Maybe This Christmas

Molly vil bare have julen overstået efter hendes kæreste blev taget fra hende i en trafikulykke dagen før juleaften året før. Ingen forstår hvorfor hun stadig kan være i så dårligt humør når nu det er jul, men måske kan hendes lille nieces tro på julen og breve til julemanden hjælpe Molly med at få opfylde sit største juleønske.

3Likes
2Kommentarer
286Visninger
AA

3. Christmas is not my job!

Jeg så min søster havde ringet til mig efter jeg var gået om lørdagen, men jeg orkede ikke at snakke med hende. Jeg var sikker på hun bare ville skælde mig ud over hvor uansvarlig jeg var og helt ærlig, så havde jeg nok i min egen negativitet. Jeg var taget på arbejde selvom jeg havde det forfærdeligt, men jeg holdte mig kørende på kaffe mens jeg tog metroen ind til den grå og kedelige kontorbygning. Jeg havde den største lyst til at vende om og gå da jeg stillede mig ind i elevatoren og de spillede Last Christmas. En ældre herre i fint jakkesæt gik ind sammen med mig og nikkede med hovedet for at hilse på mig og jeg gjorde det samme. Selv en formel mand som ham havde en lille julebroche på brystet af jakken og jeg kunne ikke lade være med at himle med øjnene da han kiggede væk. Jeg steg af på min etage og gik ind på kontoret. Jeg havde lige fået mit eget skrivebord, selvom mit job var at servicere de andre ansatte. Da jeg satte mig ned ved mit skrivebord lod jeg mærke til de hjemmelavede julestjerner der var sat fast med et stykke tape på hver side af min computerskærm. Jeg skulle til at række ud efter dem og hive dem af, da gamle Betty kom valsende med en tyk julesweater med Rudolf motiv lige på maven og blinkende lys i hans næse.
”Glædelig 3. december Molly! Jeg har brugt hele weekenden på at lave juleklip med mine børnebørn og når nu jeg ikke har så stor en lejlighed, så kunne jeg ikke have alt det julepynt selv, så jeg tænkte jeg ville pynte lidt op på kontoret og..” Ordene blev ved med at strømme fra hendes mund hvis man ikke gjorde noget og mine ører var ved at dø af hendes skingre stemme, så jeg var nød til at stoppe hende.
”Tak Betty, men du behøves virkelig ikke pynte op ved mit bord. Jeg føler ikke rigtig for alt det juleri i år.” Jeg jog min negl ind under tapen og fik hendes julestjerne af mig skærm. Hun kiggede undrende på mig og tog imod julestjernerne. Jeg prøvede at smile til hende, men det så nok meget tvunget ud, for hun gik væk med en fornærmet mine. Jeg pustede ud da jeg endelig var alene og viklede mit tørklæde af mig og fik jakken af. Jeg savnede virkelig Californien når det var vinter. Der var aldrig koldt og jeg havde ikke ejet en vinterjakke så længe jeg havde gået på college derovre.

