Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
16022Visninger
AA

26. ♦25

I let you be a part of me, don’t make me regret it ’cause I’m not sure I can handle that

Jeg løb og løb, men det var, som om mine ben ikke rykkede mig særlig meget videre – højst et par centimer for hvert smertende skridt. Bladende omkring mig var gule og dækkede skovbunden fuldstændig.

Jeg var ikke tit i skove, så det var svært for mig at lokalisere, hvor jeg befandt mig henne. Under alle omstændigheder var det ikke noget rart, og det hev i lungerne, hver gang jeg trak vejret.

Kluntet prøvede jeg at vende mig om for at se, hvad det var, jeg blev jagtet af, men jeg kunne ikke få øje på det. Kun frygten af, at det kom tættere på, blev forværret, og jeg tvang mine ben til at bevæge sig endnu hurtigere.

Da jeg vendte hovedet om igen, var jeg lige foran et kæmpestort egetræ. Under normale omstændigheder ville jeg være løbet direkte ind i det, men det var ikke tilfældet; i stedet var det, som om alt skiftede, og jeg var nærmest inde i træet.

Desperat begyndte jeg at banke på barken i håb om, at der var nogen, der kunne se eller høre mig, men det var ikke tilfældet. Barken ændrede sig til is, og jeg kunne se min ånde foran mig, hvilket gjorde mig endnu mere panisk.

Hvorfor var det sådan her? Jeg bankede igen og prøvede slå hul gennem isen, men det fungerede ikke. Udenfor fik jeg øje på en skikkelse – en mand, men han var i mangel af et ansigtsudtryk. Hans ansigt var bare udvasket og gjorde mig endnu mere bange.

Tårerne pressede sig på, og jeg kunne mærke et skrig samle sig bagerst i halsen som et sidste forsøg på at slippe væk fra, hvad end alt det her var.

”Sh, sh, sh, du er her,” jeg vågnede med et sæt og satte mig voldsomt op, på trods af at der blev holdt halvhårdt i min arm. I chok vendte jeg hovedet mod Michael, og det var først, da jeg fik rigtig øjenkontakt med ham og fik bekræftet, at det var ham, at jeg slappede af.

”Er du okay?” hans greb var blevet blidere, og der gik ikke lang tid, før han tog fat i min hånd i stedet for. Jeg lod ham bare gøre det, men gengældte det ikke rigtig.

Jeg koncentrerede mig om at få min vejrtrækning tilbage til normal, før jeg svarede ham: ”Ja,” jeg mumlede det, ”jeg ved ikke lige, hvad der skete.” det var lidt flovt. Var han blevet vækket af, jeg havde mareridt?

”Hey, det er okay, ikke? Hvad skete der?” han lagde sig ned i sengen igen, men sørgede for at blive ved med at kigge på mig. Jeg trak på skuldrene. ”Bare mareridt. Jeg hader mareridt – og så var det noget med at blive lukket inde på meget trang plads, og det bryder jeg mig ikke synderligt meget om. Vækkede jeg dig?” jeg fulgte hans eksempel og lagde mig også ned igen nu, da jeg var mere rolig.

Han rystede på hovedet.

”Jeg kunne ikke sove. Jeg har bare ligget lidt på Twitter, og så har jeg kigget på dig og sådan,” han smilede, og det smittede på mig.

”Så må jeg håbe, jeg ikke har snorket og savlet. Er du ikke træt? Hvad er klokken?” jeg vendte mig rundt for at rode efter min mobil, jeg var faldet i søvn med i hånden. Det skete lidt for ofte.

”Den er halv tre. Og jo lidt. Jeg prøver at sove sammen med dig nu, yeah? Er du rolig efter mareridtet?” han rykkede sig lidt tættere på. Jeg sagde ikke noget til det, men nikkede bare.

”Tak,” mumlede jeg. Han smilede blot som svar, før han lukkede øjnene i, og jeg gjorde det samme. Den her gang sov jeg helt til næste morgen.

Jeg blev vækket ved, at der blev hevet lidt i dynen. Både Michael og jeg kom med nogle søvnige lyde, da det skete, så det var altså en af hans forældre. Ganske rigtigt var det hans far.

”Far,” mumlede Michael og prøvede hive dynen tilbage over os. Hans far rystede bare på hovedet på en bestemt måde. ”Nej, det er jeres sidste dag – I skal tilbage i aften, så jeg synes ikke, I bare skal ligge hele dagen. I skal være vågne og få noget ud af dagen. Og klokken er 10, det er helt fair,” han kiggede på os, og jeg var ekstremt glad for, at jeg sov med en lang t-shirt hver nat.

Michael kiggede på ham med et øje åbent.

”Ja, okay, vi skal nok stå op,” lovede han. Det fik hans far til at nikke og forsvinde du af værelset. Michael vendte sig om mod mig.

