Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
15944Visninger
AA

6. ♦5

I wanted to be where nobody I knew could ever come
And if you’re awake at 4 AM you’re either lonely or in love and I don’t know which one is worse.

I går havde jeg gjort noget, som jeg ikke havde regnet med, jeg nogensinde skulle gøre. Jeg havde virkelig ladet mig selv været sød overfor ham, og jeg havde givet ham en chance, hvilket jeg ikke gjorde tit med nogen – min indstilling var, at det ikke var det værd at lukke op for folk og lade folk komme ind på livet af mig. Før eller siden ville de alligevel forsvinde igen, så hvad var pointen?

Nu var det heller ikke så vildt, det, jeg havde gjort, men stadig:
”Tak for turen… eller hvad man siger,” sagde jeg til ham, da vi holdt foran mit hus. Michael smilede lidt. ”Ja, du skal vel egentlig sige tak til chaufføren, men selv tak da.” svarede han kækt.

Det havde faktisk været en ret hyggeligt tur – vi havde snakket, men det havde ikke været om personlige ting – det havde bare været en ren snak om alt muligt.

Jeg åbnede døren, og selvom jeg ikke var så fuld, som jeg før havde været, fumlede jeg alligevel lidt med at få døren åben. Til sidst lykkedes det mig, og jeg trådte ud. Kulden omsluttede mig.

”Hey, Grace?” hans stemme råbte, lige da jeg skulle til at lukke døren i. Overrasket lænede jeg mig lidt ned, så jeg kunne kigge ind på ham. Jeg stivnede, da jeg så, hvad han havde i hånden. Den sorte, læderindbundne bog med mine indgraverede initialer.

”Hvorfor har du den?” snappede jeg nærmest, imens jeg hev den ud af hånden på ham. Han så forskrækket ud over min pludselig vrede, og jeg kunne egentlig godt forstå ham. Problemet var bare, at jeg var utroligt følsom, når det omhandlede den her bog. Der stod alle de ting i, som jeg ikke ville have, folk vidste; og det var mig selv, der skrev tingene – det var tanker og små historier og digte og ting,  jeg lavede, når jeg var alene, og det skulle ikke deles med nogen. Det var det for personligt til.

”Wow, undskyld, den var bare faldet ud af din taske, går jeg ud fra. Den lå på sædet, og siden det ikke er min, går jeg ud fra, at det er din?” forsvarede han sig selv. Jeg sukkede. ”Ja, jeg ved det godt. Sorry. Farvel,” med et anstrengt smil lukkede jeg døren i og gik indenfor i mit hus.

Aldrig havde det været så rart at være hjemme, som det var lige nu.

Da jeg lå i sengen, lige inden jeg lod mig selv falde helt hen, tog jeg min mobil frem og gik ind på Twitter.

Lidt tøvende var jeg inde på de direkte beskeder mellem mig og Michael. Hvis jeg skrev til ham, ville jeg gøre noget utroligt modsat af, hvad jeg normalt ville gøre, men måske ville det være godt? Men det var så langt væk fra, hvem jeg var. Derfor valgte jeg at gøre det, jeg ville, på en mere Grace-måde.

”0044 0845 226 3236, du er en cool fyr. Tag med i byen en dag.”

Den dag havde jeg ikke behov for at skrive noget i min bog.

Det var derfor, der lå en besked fra et ukendt nummer på min mobil. Da jeg først så det, var jeg utroligt forvirret over, hvem det var, der havde skrevet til mig. Så gik det op for mig, at jeg havde givet den rødhårede fyr mit nummer.

Michael: Hey, jeg er en cool fyr:-)

Det var det eneste, han havde skrevet. Jeg kiggede lidt på beskeden. Havde det ikke været, fordi jeg havde haft det så dårligt i går, ville vi uden tvivl ikke have snakket, og så hurtigt ændrede jeg mig heller ikke. Man kunne sige, at jeg næsten bare gav Michael en chance for at vise, om han virkelig var en cool fyr.

