Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13658Visninger
AA

3. I - Nedd

 


 

”Det er i dag, det er i dag, det er i dag!” skreg hun, da hun med håret flagrende bag sig løb gennem smedjen og næsten væltede utallige hjelme og andet rustning med sig. Nedd trådte et skridt væk fra ildens varme og tørrede sveden af sin pande med bagsiden af hånden.
”Hvad er?” jokede han, men Rosie måtte åbenbart have troet, at han mente det seriøst.
”Turneringen, dit fjols! Alle kommer. Der skulle vist være mange på min alder også,” sagde hun drømmende, hvorefter hun løftede sig selv op på bordet ved siden af ham. Pletter af sod satte sig fast på hendes hvide natkjole.
Jeg håber, at de taber og får deres pæne ansigter pyntet med blå mærker, tænkte Nedd, men han fortsatte blot med at hamre på sværdet foran sig. Rosie rykkede en anelse til siden for at undgå varmen.
”Er Jake klar til første runde i eftermiddag?” spurgte han over larmen, og det overraskede ham ikke, da Rosie sukkede.
”Han er fuld. Mor er ved at blive sindssyg. Jeg tror, at far skal til at give ham talen. Jeg ved næsten ikke, hvad der er værst,” sagde hun.
”Helt klart talen,” sagde Nedd og lagde hammeren fra sig.
”Tjoh… han skal jo deltage alligevel. Ellers er det pinligt.”
”Det er pinligt, hvis han er for rundtosset til at ramme nogen,” påpegede Nedd, og Rosie lo, om end kortvarigt, før hun igen så bekymret ud. Hendes øjne hvilede skiftevis på hænderne i hendes skød og de mange glinsende rustninger, der hang fra smedjens loft og reflekterede morgenens første sollys.
”Det er aldrig sjovt for Keegan. Han har virkelig lyst til at deltage, så Jake må irritere ham grænseløst,” sagde Rosie. ”Han har prøvet med venstre hånd, men han er bare ikke særlig… god.”
Nedd nikkede forstående og hoppede op på bordet ved siden af hende. Gennem alle de år, de havde været venner, havde han efterhånden erfaret, at Keegans handicap ikke var noget, nogen i hendes familie brød sig om at tale om. Hvis det ikke havde været for hans arm, havde Keegan og Jake været identiske tvillinger. En dag som i dag var beviset på, hvor meget den forskel betød.
Nedd puffede blidt til hendes skulder. ”Du burde gøre dig klar. Få tæmmet den høstak,” drillede han og pillede lidt ved hendes uglede hårtotter, fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle sige.
”Det var tarveligt sagt,” mumlede Rosie fornærmet, men hun smilede alligevel. Hun sprang ned fra bordet og gik mod døren, men vendte sig rundt igen. ”Jeg tænkte, om du ville reparere mit sværd? Det har fået et hak,” forklarede hun og hev det op fra skeden, som han slet ikke havde lagt mærke til, at hun havde haft med. Han tog imod det og undersøgte æggen.
”Far og jeg har lidt travlt med al rustningen til turneringen, men jeg kan nok få tid til det,” svarede han og trak på skuldrene. Egentlig havde han overhovedet ikke tid, men det ville han selvfølgelig aldrig fortælle hende.
”Det haster ikke. Du kan bare give mig det tilbage som en fødselsdagsgave,” svarede hun henkastet, men Nedd var mere end klar over, at hun elskede at nævne sin fødselsdag ved hver eneste mulige lejlighed. Han lod være med at kommentere det.
”Hvad hvis jeg allerede har en fødselsdagsgave til dig?” spurgte han.
”Har du? Hvad er det?”
”Det ved du godt, at jeg aldrig ville fortælle dig.”
”Nonsens,” lo hun, og hun havde ret. Til tider kunne Nedd have svoret, at hun ikke var mere end fem år gammel i stedet for femten.
”Jeg bliver nødt til at gå,” sagde hun, og så gav hun ham et kram og mumlede et hurtigt ”tak!” på vej ud ad døren, før hun løb tilbage mod paladset. Nedd betragtede stadig døråbningen, selv om hun var forsvundet ud af syne.
Et køligt vindpust kildede Nedds bare hud, og han lukkede døren efter hende og gik tilbage til ilden. Smedjen var mørk og tilsodet, og luften var røgfyldt – den lugtede og så ud, som den altid havde gjort, men i dag var den et endnu større rod end sædvanligt. Overalt på bordrækkerne og hylderne lå der ødelagte, bulede eller beskidte rustninger, der skulle repareres til turneringen senere på dagen. Fra loftet hang der med reb glinsende brystplader og hjelme, der enten skulle udleveres eller afhentes. Det så ud til at blive en meget, meget lang dag.
