Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
16240Visninger
AA

9. ♦8

Dinner is a language in itself

”Det samme hotel som dig? Virkelig?” fnøs jeg nærmest, da vi kom ind på hotellet. Han havde lige akkurat informeret mig om, at det var et godt hotel, uden det var alt for dyrt – i hvert fald havde han råd til det.

Først vidste jeg ikke, om jeg skulle reagere på, at jeg altså havde råd til dyre hoteller, eller at det var det samme hotel, han boede på – og det endte så med at være det sidste.

”Ja?” han hævede et øjenbryn, ”har du nu noget i mod at bo på samme hotel som mig? Det er jo ikke, fordi vi deler værelse eller noget, og du kan da med glæde få lov til at bo på en helt anden etage. Eller et andet hotel, men det har var bare tættest på af dem, jeg kender. Du bød jo ikke selv ind med noget,” vrissede han.

”Du er virkelig irritabel i dag,” betroede jeg ham flabet, ”men det er fint nok. Hotellet ser vel okay ud,” jeg trak på skuldrene. Han rystede bare på hovedet, imens han gik i gang med at tjekke mig ind.

”Skal jeg tage kufferten op for dig?” spurgte han sødt om. Jeg kiggede på hans egen kuffert og rystede på hovedet. ”Nej, det er okay. Du har dit eget. Og jeg kan godt tage mine egne ting,” hurtig snappede jeg den fra ham.

Han spærrede øjnene lidt op over min opførsel.

”Ja, før var du jo ikke ædru nok til selv at sørge for den,” mumlede han. Jeg trak på skuldrene. ”Men det er jeg nu.” jeg tog nøglerne fra manden bag skranken og kiggede glad på, hvor jeg skulle være hende. I en suite – selvfølgelig.

Michael valgte at blive stående og kiggede efter mig, imens jeg slæbte mine ting hen til elevatoren.

Jeg vidste godt, jeg skulle skrive til min mor nu og forklare hende, hvorfor jeg lige pludselig ikke kunne komme alligevel. Og jeg hadede at skrive sådan noget til min mor, for hun havde flere gange prøvet at sige til mig, at hun syntes, jeg havde et problem.

Alligevel tog jeg min mobil frem og skrev.

Grace: Hej mor. Jeg kommer ikke hjem til UK i dag, men en af de næste par dage – jeg ved endnu ikke, hvornår jeg tager flyet. Jeg fik dummet mig lidt og fik ikke lov til at komme med i flyet, men det er okay, for Jackie er kommet med og er klar til koncert. Vi ses snart.

Så besluttede jeg mig for at tage en lur, for som sagt havde jeg jo ikke sovet; jeg var kommet direkte fra byen, og jeg havde brug for søvn og et bad. Badet måtte komme efter søvnen, for jeg kæmpede med at holde mine øjne åbne.

 

***

 

Efter en lur, der endte med at vare til klokken seks om aftenen, tog jeg mig et bad, og så var klokken halv syv. Og jeg kedede mig, og jeg var sulten, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg havde lyst til.

Min mor havde svaret mig.

Mor: Jeg tør ikke engang spørge, hvad der er sket. Det må vi tage på et andet tidspunkt. Pas på dig selv, skat.

Hun kendte mig for godt og vidste, at det var noget, jeg selv havde rodet mig ud. Det beviste altså, at jeg havde rodet mig selv ud i dårlige situationer lidt for mange gange.

En idé poppede op i hovedet på mig, men jeg vidste ikke, om jeg skulle gå igennem med den. Michael havde boet her i flere dage, så han burde vide, om maden her var god. Til sidst blev jeg enig med mig selv om, at de var bedre at skrive til ham og spørge, end det var at gå ned og betale for noget ikke så lækkert mad.

Grace: Er der god mad her på hotellet?

Han svarede efter ikke særlig lang tid, og jeg gik ud fra, at han havde ligeså lidt at lave som mig – vi var trods alt begge to endt her ekstra tid mod vores vilje.

Michael: Den er fin. Vil du med ned og spise aftensmad?

