Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
15989Visninger
AA

21. ♦20

Suppose we were happy

Suppose it was true

And suppose there were cold nights but we somehow made it through

And suppose that I'm nothing without you

”Vi bliver nødt til at snakke om det,” Michael sad ved bordet til middag. Alle de andre drenge var ude – hvor vides ikke – så vi var endt alene til middagen, hvilket også var fint nok. Jeg lod, som om jeg ikke vidste, hvad han snakkede om.

”Snakke om hvad?” spurgte jeg uskyldigt. Han lagde hovedet på skrå og kiggede indgående på mig. ”Det ved du vidst godt. At vi ikke har snakket i en måned, og hvordan du har det nu, og hvorfor det var sådan.” uddybede han.

Jeg sukkede. ”Behøver vi det? Det er jeg ikke så god til. Kan vi ikke bare glemme det, så behøver vi ikke snakke mere om det,” jeg blinkede håbefuldt med øjnene. Han grinede af mig. ”Lige meget hvor sød du ser ud så nej. Og jeg ved godt, du hader at snakke om ting, men det er bare noget, du skal lære, så vi kan lige så godt starte nu.” slog han fast.

Mine øjne vandrede rundt i rummet på må og få, imens jeg tænkte på, hvordan jeg skulle besvare spørgsmålet. Til sidst kiggede jeg på ham.

”Vi har snakket om det før. Du ved, at jeg er dårlig til at udtrykke mig eller lukke folk ind, selvom det lyder som noget fra en dårlig film,” begyndte jeg. Han nikkede og opfordrede mig til at fortsætte.

”Og så blev jeg bare så chokeret, da du sagde det, for det havde jeg bare ikke regnet med, og jeg ved, at jeg ikke er god nok til dig, og jeg er ikke en person, man skal blive forelsket i, og jeg kan ikke give dig tilbage på samme måde. Og jeg er bange for det, for det betyder, at man giver sig helt hen til en anden person, og det er bare så meget lettere uden.” jeg snakkede hurtigt.

Han sad lidt og tænkte, og imens han tænkte, trak han øjenbrynene lidt sammen og rynkede på panden, som om han kom frem til en konklusion.

”Er det det eneste, der stopper dig fra det? Er det kun, fordi du er bange for, at du ikke er god nok til et forhold? For det kan vi arbejde på,” han havde rejst sig fra sin plads og gik hen til mig. Det føltes lidt akavet, at han stod ved siden af mig, imens jeg sad, men det var okay.

Jeg svarede ham ikke, men kiggede bare frem for mig. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare til det. Da jeg kiggede på ham igen, havde han sat sig på hug ved siden af mig. Forsigtigt tog han fat i min ene hånd og fik mig til at kigge på ham.

”Er det det?” gentog han. Mine øjne mødte hans, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. Så trak jeg på skuldrene på samme tid med, at han lod sin hånd lægge sig på min kind. Jeg kunne ikke lade være med at dreje min kind ind mod hans kærtegn.

”Jeg ved det ikke,” mumlede jeg. Han smilede lidt over mit svar. Tøvende svarede han: ”Så lad mig hjælpe dig med at finde ud af det.” og med de ord trykkede han sine læber mod mine.

Jeg vågnede op med et sæt og var helt stakåndet. Jeg pustede hårdt ud og ind, og da jeg fik orienteret mig ordentligt, fokuserede mit blik på Michael, der lå med sit hoved lige foran mig. Han sov stadig tungt.

Helt forvildet fra min drøm, rykkede jeg mig så langt væk fra ham som muligt, så hans arm gled fra mig og landede på sengen med et bump. Heldigvis vækkede det ham ikke.

Forvirret gned jeg mig i hovedet og var glad for, jeg havde grædt makeuppen af i går. Hvorfor havde jeg sådan en drøm? Flere gange lod jeg min hånd glide igennem mit hår for at få tankerne ud af hovedet, men det lykkedes ikke.

Til sidst endte jeg med at stige ud af sengen så stille som muligt, så jeg ikke vækkede ham. Jeg hoppede i det samme tøj, jeg havde haft på i går og gik ud på badeværelset. Jeg lignede lort. Jeg var sort rundt om øjnene, og mit hår var filtret og halvfedtet.

Det tog mig fem hele minutter at få fjernet alt makeuppen, og jeg sukkede. Jeg krydsede fingre for, at der ikke var nogen som helst, der så mig, imens jeg tog hjem. For jeg havde planer om at gå hjem og ikke tage en taxa, for det havde jeg af gode grunde ikke lyst til.

