind igen.
”Jeg må hellere komme tilbage. Vi ses til næste træning.”
Egentlig havde han stadig god tid, men for en sjælden gangs skyld følte han sig ikke i humør til at snakke med Markus lige nu. Han rejste sig og vippede grenene til side, før han begyndte at gå tilbage over græsset.
”Nu er du da ikke sur, vel?” kaldte Markus bag ham. Jake fortsatte mod paladset. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...