Hans mor, Karen, trådte indenfor. ”Var det Rosie?” spurgte hun, og hun forsøgte forgæves at lukke døren efter sig, men indså, at det var umuligt med så stor en vaskekurv i hænderne. Den så tung ud, og et par sokker var allerede faldet ud på smedjens stengulv som et spor bag hende. Nedd nikkede til svar og samlede dem op for hende. ”Mærkværdigt, at hun ville være her på dette tidspunkt,” undrede hun sig. Hun førte en grå hårlok, der var røget ud fra hendes knold, om bag øret. Hun så træt ud.
Nedd krydsede sine arme og lænede sig op ad bordkanten. ”Måske kan hun bare ikke klare sig uden mig,” jokede han med et skævt smil.
”Det ville du kunne lide,” mumlede hun lavmælt.
Nedd rynkede panden. ”Hvad skal det betyde?”
”Ingenting,” svarede hun en anelse for hurtigt.
Mor.
Men hun var allerede forsvundet ind gennem døren fra smedjen til huset, og Nedd var efterladt med en voksende mistanke om, at hun vidste det. Hans far vidste det, det var helt sikkert. Nedd var glad for, at ingen af dem indrømmede, at de var mere end klar over, hvor ynkeligt forelsket han var.
Han vejede Rosies sværd i sine ru hænder. Hans far havde lavet det sidste år. Det var et godt sværd, og han kunne kun gætte sig til, hvordan hun havde båret sig ad med at give det et hak. På trods af hendes forældres ønsker om at hun opførte sig mere som en kvinde, var hun næsten lige så god med et sværd, som han selv var. Nedd prøvede at overbevise sig selv om, at det ikke var pinligt.
Han kunne lige så godt fikse sværdet som det første, så han lagde sine andre projekter til side og tilbragte den følgende tid på at gøre det så godt som nyt. Da han var færdig, slukkede han for ilden og tog sit forklæde af. Han pakkede sværdet ind i stof og tog det med sig, sikrede sig, at hans ansigt ikke var tildækket af sod og styrede mod døren. Han lugtede stadig af sved og stål, men det var umuligt at undgå.
”Hvor tror du, du ska’ hen?” spurgte hans far, da han i det samme øjeblik kom til syne i døråbningen. Pete var en bred, høj mand med biceps så store som Nedds hoved. I sine arme havde han sværd, knive, hjelme og rustninger, der sikkert alle skulle være klar til samme eftermiddag.
”Jeg…” begyndte Nedd og prøvede forgæves at spytte en troværdig undskyldning ud.
”Du skal over og se til Rosie, har jeg ret?” gættede hans far.
Nedd sukkede utålmodigt. ”Jeg har ikke ligefrem andre venner, far. Se ikke så tilfreds ud.”
Pete lo og skubbede sig forbi ham, hvilket ikke var særlig svært taget Nedds sølle størrelse i betragtning. ”Vær ikke væk for længe, 'kay? Jeg har brug for din hjælp.”
Nedd nikkede, løb igennem smedjen, lukkede døren bag sig og fortsatte ud på den mudrede grusvej. Han satte kurs mod paladset.
Luften var kølig, men himlen var stadig klar og blå. Han vidste, at det ikke ville blive ved sådan. Snart ville den blive grålig, og sneen ville begynde at falde. For dem, der ikke stod i en smedje hele dagen, var vinteren den værste tid af dem alle. Nedd boede i den lavere og fattigere del af byen, men han var heldig på grund af sin fars job. Andre i hans kvarter sultede og frøs i månedsvis.
Byen var som en gigantisk skråning. Paladset var placeret på toppen, og alle de rige og adelige folk boede i kvarterene tættest på. Det var systematisk på den måde – jo højere oppe, du boede, jo rigere var du og omvendt.
”Hej knægt, hvor tror du, du skal hen?” En vagt trådte ud lige foran Nedd, der gik ind i ham og måtte stoppe op.
”Jeg skal aflevere et sværd hos Prinsesse Rosie,” forklarede han og sank en klump. Normalt var paladsets indgang ikke bevogtet, fordi det var så mennesketravlt, men hvis vagterne ikke havde noget bedre at tage sig til, blev de typisk sat på hver sin side af hovedporten.
