Maybe This Christmas

Molly vil bare have julen overstået efter hendes kæreste blev taget fra hende i en trafikulykke dagen før juleaften året før. Ingen forstår hvorfor hun stadig kan være i så dårligt humør når nu det er jul, men måske kan hendes lille nieces tro på julen og breve til julemanden hjælpe Molly med at få opfylde sit største juleønske.

3Likes
2Kommentarer
287Visninger
AA

7. Don't forget i love you.

Lysten var bestemt ikke grunden jeg stod op dagen før juleaften. Jeg skulle ikke på arbejde og det eneste jeg skulle nå, var at pakke et par gaver ind. Alligevel stod jeg op i god tid og kiggede ud af vinduet i stuen. Sneen faldt i store totter fra himmelen og gaden kunne ikke holdes snefri, fordi det gik så hurtigt. Bilerne sneglede sig af sted og en masse dytten kunne høres i det fjerne. Folk stressede rundt og skulle have de sidste gaver købt og skulle have købt ind til den glaserede skinke. Mit humør var nok det værste det havde været længe og det var nok grunden til jeg ikke kunne sove. Jeg tænkte for fjernsynet der for fyldt med julespeciel af alle mulige forskellige talkshows og madprogrammer til dem der ikke lige vidste hvordan man lavede de mest perfekte brunkager. Der var nissehuer og julesange over alt og det var kun til at brække sig over. Det eneste sted der ikke var, var inde i min lejlighed og under min dyne. Jeg hentede min dyne ind i stuen, men det var bare ikke det sammen når man var alene, som hvis jeg havde siddet her med Shane. Han plejede at hente dynen ind i sofaen og lod mig lægge mig op af ham mens vi så en masse film som han havde hentet ned fra nettet, for vi var fattige studerende som ikke havde råd til at gå i biografen. Der var ingen undertekster på, så vi skulle være stille, så vi kunne høre hvad de sagde i filmen.

Jeg hev dynen godt op omkring mig og stirrede ud i luften, men lod fjernsynet køre som baggrundsstøj. Jeg vidste ikke hvor lang tid jeg sad der, men min mobil vibrerede pludselig hen over bordet og jeg blev hevet ud af min trance. Det var en sms fra Jimmy. Han var på vej til New Jersey for at fejre jul og ville lige skrive god jul i god tid, selvom han vidste jeg ikke brød mig om julen. Jeg skrev bare en hurtigt ’i lige måde’ besked, men fik ikke meget hvile før min mor ringede.
”Hej skat.” Sagde hun som om hun ventede på at det var mig der skulle snakke.
”Hej mor?” Sagde jeg en smule spørgende.
”Jeg tænkte på om du kunne komme lidt før i morgen og hjælpe mig med de brune kartofler. Kan huske din hjemmekundskabslærer roste dig for dem du lavede.”
”Mor.. det var i 4. klasse.” Sagde jeg og himlede med øjnene. Jeg kunne sikkert godt finde ud af at lave dem, men det var et underligt grundlag. Mor blev jo heller ikke yngre og ville sikkert bare gerne have hjælp.
”Vil du ikke nok? Jeg laver lidt ekstra brunkager som du kan få med hjem som tak for hjælpen.” Lokkede min mor.
”Jeg skal nok. Bare rolig.”
”Hannah kunne jo ikke komme. Hun har jo Amanda og Kevin. Det skal man jo også tænke på. Nå men vi ses i morgen skat.” Jeg nåede knapt at sige farvel, før hun havde lagt røret på. Hannah havde hendes mand og lille datter og jeg havde ingen. Alle vidste det, men det gjorde bare så ondt at tænke på. De vidste jo heller ikke hvorfor Shane var og havde kun hørt fra mig, hvor meget jeg elskede ham. Jeg havde aldrig fået chancen for at vise dem hvor meget jeg elskede ham og derfor var deres forståelse for min sorg nok ikke så stor som jeg kunne have håbet. De vidste jeg stadig var nede over det, men de prøvede vel bare at tage afstand for det, ved ikke at nævne det og ventede på det gik over.

Tårerne begyndte langsomt at trille ned af mine kinder og jeg trak min dyne godt op omkring mig igen, så den kunne fange mine tårer. Jeg havde svært ved at se hvad jeg skulle gøre af mig selv og hvordan jeg skulle nyde julen, men det var jo ikke noget man bare kunne undgå, selvom jeg ønskede det inderligt. Jeg slukkede fjernsynet og gav mig til at lytte til folk på gaden. Alt dytten og råben der nu er i en storby kunne høres svagt igennem væggene og vinduet og der kom ind engang i mellem en ambulance forbi med sirenerne i gang. Mange ville nok tro at det mindede mig om samme dag sidste år, men jeg havde aldrig nået at se ham efter ulykken og kunne ikke sætte ham i sammenhæng med en ambulance. Jeg kunne slet ikke forstille mig ham i en ambulance eller hvordan han så ud efter ulykken. Alt jeg kunne huske var hans dejlige smilende ansigt og det var nok også det bedste.

