Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
16149Visninger
AA

29. ♦28

And if you have to leave, I wish that you’d just leave

’cause your presence still lingers here, and it won’t leave me alone.

Jeg havde lidt forventet, at Michael ville have skrevet til mig, efter han var stormet ud af mit hus om natten, men det havde han ikke gjort. Ikke en eneste ting eller noget undskyld eller noget med, om han måtte komme tilbage, så vi kunne snakke om tingene.

Han havde bare taget halen mellem benene og var gået sin vej, og det gjorde mig så sur. Han var ikke et 13-årigt barn – han burde godt kunne være fucking voksen nok til ikke at opføre sig sådan her.

Lige nu sad jeg bare med min bog og skrev lidt. Det var ikke rigtig nogen specielle ting. Det var bare frustrationer og tanker og ting, der gik mig på vedrørende den situation, jeg var i lige nu.

For jeg syntes, jeg havde pestet Calum nok med det, og jeg havde ikke andre steder at komme ud med det end hos ham eller i min bog. Og nu gik valget  på bogen, så jeg kunne lukke mig inde i min egen lille verden.

Dog fik jeg kun lov til at sidde i tyve minutter, før det ringede på døren. Jeg rejste mig op og gik ud for at åbne.

Jeg burde være blevet overrasket over, at det var Michael, men det var jeg ikke; klokken var 9 om morgenen, hvilket mindskede muligheden for at folk kom over, og alle andre ville skrive til mig først.

Måske burde jeg sige noget, da jeg så ham, men det gjorde jeg ikke. I stedet for trådte jeg bare et skridt til siden, så han kunne komme ind og tage sit overtøj af. Jeg gik ud i køkkenet igen og lod det være op til ham at følge med.

”Jeg tager det som, at vi ikke er meget længere end i går,” mumlede han, da han kom ud til mig. Hurtigt lod jeg blikket flakke op til ham, men jeg kiggede ned i bogen igen og lod som om, jeg havde noget fornuftigt at skrive. Det havde jeg ikke.

Lige nu ventede jeg bare på, at han sagde noget fornuftigt i stedet for at komme med de små hentydninger, der ikke fik os nogen steder hen.

Der var stilhed i to minutter, før han tog bogen væk fra mig og lagde den på kanten af bordet. Det fik mig til at kigge op, for nu havde jeg ikke andet end at tage mig til og få mig til at virke mig travlt optaget.

”Har du noget godt at sige i dag, eller skal du opføre dig ligesom i går? For hvis du gør det, så kan du lige så godt bare gå med det samme. Det er du jo så god til,” okay, måske var jeg lidt hård, men jeg kunne bare ikke gøre for det. Jeg var sur og såret, og jeg var bare træt af, at han opførte sig, som han gjorde.

Michael sukkede tungt, men han sagde mig ikke i mod. I stedet for prøvede han at opføre sig mere fattet.

”Skal vi snakke? Mere fattet end i går,” foreslog han. Jeg lod for første gang mine øjne møde hans og nikkede. ”Det synes jeg lyder som en god idé,” betroede jeg ham.

”Okay, så hvad vil du starte med?” han flettede sine fingre sammen. Jeg skulle stoppe mig selv i at himle med øjnene af ham. I stedet tog jeg mig samme og svarede ham.

”Jeg vil stadig gerne have svar på de samme ting, som jeg ville i går, makker. Hvor er du henne hele tiden, hvorfor ser vi aldrig hinanden – er du træt af mig, for så siger du bare til. Hvorfor behandler du mig sådan? Alt det vil jeg gerne have svar på, for du har ændret dig,” wow, jeg var fyldt med ærlighed i dag.

Han rynkede lidt på panden ved det sidste og var tydeligvis uenig med mig, men han sagde det ikke højt.

”Det er ikke, fordi jeg er træt af dig, Gracie, det ved du godt. Jeg har bare… du ved, jeg har travlt, der sker en masse ting med bandet, og det er svært at matche det hele, og tit er jeg bare træt, og så ender jeg med at crashe derhjemme, fordi jeg er alligevel ikke er noget sjov at være sammen med alligevel,” undskyldte han.

