Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
15988Visninger
AA

5. ♦4

Nobody drinks a bottle of vodka for fun and that’s a damn fact

Ville det komme bag på nogen, hvis jeg sagde, at jeg selvfølgelig var endt med at blive utroligt fuld? Nej, vel? Det var næsten en selvfølge, at jeg blev fuld.

Det værste ved det hele var, at klokken kun var lidt over to, da jeg stavrede ud fra toilettet. Det havde føltes som en evighed siden, jeg var gået derind, og det ville faktisk ikke komme bag på mig, hvis det også var sandheden.

Ariana Grande var den første, jeg fik øjenkontakt med, da jeg kom ud. Jeg havde kun snakket med hende en enkelt gang før, men alligevel sendte hun mig et lidt bekymret blik og mimede til mig, om jeg var okay.

Jeg skyndte mig at nikke og lave tommel op kombineret med et overdrevet smil, og det godtog hun heldigvis.

Hurtigt (jeg følte, det gik hurtigt) banede jeg mig vej hen til baren, som jeg havde været ved flere gange i dag. Jeg havde godt bemærket blikkene fra bartenderen, der er i løbet af aftenen var blevet mere og mere dømmende for hver gang, jeg havde hentet en ny drink.

”Kan jeg få en vodka-redbull?” spurgte jeg om. Denne gang kiggede jeg ham med vilje ikke i øjnene, så jeg slap for det blik. Jeg hadede, når folk dømte mig – også selvom jeg let kunne virke som typen, der ikke havde noget i mod det.

Hvem var lige glad med kritik, når alt kom til alt? Ingen. Det var ubehageligt.

Min hånd greb om det kolde glas, så snart det blev sat på baren, og så gik jeg hen til det nærmeste bord og satte mig ned. Og der sad jeg i fem minutter, imens jeg drak min drink. Og så tænkte jeg. Og jeg havde ikke styr på, hvad jeg tænkte på, og hvad jeg ikke tænkte på, men jeg vidste, at jeg tænkte.

Og jeg vidste, at jeg var alt for fuld, og at det var en fantastisk følelse – det fik mig til at føle ingenting, og jeg blev gang på gang overrasket over, hvor fantastisk det var, at det rent faktisk kunne lade sig gøre – at man kunne drikke, til man ikke tænkte. Selvom jeg tænkte. Det var indviklet.

Beslutsomt rejste jeg mig for at hente endnu en drink, men så snart jeg havde rejst mig, var det som om, mine ben knækkede sammen under mig, og jeg var ved at falde. Det var kun heldigt, at en hånd greb fat om min arm og holdt mig oppe. Det gjorde mig ikke engang noget, at det var et hårdt greb, der faktisk gjorde lidt ondt.

Jeg kiggede op på personen og fik øje på krøltoppen fra tidligere – Ashton.

”Hey – tak,” fik jeg ud, selvom det på en eller anden måde ikke lød rigtigt. Ikke, fordi jeg sagde tak, men det var, som om min tunge var svulmet op til dobbelt størrelse, og at jeg derfor havde svært ved at snakke.

Bag ham fik jeg øje på Michael og Luke, som stod og kiggede. Rettelse: Michael stod og kiggede, imens Luke prøvede at få ham til at deltage i deres ikkeeksisterende samtale.

Da hans øjne mødte mine, brød jeg for første gang ikke øjenkontakten. Jeg stod bare og kiggede på ham. Pludselig var det ham, der brød stilheden og trådte to skridt frem.

”Ashton, jeg tager den her fra,” sagde han, som om det var det mest normale i verden. Jeg rynkede på panden. Hvad ’tager han herfra’? Hvis det var mig, han refererede til, havde jeg ikke brug for, at der var nogen, der tog sig af mig – jeg var kun ved at komme godt i gang.

Ashton kiggede på ham med et halvfornærmet blik, før han trak på skuldrene og tog Luke med sig på vejen væk. Så stod jeg alene med Michael.

”Hvorfor er du her stadig?” spurgte jeg ham om. Han så ikke engang overrasket ud over mit ordvalg. I stedet trak han på skuldrene. ”Det ved jeg ikke, måske fordi jeg ikke vil have, du står og flirter med Ashton, når du i virkeligheden ikke vil noget med ham – han er jo kun et boybandmedlem, ikke?” han brugte næsten mine egne ord i mod mig.

Irriteret rakte jeg glasset indover baren og bad om et nyt.

”Hvem har sagt, jeg flirter med ham? Måske er det bare sådan, jeg er,” protesterede jeg og satte mig ned igen. Michael satte sig overraskende nok ned overfor mig, efter han havde fået sig en øl.