Med lidt tøven svarede jeg ham tilbage.

Grace: Det kan du bevise i aften. Jeg holder noget preparty på Verve i dag – du skal være velkommen fra klokken 21 af, du skal nok få en flaske med. Og jeg går ud fra, du gerne må tage dine venner med – hvis det er en af dem fra bandet, ellers ikke!

Jeg proppede et udråbstegn på for at understrege, at jeg virkelig mente det.

Kort efter poppede der en besked frem igen.

Michael: I AFTEN? Jeg når ikke engang at komme mig ovenpå i går, hvordan skal jeg klare endnu en dag?

Det var næsten for desperat, at han svarede så hurtigt, men kort efter fandt jeg mig selv i at svare på beskeden præcis lige så hurtigt, som han havde svaret mig.

Grace: Græd, græd, lille skat. Invitationen står åben, så nu må du vise dit værd.

 

***

Jeg var ikke engang overrasket, da jeg så Michael træde ind på klubben. Selvfølgelig kom han – noget sagde mig, at han ikke ville bakke ud, når det på den her måde var en udfordring.

Med lidt alkohol i blodet dansede jeg næsten hen til ham. Bag ham fik jeg øje på Calum. Han nikkede bare til mig som hilsen.

”Hey, du,” sagde Michael. Mit blik gled op og ned af ham, og selvom jeg ikke ville indrømme det, så han faktisk helt okay ud i dag. Hans hår sad flot og den cowboy jakke, han havde på, gjorde det også utroligt godt.

”Jeg ville kramme dig, men jeg krammer kun mine venner,” svarede jeg flabet med et kæmpe grin. Han hævede sit piercede øjenbryn, hvorefter han rystede lidt på hovedet. ”Jeg er ved at overveje, om jeg overhovedet har lyst til at blive venner med dig – det lyder som noget af en kamp.”

Jeg har ingen rigtige venner.

Tanken kom frem i mit hoved, før jeg kunne nå at stoppe den. Og den ramte mig, men det lod jeg ikke vise.

I stedet trak jeg på skuldrene.

”Hvem siger, vi er ved at blive venner?” spurgte jeg iskoldt, før jeg drejede om og forsvandt. Jeg kunne næsten fornemme, hvordan han forvirret stod og kiggede efter mig, men jeg drejede mig ikke rundt.

Hurtigt gik jeg ud bagved for at kigge mig selv i spejlet på det toilet. Jeg var blevet slået lidt ud, da Michael begyndte at snakke om venner, men det skulle jeg bare hurtigt få ignoreret.

I stedet koncentrerede jeg mig om, hvordan jeg så ud. Mit blonde hår var stadig lige så stort, som da jeg tog hjemmefra, og elastikken, som jeg havde sat bag for at holde sammen på noget af det bagerste hår, sad stadig præcis, som den skulle.

Mine øjne var fuldstændig mørke, da jeg havde besluttet mig for at gå efter smokey eyes looket kombineret med en mørkelilla læbestift. Det var ikke altid, jeg gik ud og så så rocket ud (for kombineret med mine hullede bukser og sorte t-shirt så det sådan ud), men i dag gjorde jeg. Jeg var ikke så piget, at jeg ikke kunne gå i andet end kjoler, når jeg tog ud.

”Er du okay?” manageren, Tom, af stedet kom gående forbi den åbne dør og fik øje på mig. Jeg kiggede på ham og nikkede. ”Jep. Jeg skulle bare lige ordne mit hår. Gider du finde noget vodka og redbull frem? Jeg har lige en ven, jeg skal have fat i,” mumlede jeg mystisk. Han nikkede bare og gik ud til baren.

Fuck alle andre – hav en god aften, Grace. Du er røvlækker.

