Pigen uden svovlstikker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2014
  • Opdateret: 16 dec. 2014
  • Status: Igang
Butikken over for var en åben kakaobutik. Den var åben indtil 23:00. Jeg ville give alt for en kop dejlig varm kakao. Men den lille butik havde travlt med at pakke sammen. Eller det ville sige den blonde pige havde. Hun havde sikkert regnet ud at gå lidt før, ikke ville gøre noget. Men alligevel – hvem havde tænkt sig at købe noget Lillejuleaften?

6Likes
4Kommentarer
320Visninger
AA

1. Pigen uden svovlstikker.

Jeg siger ingenting. Men hvis du går ud i den store gaden, vil du høre forfærdelige historier om mig. Mord, tyveri, snyd. Så er der de historier med medlidenhed. Du bestemmer selv hvilke, du vil tro på.

Jeg siger ingenting.

For jeg var allerede død. Men jeg er levende. Det var som om, at jeg var en vaklende selvmordspige, som blev mobbet. Men jeg var pigen med svovlstikkerne. Uden bedstemor, uden tro, uden håb. Selv uden svovlstikker.

Københavns gader var tomme. Det frosne, hvide vand var begyndt at dale ned, og lagde sig som tæpper, hist og her. Lysene i butikker og restauranterne var alle begyndt at ende deres liv. Jeg var sikker på, at alle troede, de havde det værste liv; de skulle arbejde sent. Lige så sikker, som jeg var på at snestormen ville komme natten over.

Muren jeg sad op af havde lidt varme, og det var mit eneste håb. For at dagen i morgen ville være bedre. For at dagen i morgen ville eksistere. Men den lille chance var ikke det store, ikke det bedste. Og jeg ved at den lille chance, ikke vil gøre nogen forskel. Jeg måtte acceptere det. Jeg skulle…

Det var den 23. december. Selv det sagde nok. Der kravlede sne ind i mine tynde sko. Mit hjerte blev hurtigere. Det var min sidste aften. Mine øjne var trætte, men jeg vidste at… jeg var stærkere.

Jul. Jul for mig var næsten ligeså slemt som pesten. Minder, der hele tiden dukkede op – min fars glade ansigt. Jeg blinkede. Du kan måske regne det ud.

Jeg siger ingenting.

Butikken over for var en åben kakaobutik. Den var åben indtil 23:00. Jeg ville give alt for en kop dejlig, varm kakao. Men den lille butik havde travlt med at pakke sammen. Eller det ville sige den blonde pige havde. Hun havde sikkert regnet ud at gå lidt før, ikke ville gøre noget. Men alligevel – hvem havde tænkt sig at købe noget Lillejuleaften?

Jeg sad i minutter og kiggede på pigen. Hun skulle sikkert hjem til sin kæreste og se noget fjernsyn, mens de glædede sig over, at det snart var familiehygge og bløde pakker. Pigen havde en dejlig varm jakke på og varm kakao i hånden, da hun låste.

Hun vendte sig, og jeg så for alvor hendes kantede modelansigt. Hendes naturlige, blonde krøller, fyldtes med sne. Hun havde fat i en ende, som jeg længtes efter; lykke. Mine øjne var lukket omkring hendes blå. Hun trampede sneen ned med hendes store vinterstøvler.

For hvert skridt hun tog, blev hun smukkere. Og da hun endelig stod foran mig var jeg mundlam. Hendes mund bevægede sig, men for mig var hun slået på lydløs.

”Hallo? ” smilede hun. Jeg nikkede, for at bevise jeg havde hørt hende. Hun rakte hånden frem, som en hjælp. Jeg kiggede uforstående på den. Hun kendte ikke min plan, så hun tog den til sig igen. Så lagde hun hånden på den varme kakao, for at få varme i fingrene.

”Her. Tag den, ” hun rakte mig den varme kakao, og et lille smil bredte sig ud over min mund. Jeg nikkede igen. Hun bed sig i den røde overlæbe. En stilhed bredte sig, og man kunne høre biler køre et stykke væk fra gaden. ”Farvel, ” sagde hun så endelig.

Jeg kiggede på den mellemstore plastikkop. Varmen fra den var uimodståelig og jeg holdt mine hænder mod den. Jeg tog en slurk. Det brændte hele vejen ned gennem halsen. Den fantasiske, pludselige varme skræmte mig.
Beroligende tog jeg endnu en slurk. Kulden blev værre, og noget sagde mig at smerten nok skulle skride. At jeg bare skulle finde ly.

Men nej. Jeg stolede ikke på nogen – ikke engang mig mere. Der sad jeg forladt, og varmede mig. Det fik muren til at virke kølig. Men jeg kom hurtigt til fornuft. Hvis jeg blev varm, gik der længere tid til at…

Jeg sank. Mine ben rystede og jeg havde utrolig meget løst til at smøre dem ind i varm kakao. Men min krop valgte, at det var i nat. Ikke i morgen – i nat. Min arm smed kakao ned i isen et par meter væk.