Han rystede på hovedet. ”Det kan du ikke overbevise mig om, at du er. Ikke efter jeg rent faktisk har mødt dig. Alle de ting, medierne viser om dig, er jo slet ikke rigtige,” han tog en stor tår af flasken.

Jeg lænede mig lidt fremover. ”Jeg er vidst ikke den eneste, der er lidt spydig i dag, er jeg?” spurgte jeg udfordrende. Han sukkede højt, før han himlede med øjnene og rystede på hovedet.

”Ved du hvad? Jeg prøvede at være sød overfor dig og hjælpsom, men det er, som om du er meget indstillet på, at jeg simpelthen bare ikke skal i nærheden af dig. Så må du fandeme have det dårligt med dig selv, og jeg har fået nok,” med de ord rejste han sig og lod mig alene tilbage.

Jeg måtte indrømme, at det ramte mig. Ordene stang som bier, for det var ikke løgn; jeg havde det ikke godt med mig selv – hvilket menneske drak for at glemme?

 

***

 

”Jeg har det ikke så godt,” betroede jeg mig til Jackie, da jeg fandt hende godt en halvanden time senere. Hun kiggede kort på mig, før hun vendte tilbage til sin samtale.

Tårerne samlede sig i mine øjne, men jeg skyndte mig at blinke dem væk. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg var sådan her i dag. Det var som om, selv de mindste ting gik mig på og fik mig helt ned på bunden, og det var ubehageligt – jeg kunne ikke ”bare” slå det hen, som jeg plejede.

Forsigtigt hev jeg i hendes ærme. ”Jackie,” sagde jeg lavt, så andre ikke ville høre det. Hun kiggede irriteret på mig. ”Ikke nu, Grace! Jeg er midt i at snakke, og du må snart lære at styre det fucking alkohol der!” sagde hun med højt hævet stemme.

Forskrækket veg jeg to skridt bagud. Jeg følte mig ikke engang fuld mere. Jeg følte mig bare ked af det og trådt på og alene, og jeg havde det rigtig, rigtig dårligt. For dårligt.

Jeg gik med hurtige skridt ud med toiletterne og var glad for, at jeg for akkurat en halv time siden havde skiftet til flade sko i stedet for høje stilletter.

Helt ærligt vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre; jeg havde ikke lyst til at sidde til et award show og kaste op, selvom jeg var klar over, at der ikke var nogen, der ville bemærke, at jeg var væk.

Efter fem minutter var der stadig ikke kommet noget op, men jeg havde ikke fået det bedre. Jeg sad her bare, og hver andet minut hang jeg med hovedet ind over toilettet i min egen verden – så meget i min egen verden, at jeg ikke hørte noget som helst andet end mig selv, før det bankede på min dør.

”Optaget!” råbte jeg tilbage med den mest normale stemme, jeg kunne præstere. Der var stilhed lidt, og jeg troede næsten, jeg var sluppet af med personen.

”Det er Michael, Grace. Der er ikke andre herude,” forklarede han mig så. Jeg stivnede kort og fik hurtigt rejst mig op.

”Stadig optaget,” svarede jeg og hostede en enkelt gang for, at min stemme ikke var for svag. Jeg kiggede mig selv i spejlet og fik et chok, da jeg så, hvor bleg jeg var.

Han rømmede sig. ”Åben nu døren. Jeg så godt – og hørte – hvad du sagde og prøvede at sige til din søster, og jeg ved godt, du ikke har det godt, så åben nu bare, så finder vi ud af noget.” svarede han.

Mit hjerte bankede en smule hurtigere end før, og jeg belærte det strengt inde i hovedet.

Hvorfor havde han overhovedet bemærket det? Han måtte have stået tæt på? Og hvorfor bekymrede han sig så – efter det, han havde sagt godt to timer tidligere, var jeg sikker på, at han var skræmt væk for altid.

Al den drivkraft jeg normalt havde til at være flabet og spydig var helt væk, som om jeg ikke længere havde nogen mur at gemme mig bag. Det var nok også det, der fik mig til at åbne døren og se direkte hen på den rødhårede fyr, imens jeg slog ud med armene.

”Hvad skal jeg gøre?” det var det første, jeg sagde. Det røg bare ud. Hvad mente jeg med det? Hvad omhandlede det? Hvad skulle jeg gøre med hensyn til hvad? Jeg vidste det ikke. Det virkede bare som et godt tidspunkt at sige det på.

