Badboy - Louis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 dec. 2014
  • Opdateret: 5 jan. 2015
  • Status: Færdig
"Hans blå øjne, hans brune hår og hans søde smil. Han er perfekt, Alicia!" Sagde Elena. "Lov mig, at du passer på dig selv" Svarede hun bekymrende. Hvorfor skulle Elena passe? Det er jo bare rygter, og rygter er ikke nogle man skal tro på! Hvordan er det og ha følelser for en dreng, som tit er i mærkeligt humør, næsten aldrig møder op i skolen og værst af alt har en masse rygter om sig? Drengene; Harry, Louis, Jack og Adam elsker at lave ballade, de elsker at feste, elsker piger. Kommer de levende fra at køre to på scootere? Slipper de nogensinde for de lede rygter som folk skaber omkring dem? Og i virkeligheden, holder Louis Elena for nar? Har det hele bare været ét stort væddemål fordi hun er den nye? Rygter; Voldelige personer, farlige stoffer, at Elena er et væddemål osv.

31Likes
26Kommentarer
4417Visninger
AA

18. </3

Louis' synsvinkel

 

Elena havde ikke været i skole længe, og det bekymrede mig. Måske, skulle jeg ikke have lavet væddemålet med drengene alligevel, men bagklog ville man nok altid være.. Alicia sad bare og sendte onde blikke til mig, og det forstod jeg egentlig godt - jeg havde såret hendes bedsteveninde. Jeg kunne slet ikke koncentrerer mig, kunne jeg næsten aldrig - denne her gang var det slemt. Jeg rejste mig op fra stolen, efter det ringede ud til pause, og fik taget fat i Alicia inden hun smuttede hun af døren, "Vent lige" Bad jeg og ventede til alle var smuttet ud af klasselokalet, og heldigvis ventede hun. "Hvor er Elena? Hvordan har hun det?" Spurgte jeg, og kiggede dybt i Alicias øjne.

"Hun har det ikke særlig godt, det burde du da tænke dig frem til!" Svarede hun vredt tilbage. Jeg sukkede, "Jeg forstår godt du er vred.." Men Alicia afbrød mig, "Jeg er ikke bare vred, jeg er os skuffet Louis". Jeg kiggede rundt, og jeg mærkede hvor skidt jeg havde det med alt det her, "Og det forstår jeg fandeme godt!" Svarede jeg, jeg var skuffet over mig selv, det var jeg virkelig. "Men jeg elsker hende, Alicia!" Tilføjede jeg, og hun rystede på hovedet, "Det skal du ikke fortælle mig, men Elena, Louis" Svarede hun, og forsvandt hurtigt ud af døren. Jeg gik efter ud af døren, og kom ud til drengene udenfor, som stod og røg. Jeg tændte hurtigt en smøg, "Ses vi senere?" Spurgte Adam, og jeg nikkede. Jake kom ud lidt efter, "Går det bedre mellem dig og Alicia?" Spurgte Adam, og han nikkede forsigtigt, "Hun er stadig sur over væddemålet" Svarede han, og tog imod resten af min smøg. Alicia og Jake havde fået noget med hinanden.

Det ringede ind, og som altid - kunne jeg slet ikke koncentrere mig, jeg tænkte hele tiden på Elena. Læreren vækkede mig fra mine tanker, "Louis?" Kom det fra læreren. Jeg kiggede hen på læreren, "Kender du svaret?", jeg fik et lille smil på læben, "Næh, og jeg er egentlig os ligeglad" Svarede jeg koldt. De fleste fra klassen grinede, og læreren blev pist og sendte mig ud. Ergo, jeg havde fri resten af dagen. Jeg tog min skoletaske om skulderen, "See ya" Sagde jeg, og rakte en fuckfinger i luften og forsvandt ud af døren.

Hvis jeg kendte Elena ret - og hendes familie, så var hun enten alene hjemme eller så tilbragte hun tiden i fitness centeret. Jeg gik mod Elenas hjem, det første jeg ville prøve. Jeg gik op til døren, og bankede forsigtigt på, og efter nogen ikke åbnede, bankede jeg hårdere på. Denne gang kom der en mørk skikkelse frem på den anden side af døren, som blev åbnet, og da jeg så Elena, blev døren smækket i igen. "Elena! På et eller andet tidspunkt, må vi altså få snakket sammen!" sagde jeg højt, og da ingen repons kom tilbage, sagde jeg igen "Elena, jeg savner dig forfanden!".

Døren blev forsigtigt åbnet igen, "Og det er nummer er ikke endnu et væddemål, vel?" Sagde hun gennem sprækken, "Nej det lover jeg dig!" Svarede jeg, og hun lukkede mig ind. Vi fik os sat i hendes seng, "Jeg virkelig ked af alt det her, Elena, det er jeg virkelig" Sagde jeg, og kiggede på hende, hun lignede en der havde lyst til at græde. "Elena, jeg elsker dig!" Sagde jeg igen, og selv mine tårer pressede på. Hun svarede ikke, og lyttede bare på det, jeg havde og sige. "Kan du tilgive mig?" Spurgte jeg, og hun kiggede på mig, og hun tøvede med svaret, og det gjorde mig nervøs. "Lover du, at der ikke sker et væddemål mere eller du på andre måder holder mig for nar igen?" Spurgte hun, og jeg nikkede, "Det lover jeg af hele mit hjerte, jeg vil bare ha dig ved min side, som min kæreste" Svarede jeg, og hun fik et lille smil frem på læberne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...