Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
16241Visninger
AA

4. ♦3

Make a life, fake a smile, I wish I could just die

”Du kan i det mindste prøve at se ud som om, du morer dig,” min mor kiggede bebrejdende på mig så længe, at det rent faktisk fik mig til at lægge min mobil på bordet. Jeg kiggede op.

”Så, nu lægger den på bordet,” svarede jeg og rettede lidt på min højhalsede jumpsuit. Den var helt sort bortset fra bronze, tykke striber rundt om livet, ned mellem mine bryster og i kraven rundt om min hals. Ryggen var helt åben, hvilket tvang mig til at sidde med ret ryg hele tiden.

Det var dog heller ikke, fordi jeg havde tænkt mig andet; ingen havde lyst til at risikere at være på tv med en rygdelle, når så mange mennesker så med – det var trods alt AMA’s.

Og nej, det havde ikke noget at gøre med, at jeg skulle præsentere en award (New artist of the year), og at det tilfældigvis var en award, som jeg på forhånd vidste, at 5 Seconds Of Summer havde vundet – ellers ville jeg ikke have noget at sige om det.

”Tak, skat. Vil du have noget vin?” spurgte hun mig om for at bløde stemningen lidt op. Ud af ren protest rystede jeg på hovedet, selvom jeg egentlig godt ville have noget vin.

Jackie bemærkede tydeligvis ikke den lidt trykkede stemning, for hun vendte sig mod mig, som om alt var i det bedste velgående.

”Glæder du dig til at skulle op og præsentere en award? Det er første gang, du skal gøre det, så lov mig, at der ikke går rod i det,” sagde hun. Mit humør faldt ydereligere et par grader. Lige da jeg rent faktisk troede, at hun interesserede sig, var det selvfølgelig, fordi hun ikke ville have, at jeg fuckede hendes perfekte image op.

”Det er lige før, man rent faktisk skulle ødelægge det,” mumlede jeg for mig selv, ikke højt nok til, hun kunne høre det. For hende virkede det, som om jeg ignorerede hende eller ikke havde hørt hende, og det var fint nok – sådan måtte det godt forblive.

Min mobil lyste op på bordet, og da jeg havde sikret mig, at min mor ikke kiggede på mig, tog jeg den med et snuptag og tjekkede min besked.

Kendall Jenner: Hvor gemmer du dig henne? Kom op til baren og få en drink med mig, jeg har ikke set dig længe, mus!

Det var så overfladisk, som det kunne blive, men det var fint – det var god omtale, og så havde jeg en undskyldning for ikke at blive siddende hele vejen indtil, jeg skulle præsentere den åndsvage award.

”Jeg smutter lige ud og finder Kendall,” annoncerede jeg. Der var ikke en af dem, der kiggede op, men jeg var ikke i tvivl om, at de havde hørt mig. Irriteret sukkede jeg, før jeg besluttede mig for at gå alligevel.

Det eneste problem var bare, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gå hen, så da jeg var kommet omkring 20 meter, stoppede jeg op og kiggede forvirret rundt for at orientere mig.

”Har du brug for hjælp?” en ukendt stemme kom fra siden af, og jeg drejede mit hoved. Mit blik faldt  på en krølhåret fyr iklædt en sortternet skjorte, hullede bukser og et par briller. Han så moden ud, og jeg smilede per automatik.

”Øh, ja, sorry – det er første gang, jeg er her, og jeg skal mødes med en veninde ved baren, og jeg ved ikke helt, hvor den er, og-” ”Skal jeg vise dig det?” han virkede usikker på sig selv, og jeg smilede. Hvor var det, jeg havde set ham før? Jeg kunne ikke hive det frem i hukommelsen, men i det mindste var jeg sikker på, at han var et kendt ansigt, og det var fint.

”Jeg er Grace,” jeg rakte hånden frem for at hilse på ham, imens vi begyndte at gå. Han smilede og nikkede. ”Det ved jeg godt, min ve- Jeg er Ashton,” han afbrød sig selv, men jeg valgte ikke at bide mærke i det.