Ude i køkkenet stødte jeg på Ashton, der var den eneste vågne.

”Vil du have en kop? Jeg er lige ved at lave kaffe selv,” spurgte han som det første. Det var rart, han ikke kommenterede på noget, der var sket i går.

”Nej tak, jeg er ved at gå,” svarede jeg. Jeg skyndte mig at tage et glas vand og slugte det næsten. Jeg kunne godt se på Ashton, at han havde nogle ubesvarede spørgsmål, men jeg ignorerede det.

Så gik jeg ind på Michaels værelse igen. Denne gang var han vågen, og hans øjne søgte rummet, indtil de låste sig fast på mig.

”Hvad laver du, Gracie?” han lød søvnig. For 117 gang strøg jeg mit hår væk fra ansigtet og prøvede at se ud, som om jeg ikke lige havde haft en romantisk drøm om ham.

”Ikke noget, Michael, øhm, jeg bliver nødt til at gå, okay? Jeg-øh, jeg skriver til dig senere,” jeg kiksede i sætningen et par gange. Han satte sig med det samme op. ”Er der noget galt? Har jeg gjort noget forkert?” ordene kunne ikke komme hurtigt nok ud af munden på ham.

Jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Nej, det er… det er ikke dig, okay?” jeg tog min jakke på. Han nikkede. ”Lover du, at det så ikke bliver ligesom sidst? Der går ikke en måned, før jeg hører fra dig igen, vel?” han så bekymret ud. Jeg kunne ikke lade være med at smile over det.

”Bare rolig, det sker ikke. Jeg skriver til dig senere, så finder vi ud af noget. Jeg lover det – vi ses,” med de ord var jeg ude af døren, så jeg kunne få noget pusterum for mig selv.

 

***

 

Michael: Kommer du over til mad? De andre drenge er ude, ooooooog du gik meget hurtigt i dag. Og lovede, du ville skrive

Var det nervøsitet og usikkerhed, jeg kunne fornemme gennem hans besked? Jeg skyndte mig at svare, for jeg gad ikke tage afstand mere. Det havde krævet mere at tage afstand end bare at snakke med ham. Selvom vi teknisk set ikke havde snakket om selve problemet.

Grace: Mad lyder godt, jeg kan være der snart. Bestiller vi udefra? Eller hvad? Jeg kan være der snart.

Michael: Ja, jeg bestiller bare to pizzaer, jeg magter ikke andet. Bare kom, når du vil

Og det gjorde jeg; faktisk tog jeg bare et par nyvaskede bukser på, før jeg var ude af døren. Jeg valgte at tage min egen bil hen til huset, selvom det var et helvede at finde en parkeringsplads – men hellere det end at gå igennem den samme oplevelse som i går, ikke?

Michael åbnede op næste med det samme, da jeg ringede på. Han gav mig et kram, der var lidt kortere end normalt, før han lod mig komme indenfor.

”Har du bestilt kartoffelpizza?” spurgte jeg glad, da duften ramte mig. Han nikkede. ”Ja, det er den, du plejer at spise, så jeg tænkte, jeg bare ville gøre det. Er det okay?” han var slet ikke så afslappet, som han plejede.

Jeg kunne ikke rigtig bebrejde ham det.

”Det er fantastisk,” skyndte jeg mig at forsikre ham om. Selvom jeg havde spist den pizza lidt for mange gange den sidste måned. Men altså – hvem kunne få nok af pizza?

”Okay, sååå,” begyndte Michael, da vi havde sat os, ”vi bliver nødt til at snakke om det.” følelse af deja vu ramte mig, og jeg handlede på præcis samme måde, som jeg havde gjort i min drøm.

”Snakke om hvad?” den uskyldige stemme kom selvfølgelig. Gad vide, hvor drengene var henne, egentlig.

”Det ved du godt, Gracie. Snakke om, at vi ikke har snakket i en måned, og at du reagerede, som du gjorde,” til min lettelse sagde han ikke præcis det samme, som han havde sagt i min drøm.

Suk. ”Behøver vi det? Jeg hader at snakke om ting, kan vi ikke bare glemme det, og så er det hele godt?” jeg krydsede fingre for, at han gik med på det. Det gjorde han ikke.

”Det hjælper ikke at blinke med øjnene og se sød ud. Og når du hader det så meget – at snakke altså – kan du lære det med en, du kender, ikke? Kom så,” han lød bestemt og ventede på, hvad jeg ville svare ham.

