Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
15978Visninger
AA

10. ♦9

I’m not okay but I’m doing alright

01:45 viste klokken. Jeg lå med min computer foran mig, men der foregik ikke noget spændende på skærmen. Ærlig talt havde jeg ikke nogen idé om, hvad jeg skulle lave. Det var decideret kedeligt.

Normalt ville jeg sove på det her tidspunkt, når jeg ikke var i byen, men siden jeg havde sovet hele dagen, var det fuldstændig umuligt for mig at falde i søvn. Jeg havde ligget her i flere timer.

Flere gange havde tanken om at skrive til Michael og spørge, om han var vågen, strejfet mig, men jeg havde talt mig selv ud af det.

Jeg kunne ikke finde ud af, om det ville være for underligt. For jeg var ikke vant til bare sådan at skrive til folk for at se, hvad de lavede, og jeg var ikke vant til, at jeg havde en lille lyst til rent faktisk at være sammen med nogen – men kun lidt. Ikke meget. Lidt.

I min kedsomhed gik jeg ind på Twitter for at se, om han havde skrevet noget derinde. Hvis han nu alligevel gav et hint om, at han kedede sig eller noget, så kunne jeg vel godt tillade mig det, ikke?

Hvorfor følte jeg, at jeg var helt på bar bund med, hvordan man kommunikerede med folk? Jeg var 22 år gammel – nu måtte jeg lige komme ind i kampen.

Han havde tweetet for 22 minutter siden, og som jeg havde håbet på, var det ikke noget spændende. Det var et selfie, hvor han lå i sengen og teksten lød: ”Har tid til at slappe af… lidt for meget. Hvordan fanden mister man sit pas, alligevel”

Det afgjorde det. Når nu jeg var helt afskåret fra verden og virkelig ikke havde noget at lave, kunne jeg vel ligeså godt prøve at udforske området venner lidt.

Grace: Hvad laver du?

Der gik fem minutter. Jeg var ved at tro, at han var faldet i søvn og kunne næsten mærke mig selv blive skuffet. Så kom der et svar.

Michael: Jeg ser film. Hvad laver du?

Hvad laver du. Ja, hvad lavede jeg. Det var svært uden at lyde lam. Hurtigt svarede jeg.

Grace: Jeg overvejer at se film. Hvad ser du?

Michael: 50/50

Pause.

Michael: Den er lige gået i gang.

Grace: Okay.

Michael: ...Vil du se film sammen? Jeg tror, du vil kunne lide den.

Grace: Okay.

Okay. Det var okay. Jeg sagde ja til at se en film med Michael, og det var okay. Det var helt okay.

Jeg tog min mobil og mine nøgler i hånden, og så gik jeg ud af mit hotelværelse og fem værelser længere ned ad gangen. Jeg bankede på. Michael åbnede.

”Det er skønt ikke at kunne sove, hva?” var det første, han sagde. Jeg trak på skuldrene. ”Søvnløse nætter. De er da skønne,” mumlede jeg sarkastisk, men det var ikke ment for at gøre grin med ham, som jeg tit gjorde. Det var bare en kommentar.

Jeg kiggede rundt, da jeg kom ind. Der rodede mere, end der gjorde på mit værelse, men det kom egentlig ikke bag på mig. Pludselig begyndte Michael at grine, og jeg vendte mig forvirret rundt.

”Hvad?”

”Har du sutsko på?” spruttede han, ”hvor er de søde!” han blev ved med at grine, imens han satte sig hen i sengen.

Jeg skød fornærmet underlæben frem. ”De er bare varme. Jeg tænkte, at det nok ikke var nødvendigt med sko, når jeg alligevel bare skulle gå fem døre ned.” jeg blev stående.

”Det er okay, det var ikke sådan ment. Det er bare… sødt,” han tøvede lidt med at sige det, ”sætter du dig ikke, så vi kan komme i gang?” han skævede ned til pladsen ved siden af ham.

Da jeg var gået med til at se film, havde jeg ikke lige tænkt over, at vi så skulle sidde side om side og kigge ind på en computerskærm.

”Jo,” mumlede jeg. Jeg gik om på den anden side af sengen og satte mig, så jeg sørgede for, at vi ikke rørte ved hinanden.

”Vil du have noget chokolade?” spurgte han, da filmen havde været i gang i 2 minutter. Selvom vi så film, var jeg mere end glad for, at han brød stilheden, der var en lille smule akavet.

”Ikke, hvis det er lys chokolade,” svarede jeg. Mine hænder kastede lidt rundt med min mobil, uden jeg rigtig tænkte over det – det var blevet en vane for mig at gøre det.

Han kastede en pakke hen til mig, og jeg blev glad, da jeg så, at det var 70% kakao med orangeknas. Det var en af mine favoritter, og jeg åbnede den lidt for hurtigt. Michael sad bare og smilede over det med øjnene rettet mod filmen.

Det var en smule koldt, men jeg sagde ikke noget. Jeg havde selv valgt kun at have en t-shirt på, så jeg gad ikke sidde og brokke mig og bede om dyne eller noget. Jeg var bare glad for, at jeg havde sutsko på, og at dynen lå halvt indover mit højre ben.