Vent, spurgte han lige, om jeg ville med ned og spise aftensmad? Sammen med ham? Som i at vi spiste aftensmad sammen? Den var jeg ikke helt så sikker på. Bestemt ikke, for jeg havde kigget ud af vinduet tidligere og set, at der var op til flere fans, der havde fundet ud af, at Michael boede her. Det var i hvert fald ikke mig, små teenagepiger skreg efter.

Grace: Det kommer til at se lidt for kærligt ud. Og så tror jeg, dine piger bliver kede af det.

Michael: Mine piger? Fansene? Det er da lige meget, de ved godt, jeg ikke ligefrem dater alle, jeg bliver set med.

Grace: Det var en indirekte måde at sige nej på.

Jeg endte med at skære det helt ud i pap for ham. Måske lidt hårdt, men jeg havde ikke lyst. Jeg havde heller ikke lyst til at sidde alene og spise, men hellere det. Plus det ville virke mærkeligt, hvis jeg lige pludselig var med på idéen om at spise sammen.

Min kufferts indhold lå allerede spredt lidt udover det hele, og jeg tog det første, det bedste; et par sorte jeans og en mørkeblå uldsweater. Meget komfortabelt. Så tog jeg et lille lag mascara på, ordnede mine øjenbryn og satte mit hår op i en hestehale.  

Til det tog jeg nogle Nike Air Force sko på, og med min pung i hånden var jeg klar til at gå ned til restauranten.

Jeg nåede hele vejen ned til restauranten, før jeg blev stoppet.

”Grace, det her er jo åndsvagt,” Michael. Selvfølgelig Michael. Det lod til, at den dreng var over det hele, og det frustrerede mig.

”Oh my god, forsvinder du aldrig, eller hvad skal der ske? Jeg skal bare have noget simpelt aftensmad!” vrissede jeg – overrasket over, det kom ud med så meget styrke.

”Jeg skal også bare have aftensmad. Det skal vi begge to, og folk ved godt, vi kender hinanden, og hvor åndsvagt er det ikke også, at vi kender hinanden, men sætter os i hver vores side af en restaurant? Det er bare mad, det er ikke, fordi jeg beder dig om at have sex med mig.” gav han igen.

”Ja, heldigvis for det,” jeg himlede med øjnene, ”fint, så lad os få noget mad. Betaler du?”

”Var det ikke dig, der var bange for, det skulle minde om en date? Så skal jeg vidst ikke betale, du,” svarede han med en fuldstændig neutral stemme. Jeg skulede til ham, selvom han ikke kunne se det, i det han gik foran mig hen mod et bord.

Han var af en eller anden grund god til at vende mine ord om, så han kunne bruge dem mod mig.

Vi satte os ved et bord, og jeg tog fat i menukortet, imens jeg lod som om, jeg ikke kunne høre, at der var fans, der skreg udenfor – og det var endda, selvom hotellet var relativt lydisoleret (det gik jeg da i hvert fald ud fra).

Jeg endte med at bestille en pizza, da det egentlig var præcis det, jeg havde brug for lige nu. Ikke en eller anden fedtfattig salat, der umuligt kunne mætte noget som helst. Bare en stor, god pizza.

”Har du kigget på fly? Med hensyn til, hvornår du tager hjem og sådan?” spurgte Michael, da vi havde bestilt vores mad. Hvorfor overraskede det mig, at han begyndte en samtale? Vi skulle spise sammen.

”Nej,” jeg rystede på hovedet, ”jeg lagde mig til at sove med det samme, da vi kom, og nu er jeg her. Men måske tager jeg hjem i morgen. Måske i overmorgen – det kan godt være, jeg bliver her lidt ekstra, så jeg bare er lidt alene,” jeg trak på skuldrene. Jeg vidste det faktisk ikke.

Tanken om at blive her lidt helt virkede faktisk slet ikke så skræmmende. Det var ikke tit, jeg var nogen steder henne helt alene, og det kunne være, det var det, jeg havde brug for.

Han nikkede lidt. ”Jeg aner heller ikke, hvor lang tid jeg kommer til at være her. Nok et par dage, indtil jeg kan få fat i et nyt pas,” han sukkede, og det var tydeligt, han ærgrede sig over at have mistet det.