Solen var ved at gå ned da jeg åbnede øjnene igen. Jeg var åbenbart faldet i søvn midt i mit mindre sammenbrud og der gik lidt før jeg lagde mærke til at jeg intet kunne høre. Overhovedet. Jeg kunne ikke høre bilerne udenfor eller folk snakke. Jeg overvejede kort om jeg havde mistet hørelsen, men da jeg rettede mig op i sofaen kunne jeg hører fjedrende knirke og give sig lidt. Der plejede aldrig at være stille her inde i byen, så jeg rejste mig op og kiggede ud af vinduet. Sneen faldt stadig tungt, men der var ikke en bil på vejen eller et menneske at se på gaden. Ud over én person. Personen stod og lænede sig op af en lygtepæl og kiggede ned i jorden. Han havde en foret cowboyjakke på og en beanie trukket ned over håret der strittede en smule ud. Jeg knep øjnene sammen idet personen kiggede op mod mit vindue og smilede. Shane.
Jeg genkendte ham med det samme og jeg tog min hånd for min mund for ikke at skrige. Jeg vidste ikke om han var en del af min fantasi eller om han virkelig stod der? Kunne det være muligt at han slet ikke var død? Jeg tog ikke øjnene fra ham, som han stod der under gadelyset. Han havde hænderne i lommen på jakken og vendte sig imod vinduet og lavede et kast med hovedet for at hentyde at jeg skulle komme ned. Tårerne begyndte at forme sig i mine øjne da jeg skyndte mig at hive den første og bedste sweater over hovedet og sprang i mine støvler. Jeg løb tilbage til vinduet i stuen for at sikre mig han stadig var der. At det ikke kun var en illusion. Han stod stadig dernede og trippede, så jeg løb ud af lejligheden og ned af trappen. Jeg stoppede op da jeg kom til gaden og så på min dejlige Shane på den anden side af vejen. Han smilede stort til mig og bredte armene ud og jeg løb over vejen og sprang i favnen på ham. Jeg holdte mine arme tæt på hans hals og han lo lidt mens jeg nærmest var ved at gennembløde hans jakke med mine tårer.
”Hvorfor græder du smukke?” Han trak mig lidt væk så han kunne se mig i øjnene og jeg tørrede mine øjne med mit ærme.
”Hvor har du været Shane? Jeg har savnet dig så meget.” Jeg vidste ikke om jeg skulle være sur over at han havde været væk eller være glad for at han var tilbage.
”Jeg har været her hele tiden, Molly. Jeg har aldrig forladt dig.” Han lagde en hånd på min kind og nussede den lidt. Den var virkelig varm og da jeg ikke rigtig havde fået ordentlig tøj på, var det kun dejligt.
”Hvad mener du? Jeg troede du var død.” Min stemme knækkede, da jeg begyndte at græde igen og han trak bare på skuldrene, tog min hånd og flettede vores fingre sammen.
”Kom.” Sagde han var uden at forklare noget som helst. Vi fortsatte ned af gaden hvor der stadig ikke var andre mennesker at se og ikke en bil passerede os. Lysene i lyskrydsene virkede heller ikke, så vi gik upåvirket igennem byen. Vi sagde ingenting, men jeg nød at føle hans fingre i mellem mine igen og varmen. Den varme var en hel anden end fra ens forældre eller fra en god jakke. Det var ubeskriveligt.