Jeg kiggede lidt på ham, for i min mening var det en dårlig undskyldning.

”Det var da ikke særlig svært for dig, da vi var venner altid at være sammen. Vi lavede ikke andet og tog med til interviews og koncerter, og ellers kom vi bare hjem til hinanden og sørgede for at sove sammen. Men det er åbenbart lige gyldigt nu, fordi nu er vi sammen, og så betyder det ikke så meget. Eller hvad? Så er det ikke så vigtigt, at vi ses tit?” vrissede jeg.

Han himlede med øjnene af mig, og selvom det var noget, jeg også selv gjorde ret tit, provokerede det mig stadig utroligt meget.

”Hold nu op med at tage det så seriøst. Jeg er 19 år gammel, og jeg er i et band, og jeg lever livet, så selvfølgelig er der nogen perioder, hvor alting ikke kun handler om dig, og hvornår vi skal være sammen næste gang, altså jesus!” det lignede, han skulle til at slå ned i bordet, men mit strenge blik fik ham til at lade være.

”Jesus dit og jesus dat, den er god med dig og undskyld, jeg synes, vi skal ses en gang i mellem og se, hvor vi har hinanden. Det kan jeg godt høre er fuldstændig unormale standarter til et forhold!” jeg rejste mig op fra bordet, simpelt fordi jeg ikke kunne forholde mig i ro, når jeg var sur.

”Hvorfor skal du twiste mine ord, hver gang jeg siger noget, Grace?” han lød næsten opgivende. ”Siger fyren, der stort set lige har sagt, at jeg ikke er så vigtig, fordi du er ung og er i et band, og at alting ikke handler om mig – hvilket jeg desuden ikke beder alting om at gøre – og det er da for langt-” jeg nåede ikke at slutte min sætning, før døren pludselig smækkede hårdt i.

Både Michael, der også havde rejst sig op, og jeg kiggede forskrækket hen mod døren, der lige var smækket i – og for at se, hvem der var kommet ind.

En mindre tanke, der slog mig, var, at selvfølgelig havde Michael glemt at låse døren efter sig, selvom han udmærket godt vidste, at han skulle gøre det.

”Øh… forstyrrer jeg?” Jackies stemme var næsten ikke til at høre, fordi hun tydeligvis godt vidste, at hun forstyrrede noget. Jeg kiggede på hende med et lidt for irriteret blik, som hun ikke fortjente.

”Ja, nej, hvad?” jeg tog hænderne op til hovedet og pustede ud, ”hvorfor er du her?” min stemme måtte være fuld af forvirring, fordi hvad lavede hun egentlig her?

Hun kiggede usikkert mellem mig og Michael.

”Vi aftalte, at vi skulle spise morgenmad sammen, husker du nok?” hun tøvede, ”eller, det gør du så nok ikke.” hun mumlede det sidste lavt.

Stresset kiggede jeg hen på Michael, der kiggede på Jackie. Hans blik gled tilbage på mig og med et hovedryst stormede han forbi Jackie ud i entréen for at tage sin jakke fra knagen, imens han næsten hvæsede: ”Jeg går nu.” og så var han væk.

Jackie kiggede bare på mig, indtil jeg sagde, at det var en længere historie, og at hun bare kunne komme indenfor.

 

***

 

Havde nogen sagt til mig i morges klokken kvart i ti om morgenen, at jeg ville ende med at være i byen sammen med Jackie og to af hendes veninder, ville jeg havde grint og insisteret på, at det aldrig ville ske.

Men det var det, der var sket, og nu sad jeg ved et bord og drak den ene drink efter den anden og snakkede med de tre andre piger om lidt af hvert mellem himmel og jord.

Ulempen ved situationen lige nu var, at klokken var kvart i tre, og jeg kunne fornemme på de andre, at det var tid til at gå hjem. Og det var det også for mig. Jeg var ret træt, og jeg var ude af træning i at være ude så lang tid ad gangen og drikke så meget.

