Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
15947Visninger
AA

3. ♦2

It was written – I should be loyal to the nightmare of my choice

Det var iskoldt den næste morgen. Man skulle næsten tro, at jeg havde glemt at betale mine regninger, og at varmen var blevet taget fra mig.

Det var det, der vækkede mig; jeg vågnede midt i et anfald af en rystetur, og jeg skyndte mig at hive dynen længere omkring mig. Jeg var træt efter i går – det var blevet sent, og klokken var kun 10 nu, så jeg havde næsten ikke sovet.

Jeg var fyldt med en eller anden form for tomhed. Jeg vidste godt, den var affødt af alkoholens og stoffernes påvirkning. Hver morgen vågnede jeg med den her fornemmelse, fordi rusen var væk, hvilket betød, at jeg bare var mig igen.

Og jeg havde ikke lyst til at være bare mig. Hvis jeg ville det, så ville jeg ikke sørge for at blive påvirket for at glemme alt, ville jeg?

Hver gang rusen ikke var over mig, længedes jeg efter den. Den gjorde alting lettere, og det var nemmere for mig at håndtere tingene – hvis ikke det blot var at skubbe problemerne til side.

Automatisk begyndte jeg at gennemgå min aften fra start til slut. Det var næsten en rutine, jeg havde; jeg gjorde det hver gang, jeg havde været ude, fordi jeg så ofte havde lavet lort i den. I dag viste sig ikke at være nogen undtagelse.

Tankerne om det rødhårede 5 Seconds Of Summer medlem kom op i mig, og jeg sukkede, imens jeg klappede rundt på min seng for at finde min mobil. Den viste sig at sidde i klemme mellem min seng og væggen, den stod op af.

Han havde af en eller anden grund opført sig virkelig godt overfor mig, og jeg var godt klar over, at jeg bestemt ikke havde gengældt det. Det var sådan, jeg var. Måske tænkte jeg på det nu, men det var ikke noget, jeg ville ændre på. Det var ikke noget, jeg ville ændre, hvis jeg kunne gå tilbage og lave aftenen om. Jeg kendte kun den her måde at opføre mig på, så den holdt jeg ved.

Alligevel havde jeg en smule samvittighed, når nu jeg lå og reflekterede over det hele og indrømmede, at jeg havde været hård, så til sidst tog jeg min mobil og søgte ”michael 5sos” på twitter i håb om, der dukkede et eller andet op.

Og minsandten der gjorde; hans profil poppede op, og jeg gik ind på den. Jeg blev ikke overrasket, da der stod ”følger dig” – han havde gjort det temmelig klart for mig i går, at han godt vidste, hvem jeg var.

Et øjeblik overvejede jeg at skrive til ham over et tweet, men til sidst besluttede jeg mig for, at offentligheden ikke skulle se, at jeg skrev tak til ham. Så jeg gav efter og fulgte ham, så jeg kunne sende ham en direkte besked.

”Hey. Tak for hjælpen i går.” det skrev jeg. Jeg var i gang med at skrive undskyld for min opførsel, men så tænkte jeg mine tanker igennem og blev enig med mig selv om (endnu engang), at jeg ikke ville gøre det anderledes næste gang.

Træt viklede jeg dynen rundt om min krop, før jeg tvang mig selv ud af sengen. Når jeg havde drukket, hvilket ofte skete, havde jeg faktisk sjældent lyst til at sove længe – for det meste ville jeg gerne have noget ud af dagen, selvom jeg aldrig rigtig havde så meget at lave.

På vejen ud i køkkenet skruede jeg op for alle de radiatorer, jeg kunne komme i nærheden af, selvom jeg godt vidste, jeg ville komme til at fortryde det senere, når det var blevet varmere.

Hurtigt satte jeg to stykker brød på brødristeren, hvorefter jeg satte vand over til kaffe. Da jeg havde fået gjort min morgenmad klar og havde sat mig ind foran tv’et i stuen, kiggede jeg på min Twitter igen.