Vagten lo. ”Hvis du tror, at vi hopper på den-”
”De herrer,” afbrød en kvindelig stemme, og vagterne så sig overrasket til siden. Med ret ryg kom Gertrud marcherende og stillede sig foran dem.
”Drengen taler sandt. Lad ham bare komme igennem,” sagde hun, og Nedd sendte hende et taknemmeligt smil. Gertrud var Rosies foretrukne tjenestepige, og han forstod hvorfor. Hun var hårdhudet, men altid venlig, og hun havde arbejdet på paladset i årtier.
”Og hvorfor skulle vi tage en tjenestepiges ord for det?” spurgte den anden vagt og knyttede øjenbrynene under metalhjelmen.
”Fordi jeg har arbejdet her, siden før du blev født. Drengen er Prinsessens bedste ven. Og du kan vel se, at han har et sværd med sig,” sagde Gertrud.
Nedd havde aldrig forstået, hvor hun fik sit mod fra. Vagterne var ikke andet end snotdumme mænd, hvis drømme om at blive riddere for længst var tabt i rendestenen, men de var stadig højere stillet end tjenestefolkene. Alligevel kiggede de to vagter usikkert på hinanden, før den ene nikkede, og de trådte til siden. Gertrud smilede diskret tilbage til Nedd, hvorefter hun drejede om på hælen og gik. Han måtte takke hende senere.
Nedd entrerede paladsets hovedport og gik ind i forhallen, hvor mennesker myldrede frem og tilbage. Der var fyldt med tjenestefolk, der løb op og ned ad trapper med mad, tøj og lagener i armene, adelige og almindelige borgere, der ventede på audiens hos kongen. Paladset var bygget af store, lyse sten, og brede trapper løb hele vejen opad langs murene, så langt øjet rakte. Nedd gik op ad trapperne og tilbagelagde to trappetrin, hver gang han tog et skridt, indtil han nåede den tredje etage, hvor Rosies værelse lå for enden. Han bankede på døren.
Jeg har temmelig travlt herinde!” råbte Rosies stemme højt og tydeligt fra bag trædøren.
”Øh, det er mig, Nedd,” svarede han. Han hørte fodtrin komme nærmere.
”Gudskelov, vær sød at hjælpe mig,” sagde hun, da hun havde åbnet døren, men hun skænkede ham knap nok et blik, før hun haltede tilbage til spejlet. Hendes kjole var på en eller anden måde viklet rundt om hendes arme, og hendes hår sad fast i knapperne.
”Har du ikke tjenestefolk til den slags?” spurgte Nedd, i tvivl om, hvad han skulle gøre. Kjoler var ikke ligefrem hans ekspertise; især ikke de fornemme af slagsen, der ikke skulle ødelægges af snavset på hans hænder.
”Jeg sendte dem væk, fordi jeg er ved at gå til af nervøsitet,” indrømmede hun ynkeligt, nu med hovedet gemt under skørtet. ”Be om?”
”Hvorfor er du nervøs?” spurgte han, mens han trak tilfældigt i hendes kjole, indtil den endelig foldede sig ordentligt ud. Rosie tog en dramatisk indånding, som om hun lige havde været tæt på at drukne.
”Kig ud ad vinduet. Kan du se dem, der rider ind i slotsgården? De er alle sammen så smukke,” sukkede hun.
Og det er du også. ”Og hvad så?”
”Jeg ligner noget, hestene har efterladt i stalden! Og mit hår er ødelagt,” klagede hun og betragtede sig selv i spejlet. Nedd undersøgte hendes ansigt nøje efter tegn på, at hun blot overreagerede som sædvanligt. Hun havde tendens til at overdramatisere selv de mindste ting, men hun så oprigtigt nervøs og sørgmodig ud, da hun glattede på kjolestoffet og drejede rundt, så hun kunne se sig selv fra forskellige vinkler. Af en eller anden grund gjorde det ham ubegribeligt frustreret.
Hun var ikke, hvad mændene nede på kroen ville beskrive som en ”rigtig og ordentlig kvinde,” men Nedd var ikke engang sikker på, hvad det betød alligevel. Hun havde altid været klodset og en smule akavet, men samtidig lykkedes det hende også at besidde en særlig elegance. Hun var slank og høj, højere end ham selv endda, men på trods af hvordan det end måtte lyde, så var det i hans øjne alt sammen positivt. Han vidste ikke, om andre også lagde mærke til disse ting, eller om han var den eneste, der observerede hver detalje ved hendes bevægelser. Hvordan hendes arme svævede gennem luften, når hun snakkede om noget spændende. Hvordan hendes hår blev endnu mere kruset og krøllet, når det regnede, hvordan hendes ryg altid var rank, hvordan hun duftede af rosenvand og lavendel og havde et smil, der strålede stærkere end solen.