Tom skubbede flaskerne hen til mig, da jeg kom ud igen, og jeg tog taknemmeligt i mod det hele og fik sagt et tak.

Så kiggede jeg mig rundt omkring, og siden det jo var let at genkende Michael, gik der ikke lang tid, før jeg målrettet gik derhen. Jeg kom mod ham bagfra, så han opdagede mig ikke, før jeg næsten knaldede vodkaflasken ned i bordet. Forskrækket kiggede han op på mig.

”Hvad laver du?” spurgte han forvirret om og tog en tår af den drink, han selv havde købt. Calum sad og kiggede på os, som om han var Michaels lillebror.

”Lovede jeg dig ikke en flaske, hvis du kom? Lad os se hvad du duer til,” udfordrede jeg. Han tøvede i et par sekunder, før han rettede sig op med et beslutsomt blik.

”Okay,” medgav han, ”okay, lad os se, hvad du duer til, Thompson.”

 

***

Detentionen var iskold, imens jeg sad og ventede på, at tingene ville gå i orden.

Michael var taget hjem ikke mere end godt halvanden time efter, han var kommet. For det ikke skulle være løgn, var jeg blevet lidt skuffet; vi havde da haft det sjovt, ikke? Det var lang tid siden, jeg direkte havde haft det sjovt og ikke skulle snakke om alle de overfladiske ting, og det havde været rart, men så synes han, det blev for sent, og han var træt, og jeg blev sur på ham.

Hvis jeg huskede det korrekt, havde jeg sagt noget om, at han simpelthen var for nederen, og at det var godt med ham, og så var jeg gået. Sådan var det.

Lige nu stod jeg ude i baggården med Travis, managerens søn, som kun var 17 år gammel – 5 år yngre end mig, men det var lige meget. Han vidste åbenbart, at jeg ikke var helt uskyldig og godt kunne lide at få lidt hjælp til at have det sjovt, og da han kom med tilbuddet om nogle stoffer, han havde fået fat i, kunne jeg ikke sige nej.

”Ved din far godt noget om det her?” spurgte jeg ham om, da han rakte en lille pose til mig. Han kiggede forskrækket på mig og rystede på hovedet. ”Nej, please ikke sig noget til ham, så slår han mig ihjel!” udbrød han panisk.

Jeg kunne ikke lade være med at grine.

”Søde, jeg står med stoffer i hånden, og du prøver at overbevise mig om, at jeg ikke skal sige noget til din far? Jeg tror vidst, jeg er den sidste, der skal snakke,” beroligede jeg ham. Han åndede lettet ud og smilede lidt.

Det næste, der skete, skete så hurtigt, at jeg næsten ikke nåede at reagere på det; det ene øjeblik var der helt mørkt, og stedet var lagt øde hen, og det næste var der blå lys og sirenelyd næsten lige ved siden af os.

Travis var væk på rekordtid og efterlod mig alene tilbage, panisk over, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne mærke, hvordan jeg boblede af vrede over, at Travis bare stak af på den måde. Havde han forventet, at jeg skulle stå her og tage skraldet for hans lort?

Glad for, at jeg for en gangs skyld havde flade sko på i byen, prøvede jeg at nå hen til døren for at komme indenfor, men der blev grebet fat om livet på mig, før jeg kunne nå at gøre det.

Allerede der opgav jeg at kæmpe i mod grebet, så jeg slap for at blive lagt ned på den våde jord. Det ville jeg alligevel ikke få noget ud af. Betjenten slap mig en anelse, så jeg kunne vende mig rundt og kigge på ham. Bag ham stod der tre andre betjente, og til slut var der også to andre, der gik indenfor i klubben.

”Hvad har du i hånden?” spurgte betjenten, der havde fat i mig.

”Øhm…” i et sidste forsøg på at redde mig selv, prøvede jeg at kaste den lille pose hen mod risten, men jeg ramte langt ved siden af. Det eneste, jeg fik ud af det, var et hårdt ryk i armen, som faktisk gjorde utroligt ondt.

