Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
15985Visninger
AA

7. ♦6

I am a critic of my only critical need to define myself

Dynen lavede en smule larm, imens jeg forsøgte at bevæge mig stille henover den. Øjeblikkeligt stoppede jeg, bange for at Michael kunne have hørt lyden. Da der ikke kom nogen reaktion, fortsatte jeg på samme snu måde.

Et øjeblik kunne jeg ikke lade være med at nyde, hvor blød dynen virkede mod mine ben, men da jeg kom næsten hen til kanten af sengen, skubbede jeg de tanker væk.

Forsigtigt kiggede jeg udover kanten, hvorefter jeg næsten sprang tilbage, da et par øjne mødte mine.

”Hvad laver du?” Michael rejste sig ikke for at kigge på mig. Det var kun hans stemme, jeg kunne høre. Jeg var stille lidt tid.

”Gemmer mig,” mumlede jeg, ”jeg skulle se, om du stadig var her.” tilføjede jeg hurtigt. Nu var det hans tur til at tie stille, og da han snakkede igen, satte han sig op, så hans hoved kom til syne.

”Jeg vidste, det ville blive sådan her – du håbede, jeg var gået, fordi du fortryder det og skal være kold overfor mig igen og opføre dig som en, du ikke er.” hans tone var hård – så hård, at jeg blev helt overrasket.

”Det har jeg ikke sagt noget om,” forsvarede jeg mig selv, selvom han faktisk havde fuldstændig ret. I går havde været en sårbar dag, men jeg kunne ikke lide at være sårbar og åbne mig op, og hver gang det skete, fik jeg en endnu større lyst til bare at skubbe personen om muligt længere væk.

Og man kunne roligt sige, jeg havde åbnet mig op for Michael i går, for selvom jeg havde været fuld, havde jeg ikke været så fuld, at jeg ikke kunne huske, hvad jeg havde sagt.

”Hvorfor skulle du så eller snige dig frem på den måde og tjekke, om jeg var her?” spurgte han. Han tog fat i t-shirten ved siden af sig og hev den over hovedet. Af en eller anden grund gjorde det mig meget mere komfortabel.

”For at se, om du rent faktisk var gået,” svarede jeg lidt for hurtigt. Han hævede et øjenbryn, men besluttede sig for ikke at sige mere om det. Der var stilhed lidt tid, før han brød den igen: ”Er du okay?”

Jeg lukkede øjnene hårdt i, i et par sekunder. Jeg ville ønske, det her spørgsmål ikke ville komme.

”Du skal ikke tage dig af, hvad jeg sagde, jeg var bare fuld, og så ved jeg ikke, hvad jeg siger, du ved, det kender alle da, gør d-” ”Rolig nu. Det er bare spøjst, når man tænker på, at du sagde, du ringede til mig, fordi du ikke havde andre, og hvis det så bare er noget, du siger, så er det interessant, at du altså ringede til mig – og ikke nogen andre.” argumenterede han.

”Michael, har vi seriøst en diskussion om, hvorvidt jeg har ret eller ej – hvorfor skulle jeg lyve?” vrissede jeg. Forsvarsmekanisme 1: at reagere med vrede.

Han tog hænderne op over hovedet på en overgivende måde.

”Okay, okay, rolig nu. Jeg skal nok gå og lade dig være alene. Efter jeg hjalp dig ud af en virkelig lortet situation, som jeg slet ikke burde være gået med til.” han sagde det med en stemme, der gjorde det klart, at han var sur over ikke at have fået et tak eller noget her til morgen.

”Okay, tak, Michael, det var sødt af dig at hjælpe mig, og det er jeg altså glad for, du gjorde – det ville ikke alle havde gjort,” sagde jeg, imens jeg himlede med øjnene.

Da han havde gjort sig nogenlunde klar, vendte han sig mod mig.

”Jeg har ikke penge til en taxa hjem. Jeg betalte med kontanter i går; det var det eneste, jeg lige kunne finde derhjemme,” han så næsten helt hjælpeløs ud. Jeg rykkede lidt rundt i sengen.

”Jeg har ikke kontanter. Okay, fordi jeg skylder dig det, så vent her. Så tager jeg et bad, og så kan jeg gå med dig ned og hæve penge,” jeg slog dynen væk fra min krop, og kulden ramte mig.

”Skal du i bad først?” brokkede han sig. Da jeg kiggede på ham, stod han og rettede sit hår i spejlet.

”Ja. Jeg kan ikke vågne op og se godt ud – og når jeg ved, der er en chance for, at medierne opsnapper det – specielt fordi vi to kommer til at gå sammen i offentligheden – vil jeg ikke se forfærdelig ud. Jeg skynder mig, bare… lav et eller andet.” med de ord strøg jeg ud på badeværelset.

Selvom jeg virkelig havde lyst til bare at stå og slappe af, lod jeg ikke mig selv gøre det. For det første, fordi Michael ventede på mig og for det andet, fordi jeg ikke kunne lide, han rendte rundt i mit hus alene og kunne kigge på alle mine ting.