”Du ved godt, det ikke dræber dig, hvis vi strejfer hinanden, ikke? Det er ikke, fordi jeg giver dig brandemærker,” crap. Han havde opdaget, at jeg holdt mig lidt på afstand. Hvorfor holdte jeg mig også på afstand? Fordi jeg ikke kendte ham godt nok, og fordi jeg ikke var vant til at sidde og se film med en anden person på den her måde.

”Så du vil gerne have, at vi sidder tæt?” drillede jeg for at virke mere selvsikker. Han rystede på hovedet af mig. ”Du er utrolig,” mumlede han, men et smil spillede om hans læber. Det var godt, ikke?

Så koncentrerede vi os begge to om filmen.

 

***

 

Der var mørkt, da jeg vågnede igen. Det havde der også været udenfor før, men den her gang var lyset i rummet slukket. Jeg måtte være faldet i søvn. Stadig lidt søvnig vendte jeg mig rundt.

Jeg kunne lige fornemme silhuetten af Michael, der lå ved siden af mig og sov. Hans åndedræt var tungt. Der var blevet lagt en dyne over mig, men i det mindste var det ikke den samme dyne, vi delte.

Min hånd fandt min mobil, der lå faretruende tæt på Michaels ryg. Klokken viste 03:06. Træt kørte jeg en hår igennem mit hår, der slet ikke sad så godt mere.

Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg skulle blive liggende og lade som om, jeg ikke var vågnet, eller om jeg skulle rejse mig og gå. På en eller anden måde virkede det åndsvagt bare at gå.

Min mave rumlede, og jeg sukkede. Jeg kunne ikke overskue at tage på madjagt nu.

Forsigtigt rejste jeg mig op fra sengen, efter jeg havde fjernet dynen fra mig. Jeg skuttede mig lidt, da varmen forsvandt fra mig, men jeg ignorerede det.

”Går du?” Michaels stemme var hæs af søvn, da han snakkede. Det gav et sæt i mig, fordi jeg ikke anede, han var vågen.

”Øhm,” igen tog jeg hånden igennem håret, ”jeg vågnede bare. Jeg vidste ikke, jeg var faldet i søvn – sjovt nok. Jeg er sulten. Du kan sagtens sove videre,” jeg snakkede hurtigt. Situationen gjorde mig ukomfortabel. 

Jeg havde altid set på søvn som noget meget sikkert og samtidig sårbart. Man var i en bevidstløs tilstand og lod den anden person se en fuldstændig hjælpeløs. Det var derfor, jeg for det meste sørgede for at undgå det. Jeg kunne ikke lide at sårbar ud. Og nu havde Michael set det, for han var ikke faldet i søvn før mig – så ville jeg ikke have haft dyne over mig, og computeren ville ikke være lagt fint på gulvet.

”Hvor vil du have mad fra?” spurgte han med et hævet øjenbryn. Jeg trak på skuldrene. ”Så langt er jeg ikke kommet endnu. Et eller andet sted, der har åbent.” svarede jeg ham.

Han satte sig også op. Hans gned sig i øjnene for at vågne lidt op. Han kiggede på klokken og lagde så sin mobil fra sig igen.

”Jeg vil gerne med ud og have noget mad, hvis du skal ud fra hotellet,” sagde han så. Jeg kiggede lidt på ham. Han så træt ud. Måske havde han ikke sovet så meget, som jeg havde i går.

”Det er okay. Jeg tror bare, jeg finder den nærmest McDonald’s. De har vel åbent om fredagen,” jeg trak på skuldrende. Han nikkede. ”Det er netop derfor, jeg gerne vil med dig.”

”Er McDonald’s virkelig så godt, at du vil med mig kvart over tre om natten?” spurgte jeg overrasket. Han rystede på hovedet efterfulgt af et gab. ”Nej. Eller jo, det er også godt, men det er ikke derfor. Vi befinder os i USA, og det er midt om natten, og det er bare ikke sikkert, at du, som kvinde, går ud alene. Og jeg ville være en dårlig ven – eller bekendt, hvad end du vil kalde det – hvis jeg bare lader dig gå ud.” slog han fast.

Jeg var mundlam. Han bekymrede sig om, at jeg gik ud alene, fordi jeg kunne komme til skade? Så langt tilbage, jeg kunne huske, mindedes jeg ikke, at der var nogen, der havde tænkt over det før.

Usikkert trak jeg på skuldrene. ”Det er okay. Jeg plejer jo at tage hjem fra byen selv og sådan, og der er der ikke sket noget,” mumlede jeg – jeg var ikke sikker på, hvordan jeg skulle tage i mod han bekymring.

”Grace, kom nu bare. Det er okay. Lad os nu bare tage af sted, hvis du er sulten,” han rejste sig fra sengen, og jeg bed mærke i, han havde beholdt sin t-shirt på denne gang.

Jeg valgte ikke at argumentere i mod det. Hvis han så gerne ville med, så måtte han da gerne det.

