Maybe This Christmas

Molly vil bare have julen overstået efter hendes kæreste blev taget fra hende i en trafikulykke dagen før juleaften året før. Ingen forstår hvorfor hun stadig kan være i så dårligt humør når nu det er jul, men måske kan hendes lille nieces tro på julen og breve til julemanden hjælpe Molly med at få opfylde sit største juleønske.

3Likes
2Kommentarer
290Visninger
AA

5. You can't skip Christmas

Julen var virkelig ved at tage hårdt på mig. Jeg vågnede hver morgen ved lyden at det irriterende vækkeur og kiggede ud på sneen der faldt udenfor mit vindue. Jeg havde ikke lyst til at gå ud i sneen. Jeg havde ikke lyst til at gå ud på gaden der var pyntet op med julestads overalt og jeg ville absolut ikke på arbejde og blive mødt af alle de juleglade mennesker der valsede rundt og nynnede bjældeklang. Jeg prøvede at holde mig for mig selv på kontoret og skyndt mig at levere de nødvendige breve rundt omkring ved skivebordene uden at snakke så meget med folk. Jeg stod endnu engang ved kopimaskinen og trippede mens jeg trommede en melodi med min kuglepen på bordet ved siden af.
”Du ser godt ud i dag.” Lød det fra døren.
”Hej Jimmy.” Sagde jeg samtidig med jeg sukkede. Det var ikke med vilje, for jeg kunne godt lide Jimmy, men jeg havde undgået folk hele dagen indtil nu. Han stod der i hans grå jakkesæt og smilede til mig, selvom jeg havde været en smule uhøflig.
”Stadig ikke i julehumør?” Spurgte han og lænede sig op af printeren.
”Det sker nok ikke i år.” konstaterede jeg og rakte ud efter de printede papir men Jimmy rykkede sig, så jeg ikke kunne få fat i dem. Jeg gav ham et irriterende blik, men han smilede bare drillende.
”Kom nu lad vær med at være så muggen. Hvad hvis nu jeg inviterede dig på middag? Det kan være italiensk? Måske kinesisk? Det er langt fra julemiddag.” Han lagde en hånd på min arm mens han snakkede til mig og jeg kunne ikke lade være med at stirre på den og mærke hvordan den brændte på min hud. Det føltes så forkert når han rørt ved mig.
”Jeg beklager Jimmy, men jeg har ikke lyst til at date nogen lige nu.” Sagde jeg og skubbede lidt til ham, for at få fat i papirerne.
”Det behøves ikke var en date. Bare en middag med en ven. Julen er ikke inviteret.” Han fulgte efter mig da jeg begyndte at gå og den sædvanlige knude jeg fik i brystet efter at have snakket med Jimmy begyndte at komme.
”Jimmy jeg har ikke lyst, okay? Kan du ikke bare lade mig være?” Vrissede jeg unødvendigt hårdt og han bakkede hurtigt tilbage med hænderne oppe som forsvar.
”Du behøves ikke hidse dig op. Undskyld jeg spurgte.” Sagde han roligt og gik tilbage til sit kontor. I stedet for at gå op og aflevere papirerne med det samme, gik jeg ind på det nærmeste toilet, for at få styr på mig selv inden jeg ville begynde at græde igen. Hvorfor havde han den effekt på mig? Det var forfærdeligt og julen gjorde kun det hele værre.

Kunne man melde afbud til juleaften? Det var det spørgsmål der kørte rundt i mit hoved lige nu. Der var snart ikke mange dage til og jeg sad og vejede min telefon i hånden mens jeg så en tilfældig action film. Jeg vidste jeg ville skuffe hele min familie, men jeg var bange for at bryde sammen foran dem. Sidste år blev julen aflyst fordi Shanes familie kom herover og jeg tog med dem på hospitalet. Jeg måtte ikke se ham, da jeg officielt ikke var en del af familien, men udtrykket på hans forældres ansigt efter de havde været inde i obduktionsrummet var forfærdeligt. Jeg havde blandede følelser af ikke at have sagt farvel til ham. Jeg ville ikke kunne have holdt ud til at se hvordan han så ud efter sådan en voldsom bilulykke, men jeg ville gerne have sagt ordentligt farvel. Men til begravelsen kort før nytår blev jeg forklaret af hans far, at skaderne havde været så slemme, at der under ingen omstændigheder måtte blive åbnet for låget så man kunne se ham. Så havde jeg det alligevel bedre med at kunne huske ham med dem de rare brune øjne og det skæve smil.

Jeg tastede nummeret ind til mine forældre og ringede op. Der gik længe før telefonen blev taget, men det var ikke min mor eller far der tog telefonen. ”
Hallo!” Sagde en glad lille pige stemme. Det var helt sikkert Amanda.
”Hej Amanda hvor er mormor?”
”Hun har dej på fingrene!” Sagde hun og grinte. Jeg kunne høre min mor mosle rundt i baggrunden og sagde noget jeg ikke kunne høre.
”Jeg ville bare snakke med hende om juleaften.”
”Hvad får jeg i gave?” Spurgte Amanda og fnes. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, men jeg kom i tanke om, at jeg faktisk ikke havde købt en eneste gave i år. Jeg havde siddet og mugget i min lejlighed og prøvede at finde en kanal uden julereklamer eller julefilm.
”Det vil jeg da ikke sige, men.. kan jeg ikke tale med mormor?” Jeg var nok nød til at købe en gave til Amanda, selvom jeg ikke havde tænkt mig at komme juleaften.
”Ses juleaften!” Jeg kunne høre hende løbe væk fra telefonen og en anden kom gående kort efter.
”Er det dig Molly?” Spurgte min mor. Jeg kunne høre hun smilede.
”Hej mor.” Jeg havde pludselig fået det dårligt med at melde afbud til juleaften. Amanda håbede på jeg ville komme og jeg ville helt sikkert knuse min mors hjerte.
”Hvad ville du søde? Undskyld jeg lod Amanda tage telefonen, men hun ville så gerne.” Undskyldte hun og grinte.
”Det er okay mor.”
”Hvad var det så du ville?” jeg kunne ikke få mig selv til at sige det. Vi havde ikke holdt juleaften sidste år på grund af mig. Skulle jeg måske bare købe gaverne og så bare lade være med at komme uden at sige noget? Eller ville de stå med samme følelse som jeg havde, da Shane ikke kom? Jeg lukkede øjnene et øjeblik for at koncentrere mig over noget at sige.
”Det..ømh.. Hvad… Hvad ønsker i jer i julegave?” Jeg himlede med øjnene af mig selv. Kunne jeg ikke have fundet på noget ikke jule relateret?
”Du behøves ikke købe noget til os søde. Vi ønsker os ikke noget alligevel.”
”Er du sikker? Hvad med Amanda? Hvad ønsker hun sig?” Min mor hummede lidt for at tænke.
”Du skrev jo brev til julemanden sammen med hende. Du burde vide det bedst.” Jeg blinkede et par gange. Det burde jeg jo egentlig vide ja. Hvad var det? Barbie? Eller var det kun da jeg var lille? Jeg burde nok lytte mere efter.
”Du har ret. Tak mor.” Jeg lagde på og sukkede. Nu var jeg nød til at skulle på julegave indkøb. Mit opkald havde den totalt modsatte effekt af hvad jeg ønskede. Måske var det alligevel for det bedste.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...