Destiny´s skæbne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2015
  • Opdateret: 12 dec. 2014
  • Status: Igang
Da Destiny, hendes storebror Taylor og deres mor og far, Dakota og Robert er på vej til Destiny´s cello koncert, kørte de pludselig galt, og ramte et kæmpe træ i rabatten. Hendes mor Dakota døde på stedet, da hun blev mast af træet. Robert, Taylor og hende selv, blev kørt akut på hospitalet University College Hospital i det Nord centrale London. Efter en operation i hjernen blev hun lagt i koma. Under koma, var hun som et spøgelse, hun kunne se hvad alle lavede og gå hen, hvor hun ville, men ingen så hende og hendes krop blev altid liggende på sengen. Kort tid efter indlæggelsen, dør hendes far Robert på operationsbordet. Nu var der kun hende og hendes storebror Taylor tilbage. 5 måneder var gået hvor Taylor havde holdt øje med Destiny, mens hun stadig lå i koma, og han var ved at tvivle på om hun ville vågne, eller om han ville blive nødsaget til at slukke de maskiner der holdte hende igang....

1Likes
1Kommentarer
260Visninger
AA

1. Pain rhymes with rain..


 

 

Det var blevet svære for Taylor at holde sammen på hverdagen, når Destiny stadig lå i koma og mor og far ikke længere var der. Han var begyndt lidt i skolen igen, der var jo trods alt gået 5 måneder siden ulykken, men læren og dem fra klassen havde alle været meget forstående og hjælpsom over for ham. Hvis han ikke var i skole, sad han på stolen ved siden af hendes seng og bad til hun snart ville vågne. Hun var kun 19 år og havde stadig hele livet foran sig. Taylor var kun 2 år ældre en Destiny. 

 

***

Taylor´s synsvinkel.

Det var blevet onsdag og jeg havde valgt at tage i skole. Jeg havde haft virkelig svært ved at få samlet mig sammen til at tage af sted, men jeg gjorde det for Destiny, hun ville have bedt mig om at sætte mig selv før hende, og alle andre. Jeg tog min taske og forlod huset. Efter far og mors død, havde vi arvet huset. Jeg tog bilen og kørte mod skolen. Jeg parkerede bilen på den lille parkeringsplads, som var beregnet til skolen og gik inden for. Her ventede mine klasse kammerater på mig, foran døren til klassen. Ingen behøvede at spørger mig om hvordan jeg havde det, man kunne se det på mig, så de nikkede til mig og gjorde tegn til at de ville gå ind i klassen. Jeg skænkede Destiny en sidste tanke inden jeg gik ind i den halv fyldte klasse. Læren snakkede der ud af, om plantebiologi og fotosyntese, men intet af det læren forklarede og tegnede på tavlen, fangede min opmærksomhed. Først da klokken ringede til første frikvarter, vågende jeg lidt op fra mine tanker og kiggede op på tavlen. Jeg kunne slet ikke overskue alle de ord og tegninger på tavlen, så jeg skrev en sms til min kammerat John og forklarede at jeg tog på hospitalet igen. Jeg vidste John ville forstå og forklare læren det. Da jeg sad i bilen på vej mod hospitalet, ringede min mobil pludselig. "Ja det er Taylor" svarede jeg træt. "Hej Taylor, du snakker med Dr. Elisabeth Norht, jeg ringer ang. din søster, der er sket et mirakel, vi var sikker på hun aldrig ville vende tilbage igen, men hun er lige vågnet" sagde damen i telefonen. Jeg blev helt målløs, og dog kørte mit hoved rund med masser af spørgsmål og tanker. Jeg havde troet at jeg ville blive bedt om snart at tage en beslutning, om den maskine som holdt hende i live, skulle slukkes. "Jeg er på vej" var det eneste jeg svarede inden jeg lagde på...

 

***

Destiny´s synsvinkel.