”Det er jeg ked af,” undskyldte han. Jeg skyndte mig at ryste på hovedet. ”Det er helt fint. Han har ret, du ved. Det er vores sidste dag – hvorfor ikke lave noget andet ned at ligge i mørket?” jeg satte mig op på kanten af sengen.

Michael nikkede. ”Men jeg har altså desperat brug for et bad, for jeg lugter. Jeg har ikke været i bad i et længere tid, end hvad godt er,” han grinede lidt, og jeg hævede øjenbrynene. ”Tro mig, det ved jeg. Det er mig, der har levet med det,” drillede jeg, ”men så gå i bad. Så venter jeg her.” opfordrede jeg, og han gjorde, som jeg foreslog.

Det lod mig alene tilbage, og jeg valgte at skifte til sorte bukser og en hvid sweater turtle-neck, før jeg hev den lille læderbog frem sammen med blyanten. Jeg havde næsten ikke skrevet i den, imens jeg havde været her, hvilket egentlig bare var et godt tegn.

Så jeg gav mig til at skrive:

26-02-15

Jeg har været i Australien med Michael det sidste lange stykke tid. 10 dage – vi skal hjem i dag dog, desværre. Det har været sindssygt hyggeligt, og jeg har virkelig bare følt mig hjemme. Og som en del af hans familie, for de er åbne, og jeg tror godt, de kan lide mig.

OG der er også sket fremskridt med mig og Michael. Sidst, jeg skrev meget her, var da vi blev uvenner, fordi han sagde, han var forelsket i mig, og jeg skubbede ham væk fra mig. Det er anderledes nu; jeg kan godt lide ham.

Hvis ikke jeg tager helt fejl, tror jeg måske, jeg har en kæreste? Hvordan ved man, når man er kærester? Det kender jeg ikke svaret på, men jeg kan godt lide det, vi har; det gør mig tryg at vide, han er der, og det er rart, når vi henkastet bare lige deler et kys, eller når han holder mig i hånden foran hans forældre. Det kalder man en kæreste, gør man ikke?

”Du ved godt, jeg bliver ekstremt nysgerrig, hver gang jeg ser dig skrive, ikke?” Michael kom ind på værelset igen i færd med at tørre sit hår med et håndklæde.

Jeg sad lidt, før jeg rejste mig med bogen i hånden og gik helt hen til ham. Han havde lagt håndklædet på kanten af sengen, og selvom det normalt gik mig på, ignorerede jeg det.

Da jeg stod foran ham, kiggede jeg ned på bogen. Så rakte jeg den frem mod ham.

”Så læs den,” sagde jeg med klar stemme. Han tog den i hånden, men hans blik var meget tvivlende, som om han ikke helt kunne tro, at jeg mente det. Det kunne jeg ikke bebrejde ham.

”Mener du det? Det var ikke ment på den måde, at jeg ville have, du skulle give mig lov – jeg ved, hvor øm du er med den, og at der står mange personlige ting i den,” han sørgede for at holde øjenkontakten.

Langsomt nikkede jeg.

”Jeg stoler på dig. Okay? Det er okay, du må gerne læse den. Bare husk på at tingene i starten ikke er de samme som nu – ellers bliver du måske lidt bange,” jeg smilede vemodigt ved tanken.

Han aede mig let over kinden.

”Du er fantastisk,” betroede han mig – noget af det mest intime han havde sagt og gjort længe, som virkelig bekræftede, at vi ikke bare var venner.

Det fik et smil frem på mine læber. ”Det er du også,” min stemme var lidt usikker, men kun, fordi jeg var usikker på mig selv – jeg sagde aldrig sådanne ting. Aldrig.

”Hvem skulle nogensinde have troet, at du ville sige det? Jeg troede aldrig, jeg nogensinde ville høre dig snakke bare ordentligt til mig, og nu står du og siger, jeg er fantastisk?” han lod som om, han svang med sit ikkeeksisterende lange hår, ”jeg må være ret fantastisk så.”

Jeg skubbede til ham.

”Selvfølgelig skal du ødelægge øjeblikket, din nar,” grinede jeg og skævede hen til håndklædet, ”så kan jeg også! Håndklædet skal væk! Du ved, jeg hader det!” jeg drillede ham mest, men ikke desto mindre gjorde han, som jeg sagde,  med en surmulende mine.

”Dig og de skide håndklæder,” mumlede han. Jeg smilede stort. ”Jeg bryder mig bare ikke om, at de ligger i sengen. Hvor man skal sove.” svarede jeg ham ærligt.

Han smilede.

”Jeg ved det,” han lagde en hånd på min hofte og lænede sig frem for at placere et kys på min kind.

