Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
16085Visninger
AA

22. ♦21

Is it me or is it you?

”Vil du med til Australien?” spørgsmålet kom uventet, imens vi sad hjemme hos drengene og så tv. Faktisk var det kun mig, Michael og Ashton, der sad i sofaen. Der blev helt stille – specielt Ashton stoppede sin bevægelse og kiggede forundret på Michael.

Jeg så nok ligeså forundret og overrasket ud, som Ashton gjorde. Det spørgsmål havde jeg ærligt ikke regnet med at få smidt i hovedet på en almindelig lørdag. Med Ashton i rummet.

”Hvad? Har du drukket?” jeg kiggede på ham med let opspærrede øjne. Han grinede lidt og rystede på hovedet.

”Nej, overhovedet ikke,” lovede han mig, ”men jeg mener det altså. Ashton, lad være med at kigge på mig på den måde.” han kiggede bebrejdende på sin ven. Jeg var taknemmelig over den ekstra tid, jeg fik til at tænke.

”Lad dog pigen trække vejret – det ene øjeblik siger du til hende, at du er forelsket i hende, og så finder I ud af det, og så vil du have hende med tilbage til Australien. Jeg var da løbet min vej, hvis jeg var hende – men det må selv om,” han rejste sig fra sofaen og forsvandt ind på sit værelse. På vejen tog han en pose karameller med sig.

Jeg grinede af ham. Han havde vel nok ret, men det gik mig ikke så meget på, som han antydede. Okay, ja, det var lidt en stor ting lige pludselig at spørge om – men alligevel.

”Han har lidt ret, du ved. Australien. Det er dine feriedage. Du ved. Du skal være der i 10 dage,” jeg rynkede lidt på panden. Han trak bare på skuldrene, som om det ikke betød det store.

”Det er heller ikke noget, du skal,” han tog en chips i munden og blev ved med at kigge på fjernsynet, ”det kunne bare være hyggeligt. For vi er næsten sammen hver dag alligevel, og så kunne vi lige så godt være sammen hver dag i Australien, som vi er her. I stedet for ikke at være sammen hver dag i 10-11 dage.” han trak på skuldrene.

Jeg overvejede mit svar lidt.

”Du forstår godt, hvorfor jeg overvejer det, ikke?” jeg kunne ikke lade være med at spørge, bare for at være sikker, ”altså, du ved, det er bare overvældende at tage med hjem til dig til din familie, og hvor du kommer fra, og når der ligesom er det her… når du… du ved, så vil jeg bare ikke give forkerte signaler eller noget.”

Han grinede af mig. ”Du ved godt, at du ikke behøver at sige ’du ved’, hver gang du snakker om, at jeg kan lide dig, ikke? Men jo, jo, jeg kan godt se, hvad du mener, selvom du ikke giver mig falske forhåbninger. Jeg ved godt, hvordan du har det,” han trak på skuldrene, ”det kunne bare være hyggeligt. Og så ville vi komme helt væk fra alt, og det kunne være rart.” han smilede.

”Det har du også ret i. Jeg tænker over det, okay? Jeg skal lige se, om jeg har nogle andre planer i den periode. Måske kan jeg bare tage med noget af tiden – det ville nok være mere passende,” jeg tænkte højt med forslagene for mig selv, som han ikke burde blive inddraget i.

Han nikkede bare. ”Ja, det lyder fint,” forsikrede han mig om.

Jeg var overrasket over, hvordan han dårligt nok tænkte over det, han sagde. Det var, som om han ikke rigtig så noget lidt vildt ved det, men måske var det bare mig, der overtænkte alting.

Men alligevel? En tur til Australien? Det var da alligevel lidt af en ting. Selvfølgelig vidste jeg ikke, hvilke ting man lige gjorde med sine kendte venner – for når man var kendt, var det jo ikke så stort et problem lige at rejse frem og tilbage.

Ashton stak hovedet ind igen efter to minutter.

”Er det sikkert at færdes her? Eller skal jeg blive i skjul på mit værelse?” han grinede, da han så det blik, Michael sendte ham. Så satte han sig ned i sofaen, som han havde siddet før.

 

***

 

Jeg ved godt, det er lidt dumt at gøre det her, og jeg ved godt, hvordan det er at se på udefra – det virker ikke som noget uskyldigt, men det er det. I hvert fald fra min side, og jeg ved ikke, om det er det samme fra hans, men jeg gider ikke tænke på det. For det er meget lettere. Og ja, det er nok lidt ondt, hvis han får håb, men han ved jo, hvordan jeg har det, og at vi bare er venner, så jeg kan ligeså godt holde fast i vores venskab og ikke tænke over noget. Gør det mig dum? Eller det ham, der ikke skal tro noget forkert?