En af de tre andre betjente gik hen og samlede det op med en handske på. Bevismateriale eller sådan noget pis.

”Det var da virkelig dumt at kaste det, når vi står lige ved siden af dig,” den første betjent grinede af mig, og jeg krympede mig næsten under ordene. Politiet. Selvfølgelig skulle det ske.

”Man må vel forsøge,” jeg trak på skuldrene, men blev afbrudt af, at mine arme næsten blev vredet om på ryggen af mig.

”Hallo! Pas på, for helvede, det gør ondt. Det er jo ikke, fordi jeg gør modstand, så tag dig lige sammen!” råbte jeg forskrækket og prøvede at ryste ham væk. Det nyttede ikke noget, og jeg måtte indse, at en stor mand kunne gøre mere, end jeg kunne.

Håndjernene strammede ubehageligt meget om mine håndled, og jeg kunne mærke tårerne presse på.

”Klokken er 02:33, og du er anholdt for overtrædelse af lov om besiddelse af euforiserende stoffer.” begyndte han, og så kørte han ellers smøren om mine rettigheder. Som om de overhovedet lyttede til mig, hvis jeg rent faktisk sagde noget.

”Hvordan kendte I til det her? Det er vel ikke tilfældigt, I bare lige kommer forbi og er så mange betjente,” spurgte jeg irriteret. Betjenten smilede, som om det morede ham utroligt meget.

”Vi fik et tip om, at der var stoffer her på klubben,” svarede han, ”hvad er dit navn egentlig? Har du noget ID på dig?” spurgte han så.

”Plejer politiet ikke at skulle spørge om det, før de anholder?” spurgte jeg flabet. Det var som en automatisk mur, der kom op, fordi jeg ikke ville vise, hvor sårbar jeg egentlig var. Bag muren bankede mit hjerte hårdt mod mit bryst, og jeg var ved at gå fuldstændig i panik.

”Svar mig nu bare,” vrissede han. Jeg turde ikke gøre andet.

”Grace Thompson. Alle mine ting ligger indenfor, så medmindre I sender en af jeres fantastiske betjente ind for at hente mit overtøj, så tror jeg, det bliver der – jeg går ikke ud fra, at I går rundt og gør sådan nogle gode gerninger,” svarede jeg.

”Grace Thompson. Hvor har jeg hørt det navn før?” det var en af de andre betjente, der holdt sig i baggrunden, der spurgte den anden. Jeg rettede mig lidt op, da jeg hørte det.

”Jeg er kendt, det er nok der, du har hørt det fra. Så held og lykke med det her – det kan godt være en sigtelse, men jeg kan umuligt få en dom for det her, og jeg kan let købe mig ud. Så hvad er meningen overhovedet med det her? Om to timer er jeg ude igen.” hvordan jeg kunne få mig selv til at lyde så rolig og fattet, vidste jeg ikke. Jeg havde ikke været anholdt før.  

Det var sådan, jeg var havnet i hænderne på politiet og nu sad og ventede på, de fik ordnet de sidste ting, før jeg kunne komme ud. Som jeg havde forudset havde det været let for mig at få købt mig selv ud. Når man kun var skyldig i mindre lovovertrædelser, var det heldigvis muligt at komme ud mod kaution.

Det var lige før, jeg græd af lettelse, da jeg kunne høre et menneske gå ned gennem detentionsrummet. Da betjenten kom til mig, stod jeg allerede helt oppe ved døren.

Han sagde ikke et ord til mig, men åbnede bare op for mig og fulgte mig op til skranken, så jeg kunne få mine personlige ejendele; hvilket kun var min mobil, siden det var det eneste, jeg havde fået med mig fra klubben.

