Placebo | Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2014
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Igang
Luke vågner op på sit badeværelsesgulv en kold decembermorgen med en hovedpine og en følelse af, at noget er helt galt. Da han opdager, hans kærestes ting er forsvundet fra deres fælles andelslejlighed, opdager han samtidig det abnormt store hul i hans hukommelse, og han går straks i gang med en større efterforskning: Hvad er det sket med ham, hende og dem?

68Likes
24Kommentarer
2110Visninger

1. Intro

Jeg tror, mine knogler er i opløsning; kulden jager ind i dem, og de er som frosset til is. For hvert sekund vokser frygten for, at de vil splintre til en million stykker som istapper, der falder ned fra en tagsten og rammer jorden, hvis bare jeg rykker mig en millimeter.

  Vinden suser igennem vinduet, der står på klem, og luften er kold. Mine kuldegysninger er efterhånden permanente, og fra min position på de kolde klinker kan jeg se, at hårene på mine bare arme står lige op i luften.

  Et spørgsmål bliver ved med at træde lidt tydligere frem i forhold til de utallige andre i mit sind, men jeg tør ikke lade mig selv stille det. I stedet stiller jeg mig selv et en anelse tåbeligt spørgsmål – hvorfor fanden gav jeg ikke efter og gik med til at få gulvvarme ude på badeværelset? De hvide klinker ser lige så kolde ud, som de føles.

  Men som tiden går, og jeg efterhånden ingen fornemmelse, for hvor længe jeg har ligget på gulvet, har, synes det at blive sværere at undgå spørgsmålet, og jeg ender med at sætte mig op og lytter godt efter i tilfælde af, man kan høre en af mine knogler knække midt over. Jeg tager en dyb indånding:

“Hvorfor fanden ligger jeg ude på badeværelset?”

 

 

Efter at have siddet på den måde og prøve at samle mine tanker, samle mig selv og samle mod til at rejse mig helt op, kan jeg mærke, hvor ondt i hele kroppen jeg har. Da jeg langsomt rejser mig op, er ømheden i hver en muskel og kropsdel ekstrem, og jeg kan ikke undgå at undslippe et par smertelige udbrud.

  Badeværelset er henlagt i et dystert morgenlys, og ud af det vindue, der står på klem, kan jeg se, at solen ikke er stået op endnu. Jeg lukker vinduet og begiver mig på mine bare tæer ud af badeværelset med langsomme skridt.

  I håb om at alt, hvad der skete, inden jeg endte på badeværelsesgulvet, kommer flyvende tilbage til mig, træder jeg ud ad badeværelset, væk fra de kolde fliser og ud på det lige så kolde, lyse trægulv, og –

  Ingenting. Der sker absolut ingenting. Mit sind er stadig ikke fyldt med andet end ubesvarede spørgsmål. En bølge af skuffelse stiger langsomt op fra mine fødder og hele vejen igennem min krop, indtil den forlader min krop sammen med et dybt suk.

  Al lys er slukket i lejligheden, så det næste, jeg gør, er at slæbe min fortvivlede og forvirrede krop igennem hele lejligheden og tænde for lyset. På trods af jeg har på fornemmelsen, at jeg har sovet i rimelig lang tid, føler jeg mig alligevel udmattet og har en ekstrem trang til at sætte mig ned på gulvet, da jeg når køkkenet.

  Dog er der en pludselig følelse, der gør, at jeg med voldsomme bevægelser tænder for vandhanen og fylder min mund med vand. Jeg er fyldt op med sand, og jeg tror aldrig, jeg nogensinde før har været så udtørret. Jeg tror ikke, jeg kan huske det.

  Efter at have dækket mit ekstreme behov for væske – en form for rensemiddel, der kan fjerne hovedpinen og sandpapiret i min hals – vælger jeg at sætte noget kaffe over – lidt sund fornuft har jeg da alligevel plads til.

  Fra køkkenvinduet ser jeg gadelamperne slukke, på trods af det stadig er dunkelt udenfor. Da går det op for mig, at jeg ikke aner, hvad klokken er. Med lyden af kaffen, der bliver brygget, i baggrunden begynder jeg at lede efter min mobil, men uden nogen som helst idé om, hvor i al verden den kunne ligge, er det en anelse svært.

  Efter – hvad, der føles som – ti minutter er jeg godt klar over, at kaffen for længst er færdigbrygget, og et par sekunder efter giver jeg op. Med efterhånden permanent rynkede bryn begiver jeg mig tilbage til køkkenet. Ved siden af kaffemaskinen får jeg øje på min en anelse ridsede mobil. Den nybryggede kaffe er næsten lige så sort som min mobil er. Det gør ikke noget. Jeg tror, jeg har brug for det.

  Jeg tager et hvidt krus fra skabet over emhætten. Inde i mit hoved kan jeg svagt høre min mors irettesættende stemme, “Luke, du skal ikke tage et hvidt krus til kaffe, farven kan smitte af!” og jeg leder desperat efter noget, der kunne fortælle mig, hvornår hun sidst fortalte mig det. Men der er kun ekkoet fra et svagt minde tilbage nu, og jeg hælder stadig den mørke væske ned i kruset.

  Jeg brænder min tunge på den skoldhede kaffe, men tager alligevel endnu en tår lige bagefter. Kruset stiller jeg fra mig, men jeg lægger mærke til, hvor beskidt bordet er. Støv og krummer og indtørrede kaffedråber ligger over det hele, og min rynke imellem brynene bliver endnu dybere – hvis det overhovedet er muligt.

  Min mobil vibrerer. Det hiver mig ud af min fordybning i mine egne tanker, og jeg griber unaturligt hurtigt ud efter den for at se, hvilken besked jeg fik, men det er blot et tweet fra en af de mange personer, jeg følger på Twitter. Men det er ikke den eneste besked.

  Iblandt utallige mængder af notifikationer om, at dén og dén person netop har tweetet eller har tweetet for tre timer siden, håber jeg på at finde et svar eller to. Men det eneste, jeg finder er beskeder fra Calum.

 

 

7. DECEMBER: Hvor er du?

 

9. DECEMBER: Seriøst, hvor er du, vi har ikke hørt fra dig en uge

 

 

Med rynkede bryn leder jeg desperat efter andre beskeder, der kan give mig mere information end bare det, men alt, jeg finder, er beskeder fra folk, der har stillet stort set det samme spørgsmål.

  Og alt imens jeg leder efter flere informationskilder, bliver jeg pludselig overvældet af følelsen af frustration og min brændte tunge; min udtørrede krop og mine hævede ben, mine fingre brænder – og en udefinerbar følelse. Som om nogen har grebet fat om min mavesæk og klemt godt til; midt i alt det tager jeg mig selv i et gribe ud efter en halvtom flaske kold vin, der har stået i vindueskarmen ved det åbne vindue i et ukendt antal timer eller dage eller uger.

  Hvor mange gange kan man vågne op ædru, udtørret og miserabel med intet andet end et behov for at dæmpe alle sine følelser endnu en gang, før man indser, man er alkoholiker? Hvor går grænsen?

  Jeg tager en tår. Så tømmer jeg flasken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...