Placebo | Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2014
  • Opdateret: 14 maj 2015
  • Status: Igang
Luke vågner op på sit badeværelsesgulv en kold decembermorgen med en hovedpine og en følelse af, at noget er helt galt. Da han opdager, hans kærestes ting er forsvundet fra deres fælles andelslejlighed, opdager han samtidig det abnormt store hul i hans hukommelse, og han går straks i gang med en større efterforskning: Hvad er det sket med ham, hende og dem?

68Likes
24Kommentarer
2111Visninger

2. Del et

Da jeg vender tilbage til virkeligheden et par timer og en lur på et ukendt antal minutter efter, (Jeg ved faktisk ikke, om det var en lur, eller om jeg besvimede) er jeg en anelse rundt på gulvet – mere end jeg var før.
  Jeg brugte timerne på at acceptere det faktum, at jeg intet kunne huske, på trods af mit sind konstant prøvede at lede i hver en snavset afkrog af mit hoved efter et eller andet; hvad som helst. Men jeg havde accepteret det ved den 78. og sidste tår af flasken med rødvin. Derefter havde jeg ledt efter en ny form for alkoholisk væske, men efter en grundig ransagelse af min– jeg mener, vores lejlighed, måtte jeg erkende, at jeg intet havde; intet, jeg kunne få øje ved første øjekast i hvert fald. 
  Men de få sekunder inden, jeg slår øjnene op igen, ser jeg et tydeligt billede af hende, der ligger sin sweater på spisebordstolen, der har ryggen mod vinduet; den fra Topshop med hjerterne på. Og da jeg så har åbnet mine øjne, er stolen det første, jeg kigger på ... men sweateren hænger der ikke.
  Jo flere gange den scene spiller i hovedet på mig, jo tydligere bliver den, og pludselig kan jeg huske, hvordan vi var kommet hjem fra hendes forældre i går, og hun havde været sur på mig, fordi jeg havde drillet hendes lillebror. 
  “Hør, han kan godt lide mig,” havde jeg sagt og begrundede det med, at hun engang havde sagt, han så op til mig. Hun havde stillet sig i køkkenet med ryggen til mig, imens hun fyldte et glas med vand fra hanen. Da hun vendte sig om mod mig, sagde hun bare, at jeg havde fået ham til at græde.
  Jeg kommer til at grine ved tanken, min mave bliver fyldt med varme; den følelse, jeg får, hver gang jeg kigger på hende. Men efter følelsen langsomt falder i styrke, bliver den til sidst erstattet af en knude, der kun bliver strammere og strammere. 
  Hvor er hun?


Vi har ikke hørt fra dig i en uge. En uge? Det virker usandsynligt, at jeg ikke har taget kontakt med drengene i en uge. Det er december. Jeg er klar over, vi har pause fra turnéen; og jeg er klar over, at vi har langt mindre kontakt med hinanden under den slags ferier, men en uge uden nogen kontakt med nogle af dem? Der må være sket en fejl.
  Jeg sidder med en kop kold kaffe på altanen. Mine ben er hvide, og det undrer mig, siden vi er i starten af Australiens varmeste måneder. Mine fødder stikker ud imellem rækværket, og selvom resten af min krop koger (i skyggen), bliver mine fødder blæst kolde af vinden.
  Jeg tager en tår af min kaffe, men skærer ansigt og spytter det straks ud. Jeg væmmes ved smagen og følelsen af kold kaffe udover mine bare lår, og jeg skynder mig at rejse mig op. Altanen af træ er ikke varmet op endnu, og mine fødder forbliver kolde. 
  Da jeg træder ind, går det op for mig, at det ellers kridhvide køkken nærmest ser gråt ud. Der ligger krummer overalt, og jeg kan se rødvinspletter ned ad de hvide låger flere steder. Jeg skubber tanken væk for at fokusere på at fjerne kaffen fra mine ben.
  Jeg gør mig så godt som ren og får taget et par shorts på, så jeg rent faktisk har andet på end blot en af mine utallige t-shirts. Jeg ser ned ad mig selv. YOU COMPLETE MEss. Så kommer knuden i min mave tilbage, og jeg tager en dyb indånding for at få mit hjerte til at holde op med at banke så hårdt i mit bryst. Det hjælper ikke, og jeg føler, at det er i gang med at grave sin vej ud ad min krop.
  På vej tilbage til altanen falder mit blik hen på den hvide køkkenø, der – udover at have en overflade bestående være af krummer – er fyldt med halvtomme og heltomme flasker af forskellig alkohol. Jeg når ikke engang at undre mig over al den alkohol; jeg griber bare ud efter en af flaskerne og tager en ordentlig tår. 
  Jeg griber to flasker mere og min mobil, og med rystende knæ og tusinde følelser af savn og kærlighed, der alle er rettet mod hende, begiver jeg mig ud på altanen igen. Hvorfor fanden i helvede kan jeg ikke huske noget som helst?


I et forsøg på at rejse mig op vælter jeg de tre (nu tomme) flasker, og mine fødder glider på træet under mig. Jeg dropper det og tager en dyb indånding, beslutter mig i stedet for at gøre noget ved min tilstand. Hvorfor virker alt anderledes, når jeg er 99% sikker på, hvad der skete i går? Selvfølgelig skete det i går. Vi kom hjem fra hendes forældre i går.
  Men hvor er hun nu?
  Jeg griber min mobil og går igennem mine kontakter. Der går ikke længe, før jeg har ringet hende op. Den ringer en ... to ... tre ... fire gange, og jeg er tæt på at lægge på, da hun tager den.
  “Luke, hvad ...” Hun når ikke at sige mere, før jeg afbryder hende med en talestrøm. Jeg spørger hende mindst ti gange, hvor hun er henne, før hun afbryder mig med en vred stemme. Men alene lyden af den giver mig følelsen af forelskelse, og jeg er nærmest ligeglad med, hvad hun siger; ligeglad med, hvad hun skælder mig ud over.
  Hun skælder mig ud i et minut eller to, jeg forstår ikke halvdelen af, hvad hun siger. Hun fortæller mig, jeg ikke giver mening, men hun giver slet ikke mening. Det sidste, hun siger, inden den uendelige lyd af en mobil, der bliver lagt på, begynder, er: “Luke, tag et bad. Børst dine tænder, snak med Calum eller Ashton eller Michael. Eller din mor. Jeg kan ikke hjælpe dig.”
  Jeg et uforstående, men ikke desto mindre er det, hvad jeg gør. Hvad gjorde jeg i går, siden hun er så sur på mig? Hvad er det, hun ikke kan hjælpe mig med?
  Altanen er nu varmet op af solen. Med rynkede bryn rejser jeg mig op med de tre flasker i hånden. Mens jeg står på den store altan og nærmest svajer i vinden, mærker jeg min vejrtrækning stige og stige. Frustrationen og vreden og forvirringen vokser, og jeg kan mærke mine hænder ryste og grebet stramme sig om flaskerne, før jeg kyler dem af helveds til. 
  Da jeg hører dem smadre mod jorden, blive splittet til atomer, skynder jeg mig ind og lukker døren til altanen efter mig. Hvorfor kunne hun ikke hjælpe mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...