Så ja, jeg var lidt fuld, og jeg var træt, og det havde været en meget lang dag. Men i det mindste havde størstedelen af det været god.

”Er det på tide, at vi tager hjem?” Jackie prikkede blidt til mig for at få min opmærksomhed, der ellers bare lå i mine egne tanker.

Jeg nikkede, for det var tydeligt, at hun også var træt. Hun gik ikke så tit i byen, og jeg tog nok ikke meget fejl, når jeg sagde, at hun kun havde gjort det for at få mig i bedre humør og få mig ud af huset.

Heldigvis var det let at få fat i en taxa, selvom det ikke var normalen for en travl weekendnat.

Turen hjem var hurtig, og jeg var ved at græde af lettelse, da jeg endelig så min dør. Jeg kunne ikke vendte med bare at lægge mig i min seng og sove uden at skulle noget som helst i morgen aften.

Dog viste det sig, at der skulle komme noget i vejen, som der altid gjorde, og da jeg låste op og opdagede, at den allerede var åben, blev jeg nervøs. Nervøsiteten forsvandt efter blot et par sekunder, da Michael kom ud i entréen.

”Du behøver ikke se så skræmt ud, det er bare mig,” informerede han mig om. Jeg sukkede. ”Det kan jeg se, ja,” svarede jeg og begyndte at tage mit overtøj af, ”hvorfor er du her? Klokken er tre om natten.” fortsatte jeg.

”Vi blev bare afbrudt tidligere, fordi Jackie kom, og jeg tror stadig, vi har massere at tale om,” svarede han med et skuldertræk, som om det da var det mest normale i verden at dukke op hos sin kæreste midt om natten.

”Michael…” mumlede jeg, ”jeg har været ude hele natten, jeg er træt,” jeg skulle aldrig have givet ham en ekstranøgle. Den havde jeg kun givet ham, så han kunne bruge den, hvis det virkelig var et nødstilfælde.

”Ja, jeg ved godt, du har været ude hele natten,” han lød gnaven. Jeg kiggede på ham med et hævet øjenbryn. ”Hvor lang tid har du været her?”

Han tænkte sig lidt om.

”Siden klokken 12 eller sådan noget. Det er ikke pointen. Hvor har du været? Med hvem?” han lagde hovedet på skrå og fulgte efter mig ud i køkkenet.

”Jeg var sammen med Jackie og hendes veninder,” svarede jeg koldt. Jeg prøvede at finde en måde, hvorpå jeg kunne smide ham ud uden at lyde streng. Jeg hadede at være den strenge.

Han nikkede lidt. ”Fik du så snakket med nogle søde drenge?”

Det fik mig til at vende mig om med et måbende blik. Hvad snakkede drengen nu om?

”Hvad snakker du om?” jeg valgte bare at spørge ham direkte. Han trak på skuldrene igen. ”Jamen, altså, der kom bare en artikel frem om noget med dig og en fyr, så det kunne jo godt være,” svarede han.

Jeg havde lyst til at svare tilbage med noget om, at det vidst nok var hans skyld, at vi ikke havde set hinanden. Dog valgte jeg at fokusere på den anden del af sætningen.

”Oh my god, Michael, jeg kan ikke tro, at du står og siger det! Du er den person, der lærte mig om, hvordan man ikke skulle tage de ting til sig, fordi det er bullshit, og medierne ikke ved noget om ens privatliv, og nu står du her og siger det? Af alle ting?” jeg kunne mærke tårerne presse sig på.

Hans blik var fyldt med fortrydelse, og han sukkede.

”Okay, undskyld, det var ikke fair,” hans stemme havde en helt anden klang nu end før. Måske fordi jeg var på randen til gråd.

”Nej, det var det ikke,” mumlede jeg og kørte en hånd igennem mit lyse hår, ”hvornår blev vi sådan her, Michael? Jeg vil ikke være sådan her, for det er ikke os. Vi plejede ikke at være sådan her, og det gør mig sur, at vi er sådan nu og ikke kan snakke om det.” jeg bed mig hårdt i læben.