Hvor ville jeg ønske, jeg ikke havde fået mig selv rodet ud i den her situation; så kunne jeg blive liggende i min seng resten af dagen uden at skulle ud. Men ud skulle jeg, og derfor gik der kun to minutter, før jeg slukkede for bruseren og svang et håndklæde omkring mig.

Usikkert stoppede jeg tøvende op ude foran min dør. Jeg havde ikke lyst til, han skulle se mig med kun et håndklæde om kroppen.

”Luk lige øjnene,” råbte jeg ind. Hans stemme lød kort efter: ”Har du ikke tøj på?”

”Kun et håndklæde. Jeg skal bare lige hente mit tøj,” svarede jeg med en monoton stemme. ”Det kan da vel ikke være første gang, du render rundt i lidt tøj foran en fyr. Men bare rolig, jeg kigger væk.”

Jeg blev faktisk en smule fornærmet over, han ikke kunne tro, at det var første gang. Selvfølgelig ikke, men det var bare måden, han sagde det på. Dog valgte jeg ikke at tage det op med ham, og i stedet tog jeg bare et par bukser og en stor trøje, før jeg igen gik ind i rummet ved siden af.

Sorte bukser og en bordeauxrød trøje var ikke noget, jeg så tit iførte mig (mest trøjen), men det var det, det blev til. Og jeg gad heller ikke gå i gang med min makeup udover hurtigt at ordne mine øjnebryn. 

”Lad os gå så. Der er en hæveautomat tæt på,” jeg kiggede ikke på ham, imens jeg sagde det. I stedet koncentrerede jeg mig om at tage mine sneakers på og finde min pung.

”Skal du ikke have en jakke på? Det er koldt udenfor,” hvorfor bekymrede Michael sig om det?

”Jeg er 22 år gammel, jeg kan godt klare at gå ud uden en jakke på,” jeg smilede sarkastisk til ham, og han spærrede bare øjnene op på en måde, der indikerede, at han blev irriteret over mit svar.

Desværre måtte jeg indrømme, at han havde haft ret. Med det samme da vi kom udenfor, ramte kulden mig som et voldsomt slag, og jeg fortrød inderligt ikke at have taget en jakke på.

Det sidste, jeg havde tænkt mig, var dog at indrømme det overfor ham, når han havde nævnt det. Det ville aldrig ske.

”Årh, skønt,” hørte jeg Michael mumle ved siden af mig. Jeg kiggede på ham med et hævet øjenbryn for at få ham til at forklare. Hvordan, han vidste det, var en gåde, for han kiggede ikke engang på mig.

”Paparazzi,” sagde han bare. Jeg kiggede forvirret rundt og sukkede højt, da jeg fik øje på tre af dem, der var på vej hen mod os.

”Hurtigt. Hvorfor er vi sammen? Vi skal have en god undskyldning,” panikkede jeg. Han kiggede bare på mig, som om det var mest åndsvage, han længe havde hørt, og før jeg nåede at fortsætte, var paparazzierne henne ved os. Vi blev bare ved med at gå.

”Michael, Grace, Grace, Michael, Grace!” deres stemmer blandede sig til hinanden, og jeg skulle modstå trangen til at vende mig om og sige, de skulle holde mund.

”Har I været hos Grace? Er I sammen nu? Grace, er det rygterne om, at du blev anholdt, rigtige?” spørgsmålene fortsatte derud af, imens vi gik. Jeg blev lykkelig, da jeg fik øje på hæveautomaten.

”Grace, er det rigtigt, du blev taget af politiet, fordi du har et ustyrligt stofmisbrug?” spurgte en mand. Jeg spændte i hele kroppen og var ved at stoppe op, havde det ikke været, fordi Michael skubbede mig frem af, imens han selv vendte sig om. Af en eller anden grund var det en form for grænse for ham.

”Lad det ligge, okay? Vi har ikke noget at sige, der er ikke noget at sige, og I skal blande jer ude om Graces personlige ting,” vrissede han.

”Jeg bliver nødt til at spørge: Er dig og Grace sammen?” spurgte den samme fyr, der tydeligvis ikke forstod en hentydning. Michael kiggede tilbage på mig, før han bestemt rystede på hovedet.

”Nej, det er vi ikke. Slet ikke. Nu har I fået jeres svar.” vi var kommet hen til hæveautomaten nu.

Jeg blev overrasket over, at de rent faktisk holdt sig lidt i afstand fra os, imens jeg hævede pengene. Jeg var godt klar over, der ville komme en masse snak om, hvorfor jeg mon gav Michael penge, men jeg var ligeglad.

”Hvorfor støttede du mig op?” spurgte jeg lavt og sørgede for at blive ved med at kigge lige ud. På den måde lignede det ikke, at vi rent faktisk snakkede. Dog gjorde han det tydeligt ved at kigge på mig.

”Fordi det er dit privatliv, og det ramte tæt på, og det gør altid ondt, når de nævner noget, der til dels er sandt. Undskyld, jeg hjalp dig.” han himlede med øjnene.

