Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
16245Visninger
AA

8. ♦7

 

This is not how things are supposed to be – I’m trying so much to be better than what I am now and I just can’t.

”Er du fucking seriøs lige nu? Grace, det er én gang ud af de mange dage, vi har været her, jeg beder dig om at opføre dig fucking ordentligt, og så møder du op i lufthavnen og er skide hamrende fuld? Vi skal boarde lige om lidt – og du ved udmærket godt, at man ikke får lov til at komme igennem security, hvis man ikke kan stå på sine ben,” Jackie råbte næsten af mig, og jeg veg snublende baglæns.

”Slap nu afff,” jeg trak på ordene. Kluntet satte jeg mig ovenpå min kuffert, så jeg slap for at stå op.

”Hvordan skal jeg slappe af? Der står tre vagter og kigger herhen, fordi du er så fuld, at du dårligt kan gå. Hvordan kom du overhovedet herud?” hun slog ud med armene. Hendes kæreste stod som altid trofast ved hendes side og bakkede hende op.

”Øhm,” et kort øjeblik var det forsvundet fra mig, hvordan jeg egentlig var kommet herud, ”jeg tog en taxa. Hvad ellers?” fik jeg så svaret.

Hun havde ret i, at jeg nok var en anelse for fuld; det var, som om den kæmpemæssige lufthavn snurrede rundt om mig. Jeg fik lyst til at dreje mig rundt for at følge med, men jeg lod være.

I stedet rettede jeg opmærksomheden mod de vagter, hun nævnte, og måtte selv i min fuldskab indrømme, at ja, de stod og kiggede meget indgående på os.

Så gik to af dem hen mod os, og jeg skyndte mig at rejse mig op. Det lykkedes mig næsten fejlfrit bortset fra, at jeg blev nødt til at tage et ekstra skridt baglæns for at holde balancen. Hvornår var jeg blevet så fuld?

USA måtte gøre et eller andet ved mig. Tænk, vi skulle tilbage til UK nu. Jeg kunne næsten ikke overskue det, men sådan var livet, og der var så meget, man ikke overskuede.

”Må vi gerne snakke med jer?” spurgte de om. Det var tydeligt, at de godt vidste, at vi havde en hvis status, for de opførte sig nogenlunde høfligt. Måske havde det også noget at gøre med, at vi var i en mere lukket del af lufthavnen, hvor ikke alle kunne komme ind.

”Du skal være velkommen,” sukkede Jackie og kiggede opgivende på mig. Satte sig selv i offerrollen. Hvor var det dog bare typisk hende.

”Hvor meget har hun fået at drikke?” spurgte den mørkhårede af vagterne min søster. Hun trak på uvidende på skuldrene. ”Jeg ved det ikke. Vi aftalte at mødes i lufthavnen, og så tog hun som altid i byen, så jeg aner det ikke, desværre.” hun undskyldte nærmest.

Jeg stod og skulede olmt til hende.

”Ved du selv, hvor meget, du har drukket?” det var den anden vagt, der havde lidt rødligere hår. Jeg fnes, men så gik det op for mig, at jeg skulle tage mig sammen.

”Nej, du ved, hvordan det er; drinksne ryger bare ned, når man er godt i gang. Men jeg er altså i god stand, og jeg kan sagtens flyve!” forsikrede jeg ham om. Svajede jeg lidt? Måske. Måske ikke.

De to vagter skævede til hinanden, før gingeren kiggede på mig.

”Vi bliver nødt til at tage din promille først, desværre. Hvad er dit navn?” spurgte han om. Jeg rullede med øjnene – i min fuldskab var jeg sur over, han ikke lige vidste, hvem jeg var.

”Grace Thompson,” fnøs jeg, ”jeg er kendt, du ved. Du må altså give mig lov til at komme på flyet.” insisterede jeg.

Han hævede øjenbrynene lidt. ”Det kommer an på, hvad din promille fortæller os. Den skal ikke være for høj – hvor skal I hen?” han snakkede igen til Jackie, men jeg valgte at svare højt.

”Vi skal til England,” skrattede jeg, ”vi skal hjem, og vi skal til Jingle Bell Ball, for min søster er en sanger,” svarede jeg og nikkede imens for at understrege, at det altså var helt korrekt og sandt.

”Det er en lang tur. Så kommer det altså meget an på promillen, du.” svarede han. Så hev han et alkometer frem.

”Skal I altid have sådan nogen på jer?” spurgte jeg nysgerrigt og rakte frem for at røre ved det. Hurtigt fjernede han det, så det var uden for rækkevidde. Irriteret rynkede jeg på panden. Hvorfor gjorde han nu det?

”For det meste har vi det på os. Det skifter lidt. Okay, er du med på, at du skal tage den her i munden, og så skal du puste alt det, du kan?” spurgte han.

”Jeg har prøvet det før,” skar jeg ham hurtigt af – lidt for hurtigt. Hvorfor jeg fik det til at lyde, som om jeg var skuffet over, han ikke kunne regne ud, jeg havde prøvet det før, vidste jeg ikke. Det var jo ikke en god ting.

