Vintermørke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2014
  • Opdateret: 13 dec. 2014
  • Status: Færdig
Dette er en kort novelle, oprindeligt skrevet som en opgave i dansk. Jeg har dog rettet en smule i den. Håber i vil give den noget konstruktiv kritik. På forhånd tak :)

1Likes
5Kommentarer
203Visninger

1. Vintermørke

Det krævede ham alle hans kræfter at nå toppen af skråningen, og da han var oppe faldt han sammen af udmattelse. Han lå helt stille, så længe man skulle tro han var faldet i søvn midt i den iskolde vinterverden. Men med en kræftanstrengelse kom han op at stå. Hans fine cottoncoatjakke var gennemblødt, og han rystede af kulde. Han vaklede igennem byens gader, gled, faldt, rejste sig og travede videre. Han mødte ingen, byen var spøgelsesagtig forladt. Efter lang tids vandren rundt i de tomme gader, hørte han en lyd. Han stansede op og lyttede efter. Lyden blev langsomt højere, han så lys. En bil kom glidende ud af mørket. Den stansede ud for ham. Døren gik op, og en stemme kaldte hans navn. Uden at tænke over det, steg han ind i bilen.

Inde i billen sad tre mænd, alle iført sorte frakker. To mænd greb fat i hans arme. Han skreg af smerte, da der blev klemt hårdt om hans højre arm. Den tredje gaffatapede hans mund, arme og ben sammen. Tårer trillede ned af hans kinder, hans ansigt var forvredet i smerte. Han spændte i hele kroppen. Pludselig blev han slap, besvimede af smerte.

Da han igen vågnede, sad han i mørke. Helt stille sad han og lyttede. Han var ikke alene. Der var nogen ude i mørket, nogen der trak vejret, skridt, lys der blev tændt. Der gik et øjeblik før hans øjne vendte sig til det skarpe lys. Nu kunne han se det. Han sad i et lille rum. Hans jakke lå på gulvet ved siden af ham. De tre mænd fra før stod ude i et hjørne og kiggede, en fjerde stod en meter fra ham. Han holdt en kniv i den ene hånd. ”Hvor er hun? ” spurgte han køligt. Stilhed. Manden i stolen svarede ikke, han stirrede bare beslutsomt ud i luften. Et snit over skulderen. Blod farvede hans hvide skjorte rød. Skrig af smerte. Igen spurgte manden med kniven efter hende. Stadig intet svar. Flere snit. Råben. Blodet farvede gulvet rødt. For hvert snit, hvert skrig mistede han evnen til at føle. Han var klar over, at han ikke ville overleve. Men han ville tage sin hemmelighed med sig i graven. Han nægtede at bukke under for smerten. For hvert minut der gik, blev de andre mere og mere opgivende, mens han blev stærkere og stærkere. Til sidst gav de op. Han var svag og muligvis også døende, men mentalt var han som sten. Umulige at knuse. Hans mange år i militæret havde hærdet ham. De slæbte ham med ud i bilen.

Han tog imod spark, stik og slag. Lå bare stille. Tanken om hans datter, hans to sønner og hans skønne kone, gav ham styrke. Det var det dem der fyldte hans tanker, da han blev smidt ud af bilen i et sving. Han lukkede øjnene, følte intet. Han var allerede på vej over på ”den anden side”, hvis altså det fandtes.

 

Det var en smuk morgen. Solen skinnede for første gang i lang tid, og det fik den nyfaldne sne til at glitre. Intet kunne ødelægge denne dag, måske med undtagelse af en ting. Liget af en ung mand, der var blevet fundet tidligt om morgenen, lidt uden for en lille by. Det fremgik tydeligt, at manden var blevet udsat for totur, men politiet var på bar bund i sagen…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...