Jeg tændte for computeren og min mail indbakke var allerede fyldt op med opgaver der skulle ordnes. Diverse kopi opgaver og forsendelse af vigtige dokumenter. I mellem alle de velkendte navne der dagligt dukkede op på min skærm med min opgaver, var en e-mail fra min mor. Hun plejede at sende mig en sms hvis hun ville mig noget, men jeg havde ignoreret min mobil hele weekenden på grund af min søster. Jeg ignorerede den lidt og gik i gang med mine opgaver, hvilket krævede at jeg flyttede måsen ud til kopirummet. Jeg stod og trykkede indstillingerne ind for farveprint da jeg så noget der bevægede sig i min øjenkrog og jeg fik et chok da jeg så der stod en ved siden af mig.
”Det må du undskylde Molly! Jeg troede du havde set mig.” Undskyldte Jimmy fra regnskabsafdelingen med et smil på læben. Han morede sig tydeligvis over min reaktion.
”Det gør ikke noget. Jeg stod bare i mine egne tanker.” Jeg bed mig lidt i læben. Jimmy kom altid og holdte mig ved selskab når jeg skulle kopier en masse. Jeg kunne ikke være andet end tilfreds for der var på ingen måde noget galt med hans udseende. Han havde det lækreste brune hår som strittede på en kontrolleret måde og de rareste brune øjne. Han havde høje kindben og en markeret hage der bare gjorde ham mere maskulin end han fremstod når han gik rundt i de stive jakkesæt.
”Fundet julestemningen?” Spurgte han og lænede sig op af dørkarmen og jeg skuttede mig da endnu en skulle nævne julen.
”Nej den findes ikke i min verden.” Sagde jeg en smule muggent og han nikkede bare som om han forstod mig. Men det gjorde han jo ikke, for jeg havde ikke fortalt ham om Shane og hvordan min juleglæde var blevet suget ned i et sort hul sammen med ham.
”Jeg er heller ikke så meget til alt det med julen. Folk der slås i butikkerne for at få den sidste honningglaseret skinke, de små forkælede unger der ikke kan få gaver nok og alt det juleslik som ikke rigtig smager godt, men som man spiser alligevel.” Han rakte ned i lommen på sin jakke og det raslede der nede og han rakte mig en pose med chokoladeovertrukne mandler. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt af ironien men sagde nej tak til hans slik. Kopimaskinen bippede for at fortælle mig at den var færdig og jeg tog papirerne med op.
”Jeg må se at få dem afleveret på 8. sal.” Sagde jeg og viftede med papirerne foran hans hoved.
”Indtil næste gang du skal kopier?” Han rakte mig endnu engang posen med de chokolade overtrukne mandler og jeg himlede med øjnene før jeg tog en.

Jeg smilede lidt for mig selv da jeg gik ned af gangen og hen til elevatoren. Jimmy kunne altid få mig til at komme i lidt bedre humør. Men pludselig kom den samme skyldfølelse som altid kom, efter jeg havde snakket med Jimmy. Jeg vidste Shane ikke ville lade mig komme i nærheden af mænd som Jimmy uden at han skulle have en hånd på min hofte eller flette vores fingre sammen for at vise hvem jeg tilhørte. Jeg kiggede ned på min hånd og det eneste jeg havde imellem mine fingre nu var kopierne af et eller andet firmas årsopgørelse. Jeg savnede Shanes fingre mellem mine. Det var snart et år siden jeg havde sagt farvel til ham i lufthavnen og fløj til New York for at mødes med mine forældre. Jeg havde været sammen med Shane hele vores College tid og jeg valgte at blive i Californien sammen med ham, men selvfølgelig ville mine forældre jo gerne møde ham. Og hvad var en bedre anledning end juleaften? Mine forældre nåede aldrig at møde ham. De nåede ikke at se hvordan mit ansigt lyste op når jeg så ham og hvordan jeg havde det hundrede gange bedre når jeg var sammen med ham. De troede han havde brændt os af, da vi stod parat hjemme i stuen med julemaden på bordet og ventede på han skulle komme med taxien. Den taxi kom aldrig. Jeg huskede hvordan jeg ringede til ham mindst et dusin gange. Jeg var så bekymret. Den bekymring kom frem i mig igen og sorgen kom bagefter, da jeg stod i elevatoren. Jeg hulkede pludselig hårdt og fik svært ved at trække vejret. Jeg satte mig på knæ og lænede mig fremad for at støtte mig på håndfladerne. Elevatoren kørte op og stoppede på etagen før min og jeg kunne kun se et par stiletstøvler komme imod mig og jeg mærkede en hånd på min ryg. Hun prøvede at trøste mig og få mig op og stå igen. Jeg kendte hende ikke, men støttede mig til hende. Jeg havde virkelig brug for en eller anden. Jeg havde brug for Shane. Jeg ville føle hans arme omkring mig igen og hans beroligende kys i mit hår, men intet af det kunne jeg få. Elevatoren stoppede på 8. etage hvor jeg skulle af og jeg lod damen føre mig ud. Et par andre hænder tog imod mig og tillod damen at gå ind i elevatoren igen. Hvorfor dog også spilde tid på mig? Jeg blev placeret i en stol mens jeg gemte mit ansigt i mine hænder. Jeg kunne ikke kontrollere min vejrtrækning selvom personen der knælede ved mig kørte sin hånd beroligende rundt i cirkler på min ryg.
”Jeg vil hjem.” fik jeg fremstammet. Personen som jeg langsomt genkendte som ham der skulle have de papir jeg havde været nede at printe tog sin telefon og hans stemme kunne høres over hele kontoret. Jeg kiggede mig omkring da han nævnte mit navn. Folk kiggede nysgerrigt på mig med strakte halse. De skulle jo have det hele med. Det gik lidt før jeg havde nogenlunde kontrol over min vejrtrækning og var klar nok i hovedet da Jimmy kom fra elevatoren og fik rejst mig op.
”Hvad skete der?” Spurgte han, men kiggede på manden der havde trøstet mig. Han kunne nok godt se jeg ikke var i stand til at komme med en hel sætning. Han trak forvirret på skuldrene og Jimmy tog mig hen til elevatoren. Han var tættere på mig end han nogensinde havde været før. Han havde lagt en arm om min skulder og støttede mig til en hvis grad. Han sagde ikke noget inden vi var kommet helt ned til jorden.
”Kan jeg få din adresse? Så skal jeg nok køre dig hjem.” Jeg trak vejret dybt et par gange, men jeg blev ved med at hulke så snart jeg havde luft nok. Jeg var alligevel så forståelig at han nikkede da jeg sagde min adresse og førte mig ned i parkeringskælderen. Han var ikke meget ældre end mig, men var alligevel så meget mere succesfuld at han havde en dyr Audi til at stå som blinkede med lygterne da han trykkede på nøglen. Han åbnede døren for mig som en anden gentleman og selvom vi stadig var i parkeringskælderen vendte jeg mig mod vinduet og stirrede ud af det.