Jeg sukkede. Det var alt for sent nu. Varmen var væk. Tanken om varm kakao havde gjort mig blind. Far bildte mig ind at det var medicin og alt nok skulle blive godt igen.

Jeg troede på ham dengang, og det gjorde min underbevidsthed så stadigvæk. Mit blik blev tåget og så blev det klart igen hurtigt. Sådan gik det i nogle minutter. Hver gang jeg blinkede, stod det hele klart.

Sneen gik mig til anklerne nu. Tæt fra mig var sneen brun og så klam ud. Som om at nogen havde haft tynd mave. Sneen dalede ned, og havde efterhånden gemt de fodspor, kakaopigen havde trampet ned.

En dreng med et halstørklæde, som han hele tiden tabte, gik forbi mig. Han standsede ved kakaokoppen. Hans øjne undersøgte mig og jeg var bange, for at han troede jeg var en luder af en slags.

Han var ikke herfra. Man kunne se det under den blå hue - hans brune hud. Måske havde en fest derhjemme, han skulle hjem til. Jeg skubbede tanken fra mig. Fester, glade, fulde mennesker, der dansede svedende op af fremmede. Fester.

”Tabte du den? ” spurgte han og nikkede mod kakaokoppen. Et letteles suk rørte mine læber – han troede ikke jeg var en luder. Så nikkede jeg langsomt, bekymret. Jeg kiggede på en flaske han havde i hånden. Cola. Så blev det tåget og jeg blinkede. Han kiggede forundret på mig. Så lagde han colaen i sneen ved siden af mig.

”Her. ”

Det hele blev tåget, og han var væk da jeg blinkede. Jeg kiggede på colaflasken. Julemanden derpå var glad. Han kommer vist ikke i år. Eller næste år. Juletræet er byttet ud med en 1L-colaflaske og gaven var en tom kop varm kakao.

Gaverne var den lune, røde mur, som jeg krympede mig op ad. Jeg sad med knæerne op til brystet. Mit hjerte bankede, bare for at få blod ned til tæerne og fingrene. Mine blodårer var blå af is. Jeg grinte. Ud af det blå. Tanken om blå blodårer, mindede mig om far, da han sagde undskyld, for at have drukket.

”En prinsesse fortjener ikke det der. Blå blod, loyal og kongelig. Perfekt og smuk. Undskyld prinsesse. ”

Det gik først op for mig nu. Jeg sad og græd. Hver gang det blev tåget, strømmede der tårer op, hver gang jeg blinkede, rendte de ned af mine nok røde kinder. Jeg kunne godt forstå at drengen, så underligt på mig. Som om jeg var den mest sørgelige person. Men jeg vidste folk havde det værre end mig. Men måske havde de varme.

Jul. Hvad skal man gøre med det? Hvorfor? Kunne det ikke være ved århundredeskiftet? Så er det kun en flok uheldige unger, der fik lov til at opleve det. Folk kunne da spare en masse penge. Jul er dyr, egoistisk og en smule uhyggelig.

Hvis man nu tænker over det ikke, så virker det ikke rigtigt. Vi sætter aldrig så meget op til vores egen fødselsdag. Ikke engang præsidenterne. Det virker for meget. Vi mennesker burde være bedre til at vurdere ting.

Men nej. Jul bliver. Sikkert for altid. Der er intet at gøre ved det.

Det blev tåget igen. Men jeg tørrede denne gang mine øjne med baghånden. Mine kinder var våde, lidt tørre.
Men livet var vådt eller tørt. Mørkt eller lyst. Dødt eller levende. Ondt eller godt. Men jeg var bare ingen. Ingen kendte til mig. De havde gået forbi mig, og opfundet historier, der fortjente priser. Men det var bare ikke sandheden. Der er altid mere. Jeg har aldrig…

Det var forfærdelig at sidde der en decemberdag. Sneen piblede op ad mine ben og gjorde dem våde. Min mave havde krummet sig sammen og mit hoved dunkede svagt. Jeg kunne mærke min puls sidde i halsen. Det var ubehageligt og usmart.

”Hallo? Skal du bruge colaen? ”

Jeg vendte hovedet rundt så hurtigt, at jeg stødte hovedet ind i muren. Jeg tog mig til hovedet og mærkede en nyfødt bule. Mine øjne var presset sammen af smerte, og da jeg åbnede dem igen snurrede det hele rundt.

En mand med slidt – men varmt – tøj stod og pegede på flasken ved siden af mig. Han havde skæg, som ikke var blevet vasket i en evighed. Han kiggede spørgende på mig. På en eller anden måde mindede  han mig om nogen - en som også var på flasken, han pegede på.