Da jeg kiggede op på ham, kunne jeg se, at han nikkede medgivende.

”Det var derfor, jeg kom. Og jeg lover ikke at være, som jeg var tidligere,” han skyndte sig at love det, ”men fordi der er noget, jeg har tænkt over.” han tog en dybindånding.

Måden han trak vejret på – måden han snakkede på  og blikket i hans øjne, gjorde mig nervøs. Jeg var ikke sikker på, jeg ville høre, hvad han havde at sige.

Han fortsatte, da jeg ikke sagde noget.

”Det ville have været meget lettere, hvis du rent faktisk havde været her, da jeg kom, for nu fik jeg tid til at sidde og tænke over alting,” han vendte hovedet væk, og det var først der, det gik op for mig, at han havde grædt. Og at han var ved at bukke under for tårerne endnu engang. Jeg kunne ikke mindes at se ham græde før – ikke sådan rigtig.

”Men jeg blev nødt til at vente, fordi, ja, det, jeg skal sige, kan ikke vente. Du ved godt, jeg elsker dig, ikke? Selvom jeg har opført mig virkelig dumt på det seneste. Så ved du det godt, ja? At jeg elsker dig?” han gentog sig selv for at være sikker på, jeg forstod ham. Til sidst nikkede jeg bare for at få ham til at fortsætte.

”Okay, det må du ikke glemme, please. Husk det, okay? Jeg elsker dig. Men… det ændrer ikke på, hvordan tingene har været; jeg har været stresset, det er gået udover dig, og du har taget tingene som noget personligt – og det bebrejder jeg dig ikke for. Men jeg synes bare ikke, det går, at det er sådan? Det er ikke fair over for dig, det er ikke fair overfor mig. Og jeg hader at være den her person, for jeg ved godt, hvad du er for en person, og hvor skrøbelig du er, og det gør ondt på mig at se dig være ked af det – og jeg ved, hvor lang tid det tog for dig at åbne dig op overfor mig, og jeg sagde, at jeg altid ville være der og aldrig ville forlade dig, og det vil jeg ikke. Jeg har bare tænkt så meget, og jeg er bare kommet frem til en konklusion, som jeg ved er rigtig. Det kan ikke gå sådan her, Gracie. Jeg tror, vi har for meget kørende lige nu til, at det kan fungere. Der sker så meget i vores hverdag, at vi ikke har tid og overskud, og jeg har ikke lyst til, at det skal fungere sådan. For det kan man ikke kalde et forhold – det er mere bare et spinkelt håb, vi holder kørende, selvom jeg ville ønske, det ikke var sådan…”

Et sted hen af vejen var jeg holdt op med at lytte til ham. Jeg kunne høre hans stemme, men ordene trang ikke ordentligt ind. I stedet var jeg gået i stå med blikket rettet direkte mod væggen bag ham.

Jeg kunne fysisk mærke mit hjerte brække midt over. Sådan føltes det. Jeg følte, at nogen rev min hjerte ud og flåede det i stykker for bagefter at proppe salt på det. Det gjorde ondt. Alt gjorde ondt, og jeg var overbevist om, at man kunne have sat ild til mig, og det ville gøre mindre ondt.

På det her tidspunkt tænkte jeg ikke engang på, at jeg nu græd. Det var lydløst, men tårerne piplede ned af kinderne som klart vand, der prøvede at strømme igennem en stor barriere.

Det var næsten mekanisk, da jeg begyndte at ryste på hovedet. Jeg kiggede stadig ikke på ham, da et ord slap ud gennem mine læber. ”Nej,” det var dårligt nok et hvisk, og jeg var ikke sikker på, hvad jeg ville med det.

Nej, det var ikke okay? Nej, jeg ville ikke have det? Efter lidt tid vidste jeg det, hvad det betød.

Det var et nej; nej, jeg ville ikke tro på, hvad jeg hørte, jeg ville ikke lade det trænge ind. Det gjorde for ondt at tage det ind og acceptere det, så det var lettere at ryste på hovedet og sige nej. På den måde gav jeg mig selv lidt ekstra tid til at svæve i ingenmandsland.