Jeg scrollede ned gennem beskederne for at se, om Michaels twitternavn dukkede op, hvilket det gjorde – egentlig havde jeg ikke regnet med, at han ville have svaret så hurtigt, men det havde han gjort.

”Det var så lidt. Du kan takke mig med en date?;)” havde han skrevet, tydeligvis for at joke lidt. Efter i går kunne jeg dog ikke lade være med at tænke på, om han mon mente det lidt alligevel. For at være sikker svarede jeg ham iskoldt.

”Jeg går ikke på dates.” og det var sådan, jeg sendte den. Bitchy men sandt – og jeg gik da slet ikke på dates med en person, der så ud som ham. Jeg kunne ærligt ikke sætte ord på, hvor lidt jeg kunne lide det farvestrålende, rød-orange hår, han havde kørende lige nu.

Hvorfor ville et menneske nogensinde gøre det mod sig selv?

 

***

 

”Ser jeg okay ud?” spurgte jeg min såkaldte veninde, Rosie, om. Jeg kunne knap nok huske, hvor jeg kendte hende fra, men hvis jeg ikke tog fejl, var det en af mine forældres venners datter, som de engang præsenteret mig for – hun havde lige fået sin første cd ud på markedet.

”Ja, selvfølgelig – og det ved du også godt,” hun smilede og rakte en drink frem mod mig, som hun havde hældt op af flaskerne, der var i den her bil. Jeg tog i mod den og smilede taknemmeligt.

Jeg havde sorte, tætsiddende, højtaljede bukser på og en helt normalt tank-crop-top på til. En stor sølvhalskæde lå fint rundt om min hals og fremhævede de to fletninger, jeg havde i håret, der startede helt oppe fra hovedbunden af.

Efter jeg havde fået alkohol i blodet, var jeg begyndt at tænke på, om Michael mon havde svaret på min besked om, at jeg ikke gik på dates, men jeg overbeviste mig selv om hver gang, at der ikke var nogen, der ville svare på sådan en besked – det var en ret voldsom afvisning.

Vi var på vej hen på Rosies storebrors klub, som efter sigende skulle være ret god. Jeg havde selv aldrig været der før, men jeg havde dog hørt navnet før, og Rosie forsikrede mig om, at det var godt, og at klubben var præcis som alle andre steder – og at der kom kendte og prestigefyldte mennesker der også. Og det var nok til, at jeg ville tjekke det ud.

Rosies bror, Robbie, var 33 år gammel, og hvis ikke det var, fordi han var 11 år ældre end mig, ville han nok være meget interessant – men selvom mit og Rosies forhold ikke stak dybt, var vi stadig så langt, at man ikke havde sex med hinandens søskende.

Bilen stoppede op, og jeg fik øjenkontakt med den hyrede chauffør i bakspejlet. Han sendte mig et nik blandet sammen med et smil, og jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle besvare det. Jeg endte med at bunde mit glas i en tår, før jeg åbnede døren med tasken under armen.

”Wow,” røg det lavt ud af mig, da jeg kiggede, men jeg genvandt hurtigt fatningen. Stedet var større og så bedre ud, end jeg egentlig lige havde regnet med, og jeg var overrasket over, at jeg ikke var kommet her før.

Bailey stod der på et skilt. Jeg smagte lidt på navnet og blev enig med mig selv om, at det var helt okay.

Da jeg fik øje på den kæmpe kø ude foran, var jeg lige ved at stå på bagbenene over det, men Rosie tog mig beroligende i hånden.

”Bare rolig – vi tager bagvejen. Jeg har allerede skrevet til Robbie, og han kommer og åbner for os,” forklarede hun mig. Jeg åndede lettet ud. ”Hvad koster indgangen? Bare lige så jeg har penge klar.”