Det havde aldrig været så galt når jeg havde fået skyldfølelse over for Shane. Måske var det julen der forværrede det. Der gik ikke længe imellem at jeg tænkte på ham og hvordan jeg følte det var min skyld. Men nu kunne jeg slet ikke lade være med at tænke på ham. Han skulle have rejst med mig med det samme, i stedet for at vente til juleaftensdag. Jeg kunne have bedt ham tage fri fra arbejde som jeg havde gjort. Han ville være her i dag hvis han ikke havde taget med den taxi. Jeg kunne også have lånt mine forældres bil og hentet ham selv. Jeg kørte meget mere forsvarligt. Der var så meget jeg kunne have gjort anderledes.
”Jeg har set dig græde før.” Sagde Jimmy pludselig stille. Jeg vendte mig spørgende imod ham. Jeg havde siddet og kigget ud på byen i alt den tid vi havde kørt. Jeg sagde ikke noget og ventede på hans fortsatte.
”Du græder tit. Lige efter vi har snakket sammen. Jeg tør ikke at spørge hvorfor, men jeg er næsten nød til at vide det, når nu det er så skidt at jeg bliver nød til at køre dig hjem og gå glip af en times løn.”
”Jeg har ikke bedt dig om at køre mig hjem.” Snøftede jeg og kiggede ud af vinduet igen. Han sukkede lavt og flyttede sin ene hånd fra rattet for at gnubbe sin tinding.
”Der blev kaldt over højtaleren at der var en nødstilfælde med dig og selvfølgelig kommer jeg jo springende. Du er jo min ven Molly. Jeg er bekymret for dig.” Han kørte ind til siden da vi var ud for mit lejlighedskompleks.
”Du behøves ikke at bekymre dig, for der er ikke noget du kan gøre, Jimmy. Tak for turen.” Jeg gik ud af bilen før han kunne nå at sige mere og jeg skyndte mig ind i min lejlighed og smed mig ned på sengen, for der kunne jeg tillade mig at græde ud.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...