Og så stod jeg foran stationen uden at vide, hvad fanden jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg kunne ikke ringe til mine forældre, for så ville de få at vide, hvorfor jeg stod på politistationen, og det var jeg ikke klar til – medierne ville nok afsløre det for dem før eller siden, men jeg var bange for at fortælle dem det. Det måtte undgås så lang tid som muligt.

Jeg havde ikke min pung, så jeg kunne ikke tage en taxa nogen som helst steder hen – hverken hen til klubben for at hente mine ting eller hjem til mig selv.

Og endnu engang gik det op for mig, at jeg ikke havde nogen venner. Alle andre havde nogen, de kunne ringe til i situationer som denne, men jeg havde ikke en eneste person, jeg kunne kalde min ven og kunne ringe til.

Alligevel begyndte jeg at scrolle igennem min mobil, og da jeg nåede til Michaels navn, stoppede jeg. Om det var alkoholen, der stadig var i min krop, eller om det var nattens begivenheder, der fik mig til at ringe ham om, anede jeg ikke, men jeg gjorde det.

Jeg ringede til ham, fordi han var det tætteste, jeg havde, på en jeg kunne ringe til på den her måde, og det var selvom jeg kun havde mødt ham utroligt få gange.

”Mhmm?” aldrig var jeg før blevet så lettet af en anden person, der tog telefonen, men jeg var ved at græde af glæde.

”Det er Grace,” startede jeg. Michael afbrød mig, før jeg kunne fortsætte: ”Grace, jeg orker ikke fuldeopkald og flabede svar og drillende kommentarer – klokken er fem om morgenen, og jeg er virkelig, virkelig træt.” hans stemme var mere klar nu.

Det fik mig til at tie stille i lidt tid; hans ord overraskede mig faktisk. Han fik det til at lyde som om, det virkelig var krævende, og at jeg kun gjorde sådanne ting. Så gik det op for mig, at jeg var den eneste, der vidste, at jeg ikke var på den måde altid, og jeg tog mig sammen igen.

”Okay, jeg ved godt, det er det eneste, jeg har gjort overfor dig, og jeg ved godt, vi ikke er venner, og jeg ved godt, det her er åndsvagt, men jeg har ikke andre lige nu, og jeg har altså et meget stort problem,” begyndte jeg, ”jeg blev lidt taget af politiet med stoffer på mig, og så blev jeg anholdt, men så købte jeg mig ud, og nu er jeg her på stationen, og alle mine ting ligger på klubben, så jeg har ikke nøgler eller penge til en taxa – det eneste, jeg har, er min mobil, og jeg har virkelig, virkelig brug for hjælp,” det var mod min vilje, min stemme knækkede. Desperat forsøgte jeg at skjule det med et host.

Der var stille lidt.

”Hvorfor ringer du til mig?” han lød oprigtigt forvirret, og jeg kunne godt forstå det. Jeg overvejede mit svar. ”Fordi du er typen, der hjælper andre. Fordi du er en god person i modsætning til så mange andre,” svarede jeg så. Jeg ville gerne hjem.

”Jeg skal nok betale taxaen, når vi først får mine ting,” skyndte jeg mig at tilføje. Han sukkede. ”Du skylder mig fandeme. Bliv, hvor du er, så er jeg der om et kvarter.” med det lagde han på.

Overrasket sad jeg bare og kiggede på min telefon bagefter. Det gik udover min forstand, at han rent faktisk sagde ja til det, for det havde jeg fandeme ikke gjort. Men hvornår gjorde jeg også noget godt for andre mennesker? Det var ikke særlig tit, for jeg skulle opretholde mit fantastiske kællinge-image.

Ganske rigtigt var han her et kvarter efter. Og jeg var flov, da jeg satte mig ind ved siden af ham – det var jeg virkelig.

”Hej igen,” sagde jeg for at bryde stilheden. Han kiggede på mig, og jeg fik dårlig samvittighed; han så virkelig træt ud, ”vækkede jeg dig, da jeg ringede?” spurgte jeg så.