Vi nærmede os en park jeg aldrig havde været i før, men blot kørt forbi i bussen eller hastet forbi når jeg skulle nå et tog. Sneen faldt stadig og min bluse var ved at være våd, så da vi stoppede op midt i parken, børstede Shane sneen ud af mit hår og holdte om mig, for at jeg kunne få varmen.
”Jeg har savnet dig.” Sagde jeg endnu engang, for det var det eneste jeg tænkte på.
”Molly. Jeg har været her hele tiden og vil altid være her, men der er nogen ting som du må love mig.” Jeg forstod ikke hvad det var han sagde, men han placerede kort sine læber på mine, hvilket fik mig til ikke at stille spørgsmål til hvad han sagde og nikkede bare. Jeg havde savnet de læber forfærdeligt meget og jeg ville ønske vi kunne stoppe holde op med at tale og lade os drømme væk i kysset.
”Lov mig at du holder jul med din familie. Jeg ved du har overvejet at blive væk, men din familie elsker dig og Amanda har brug for dig. Jeg ville ønske jeg kunne møde hende. Det er trods alt hendes skyld at jeg er her. Lov mig at du tager af sted.” Hans blik var alvorligt, men han smilede på samme tid.
”Du kommer da med i morgen? Så kan du måde hende? Min familie vil elske dig Shane. Lige så meget som jeg gør.” Jeg kyssede ham let igen, men jeg kunne mærke hans smil forsvinde mens vores læber bevægede sig mod hinanden. Jeg blev bekymret og trak mig væk for at se på ham.
”Det kan ikke lade sig gøre. Molly, du må forstå at jeg kun er her for dig. Og kun i dag.” Han mumlede det sidste og skulle til hive mig ind til sig igen, men jeg gik et skridt væk fra ham.
”Hvad?” Intet gav mening. Havde han noget imod min familie? Sagde han ikke lige at han ville møde Amanda?
”Jeg kan ikke blive her så længe. Jeg er her kun fordi du ønskede at se mig og jeg vil hjælpe dig videre. Molly, du skal ikke sørge over mig. Vi havde det smadder godt sammen, og jeg ved det er hårdt at sige, men du bliver nød til at komme videre. Jeg vil gerne se dig glad igen og jeg fortjener ikke dine tårer. I hvert fald ikke længere.” Han rakte ud efter min hånd og jeg lod ham tage den, men jeg var tæt på at trække den til mig igen. Hvordan kunne han sige det? Han stod foran mig i kød og blod. Han var jo ikke død, hvorfor ville han så ikke være sammen med mig?
”Du har været væk i et år, Shane. Og du kommer her for at sige, at vi ikke kan være sammen.” Jeg kiggede ned på vores hænder og hans greb om min hånd blev strammet da jeg sagde det.
”Molly. Jeg ville gerne have undgået at sige det her direkte, for jeg troede jeg gjorde dig en tjeneste ved at komme her. Jeg er død. Du kan ikke se det på mig, men jeg er her ikke fysisk. Jeg er altid med dig, for jeg elsker dig, men jeg kan ikke være her for dig fysisk. Kun i dag, for det var det du ønskede dig.” Jeg kiggede ham i øjnene og jeg kunne se på ham, at han fortalte mig sandheden. Det kendte jeg ham godt nok til.
”Ønskede?” Hviskede jeg. Jeg havde svært ved at tro på han var død, når jeg kunne mærke hans fingre lege med mine og min logiske sans sagde mig at det var umuligt han var her. Men jeg havde jo været til hans begravelse. Jeg havde set hans forældre ligge grædende hen over hans kiste og jeg havde sørget over ham det sidste år.
”Amanda fik dig til at sende dit ønske.” Han stak den ene hånd ned i lommen og trak en sammenfoldet kuvert op. Det var brevet jeg havde lavet sammen med Amanda og sendt af sted. Jeg smilede da jeg så hvordan glimmeret som Amanda havde kastet om sig, dryssede ud af kuverten og fik Shanes jakke og fingre til at glitre.
”Lad os gå tilbage til din lejlighed. Det er ved at være mørkt. Måske kan vi også nå at gemme os lidt væk under dynen, før jeg må af sted igen.” Han lage armen om mig og lod sin hånd hvile på min hofte, da han trak mig af sted mod mit lejlighedskompleks.
”Du går altså igen? Hvor skal du hen?” Spurgte jeg bekymret. Jeg var så småt ved at forstå, at han ikke kunne blive, men jeg ville nyde han var her så længe som muligt.
”Jeg går ingen steder. Du vil bare ikke kunne se mig. Jeg vil være hos dig i morgen til juleaften og jeg vil se dig være glad sammen med din familie og nyde en masse dejligt mad. Jeg vil være der når du vågne julemorgen og skal pakke dine gaver op, selvom jeg ikke har nogen gave til dig.”
”Shane, Det her er en gave nok i sig selv.” Hviskede jeg, mens han holdt døren for mig ind til lejligheden. Han lod mig tage støvlerne af før han trak mig ind til sig.
”Jeg vil være her for dig til nytår, når du vader pløre fuld rundt i New Yorks gader sammen med din søster og synger.” Sagde han drillende og kyssede mig hurtigt på kinden. Han begyndte at gå med mig i favenen, hvilket tvang mig bagud.
”Nu driller du bare Shane.” Sagde jeg smilene, mens han kyssede den anden kind. Han rystede på hovedet, før vi dumpede ned i sofaen.
”Jeg vil være der og velsigne dig på din date med Jimmy fra regnskabsafdelingen.” Jeg trak mig væk fra ham, før han plantede endnu et kys på mine læber.
”Jimmy? Hvorfor lige Jimmy?” Spurgte jeg undrende. Jeg havde kort tid sammen med Shane og så vil han gerne se mig sammen med Jimmy?
”Han er en god fyr og han kan virkelig godt lide dig, hvis det er forbigået din opmærksomhed. Han vil kunne tage sig af dig og få dig ud af den her sørgelige lejlighed. Han vil være god for dig.” Forklarede han. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige til det, for inderst inde kunne jeg godt lide Jimmy, men jeg havde følt mig som en forræder overfor Shane hver gang tanken strøg mig. Derfor havde jeg ikke spekuleret så meget over det.
”Jeg vil hellere have dig Shane.” Forklarede jeg og kunne ikke holde mig væk længere og plantede endnu et kys på hans læber.
”Skal jeg forklare dig en gang mere, at jeg er død?” Spurgte han en smule drillende og tårerne sprang endnu engang frem i mine øjne, men jeg rystede på hovedet. Jeg vidste det her var sidste gang jeg ville have Shane hos mig. Det kunne jeg mærke på ham. Det var rart endelig at kunne sige ordentlig farvel.
”Jeg elsker dig Shane.” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...