Et kamera røg næsten op i hovedet på os, og jeg veg overrasket et skridt tilbage. Ashton gav et grin fra sig, og jeg lod det smitte af på mig og lægge min irritation over kameramanden væk.

”Her er baren,” han lavede en sjov gestus med hånden for at overdrive signalet om, at vi nu var ankommet til den ønskede destination.

Let smilede jeg taknemmeligt. ”Tak, Ashton. Måske ses vi senere?” det lød mere som et forslag end en normal sætning. Han hævede et øjenbryn, som om det var en underligt ting at sige. ”Øh, ja, det gør vi nok,” svarede han, som om det da var en selvfølge.

Jeg kiggede kort efter ham, da han gik sin vej tilbage til hans bord (gik jeg ud fra).

”Grace!” Kendalls stemme nåede hen til mig, og jeg fik endelig vendt mig om. Hun stod kun få meter væk fra mig, og jeg gik derhen i to hurtige skridt. Hurtigt lagde mine arme sig om hende i en omfavnelse.

”Hvor er det lang tid siden, jeg har set dig – hvor er det godt, at vi endelig ses!” udbrød jeg. Min stemme fik den lidt skingre klang, der altid kom, når det ikke var noget, jeg decideret mente. For helt ærligt var jeg lidt ligeglad med, at vi endelig så hinanden, for vi var jo ikke venner. Vi var bekendte.

Hun spillede med på den, selvfølgelig.

”Ja! Hvor ser du godt ud. Jeg elsker dit outfit. Jeg har bestilt et glas hvidvin til dig, fordi det ved jeg, du kan lide,” hun tog det hurtigt fra baren ved siden af hende og gav det til mig.

Overrasket tog jeg imod det og kunne mærke mig selv blive en smule glad for, at hun rent faktisk kunne huske, hvad jeg kunne lide; dels, fordi jeg ikke selv kunne huske noget om, hvad hun foretrak at drikke og dels, fordi det ikke skete så tit for mig, at der blev lagt mærke til de helt små ting.

”Tak,” skyndte jeg mig at sige og tage en tår af den. Hun smilede blot og gjorde tegn til, at vi skulle sætte os ned ved nogle stole, der stod i nærheden – og det gjorde vi så.

 

***

 

Jeg rendte rundt omme bagved og stoppede op hver anden gang, jeg kom forbi et spejl for at se, om jeg nu så godt ud. Det var ikke, fordi min makeup ligefrem ændrede sig fra et sekund til et andet, men jeg ville bare virkelig ikke se dum ud på tv.

”Slap af, Grace! Større er det heller ikke,” kom det fra Jackie. Jeg vidste godt, hun prøvede at berolige mig, men det kom ud på en mere spydig måde.

”Det ved jeg godt, bare rolig, jeg er ikke ligesom dig, der gør store ting på tv eller har noget at byde ind med, men undskyld, at jeg ikke har lyst til at ligne lort, når der er så mange mennesker, der skal se på mig.” svarede jeg en anelse koldt tilbage.

Hun rullede blot en enkelt gang med øjnene. ”Og du kan godt huske, hvad du skal sige?” spurgte hun så.

Jeg kiggede olmt på hende, før jeg tog hendes egne ord i brug: ”Slap af, Jackie! Større er det heller ikke,” svarede jeg tilbage. Hun kiggede opgivende på mig, før hun smed hænderne i luften og mumlede noget om, at det da var fint, og at jeg kunne sejle i min egen sø, hvis jeg skulle opføre mig på den måde.

En ung kvinde kom hen til mig med hastige skridt.

”Det er dig, der skal på nu,” informerede hun mig om, og jeg skyndte mig at gå med hende de sidste skridt hen til scenen.

Bifaldet ramte mig voldsomt, da jeg kom gående ud på scenen, og jeg kunne ikke lade være med at smile – denne gang ægte og helt oprigtigt, for der var ingen anden følelse bedre end at blive modtaget af så mange klappende mennesker foran en.