Jeg pustede, og alkometeret viste 2,5. Det var højt, det vidste jeg godt. Men jeg vidste ikke, at det var højt.

”Det er udelukket, du kan tage med,” sagde vagten. Jeg stod og kiggede lidt på ham, før det gik op for mig, hvad han sagde. ”Vent, hvad? Det kan du ikke sige! Jeg har ting, jeg skal i England! Se, jeg står jo og snakker med dig lige nu, hvorfor kan jeg så ikke være på et fly?” halvråbte jeg.

Der var flere mennesker, der kom gående forbi, der drejede sig rundt og kiggede efter mig. Jeg var lige glad, for jeg var sur.

”Du står ikke, og du snakker ikke; du mister balancen hele tiden, snubler over dine egne ord, og du råber – det er udelukket.” slog han fast. Jeg vidste godt, det ikke ville hjælpe noget at sige ham i mod.

”Grace, lyt til ham. Du må tage hjem i morgen. Der er ikke andet at gøre, okay? Hvordan skal vi få dig hjem? Og vi skal boarde om en halv time, og vi skal igennem security og åh…” hun tog sig til hovedet.

Vagterne stod og kiggede lidt på hende, indtil den mørkhårede rømmede sig.

”Vi skal nok tage os af det hele, så du I kan nå flyet,” lovede han hende. Hun var nem at overtale, for i selv næste øjeblik nikkede hun. Så takkede hun ham, gav mig et kys på kinden, og så var hun ellers forsvundet.

”Jeg kan godt selv gå hjem,” sagde jeg, da vagten gjorde tegn til, jeg skulle gå med.

”Det ved jeg ikke, om vi kan regne med. Vi skal lige finde ud af, hvad vi skal stille op med dig, for du vælter jo rundt. Hvorfor drikker du dig også fuld, når du ved, du skal ud og flyve langt?” han grinede hånligt.

”Fordi jeg godt kan håndtere det. Det er bare jer, der ikke tror på mig,” jeg mistede grebet om min kuffert, så den ramte jorden med et knald. Jeg var glad for, det ikke var den offentlige del af lufthavnen, hvor der kunne rende paparazzier og fans rundt. I hvert fald ikke så mange.

Ginger skulle til at samle den op for mig, men der var en person, der kom ham i forkøbet, og da jeg så, hvem det var, havde jeg lyst til at tage benene på nakken og løbe væk.

”Jeg skal nok tage mig af det her,” sagde den rødhårede fyr, som om det var det mest normale i hele verden.

Jeg havde ikke snakket med Michael i godt to uger, efter han havde kigget i min bog. På dagen, hvor jeg var blevet sur, var han blevet ved med at skrive, at han var ked af, at han havde gjort det, men at han forstod mig ih så meget bedre nu.

Jeg ville ikke forstås. Og til sidst havde han fattet budskabet og havde ladet være med at skrive. Og nu var han her og lod som om, vi var de bedste venner, og han skulle selvfølgelig nok hjælpe mig.

”Giv mig min kuffert,” sagde jeg bare til ham iskoldt. Han rystede på hovedet, tydeligvis vant til min hårde tone. ”Grace, jeg prøver bare at hjælpe dig, slap nu af.” svarede han irriteret.

”Kender du ham?” spurgte den mørkhårede om. Jeg skulede til Michael, imens jeg svarede. ”Det kan jeg vel ikke komme udenom, at jeg gør. Han er med i et band whatsoever. Jeg har mødt ham et par gange,” jeg trak på skuldrene.

”Jeg skal nok få hende hjem til et hotel, det lover jeg,” forsikrede Michael dem om, som om jeg var et lille barn, der ikke havde noget at sige i situationen. Vagterne besluttede sig for, at det virkede sikkert nok og gik igen sin vej.

”Du ved godt, at du er 3 år yngre end mig, ikke? Jeg ved godt selv, hvad jeg kan-av,” jeg vrikkede om på foden, ”-klare og ikke kan klare.” sluttede jeg.

”Hvorfor giver du mig ikke bare en chance for at hjælpe dig? Du er skide fuld, og hvis du først tager af sted nu, kommer du da aldrig hen nogle gode steder – om ikke andet mister du alt din baggage på vejen. Jeg har aldrig gjort andet end at være flink overfor dig.”

”Det er det, der er problemet! Jeg har ikke brug for, at du kommer og hjælper mig ud af alle situationer, jeg havner i. Bare fordi du, uden jeg gav lov til det, er indviet i en del af, hvordan jeg har det, behøver du ikke gå rundt og lege helt og lade som om, du har ondt af mig og føler dig tvunget til at hjælpe mig. Jeg er voksen, jeg klarer mig nok,” halvråbte jeg.

Han var stille lidt tid, hvor han bare kiggede måbende på mig.