Hun var smuk. Og selvom det ikke var hovedårsagen, så elskede han hende og havde altid gjort det.
Han havde sådan lyst til at fortælle hende det, men ordene trak sig altid sammen i hans hals, og han havde ingen idé om, hvordan de skulle lyde, hvis det nogensinde lykkedes ham at få dem ud.
”Bare lad det hænge løst,” foreslog han hæst. Selvom han altid drillede hende med hendes hår, så brød han sig ikke om, at det skulle sættes stramt op. Det var som at undertrykke mere end blot meningsløst hår; det var som at forandre den unikke ting ved hendes udseende, der gjorde hende til Rosie.
Hun sukkede og pillede hårnålene ud. ”Der er vel intet alternativ. Det har bare ikke at regne,” sagde hun. Hun snurrede rundt mod ham og holdt sine arme ud til siderne. ”Hvordan ser jeg ud?”
”Øh, du ser fin ud.” Fantastisk. Bedårende. Enestående. Ekstraordinært smuk.
Et glimt af skuffelse viste sig kortvarigt på hendes ansigt, men han nåede ikke at sige mere, før det bankede på døren, og en tjenestepige stak sit hoved indenfor. ”Kongen kalder på Dem, frøken,” sagde hun.
”Okay,” udåndede Rosie. ”Ønsk mig held og lykke.”
Hun rettede ryggen, foldede hænderne og gemte en krølle bag sit øre, før hun fulgte tjenestepigen ud af værelset og efterlod Nedd alene tilbage.
”Held og lykke,” mumlede han.
Værelset blev stille, og de eneste lyde kom fra slotsgården neden for hendes vindue. Nedd var udmærket klar over, at han burde gå, før nogen kom, men eftersom han vidste, at Rosie ikke ville have noget imod det, blev han lidt længere. Han lagde sværdet - som var den egentlige grund til, at han var kommet – på bordet i midten af rummet. Der var en kurv med frugt på det, og han greb et æble, mens han så sig omkring.
Hendes seng var nogenlunde tre gange så stor som hans egen, og den var tildækket med silke og farverige draperinger. Over sengegærdet hang en serie af tegninger, som Nedd engang havde tegnet. Selvfølgelig havde hendes forældre ikke ligefrem frydet sig over hendes valg af dekorationer, men efter en længere diskussion havde Rosie endelig fået sin vilje, og tegningerne havde fået lov til at blive. Generelt havde Rosie taget mange kampe op for hans skyld.
Den første tegning var et portræt af hende. Krøllet, kastanjefarvet hår, små fregner og store, grønne øjne. Den næste var af hende og Nedd, og den var næsten tro mod virkeligheden, bortset fra at han havde tegnet dem lige høje, hvilket desværre ikke var tilfældet. Hans far sagde, at han ville indhente hende med tiden. Nedd håbede det inderligt.
Den tredje og sidste tegning var et familieportræt. På bageste række stod hendes far, Kong Endor af Ethion, og hendes mor, Dronning Eliza. Dronning Eliza var flink nok. Det var naturligvis uofficielt, men hun havde et godt forhold til hans mor. Det var værre med Kong Endor – han havde ofte gjort det temmelig klart, at han ikke brød sig om, at hans datter var bedste venner med smedens og vaskekonens søn.
Foran dem stod Keegan og Jake med Rosie i midten. Nedd huskede, da han gav tegningen til hende. Hun havde smilet og takket ham og fortalt ham, at hun virkelig elskede den, og så havde hun fået øje på noget. ”Keegans højre arm ser ikke sådan ud,” havde hun kommenteret. Det havde irriteret ham – han havde ændret Keegans arm med vilje, fordi han troede, at hun ville sætte pris på det. Nu gik det op for ham, hvor meget han havde taget fejl. At lade som om, at ting var anderledes, end de var, gjorde dem på ingen måde anderledes.
”Hvad laver du herinde, knægt?! Kom så ud!” Nedd hoppede af overraskelse og stod målløs i et par sekunder med æblet i sin hånd, og det havde næsten den samme farve som ansigtet på den vrede vagt i døråbningen.
”Hvad fanden venter du på? Kom så ud, sagde jeg!” råbte han, og Nedd klemte sig forbi vagten og ud af døren, efterfulgt af et dask på bagsiden af sit hoved.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...