”I skulle have optrådt til Jingle Bell Ball, ikke?” for en gangs skyld spurgte jeg ind til ham. Og det var faktisk slet ikke så ubehageligt bare at være venligt stemt over for ham.

”Jo,” han nikkede, ”men det bliver der så ikke noget af for mig, så jeg er fanget her uden nogen venner og uden noget at lave, så det er rigtig fedt,” han smilede lidt, imens han sagde det. Tydeligvis vidste han godt, at det var hans egen fejl.

”Jeg er her da,” mumlede jeg, overrasket over jeg sagde det. Det var ting, jeg mest plejede at tænke og ikke sige, ”altså, du er ikke helt alene uden nogen, du kender.” skyndte jeg mig at tilføje.

Han kiggede overrasket på mig og nåede ikke at svare mig, før pizzaerne blev serveret for os. Først da tjeneren var gået, svarede han mig.

”Men du gider jo ikke være sammen med mig, så det er jo lige meget,” hans svar var mere spørgende end faktuelt, og jeg rykkede mig ukomfortabelt rundt i sædet.

”Well,” mumlede jeg, ”vi kan vel godt lave noget sammen nogen gange, så længe det ikke er på mit værelse,” jeg trak henkastet på skuldrene.

Han hævede et øjenbryn. ”Hvorfor ikke på dit værelse?”

”For så er jeg sikker på, du ikke kigger i mine ting,” jeg kiggede ikke på ham, da jeg sagde det. Jeg blev ved med at køre rundt i det, men jeg var stadig bare sur. Kun når jeg tænkte på det, dog.

”For helvede da, Grace, hvor mange gange vil du have mig til at undskylde, før det er okay?” udbrød han frustreret. Jeg lod det ikke vise, at jeg faktisk fik et lille chok over hans udbrud, selvom det ikke var særlig højt.

”Det bliver aldrig okay,” svarede jeg nøgternt, ”jeg ville gemme den bog og først vise den til nogen, når det var en person, jeg virkelig, virkelig stolede på og gerne ville indvie i min verden, og så godt kender jeg dig slet ikke, så du ødelagde lidt min plan med det.” jeg tog en bid pizza ind i munden.

Han sad med brynene trukket sammen og rynket pande.

”Du behøver ikke blive ved med at give mig dårlig samvittighed så. Det er fair nok, det ikke er okay, men jeg kan jo ikke gøre det om, så du må gerne lade være med hele tiden at nævne det,” sukkede han.

Det lød virkelig oprigtigt, og jeg kunne ikke benægte, at jeg fortrød det lidt, når han sagde det på den måde. Men jeg kunne altså godt forsvare mig med, at det virkelig bare ikke var okay, og at jeg virkelig var blevet sur.

”Okay, jeg skal nok lade være,” lovede jeg ham, ”smager din pizza godt?” jeg skiftede emne. Han kiggede lidt på mig. ”Ja, den er rigtig god. Jeg har også spist den de sidste to dage. Er din god?”

Jeg nikkede. ”Den er fremragende.” betroede jeg ham. Hvornår havde jeg sidst haft en ordentlig samtale med en person, der ikke var min familie, imens jeg var ædru? Det var næsten lige før, at det havde været Michael for to uger siden, da han havde sovet hos mig. Udover det havde der kun været et par interviews, jeg havde deltaget i.

”Jeg kan godt betale for maden for resten, jeg skulle bare lige være på tværs,” han kiggede ikke på mig. Jeg tøvede lidt. ”Det er okay, jeg har råd. Jeg lavede bare sjov med dig,” svarede jeg så. Vores øjne mødtes i et øjeblik, der hurtigt forsvandt.

”Lad mig nu bare betale, Grace, jeg vil gerne. Det er sådan, venskaber starter – undskyld, hvis det var for meget at sige,” han skar usikkert ansigt. Under andre omstændigheder var jeg måske blevet sur, men jeg kunne slet ikke finde en sur knogle i min krop.