Han nikkede. ”Ikke bekymr dig om det, det er okay,” sagde han. Hvorfor han sagde det, vidste jeg ikke. Måske så jeg bare virkelig færdig ud, som jeg også var.

Det tog os omtrent en halv time, før vi havde hentet mine ting på klubben og var hjemme ved mit hus. Michael insisterede på at følge mig op til huset.

”Du må gerne sove her,” det var mit fulde jeg, der snakkede. Jeg var ensom. Jeg havde brug for selskab – ikke seksuelt men psykisk. Jeg havde virkelig brug for ikke at være alene, selvom jeg hadede at være svag. Men havde Michael ikke set mig fra en masse sider allerede?

”Jeg ved ikke, Grace, når du er ædru i morgen-” ”Please,” afbrød jeg. Jeg vidste godt, hvad han skulle til at sige. At når jeg var ædru i morgen, ville jeg fortryde det, og han havde sikkert ret. Eller… han havde ret i, at jeg udenpå ville fortryde det. Indeni var jeg ikke helt så sikker.

Han nikkede langsomt.

”Okay,” overgav han sig, ”men kun fordi du har haft en forfærdelig aften og stadig er utroligt fuld – du har endda opført dig helt godt overfor mig, siden du ringede.”

Mine hænder rystede, da jeg låste op for døren. Hvorfor vidste jeg ikke.

”Jeg er et godt menneske,” mumlede jeg, og det lød mest som om, jeg prøvede at overbevise mig selv. Jeg troede ikke, han havde hørt det, før jeg så, hvordan han kiggede på mig. Jeg kunne ikke beskrive hans blik.

”Altså, jeg er da skøn,” skyndte jeg mig at tilføje med meget mere overskud, som om det hele kom ud på et større plan, og at jeg var utroligt selvsikker og selv syntes, jeg var guds gave til jorden.

Jeg lagde en madras på gulvet inde på mit værelse. Jeg følte ikke, jeg kunne tillade mig at lade ham ligge på en lille sofa inde i en alt for stor og kold stue. Mit værelse var varmt.

Min seng var stor og omsluttede mine nu bare ben. Mit blik gled over Michael, der var i gang med at gøre sig klar til at sove. Det kom igen bag på mig, at han rent faktisk var så flink. Jeg fortjente ikke noget af det her – ærligt fortjente jeg ikke noget af det, folk gav mig.

Lige før han skulle til at lægge sig ned og dermed ville forsvinde ud af mit syn, rømmede jeg mig lidt.

”Jeg har ikke nogen venner,” sagde jeg med en klar stemme. Han stoppede midt i sine bevægelser og kiggede forvirret på mig. ”Hvad?” spurgte han. Han satte sig forsigtigt ned på siden af min seng, som om han var bange for, hvad jeg ville gøre.

”Det var derfor, jeg ringede til dig. Jeg har ikke andre, jeg kan ringe til. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle ringe til. Og det var derfor, jeg blev så sur tidligere, da du sagde det med, at det lod til, jeg var en kamp at blive venner med. Jeg ved det ikke, for jeg har ikke nogen. Jeg ved ikke, om jeg er en person, man har lyst til at blive venner med, eller om det er en kamp, for de eneste bånd jeg har til folk er så overfladiske. Og jeg kender dig ikke, men du var den eneste, jeg kunne ringe til. Derfor ringede jeg – jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre.” med de ord lagde jeg mig rundt på siden med dynen over mig, så han forstod, han ikke skulle sige noget

Det her ville jeg fortryde i morgen, men lige nu var jeg ked af det og alene og ensom og træt og fuld, og jeg havde bare virkelig brug for venner. 

♦♦♦

yeAHHHH endnu et kapitel.

og lidt forsinket glædelig jul. Havde I en god aften? Hvad har I fået i gave? Personligt fik jeg neglelak, foundation og 1200 kr :-)) jaaaaa

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...