Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
16242Visninger
AA

30. ♦epilog♦

D. 31 oktober 2016

Det var Halloween i dag, hvilket også var grunden til, at jeg gik rundt til en stor fest. Egentlig havde jeg aldrig fejret det og gået op i det, men i år var jeg klædt ud og helt spændt på at være her.

Jackie havde hevet mig med sammen med Dylan og hans ven, som hun ivrigt prøvede at sætte mig op med. Jeg ville ikke sige, at det gjorde mig noget, for han var en flot fyr, der gik i tætsiddende bukser og havde brunt hår og kindben, der sagde spar to – og han var endda også flink.

Måske var det hovedgrunden til, jeg var taget med til det her.

”Vil du have en drink?” spurgte den omtalte ven, hvis navn for resten var Jeff. Jeg kiggede på ham og nikkede med et smil. ”Det ville være rart,” svarede jeg ham, og han nikkede og sagde, at jeg bare skulle vente der – så ville han komme med to drinks lige om lidt.

Folk fløj næste rundt omkring mig i deres iver for at finde andre bekendte, og jeg kunne ikke lade være med at stå og studere dem. Alle gik så meget op i deres kostumer og havde gjort alt for det, og alle – uden undtagelse – så også fuldstændig fantastiske ud. Det fascinerede mig, og jeg fortrød, jeg aldrig var taget med til disse fester før.

Mine tanker blev afbrudt af et prik på skulderen, og da jeg vendte mig om, stod en mørkhåret fyr og kiggede lidt usikkert på mig.

”Calum!” udbrød jeg, da jeg endelig kunne se, at det var ham, og han blev mere sikker på sig selv og smilede bredt. Han slyngede armene om mig, og jeg gengældte det hurtigt.

Ærligt havde jeg mistet kontakten næsten helt til ham, da mig og Michael slog op. Han havde været en konstant på mindelse om Michael, og til sidst havde jeg besluttet mig for, at jeg blev nødt til at arbejde på mig selv og min psyke, og Calum lod til at kunne forstå det og havde sagt, at jeg skulle sige til, hvis tingene på et tidspunkt ændrede sig. Det lovede jeg ham, men det havde jeg endnu ikke gjort.

”Åh, det er godt at se dig! Jeg er ked af, jeg ikke har vendt tilbage til dig,” jeg skar ansigt. Han rystede afværgende på hovedet. ”Det er okay, Grace, jeg bebrejder dig ikke noget! Har du det godt?” spurgte han.

Med ærlighed nikkede jeg, for jeg havde det godt. Jeg havde det fantastisk, og det hele kunne man sige var til Michael, der cuttede mig af – og det lød åndsvagt, men det havde givet mig en indsigt i, hvor afhængig jeg var på en person, og det gav mig en åbenbaring om, at jeg blev nødt til at arbejde på mig selv og bygge min person om, før jeg blev involveret med nogle personer. Det var også derfor, jeg ikke havde haft fat i nogen fyre før Jeff, som jeg først havde mødt for godt en måned siden.

”Ja, jeg har det fantastisk,” svarede jeg ham, da det gik op for mig, at han ikke kunne læse mine tanker, ”hvad med dig?”

Han nikkede også. ”Jo, har det super. Selvfølgelig lidt stresset, fordi der er så mange ting med bandet, men det er godt,” han kiggede ud af øjenkrogen, og hans ansigtsudtryk ændrede sig pludselig til et lidt bekymret et.

Det fik mig til at følge hans blik, og jeg burde have vidst, hvad – eller rettere sagt hvem – det var, han kiggede på.

Jeg havde forberedt mig på, at jeg skulle se Michael igen på et tidspunkt, men der var ikke noget, der rigtig kunne forberede en på det. Det føltes ikke decideret som en mavepuster, da hans nu mørkeblå hår kom til syne, men det var heller ikke en hel rar følelse. En halv mavepuster måske.

Michael fik også først øje på mig, da han var kommet helt hen og begyndte at spørge Calum om, hvor han blev af. Hans øjne lagde sig på mig.

”Oh,” det var det eneste, der kom ud af ham. Jeg kunne ikke vurdere, om det var en god ting, men jeg spændte bare i kæberne og prøvede ikke at reagere.

”Er det… her okay?” Calum var helt befippet, og det var tydeligt, han ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv. Jeg valgte at tage kontrollen over situationen og nikkede hurtigt for at forsikre ham om, at det var fint. Det fik ham til hurtigt at smutte væk og redde sig fra en let akavede stemning.

”Grace,” nu havde Michael sagt to ord. Ikke at nogen af dem havde lydt særlig intelligente, men det skubbede jeg til side.

”Hej, Michael,” svarede jeg bare. Selvom jeg virkelig prøvede, blev min stemme en smule distanceret, som om jeg prøvede at holde mig godt på afstand. Højst sandsynligt var det af den logiske grund, at det ikke havde været noget godt, sidst jeg så ham.

”Det er lang tid siden,” begyndte han prøvende, ”hvordan går det? Har du det… bedre?” han bed sig i læben. Jeg fik det næsten godt af at se ham vride sig på den måde, og det gik bare op for mig, hvor lidt han kendte mig nu.

”Jeg har det fint. Jeg har det fantastisk, faktisk,” svarede jeg en anelse skarpt. Hvorfor så han så overrasket ud?

Okay, jeg vidste godt hvorfor. Fordi da han havde valgt, at jeg ikke var god nok, var jeg faldet helt fra hinanden, og det vidste han godt, for han havde prøvet at være der for mig som en ven, og det var ikke godt.

Jeg ville ønske, der kun var gået få måneder, før jeg var ovenpå igen, men det var langt fra sandheden. Efter to måneder havde jeg det stadig svært med at overskue noget som helst, fordi alting virkede så lige gyldigt, og jeg havde mistet den, der betød allermest for mig.

Der var gået et halvt år, før tingene var blevet bedre, og jeg gik til min første psykolog. Siden da havde været en utrolig lang kamp – hvor voldsomt det end lød – og ikke kun omkring Michael, men bare omkring mig, men nu var jeg kommet ud på den anden side, og jeg følte mig stærk og selvsikker.

Jeff kom hen til mig med de lovede drinks. Hans blik svævede i mellem mig og Michael, da han opdagede den intense stemning.

”Skal jeg give dig drinken nu, eller skal jeg vente lidt…?” spurgte han usikkert. Med et sidste blik på Michael rystede jeg på hovedet. ”Nej, det er fint. Tak. Jeg håber, du har det godt, Michael, okay? Vi ses.” jeg skød et smil i hans retning, før jeg tog i mod drinken og lod Jeff lægge en arm om livet på mig.

 

Slut. x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...