Jeg var ved at gå i panik. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare ham. Mine tanker blev ved med at glide tilbage på drømmen, og til sidst begyndte jeg at snakke drømme-mig efter munden.

”Vi har snakket om det før. Du ved, at jeg er dårlig til at udtrykke mig eller lukke folk ind, selvom det lyder som noget fra en dårlig film,” begyndte jeg, ”Og jeg blev bare så chokeret, da du sagde det, for det havde jeg bare ikke regnet med og-” jeg stoppede mig selv.

Jeg skulle ikke sige det, jeg havde sagt i min drøm. Det var ikke det, jeg ville sige, for det var ikke der, jeg ville hen af.

”Og så er jeg en idiot, der bare løber fra tingene og bliver sur på folk i stedet for at indse, at der er andre måder at handle et problem på? Det er alligevel noget, der slet ikke burde være et problem,” jeg trak på skuldrene og tog en bid af min pizza.

Han sad bare og kiggede lidt på mig, før han nikkede langsomt.

”Det ser ud til, du i det mindste tænker fornuftigt. Så jeg skal ikke gå og være bange for, at du lige pludselig bliver sur og ikke snakker til mig i en måned?” han drillede lidt, men det fik mig alligevel til at rødme en smule. Det lød fuldstændig åndsvagt.

”Jeg lover dig, at det ikke sker. Okay?” jeg smilede. Han grinede. ”Jeg laver fis med dig. Men det lyder godt,” der var lidt stilhed, ”sååååååå har du set videre på Homeland, imens vi ikke har snakket?”

Hurtigt rystede jeg på hovedet.

”Nej, selvfølgelig ikke. Det er vores serie, din idiot,” jeg grinede. Han grinede også og betroede mig om, at han heller ikke havde set videre, fordi det ikke føltes rigtigt.

Imens vi spiste, kunne jeg ikke lade være med at tænke den samme tanke om og om igen – hvor åndsvagt det så end var. Men jeg kunne ikke finde ud af, hvordan det var at være forelsket, og jeg var nysgerrig, og der var ikke andre at spørge end Michael.

”Øhm,” jeg bed mig lidt i læben, ”er du så stadig, øhm… forelsket i mig?” det var et oprigtigt spørgsmål, men det fik mig til at lyde så overlegen. Forhåbentligt kendte han mig godt nok til at  vide, at det ikke var sådan, jeg mente det.

Han kunne ikke lade være med at grine efter lidt stilhed. Så kiggede han på mig, som om jeg var dum. ”Gracie, hvad tror du selv? Der er gået en måned, selvfølgelig forsvinder tingene ikke bare.” svarede han mig.

Jeg nikkede og prøvede voldsomt at kvæle mit smil. Hvorfor smigrede det mig så meget, når jeg ikke prøvede at skubbe det væk? Måske, fordi jeg lod det komme en smule tættere på, end jeg havde ladet det før.

”Så… hvordan foregår det så? Er der nogen grænser med, hvad jeg må gøre, og hvad jeg ikke må gøre? Må jeg gerne bare klæde mig af, når jeg går i seng, som vi plejer, eller hvordan hænger det sammen?” jeg kunne føle rødmen i hele mit ansigt.

Det her var virkelig langt fra de normale samtaler med folk. Måske var det meget godt for mig at komme ud af min komfortable zone engang i mellem.
Det havde jeg gjort flere gange, siden jeg havde lært Michael at kende.

”Slap nu af,” han grinede højt af mig, ”du behøver slet ikke tænke så meget over det, okay? Tingene har jo ikke ændret sig – det eneste, der er anderledes, er, at du kender til det, så det er altså fint. Bare gør det, som du plejer, det går nok.” lovede han mig.

Jeg nikkede lidt for mig selv. Så ville jeg da gøre det, jeg plejede. Og det var at spise min pizza og komme med dårlige jokes og snakke om præcis det, der faldt mig ind – og det gjorde jeg.

♦♦♦

Ok, jeg ville have publiceret det her i går, da jeg kom hjem, og jeg tror, det var, fordi jeg var mega fuld, for klokken var 5 om morgenen, og det er jo ikke optimalt lol, hahah, men i hvert fald faldte jeg i søvn med computeren foran mig, imens jeg rettede kapitel, so that's great. 

Anyway det er her nu, hehe, såååå ja 

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...