”Du forstår det godt, gør du ikke?” han så meget bekymret ud. Jeg kunne forestille mig, at jeg havde mistet alt farven i huden.

Endelig rykkede jeg mine øjne, der pludselig føltes tunge, og kiggede på ham med et tomt blik. Hvad ville han have mig til at sige? Hvad var der at sige? Det lod til, han allerede havde taget beslutningen, og så havde jeg vel intet at sige.

Vi stod og kiggede på hinanden i noget, der føltes som timer. Det var højst sandsynligt kun nogle minutter, men jeg kunne ikke holde det ud.

Jeg havde ikke tænkt mig at nikke og sige, at jeg forstod det. Det var det samme som at sige, at jeg var okay med det, og det var jeg ikke. Jeg var ikke okay med det, men jeg vidste også, at jeg ikke kunne sige noget til en anden persons beslutninger.

Til sidst fik jeg endelig formet mine læber sammen til en sætning, der kun kunne høres, fordi der var så stille i lokalet: ”Hvis du bliver nødt til at gøre det her og forsvinde, så ville jeg ønske, du bare ville gøre det. Gøre det fuldstændig.”

Han så forvirret ud, indtil han opfattede, hvad jeg mente. Han så tynget ud af dårlig samvittighed, men jeg fik ikke ondt af ham.

”Vil du- du mener- vil du gerne have, jeg går? O-okay,” hans ’okay’ kom, da jeg bare blev ved med at stirre på ham. Usikker på sig selv fik han famlet sig vej hen til døren. På vejen lagde han den ekstra nøgle på mit bord, og selvom jeg ikke troede, noget kunne gøre mere ondt, var det det, der fik mig til at kollapse på gulvet, da han havde smækket døren i.

Luften rev i lungerne, som om det ikke var der, de hørte til. Måske var det fordi hans duft stadig lå i den og lod til at forgifte mig.

Jeg hev efter vejret, imens jeg nu græd højlyst. Det var det. Det var slut med mig og ham. Han havde besluttet sig for, at jeg ikke var nok.

Selvom jeg havde så svært ved at trække vejret, gik jeg ikke i panik. Jeg havde ikke lyst til at gå i panik over det, for det gjorde ikke nær så ondt, som den følelse han lige havde givet mig. Intet gjorde så ondt.

Jeg havde aldrig prøvet noget, der gjorde mere ondt, end det her. Et skrig undslap mig – kun, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg var lige glad med, hvad mine naboer måtte tænke. Jeg var lige glad med, hvor smertefuldt det var.

Jeg var alene. Jeg var alene igen. Selvfølgelig var jeg alene igen. Med rystende hænder rejste jeg mig fra gulvet, selvom det virkede som noget af det sværeste, jeg nogensinde havde gjort. I et øjeblik var jeg sikker på, at mine ben ikke kunne bære mig.

Følelsen af at kaste op kom frem i mig. Det havde nok en forbindelse til det faktum, at jeg græd så voldsomt. Jeg gik næsten i vildelse ud på toilettet og tog min bog med mig. Så havde jeg den, for jeg var ikke sikker på, om jeg nogensinde ville rykke mig fra badeværelset igen.

Det var næsten rart at mærke det kolde stengulv mod mine bare ben. Det var en modsætning til den dræbende varme, der eksisterede overalt lige nu.

Der gik omkring 10 minutter af højlydt gråd og småskrig og rokken frem og tilbage og ture over toilettet, før jeg endelig satte mig op mod badekarret og åbnede bogen. Mine hænder rystede mere, end jeg troede.

Jeg holdt vejret for at mindske min rysten, imens jeg skrev en gennemsyret hjerteskærende sætning, der fik hele verdenen omkring mig til at virke ligegyldig og nyttesløs.

”Han forsvandt.”

♦♦♦

ej av, det her var ik sjovt at skrive - det er sidste kapitel. 

Tjek epilogen.x

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...