Jeg skrev det, imens jeg sad i en bil på vej hen til lufthavnen sammen med Michael. For jeg havde sagt ja in the heat of the moment, og nu var vi på vej til lufthavnen for at komme til Australien.

Forsigtigt lukkede jeg bogen i, så der ikke var nogen, der fik bare et lille glimt af det. I princippet var jeg slet ikke nervøs for, at Michael kiggede med. Hver gang jeg tog bogen frem – hvilket faktisk ikke var så tit mere – sørgede han meget omhyggeligt for at kigge væk og skjule sin nysgerrighed.

Det var rart, men det fik mig også til at føle, at jeg næsten skyldte ham, at han måtte se noget. Han fandt sig ligesom altid i alt, jeg gjorde, uden spørgsmålstegn, og jeg gav ikke så meget tilbage.

Det måtte jeg tage hensyn til på et andet tidspunkt.

”Jeg troede ikke, du ville være så nem at få med,” Michael lå med hovedet lænet op mod sædet, hvilket gav ham en ikke så flot vinkel fra mit perspektiv. Jeg trak på skuldrene. ”Hvorfor skulle jeg sige nej til gratis ophold i Australien? Næsten gratis, anyway,” svarede jeg ham.

Vi sad i stilhed hele vejen hen til lufthavnen – det var sent om aftenen for at undgå de fleste fans, der skulle være hjemme på et vist tidspunkt.

Alligevel blev jeg overrasket over at se, hvor mange mennesker, der var. Jeg havde ikke regnet med det, men hvad fanden – det var et medlem af 5 Seconds of Summer, og jeg havde set billeder af, hvor mange mennesker, der var, når de var i lufthavnen.

”Undskyld. Jeg troede, vi kunne undgå det værste,” hans blik var undskyldende og selvbebrejdende. Jeg kiggede beroligende på ham. ”Det er okay. Folk finder vel ud af før eller siden, at vi er taget på ferie sammen – og de ved jo godt, at vi er gode venner.”

Han nikkede lidt. ”Jep, det ved de. Gode venner.”

Jeg fik ikke en chance for at svare ham igen, før jeg var ude af døren, og en masse skrig omsluttede mig. En trang til at holde mig for ørene kom op i mig, men jeg ignorerede den.

”Er du okay?” Michael var kommet op på siden af os, imens vi blev gennet den rigtige vej af vagterne, der var blevet tildelt os. Jeg nikkede hurtigt. ”Ja, det er fint. Jeg vidste ikke, at folk kunne skrige så fucking højt,” jeg grinede lidt, og han fulgte hurtigt trop.

”Ja, det overraskede også mig. Men altså… man vænner sig til det. Er det okay, hvis jeg lige går lidt rundt og siger hej til folk? Du kan gå i forvejen eller gå lidt med rundt – der er nok også mange, der vil snakke med dig,” han kiggede afventende på mig.

Hurtigt nikkede jeg, for det var da overhovedet ikke noget, jeg skulle bestemme. Det var hans fans, selvfølgelig skulle han snakke med dem.

Da han gik hen til dem, stoppede jeg lidt op og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Egentlig besluttede jeg mig for bare at vente og langsomt følges med ham, men en pige med pastellyserødt hår fangede min opmærksomhed.

”Grace!” hun råbte ikke særlig højt – jeg kunne kun lige akkurat høre hende. Et kort sekund overvejede jeg at ignorere det, men jeg endte med at gå derhen.

”Hej,” hilste jeg. Der var flere mennesker, der masede mod, da de så mig nærme sig, men jeg prøvede at ignorere det. Hun holdt en lille bog frem med lidt rystende hænder. Det fik mig til at smile.

”Er du okay?” spurgte jeg roligt, imens jeg skrev min autograf. Hun nikkede hurtigt. ”Ja, ja, jeg har det godt. Specielt nu. Jeg har prøvet at møde dig i mange år, men der har bare ikke været nogen mulighed, og jeg er bare så glad for, at det endelig sker. Undskyld,” hun blinkede et par gange med øjnene.

Jeg grinede lidt. ”Hey, det er okay,” forsikrede jeg hende, ”nu har du mødt mig.” jeg så Michael ud af øjenkrogen, der nu stod og ventede på mig – et tegn på, vi skulle skynde os lidt – og jeg fortsatte: ”hav det godt, ikke? Jeg bliver nødt til at gå.” med et sidste smil vendte jeg mig om og gik hen til Michael.

”Vi skal skynde os,” mumlede han til mig, da jeg kom derhen. Jeg nikkede bare og fulgte med, hvor vi blev vist hen. 

♦♦♦

way yay nyd det og kommenter gerne, pls pls pls pls x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...