Det havde føltes som en evighed for mig. Mig som havde set alt ske fra sidelinjen, som et slags spøgelse, uden at kunne gribe ind i alt det forfærdenlige der var sket. Fra da bilen kørte galt havde jeg set alt, min egen krop blive transporteret til hospitalet, vores mors lig, min bror og far som også blev kørt på hospitalet. Jeg havde set min egen operation og fars som han ikke overlevede. Så min bror synke mere og mere ind i sig selv for hver dag der gik. Han havde mistet alt og var på kantet til at miste mig også, og jeg kunne intet gøre, kun se på, og kæmpe for at overleve. Jeg havde mest af alt lyst til bare at råbe ham ind i hovedet, at jeg havde det fint, at han skulle gå i skole og ikke bekymre sig så meget om mig, men selv om jeg forsøgte fik jeg ikke noget ud af det. Dr. Elisabeth Northman havde hjulpet Taylor meget, snakket med ham og hjulpet ham igennem de aller sværeste tider. Jeg var også begyndt at holde af hende, Elisabeth snakkede altid til mig når hun var inde og tjekke til mig, som om hun vidste at jeg kunne høre hende. Der var flere gange jeg havde set et lys, men jeg havde lovet mig selv ikke at gå ind i det, før alt håb var ude eller når jeg blev gammel. Jeg var en fighter, og lægerne kunne mærke det. I dag havde været en mærkelig dag, jeg kunne ligesom fornemme der var ved at ske et eller andet med mig, mit spøgelses jeg var begyndt at forsvinde lidt i nogle små perioder, og pludselig vågnede jeg i hospitals sengen, mens en noget forskrækket sygeplejeske kiggede på mig. "Dr. Elisabeth, hun er vågen, skynd dig kom her ind" råbte den lidt forskrækkede sygeplejerske. Lidt efter kom Elisabeth ind af døren, smilende og glad. "Hvor er jeg glad for du endelig er vågen" sagde hun. "Mit navn er Dr. Elisabeth Norhtman" sagde hun igen. Af ren høflighed ville jeg sige noget, men jeg kunne ikke få min mund til at forme ordene og sige noget. Det var som om den var lammet. Hun kunne se jeg kæmpede for at sige et eller andet så hun spurgte "Er der andet du ikke kan, kan du bevæge dig" jeg prøvede med min højre arm, den virkede fint, det samme med venstre arm. Benene kunne jeg også sagten bevæge, men jeg kunne ikke få en lyd ud af min mund. "Mærkeligt" mumlede lægen. "Jeg går ud og ringer til din bror" sagde hun og gik ud af rummet. "Er der noget du har lyst til" spurgte sygeplejersken og rakte mig en blok og en kuglepen, hun ville have jeg skulle skrive det ned. Jeg skrev: Nej. Selvom der var masser af ting jeg havde lyst til...

 

***

 

Niall´s synsvinkel.

Mig og drengene havde egentlig ferie, men vores maneger havde givet os en opgave. En ung pige og hendes familie havde været ude for en bilulykke. Hun havde lagt i koma i 5 måneder, mens hendes bror dag ud og dag ind havde siddet ved hendes side. Begge forældre overlevede desværre ikke og de havde kun hinanden, eller han havde hende, med mindre hun aldrig ville vågne af koma. Vores opgave var at vi skulle besøge hende på det hospital hun var indlagt på, for at vise vores fans at vi også tænkte på andre som ikke kendte os, eller ikke var fan af os. Desuden var vi også alle enige om vi havde gjort det alligevel, vi boede jo ikke så langt derfra, og desuden kendte Harry hendes bror. Det var noget med at Taylor, pigens storebror havde gået i skole med Harry, inden Harry skiftede skole. De havde stadig holdt kontakten og holdt nogle vilde fester sammen. Det var sjovt at tænke på at pigens navn faktisk også betød noget kraftfuld, men det var et pænt navn. 
Her sad vi så, i bilen på vej mod hospitalet hvor Destiny lå. Vi havde vore bodyguards med, hvis der skulle være nogle fans eller paperazzi. "Det bliver skønt at se Taylor igen, og høre hvordan han har det" kom det fra Harry. "Han har det jo nok ikke så godt, med tanke om at han har mistet sin mor og far, og måske også sin søster" svarede Liam. Han var altid den mest alvorlige, men det var derfor vi elskede ham. "Gad vide om hun er lækker" kom det muntert fra Louis. "Ej det kan du bare ikke mene" protesterede Zayn. Jeg sad bare helt tavs, og tænkte på hvordan jeg ville have det hvis jeg var i Taylor´s sted. Mine tanker blev afbrudt at Liam der sagde "Så er vi her"...
 

***

 

Hej alle sammen, det var så første kapitel, lad mig vid hvad i syntes om den og tusinde tak fordi i læste den.
Mvh Amanda :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...