 

***

 

”Jeg er træt,” mumlede jeg til Michael, da vi sad i flyet. Det var kun anden time, vi sad her, men det føltes som meget mere.

Han løsrev sit blik fra boget, som han stort set ikke havde lagt fra sig, siden han fik den. ”Spøjst – du har ellers siddet udenfor i solen hele dagen og lavet ingenting,” påpegede han. Jeg himlede med øjnene af ham.

”Ja, ja, ja, den er god med dig,” jeg tog armen ind under hans, så jeg kunne lægge mig til rette op af hans skulder. Det lod han mig gøre uden nogen indvendinger og fortsatte med at læse.

Dagen havde været super hyggelig. Som Michael allerede havde nævnt, havde der ikke rigtig været noget specielt over den; vi havde bare haft det hyggeligt i solen og spist god mad med hans forældre, og det hele havde bare været rigtig godt.

”Jeg er snart færdig,” forsikrede Michael mig om, og jeg kiggede på bogen. Ganske rigtigt så det ikke ud, som om der var mere end nogle få sider tilbage i den – og det gjorde mig også lidt usikker i sædet, fordi jeg kom til at tænke på det allersidste, jeg havde skrevet.

Men hvis han kunne klare at læse alle de andre ting, der stod der, kunne han vel også klare det her, ikke?

”Okay, nice. Så kan du sove med mig,” svarede jeg bare roligt og tog min mobil frem. Hvad jeg ville med den, var jeg ikke helt klar over, men jeg gik ind for at tjekke Twitter – en af fordelene ved at flyve som kendis var, at der var internet, imens man sad i flyet.

Alligevel kunne jeg ikke rigtig samle tankerne om det, fordi jeg var så rastløs. Jeg var ikke helt sikker på, hvorfor jeg havde det sådan. Måske kedede jeg mig bare, og der var grænser for, hvad jeg kunne lave.

Jeg kiggede hen på sæderne ved siden på den anden side af den lille midtergang, der var, og kiggede på Luke og Calum, der sad fordybet i hver deres ting; Calum hørte bare musik og kiggede ud af vinduet, imens Luke sad begravet i sin telefon.

”Må jeg gerne låne noget at skrive med?” Michael prikkede til mig for at få mig til at rette opmærksomheden mod ham. Jeg kiggede lidt forvirret på ham. ”Hvorfor?” spurgte jeg nysgerrigt.

Han smilede hemmelighedsfuldt. ”Jeg skal bare lige skrive noget,” sagde han. Jeg stillede ikke flere spørgsmål, men fandt bare min trofaste blyant frem og gav den til ham. Da han fik den i hånden, krydsede han benene og drejede sig en smule væk, så jeg ikke kunne se, hvad han skrev.

Selvfølgelig gjorde det mig endnu mere nysgerrig, men siden han altid var tålmodig med mig, sad jeg bare og ventede.

”Vær så artig,” han klappede bogen sirligt sammen, før han gav den til mig med rolige bevægelser. Jeg tog den fra ham, og med det samme slog jeg op i den for at se, hvad han havde skrevet.

Heldigvis havde jeg set, at det var den sidste side, han var slået op på, så det gjorde jeg også – den side, hvor der stod mine tanker omkring, hvad vi var:

Hvis ikke jeg tager helt fejl, tror jeg måske, jeg har en kæreste? Hvordan ved man, når man er kærester? Det kender jeg ikke svaret på, men jeg kan godt lide det, vi har; det gør mig tryg at vide, han er der, og det er rart, når vi henkastet bare lige deler et kys, eller når han holder mig i hånden foran hans forældre. Det kalder man en kæreste, gør man ikke?

Der var lavet en lille streg ned til linjen under den sidste sætning, hvor der med en lidt kluntet håndskrift stod: Jo, det er, hvad en kæreste gør. Skal vi være kærester?” efterfulgt af en barnlig lille smiley. Jeg grinede over hans måde at skrive det på.

Jeg drejede hovedet for at kigge på ham, og det gik op for mig, at han allerede kiggede på mig. Mit smil afslørede det hele, og jeg nikkede lidt. Han smilede også.

”Det er jeg glad for,” han lænede sig hen mod mig og gav mig et lille kys, ”og lov mig lige, at du siger til, hvis du får det sådan igen, som det står i den her bog, ikke? Og tak for at lade mig være en del af det og lade mig læse den og forstå dig, det betyder meget.” fortsatte han.

Jeg nikkede. ”Jeg tror ikke, det bliver sådan igen, men det skal jeg nok. Og selvfølgelig – du er den person, jeg stoler mest på af alle,” betroede jeg ham. Han smilede igen. Resten af turen hjem føltes som en blanding af smil og grin og små kys og håndholdning og søvn. 

♦♦♦

Here ya go x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...