Jeg trak på skuldrene. Af en eller anden grund føltes det godt, da han sagde det. Venskaber. Hvornår kunne man betegne hinanden som venner? Måske kunne jeg finde ud af det.

”Du er yngre end mig,” endte jeg med at svare. Han kiggede på mig, som om det var det mest åndsvage længe. ”Ja?” han ventede på, jeg uddybede.

”Jeg ved ikke, hvor jeg ville hen med det. Det er bare underligt. Du er tre år yngre end mig. Du er stadig en teenager, og jeg er voksen. Selvom man selvfølgelig ikke skulle tro det ud fra opførsel…” jeg smilede lidt.

Resten af aftensmaden foregik meget roligt. Der var lidt underlige stilheder engang i mellem, eller også var det bare noget, jeg forestillede mig. Jeg var ikke helt sikker, men jeg blev enig med mig selv om, at det her virkelig var at have det hyggeligt. Jeg hyggede mig. Jeg havde ikke lyst til at være Grace, der var iskold overfor alle og ikke havde noget tilovers for nogen – jeg havde bare lyst til at være Grace Thompson og ikke andet end det. Bare mig.

”Er du klar til at gå?” Michael hev sin pung frem. Jeg overvejede det lidt, før jeg nikkede. ”Ja, men jeg skal lige have en kaffe to-go med mig. Men den køber jeg bare bagefter oppe ved skranken.” tilføjede jeg.

”Kaffe? Klokken halv otte om aftenen? Du har lige sovet hele dagen,” han hævede et øjenbryn. Jeg nikkede. ”Jeg har lyst til kaffe. Så jeg køber kaffe. Skal du også have en?” jeg lagde hovedet lidt på skrå.

Han rystede på hovedet.

”Nope, jeg drikker ikke kaffe,” svarede han. Han rakte kortet frem til tjeneren, der var kommet ned til os.

”Hvad mener du, at du ikke drikker kaffe? Hvordan drikker man ikke kaffe? Det er guds gave til menneskeheden,” udbrød jeg forarget. Han kunne ikke lade være med at grine.

”Well, det er det ikke for mig. Kom, lad os gå op og købe din kaffe,” fik han sagt, da han havde gennemført betalingen. Jeg glemte at sige tak for maden. Senere.

Da jeg havde fået min kaffe, tog vi elevatoren op på 5. sal igen.

”Var det så så slemt?” spurgte han om. Jeg bed mig i kinden for ikke at smile lidt. ”Okay, du vinder, det var fint nok,” indrømmede jeg. Det her hotel gav mig en følelse af, det var okay, at jeg ikke holdte mine parader oppe på samme måder.

”Ah, ah, ah, så er jeg slet ikke så slem. Tænk, hvis vi rent faktisk kan gå hen og blive venner, selvom du havde så travlt med, at vi absolut ikke er venner,” han skulle til at prikke mig i siden, men stoppede sig selv i bevægelsen.

”Du ved, hvordan det er, ” jeg trak på skuldrene og tog en stor tår af kaffen. Den brændte min tunge, men jeg lod det ikke vise. Vi gik ud af elevatoren, ”men jo, det var hyggeligt. Og maden var god.” jeg stoppede foran min dør. Michael boede fem døre længere nede.

”Jeg går ud fra, vi ses? I morgen?” hans stemme var lidt usikker. Jeg vendte mig først mod ham, da jeg havde åbnet op for min dør.

”Vi ser på det, okay?” så sendte jeg ham et smil og smuttede indenfor. Sikke en underlig dag i dag.

Michael var 19 år gammel, men alligevel fik han mig til at slappe af og bare være mig selv. Det var en underlig og uvant følelse.

♦♦♦

yeah hun åbner lidt op for ham, og de har en helt okay dag på hotellet, which is good

fortæl mig om jeres nytårsplaner, guysieees

jeg skal bare spise sammen med mine piger fra klassen og drikke lidt champagne og spise kransekage og hygge - ikke noget vildt, for det er der ingen af os, der kan overskue! Så vi er bare heldige, at min veninde har et stort hus alene, yeah <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...