Han kiggede lidt på mig, før han rakte hånden frem som et tegn til, jeg skulle tage den og gå ud af badeværelset. Og det gjorde jeg. Fordi hvad var pointen i at lade være?

”Kom, så sætter vi os her,” sagde han og ledte mig hen mod radiatoren på det store badeværelse. Og så sad vi der, hvor folk hvert øjeblik kunne se os, men det føltes rart for en gangs skyld at være lige glad.

”Du er bleg,” sagde han, efter vi havde siddet lidt i stilhed. Jeg kiggede på ham med et ironisk blik i øjnene. ”Virkelig? Det anede jeg ikke,” svarede jeg sarkastisk. Han tog overgivende hænderne over hovedet.

”Okay, okay, jeg ville bare starte en samtale,” han trak på skuldrene, og jeg tog mig selv i rent faktisk at smile over det.

”Jeg troede, du havde fået nok,” sagde jeg så. For det undrede mig, at han overhovedet gad bruge tid på at se, hvordan jeg havde det, når alt jeg havde gjort, tydeligt indikerede, at jeg ikke gad snakke med ham.

Han kiggede forvirret på mig, indtil han forstod, hvad jeg hentydede til: ”Nåå…” han trak på skuldrene, ”det har jeg også. Men så så jeg, hvordan din søster opførte sig, og så fik jeg dårlig samvittighed, for det var virkelig ikke okay – og det var og er tydeligt, at du ikke har det så godt. Og så hjælper det nok også lidt, at jeg, som sagt, har haft et crush på dig i en evighed – hvordan skal jeg så bare ignorere det?” det overraskede mig, at han svarede så let.

”Men det crush er forsvundet?” jeg kunne ikke dy mig. Denne gang så det ud til, han havde sværere ved at svare.

”Svært at svare på. For virkeligheds-dig, så ja, men ikke for medie-dig, tror jeg?” han tav lidt, før han besluttede sig for at tilføje noget mere: ”eller det kan jeg faktisk ikke rigtig sige, for jeg har kun baseret det ud fra din opførsel overfor mig, og jeg ved ikke, om der er en grund til, at du er sådan, men jeg tror ikke på, det er sådan, du er som person og gerne vil være og holder af at være. Jeg ved det ikke.” endnu et skuldertræk. Det var noget, han gjorde meget.

Et par piger, jeg aldrig havde set før i mit liv, kom grinende ud på badeværelset. De kiggede underligt på os, da de fik øje på os, og det måtte også se forfærdeligt ud: jeg sad der, ligbleg i ansigtet og koldsvedte, og en rødhåret fyr sad ved siden af mig midt på dametoilettet. Det var absurd.

Af en eller anden grund slap et grin over mine læber, da de gik ud. Ud af øjenkrogen så jeg, at Michael overrasket kiggede på mig med et ryk, som om han slet ikke havde forventet det.

”Har du det bedre?” spurgte han om. Jeg trak på skuldrene. ”Lidt. Tror jeg. Jeg ved det ikke helt, men jeg skal nok snart hjem – jeg har heller ikke lyst til at være her mere.”

Han kiggede lidt på mig, som om han dybt overvejede, om han skulle sige det, han havde på hjerte. Til sidst tog han chancen og sprang ud i det.

”Ved du hvad?” han rejste sig, ”det har jeg heller ikke. Skal vi få dig hjem, så du kan sove rusen ud?”

Normalt lagde sådan et spørgsmål op til, om man skulle hjem og have sex, men det her var noget andet. Jeg kunne bare mærke, at det var en virkelig ærlig form af spørgsmålet, som han helt oprigtigt mente.

”For helvede da, så lad os gå,” jeg tog fat i hans hånd, han holdt ned mod mig for at hjælpe mig op. Så gik vi ud af toilettet.

”For resten, du præsenterede vores award ret godt,” sagde Michael. Han følte sig tydeligvis meget mere tilpas nu. Og selvom jeg ikke brød mig meget om det, gjorde jeg det også. Det var rart, at min usynlige mur ikke var oppe omkring mig lige nu – det var jeg ikke vant til. Jeg var næsten glad for, at jeg var for udkørt til at være bitchy.

”Det skal du jo sige,” mumlede jeg tilbage. Det var et forsøg på at drille, men det var ikke helt gennemført. Jeg vidste ikke, hvor grænsen gik. Michael smilede bare fornøjet for sig selv på vej ud til garderoben.

♦♦♦

Halllooooo her et kapitel til, og jeg håber, I kan lide det, selvom der ikke ligefrem kommer mange kommentarer ahah, så øhmmmm jeg fortsætter bare på samme måde, som jeg gør, yeah????

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...