Ghouls

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2014
  • Opdateret: 13 dec. 2014
  • Status: Færdig
”Det er åndssvagt! Du burde ikke gøre det!” råbte min mor efter mig, idet jeg trak min sorte vinterjakke på, og viklede et rødt halstørklæde rundt om halsen. ”Ghouls findes ikke! De er jo bare myter. Og hvis de så fandtes, så burde du holde dig væk!” Jeg drejede om på hælen, og så op på min mors bekymrede ansigt. Jeg smilede stort. ”Jeg tror at ghouls findes, og jeg vil bevise det! Desuden, min hobby er jo at være detektiv, ikke?” lo jeg, og smuttede ud ad døren som et stykke varmt smør mellem to hænder.

1Likes
2Kommentarer
1250Visninger

1. Ghouls

”Det er åndssvagt! Du burde ikke gøre det!” råbte min mor efter mig, idet jeg trak min sorte vinterjakke på, og viklede et rødt halstørklæde rundt om halsen. ”Ghouls findes ikke! De er jo bare myter. Og hvis de så fandtes, så burde du holde dig væk!”

  Jeg drejede om på hælen, og så op på min mors bekymrede ansigt. Jeg smilede stort. ”Jeg tror at ghouls findes, og jeg vil bevise det! Desuden, min hobby er jo at være detektiv, ikke?” lo jeg, og smuttede ud ad døren som et stykke varmt smør mellem to hænder.

 

Etagehuset stod som en høj, uhyggelige monster i den dunkle nat. Ingen vinduer lyste op, intet lys var tændt. Der var aldrig lys derinde, og man så meget sjældent beboerne der levede derinde. Ingen vidst hvorfor, ikke indtil videre.

  Med varsomme træk, lagde jeg min hånd over det kolde håndtag, og åbnede døren ind til det, jeg ville kalde helvede. En stank af rådnet ådsel rev i næsen, samt med den metalagtige lugt af blod. Det gamle trægulv var dækket til med store sorte pletter, nogle mere friske end andre. Stilheden var næsten larmende i mine øre.

  Lyset i opgangen blinkede ukontrollabel, det nærmest sendte mig en morsekode om at jeg skulle holde mig væk.

  Jeg listede hen til trappen, der førte op til salen over mig. Den sorte væske fra pletterne på gulvet dannede en sti, der førte mig til op til de øvrige sale. Langsomt, lidt efter lidt, tog jeg museskridt op ad trappen. Trinende knirkede advarende under mig. Hver eneste celle i min krop skreg at jeg skulle stoppe. Men jeg tog et skridt mere. Så et til. Og så et til.

 

Dørene stod på rad og række overfor hinanden. Numre fra 1 til 20 gik igen på dem. Venstre side med de ulige tal, højre side med de lige tal.

  Stilheden lå som en tyk dyne hen over gangen, men der var en flænge i den dyne. Inde bag en af dørene kunne jeg høre en lyd. Jeg kunne ikke forklare hvad det var, bare en lyd. Som en skrattende radio. Musik?

  Jeg sank en klump, og gik lavmælt hen til dør 13. Mit hjerte hamrede vildt bag mit bryst, så jeg kunne høre det i mine trommehinder. Lydløst hev jeg ned i håndtaget til døren, åbnede døren halvt op, og stirrede ind. Der var ikke meget at se derinde. Gardinerne var trukket for vinduerne, så ikke en lysstråle kunne klemme sig ind. Der var halvødelagt grøn sofa, med flænser og revner over det hele. Foran sofaen var der et lille stuebord, hvorpå den skrattende radio stod. På sofaen lå en mørk skikkelse.

  Mit hjerte holdte op med at slå og føltes som om det faldt ned i min mavesæk. En ghoul. ”Lu li la, lu li la,” sang den mørke skikkelse og satte sig op, så hen i min retning. ”Tror du jeg er dum? Jeg ved godt at du er her,” sagde han med et mørkt smil på hans læber. Jeg gispede, og tog et skridt baglæns. Han havde en grå hættetrøje på, med hætten trukket op over hans hoved. Han bar et par jeans, med store huller og hudafskrabninger på begge knæ. Hans næsten sorte hår fladt ned over hans selvlysende røde øjne.

  Jeg var sikker. Han var en ghoul.

 

”Ghouls er onde ånder, der helst lever for sig selv. De plejer normalt ikke at spise friskt kød, men liget fra de afdøde,” læst jeg op for mig selv, fra den tykke fantasi bog der lå mellem mine ben.

  ”Hvad er det da for noget du læser, Alice?” spurgte min mor, og så hen på mig. Jeg så op på hende. ”Eventyr! Mor? Findes ghouls?” Min mor rystede på hovedet.

  ”Nej Alice. Men hvis de gjorde, hvad ville du så gøre?” Jeg smilede stort. ”Jeg tror at ghouls findes, og jeg vil bevise det! Desuden, min hobby er jo at være detektiv, ikke?” lo jeg.

 

Ghoulen rejste sig op, tog to skridt tættere på mig. ”Hvad laver du her? Det her er ikke noget sted for mennesker!” knurrede han misfornøjet. Jeg svarede ham ikke. Hvad skulle jeg gøre? Slå ham? Løbe? Nej, ikke løbe. Nu havde jeg endeligt, efter flere års eftersøgning, fundet en, og jeg ville ikke opgive min drøm om at afsløre dem. Ikke endnu.

  Han brummede og stillede sig op foran mig. ”Hey, svar mig!” råbte han, og tog et hårdt greb fat i mine hårrødder. Jeg bed mig selv hårdt i læben. ”Lad mig være!” skreg jeg, og skubbede ham væk. Og så løb jeg alligevel.

 

”Hey, kom tilbage!” lød det vredt bag mig.

  Jeg stormede ned ad trappen. Den skreg under mine fødder. Skreg og knagede. Ligesom jeg nåede det sidste trin, knækkede alt under mig. Jeg faldt.

  Ghoulen stod nu ved det øverste trin, og lo højtlydt af mig. Trinnet under mig var knækket sammen, så mit ene ben sad fast mellem de skarpe splinter. Jeg prøvede at hive det op, men det sad simpelthen fast, og det blev ikke bedre som jeg langsomt begyndte at miste fatningen. Splinterne borede sig ind i min hud, blodet sivede ud gennem skrammer og nylavede ar.

  ”Lu li la, lu li la,“ sang ghoulen med en dyster stemme, som han med langsomme skridt bevægede sig hen mod mig. ”Sidder du fast?” lo han. Han satte sig på hug ved siden af mig. ”Kan du ikke komme op?” Jeg stirrede ind i hans hadefulde øjne, prøvede at bevare roen over min sjæl. ”Jeg har det fint!” Han kluklo og rejste sig op, klappede mig på hovedet. ”Så siger vi det. Jeg kommer tilbage når det er spisetid,” sagde han med fryd i stemmen, og et ondt smil krøllet op på sine læber, som han forsvandt op på anden sals mørke. Jeg kunne ikke mærke mit ben, som om det var forsvundet.

  Jeg skreg i frustration, hamrede løs på det ødelagte trin der havde fanget mig. Ghoulsens sang om ondskab snurrede rundt inde i mit hoved. Den lavede et fint edderkoppespind, og lagde sig over min hjerne med nøjagtige mål. ” Lu li la, lu li la…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...