”Tror du, jeg kun er flink, fordi jeg har ondt af dig? Jeg har ikke ondt af dig, Grace. Jo, jeg synes, det er synd, at du har det, som du har det, men jeg har ikke ondt af, at de her ting sker for dig, for det er du selv skyld i, men derfor kan jeg fandeme godt være menneskelig og give dig en hånd. Specielt siden det ser ud til, at vi begge to er fanget i USA. Så tag dig sammen.” snappede han tilbage.

Jeg måtte indrømme, at det nok satte mig ret meget på plads. Det var ikke tit, at der var nogen, der rent faktisk satte mig på plads på den måde, og det gav mig en underlig følelse. Som om jeg fik noget verbal modstand og ikke bare det, man ville forvente med ’ih, det er så synd for dig, jeg vil gøre alt for dig, fordi du har det dårligt’.

For at ødelægge det hele trådte jeg tilbage i samme øjeblik, som der var en person, der gik bag mig. Sammenstødet var ved at få mig ud af balance, men Michael greb fat om min arm, indtil jeg fik balancen igen.

”Okay så. Jeg skal bare finde et hotel at tjekke ind på, går jeg ud fra,” jeg trak på skuldrene for at vise, at det ikke var noget stort, at jeg ikke diskuterede videre.

Han nikkede, glad for, jeg valgte at samarbejde. ”Her, drik noget vand,” han hev en vandflaske op af sin taske og rakte den til mig. Jeg tog i mod den og tog en tår.

”Hvorfor er du egentlig her, og hvor er dine trofaste andre?” spurgte jeg, da jeg nåede til punktet, hvor jeg kunne tænke på sådan noget. Jeg var stadig ikke kommet mig over, at jeg rent faktisk var blevet nægtet adgang til et fly. Det var virkelig noget lort.

”Øhm. Well, jeg skulle til England også til Jingle Bell Ball, som jeg går ud fra, at du også skulle, men jeg har mistet mit pas. Og det er den ene ting, jeg skal bruge for at flyve, så jeg er lidt tvunget til at blive her, indtil jeg ved, hvad jeg skal gøre,” han trak på skuldrene.

Jeg kunne ikke holde mig selv fra at grine højt.

”Har du mistet dit pas?” grinte jeg, ”hvordan mister man sit pas midt i det hele? Du bor ikke engang i USA.” jeg blev ved med at grine. Det var ikke engang så sjovt, men alkoholen fik det til at virke sjovere.

”Det er ikke sjovt,” mumlede han, men jeg kunne se antydningen af et smil i hans mundvige. Hurtigt fattede jeg mig.

”Selvom jeg griner, betyder det ikke, at jeg ikke stadig er sur over, at du krænkede mit privatliv,” advarede jeg. Han lavede en grimasse. ”Bevares – det havde jeg heller ikke regnet med, siden du har ignoreret mig i to uger.”

”Jeg har ikke ignoreret dig i to uger. Jeg ignorerede dig i to dage, indtil du lod være med at skrive – resten af tiden har jeg bare ikke skrevet noget til dig,” jeg trak på skuldrene.

”Jeg ved godt, det var forkert, men jeg troede ærligt ikke, at det var noget i den stil. Jeg ved ikke, hvad jeg troede, men ikke det, og jeg fortryder det, og hvis jeg kunne ændre det, ville jeg gøre det. Men kan du ikke se, at jeg ved lidt mere nu? Altså før virkede du bare som egoistisk kælling, men nu ved jeg, at det ikke er tilfældet, og du rent faktisk har problemer med at være sammen med folk – at du skubber dem væk eller whatever, og hvorfor vil du ikke have, jeg hjælper dig med at arbejde på det?” vi var kommet udenfor, hvor der til vores held holdt en taxa.

”Fordi jeg aldrig har bedt dig om at komme ind i mit liv og være venlig eller blive venner med mig – jeg har aldrig sagt, at jeg godt vil være venner med dig. Og jeg har ikke lyst til at åbne op for folk, det har jeg aldrig gjort, og det er da en røvsyg start, hvis det starter med, at du kigger i mine private ting.” vrissede jeg tilbage.

”Du har allerede sagt en gang, at jeg var det tætteste, du havde. Da du blev anholdt, fordi du ikke havde andre at ringe til. Helt slem kan jeg vel ikke være.” argumenterede han.

Jeg skulede irriteret til ham.

”Wow, du gør det bare heller ikke godt for dig selv, gør du? Lad os bare finde et hotel, så jeg kan booke et fly snarrest muligt.” 

♦♦♦

Yeahhh nyt kapitel igen igen, fordi hallooo jeg er næsten færdig med den her fic, så jeg kan ligeså godt bare publicere kapitlerne hurtigt, yeah!! den er lidt lang - 25 kapitler indtil videre og vil gætte på, den bliver omkring 30 eller måske lidt længere?? hmmmmmmm ja men altså 

Håber, I kan lide det ;D ;D ;D ;D og tak, fordi I læser x

PS jeg har fået nike air force i dag jeg er mega overdrevet glad, who's with me  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...