Da jeg kom hen til mikrofonen, tog jeg en dyb indånding, før jeg startede:

”Musikken udvikler sig hvert år med nye og talentfulde kunstnere – og i år er ingen undtagelse. Specielt bands er begyndt at tage en stor rolle i musikkens verden igen – for eksempel kan man bare tage et kig på de mange boybands, der er begyndt at poppe frem, heriblandt One Direction.” jeg tog en pause, da der kom en masse skrig.

”Der er en masse fantastiske nye kunstnere i denne kategori, der meget hurtigt er kommet frem, men der er altså kommet en vinder!” spændingen steg, ”som sagt er bands begyndt at indtage musikkens verden, og dette er ingen undtagelse – vinderen er 5 Seconds Of Summer!” jeg smilede stort, da jeg havde sagt det, for det var et must.

Først da folk begyndte at klappe, gik det op for mig, at jeg rent faktisk havde formået at sige alt det her uden at fucke helt op i det – det var rart.

Hurtigt klappede jeg med, imens jeg spejdede udover mængden for at finde de fire drenge. Det var først, da de var færdige med deres gruppekram og på vej op til mig, at jeg fik øje på det knaldrøde hår. Vores øjne mødtes, og for første gang blev jeg ved med at smile – det blev jeg nødt til.

Da de kom op på scenen, forsvandt mit smil dog i et kort øjeblik, da de gik hen mod mig. Den krølhårede fyr gik forrest, og det gik op for mig, hvor jeg havde kendt Ashton fra.

Længere nåede jeg ikke, før han gav mig et kram, som jeg skyndte mig at gengælde halvhjertet. Luke gav mig også et kram, og det samme gjaldt for Calum, hvis navn havde brændt sig fast på min nethinde – hvorfor vidste jeg ikke.

Det var først, da jeg stod foran Michael, at tingene blev rigtigt akavede. Vi fik endnu engang øjenkontakt, og så stod vi i to meget lange sekunder bare og kiggede på hinanden. Og da han endte med at træde frem mod mig, blev jeg endnu mere forumplet.

”Oh så, vi gør det her…” mumlede jeg, da vi mødtes i et kram. Da han trak sig væk, kiggede han lidt på mig og blinkede, samtidig med han nikkede.

Lige så snart jeg fik muligheden for det, skyndte jeg mig at gå tilbage ud backstage, så jeg ikke var i nærheden af det band mere.

”Din mobil blussede op, imens du var på,” var det første, min mor sagde, da jeg kom tilbage til vores bord. Jeg smilede svagt og tog den fra bordet. Det var en besked fra Rosie.

Rosie: Du gjorde det godt – men hvad er det for noget med dig og Michael? Jeg vidste ikke, det var akavet, at I ikke engang kunne give et kram til hinanden uden at gå i stå.

Jeg stivnede, da jeg læste beskeden. Havde det virkelig været så tydeligt, at man havde kunnet se det? Jeg sukkede højt, for det var ikke det, der havde været meningen.

Efter lidt overvejelse svarede jeg:

Grace: Jeg snakkede med Ashton, den krølhårede af dem, og så var det underligt, for jeg vidste ikke, at han var i det band, og hvis jeg vidste det, havde jeg ikke snakket med ham, og så var jeg ret kold overfor Michael, da de var i byen samtidig med os to, og så var det bare utroligt underligt for os begge to at skulle give hinanden kram.

Jeg sukkede lidt, før jeg kiggede rundt for at se, om jeg kunne få øje på nogen, jeg kendte. Da det ikke lykkedes mig, endte jeg med at gå hen til baren og bede om et glas vin, så jeg lignede en, der var travlt optaget.

Det ville nok blive en lang aften, hvis ikke snart der skete et eller andet. Derfor besluttede jeg mig for at skrive til Austin.

♦♦♦

Kapitel tree yassss

Og nu har jeg juleferie, og jeg kan få skrevet en masse, så der kommer nok en masse kapitler lidt hurtigere (har allerede til og med kapitel 15 og et halvt på kapitel 16, but still hehe) 

Nååå, hvad siger i guyssss

I må meget gerne give et like og dele den med jeres venner, siden der ikke er så mange, der læser den ;//

ahha tak xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...