Jeg rystede på hovedet, men mit hoved syntes det var en dårlig ide. Jeg var bange for et eller andet havde revet sig løs oppe i hovedet på mig, da det føltes som en rangle, når jeg rystede med det.

”Kan jeg tage den? ” sagde han. Jeg nikkede – et stille nik, som man skulle være meget vagtsom med. Jeg kiggede væk fra manden, med det meget underlige, grimme tøj, inden jeg vendte hovedet, så jeg ikke behøvede at se på ham.

Der lød et hårdt bump og et grinagtigt suk. Jeg vendte mig mod manden, og så at han havde valgt at slå sig ned – lige ved siden af mig. Det eneste der var imellem os, var flasken og sneen. Men han tog et par plastik kopper frem fra lommen og fyldte den halvt op med cola og sne.

Jeg kiggede undrende på vagabonden, da han hev endnu en ting frem fra sin inderlomme. Lommelærken lugtede stærkt af spiritus. Han hældte væsken ned i koppen til det gik til randen. Så tog han en ordentlig slurk af lommelærken, rystede på hovedet, mens han sagde som en hest.

Et smil bredte sig over mine læber.

”Værsgo’, frue! ” han flyttede hånden hen mod mig, den med den overfyldte kop. Jeg kiggede på den, og tog den. Så gik han i gang med en ny kop; en til ham selv.

Jeg måtte være ærlig. Alkoholen var det bedste, jeg nogensinde havde smagt. Sammen med den brusende cola og det kolde is, var det… fantastisk. Ud af øjenkrogen, så jeg ham drikke sit andet glas.

Jeg tog tre store slurke – så at isen lagde nede og var kold - og alkoholen bredte sig ud til fingrene. Min mave slog kolbøtter og trangen til et glas til var mageløs stor. Han tog plastikkoppen ud af hånden på mig og fyldte den en gang til. Jeg så smilende til, da han puttede lidt mere af den flydende glæde i end før.

”Er det ikke fantastisk? ” hikkede han, mens han beundrede lommelærken, som om det var den flotteste, største, mest dyrebare diamant. ”Så godt. Så ondt. Man bliver optaget! Det overtaget ens liv! ” sagde han så. Jeg havde travlt med at drikke ud, men så få gange ud af øjenkrogen, at han tog flere slurke af lommelærken.

”Nå. Hvem er du? ” han skubbede lidt til sneen med den ene fod. Jeg drak den sidste slurk, inden jeg turde at svare ham. Jeg var bange for, at han spurgte hen til hele min livshistorie.

”Bare en modløs, drømmeløs pige uden svovlstikker, ” sukkede jeg og så på ham. Han smilede et glad smil, som om jeg havde fortalt en dårlig joke. Så åbnede jeg munden en gang til, men han havde det bedre ved at snakke selv.

”Du er en stjerne, du er, ” han smilede og så på mig. ”Stjerner skinner ikke uden mørke. ” Det var bekræftet: han var fuld.

Jeg var dybt uenig. Stjerner. Han var sikkert fyld, da der kun var en slat tilbage i lommelærken, som han snurrede rundt. Det gav en beroligende, stille klikkende lyd, hver gang den ramte siden. Jeg sukkede.

”Men nogen gange går stjernerne ud. Men de er der stadig. ”

Jeg hentydede til min far. Far og jeg var gået ud. Men minderne var der stadigvæk. De brænder sig fast til ens hjerne. Man slipper dem ikke, til man er blevet hunrede. Og så glemmer man dem af glemsomhed.

Jeg bliver aldrig hundred. Ikke engang halvtreds eller tyve. Jeg blev, hvad jeg blev. Det var sørgeligt. Hvis jeg ventede lidt, ville jeg vel være… gammel nok. Nok til at jeg kunne være tilfreds.

”Vi hjemløse er de bedste. ” sagde manden, som havde rejst sig op og var på vej væk.
”Lad være med at droppe det, ”

Så tog han colaen og byttede den ud med lommelærken. Han smilede lidt, før han vendte sig og galopperede væk. Rystede colaen. Der var nok kun en kvart liter tilbage, men han ville hellere give den flydende glæde til mig.

Jeg tog lommelærken og tog det sidste. Min krop føltes varm og behagelig i et sekund. Så blev den normal – kold og mager. Jeg lænede hovedet tilbage mod muren, gemte lommelærken imellem mine ben og brystkassen. Sådan sad jeg i over en halv time

Mit hjerte trommede langsommere og langsommere. Så var det tid. Jeg skulle dø. Men jeg ville smile. Smilende, vil jeg dø. Som en baby, der lægger sig ind i søvnen, fordi den vil drømme om zoologiskhave. Jeg blinkede. Tre tårer trillede ned ad min højre kind.

Øjnene lukkede af sig selv og min fars ansigt trådte frem i mørket. Jeg...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...