”Hvor meget nåede du at se af filmen?” spurgte han, da vi var kommet ned i lobbyen. Jeg lynede min jakke op og trak på skuldrene.

”Det ved jeg ikke. Jeg følte mig slet ikke træt, da jeg kom ind til dig, men åbenbart faldt jeg i søvn? Jeg plejer aldrig bare at falde i søvn,” jeg snakkede næsten mere til mig selv end til ham.

Det undrede mig, at det  havde været så let for mig. De fleste nætter lå jeg søvnløst og kiggede ud i mørket i flere timer, før jeg kunne falde i søvn. Medmindre jeg havde alkohol i blodet, så plejede det at gå lidt nemmere.

Jeg måtte have følt mig godt tilpas. Hurtigt skubbede jeg tankerne fra mig og fokuserede på at gå.

”Ved du, hvor der ligger en McDonald’s?” det gik op for mig, at jeg ikke anede det. Han nikkede. ”Jep, den ligger ikke så langt væk,” svarede han hurtigt.

Der var masser af mennesker ude. Overalt var der fulde mennesker, der enten havde travlt med aftenens fangst, ikke kunne gå eller var på vej hjem.

Michael havde taget en hue over hovedet, som dækkede alt hans hår. På den måde var det sværere for ham at blive genkendt; hans hår var en ret stor del af hans karakteristik.

”Hvis vi klarer det her, uden du bliver stoppet, så er jeg glad,” sagde jeg, da jeg skubbede døren op til McDonald’s. Det var en relativt lille en, hvilket gjorde at der så endnu mere proppet ud.

 Jeg burde have tænkt på, det var en dårlig idé at tage på maccen; det var her, man altid tog et smut forbi, når man var på vej hjem fra byen.

 

Michael blev kun hevet fat i to gange, og det var heldigvis ikke af nogen, der var mega store fans. Det var bare nogen, der vidste, hvem han var, fordi de havde venner eller småsøskende, der var vilde med bandet.

Størstedelen af deres fans var vel også under 21 år gamle, så der var nok ikke så mange i byen her i USA, der var under den aldersgrænse.

”Hvad for en menu var det nu, du købte?” spurgte Michael, da vi gik tilbage. Han havde spurgt mig to gange før, men han blev ved med at glemme det. Frustreret sukkede jeg.

”Det er en fucking McChicken menu,” sagde jeg igen. Han grinede. ”Nå ja. Okay.” han strammede grebet om hans pose.

Selvom han på vej hen til McDonald’s havde sagt, at han ikke var særlig sulten og nok bare skulle have nogle pomfritter, var han alligevel endt op med at løbe en Big Mac menu. Selvfølgelig. Man kunne ikke gå på McDonald’s uden at købe noget.

”Kigger du egentlig nogensinde på de artikler, der bliver skrevet om dig?” spurgte han pludselig om. Han kørte kortet over en censor, så hoteldørene åbnede sig.

”Lidt,” jeg trak på skuldrene, ”Nogen gange, men jeg gider ikke helt, jeg får intet ud af det. Der står hele tiden noget lort, fordi jeg så tit er ude, og så også der, da jeg lige kom på stationen og sådan noget, hvor du hjalp… jeg ved ikke. Men nogen ting kigger jeg på. Og nogen ting kan jeg ikke undgå, fordi de kommer lige op i mit ansigt på twitter for eksempel.” svarede jeg.

Elevatoren var endnu varmere end lobbyen.

Han nikkede lidt. ”Jeg kan ikke lade være med at kigge på det. Jeg er heller ikke så vant til at få så meget omtale, så det er stadig meget nyt. Jeg tænkte bare på, om de mon siger noget om os,” han lød lidt genert.

”Det ved jeg ikke. Garanteret.” vi var kommet til min dør nu, og jeg stoppede op. Han så overrasket ud.

”Vil du spise sammen? Det er bare lidt hyggeligere, når nu vi har hentet det sammen,” skyndte han at tilføje. Jeg nikkede.

”Ja, det kan vi godt. Jeg skal bare lige gøre noget herinde, to sekunder,” hurtigt låste jeg op og næsten halvløb ind på mit værelse. Michael stod i døren og kiggede ind. Det var fint, han ikke gik ind.

Målrettet gik jeg hen til reolen, hvor min læderbog lå, og fandt den og en blyant frem.

Da jeg var sikker på, at Michael ikke var gået ind og ikke kunne se, hvad jeg skrev, skyndte jeg mig at sætte blyanten mod papiret.

Måske er selskab den ting, jeg har brug for, og ikke den ting, jeg skal undgå. 

♦♦♦

YEAH godt nytår og alt det der - håber, i havde en god aften og har alle lemmer i behold, alt andet vil være lidt for trist :(((( 

Jeg brugte den, som sagt, med pigerne fra min klasse, og det var super hyggeligt. jeg blev ikke fuld dog, men så har jeg i det mindste ikke haft det dårligt i dag, og jeg har været ude og ride (y) produktivt. x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...