Jeg rystede på hovedet.

”Det var ikke sådan ment, tak. Vent, hvad mener du med ”noget, der til dels er sandt”?”

Han kiggede på mig med rynket pande. ”Er det ikke tydeligt? Ingen tager stoffer på den måde som dig for at have det sjovt, og sådan er et bare. Men det kan jeg ikke gøre noget ved, det må du selv finde ud af,” han trak på skuldrene.

Han fik fat i en taxa, og vi sagde farvel. Der var ikke noget kram indblandet, da vi slet ikke var på det stadie. Hvornår var man på det stadie, at man gad stille sig op af et andet menneske for at sige farvel? Jeg havde ingen idé, men jeg krammede i hvert fald ikke Michael.

Og jeg fik arbejdet mig vej hjem med en hel hyggelig samtale med en kvindelig paparazzi, der ikke engang spurgte mig om nogle særligt relevante ting. I stedet begyndte hun at spørge om, hvorvidt jeg havde planer for min fødselsdag, som lå først i marts, eller ej – det var fint nok.

Jeg var lykkelig, da jeg kom hjem og fik varmen igen. Med det samme gik jeg hen til min taske for at få fat i min bog, jeg skrev i, og jeg kunne mærke mig selv gå lidt i panik, da jeg ikke kunne finde den.

Forvirret kiggede jeg rundt i rummet, indtil jeg fik øje på den i sengen. Jeg rynkede på panden. Jeg havde ikke lagt den på sengen.

Frygt begyndte at kravle ind over mig, da det gik op for mig, hvad der var sket; Michael havde læst den. Michael havde læst den. Det var de inderste ting, der stod i den her bog.

Panisk kastede jeg mig nærmest over den for at se, hvilken side den var slået op på – for at se, hvilken del af mig, han havde set.

Jeg rystede næsten, da jeg så det. Datoen var tre måneder tilbage og nok en af de dage, hvor jeg havde haft det værst. Når jeg læste igennem de to sider, kunne jeg sagtens huske det.

20-09-2014

”Skal jeg dræbe mig selv eller drikke en kop kaffe?”

”Jeg er altid splittet i mellem at dræbe mig selv eller dræbe alle omkring mig.”

”Hvordan kan jeg være 22 ÅR GAMMEL OG IKKE HAVE STYR PÅ MIG SELV ELLER MIT LIV, og hvordan kan jeg være, som jeg er. Og hvordan kan man dømme mig for at tage stofferne i brug for at hjælpe – på den måde er det medicinsk, ikke?”

”Jeg har fundet ud af, at jeg ikke har det særlig godt, og jeg tror, jeg har brug for kærlighed. Hvordan lader man være med at skubbe folk væk?”

En tåre trillede ned over min kind, og jeg tørrede den arrigt væk. Jeg vidste ikke, hvorfor den kom; måske, fordi jeg blev mindet om så forfærdelig en periode? Den havde været fuldstændig forfærdelig.

Jeg var ked af det og vred. Jeg var virkelig sur på Michael, for måske var jeg lige begyndt at tro, at han faktisk var okay, og måske havde jeg ladet mig selv tænke, at han måske var en, jeg på et tidspunkt kunne lære at kalde min ven?

Mine hænder strøg over tasterne, da jeg havde taget min mobil frem.

Grace: Hvad bilder du dig ind at kigge i min bog? Du ved godt, at den betyder meget for mig – du ved, hvordan jeg reagerede, da jeg tabte den i bilen dengang, og hvad laver du at rode igennem andres privatliv? Det er PRIVAT, Michael, der er ikke nogen, der har set, hvad der står i den, og det er også planen, men du har ødelagt det, for du kiggede i den, og nu kan det gå mig på resten af dagen. Du har totalt krænket mit privatliv, og det var dig, der havde så travlt med at sørge for, at paparazzierne ikke skulle blande sig i mit liv – dobbeltmoralsk, når du selv gør det, Michael.

Jeg var så sur, at mine øjne brændte. Jeg følte mig virkelig krænket på det dybeste. Det her var ting, jeg næsten ikke engang selv havde lyst til at vide, jeg skrev, og så kiggede han bare i det?

Der kom et svar tilbage.

Michael: Lov mig, at du drikker en kop kaffe, når du er i tvivl.

En besked til kom bagefter.

Michael: Vi kan arbejde på det med at skubbe folk væk. Jeg vil gerne hjælpe dig, Grace.

Grace: Fuck dig.

♦♦♦

HEYYYY ja et kapitel tillll

Egentlig havde jeg tænkt mig at publicere det noget før, men jeg blive ved med at glemme det? Like, jeg har en masse kapitler klar - til og med kapitel 24 - men jeg glemmer det gang på gang, fordi jeg har travlt med at ride to heste hver dag, jaaa! 

Håber, I har en helt fantastisk jul ligesom mig (selvom der er chance for, at jeg er sneet inde i morgen, når vi skal hjem, for holy shit det sner meget, og det er ikke godt i sommehus) men jaa xx 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...