Hun rystede på hovedet. ”Nej, det er okay. Du behøver ikke betale, det er trods alt min bror, og han lukker os bare ind,” forsikrede hun mig om. Jeg nikkede. Selvom jeg godt var vant til at være steder, hvor jeg kendte folk, var jeg alligevel vant til at betale bare lidt for indgangen – for det var prestigefyldte steder, og indgangen var normalt dyr.

Robbie stod i døren, da vi kom derhen. Han løftede hovedet og gav os et nik som hilsen, og jeg gengældte det hurtigt.

Vi var knap nok inde af døren, før musikken omsluttede os. Jeg gav Robbie et hurtigt kram, før jeg fulgte efter Rosie og lagde vores jakker i baglokalet – så slap vi for at bruge garderoben. Jeg var altid bange for at miste mine ting, når jeg var ude.

Robbie viftede os hen til ham ved et bord, da vi kom ind i selve klubben igen. Jeg smilede taknemmeligt for bordet, fordi jeg virkelig ikke var typen, der rendt rastløst rundt og ikke havde et sted at sidde.

”Jeg henter et par flakser til jer, og så kan I godt klare jer lidt, ikke? Bare sig til, hvis I mangler noget,” sagde han. Rosie nikkede og råbte, at hun gerne ville have en Captain Morgan og cola, når han hentede flasker.

Allerede nu kunne jeg mærke, at det ville blive en god aften, og jeg spejdede rundt i ansigtet for at se, om der var nogle kendte ansigter i mængden af mennesker. Rosie sagde til mig, at de først plejede at komme senere hen – og så startede aftenens druk for mit vedkommende.

 

***

 

”Nej, nej, nej,” udbrød jeg højt over bordet og rejste mig voldsomt op fra min stol – så voldsomt, at den ville være væltet skræmmende ned på gulvet, hvis ikke Robbie, der sad ved siden af mig havde grebet den.

Rosie kiggede forskrækket hen mod mig og væk fra den mørkhårede fyr, hun var faldet i samtale med. Ventende på en forklaring løftede hun øjenbrynet.

Jeg lænede mig lidt frem mod hende med et blik rettet stift frem af, så jeg ikke ville miste kontakt med personen, jeg havde set.

”Da jeg sagde, at jeg gerne vil have andre prestigefyldte og kendte ansigter i nærheden, når jeg går i byen, mente jeg ikke Michael,” jeg mente det ikke som, at det var noget, hun kunne gøre for – det var nærmest mere en klage til universet, fordi det skete. Hans røde hår var let at få øje på.

”Gemmer du dig seriøst for ham? Det er ham fra 5 Seconds Of Summer,” Rosie så forvirret ud og nikkede til sit fancy champagneglas. Jeg sukkede. ”Der skete bare nogle ting, sidst jeg så ham.” jeg satte mig tilbage på min plads.

Hun gispede højt.

”Havde du sex med ham?” udbrød hun forarget. Jeg skyndte mig at ryste på hovedet, for gud nej, det havde jeg virkelig ikke haft.

”Nej, nej, slet ikke, men jeg var fuld, og han hjalp mig åbenbart, og vi tog den samme bil hjem, og han er åbenbart en af de typer, der har haft et crush på mig i en evighed og synes, at jeg virker så sød, og jeg ved ikke. Og så er han ret ung – han er i hvert fald under de 20.”

Hun kiggede lidt frem og tilbage mellem mig og ham, før hun trak på skuldrene og skiftede emne: ”Hvis jeg nu giver dig til to drinks, vil du så ikke gå op og købe dem?” hun lagde hovedet på skrå og blinkede uskyldigt med øjnene.

Jeg overvejede situationen lidt, før jeg nikkede; jeg havde alligevel ikke andet at lave, og det var ikke, fordi jeg just følte for at sidde og snakke med Robbie hele aftenen, sådan som det indtil videre havde været.

Det krævede albuestød og stædigt blik at komme igennem menneskemængden, da der var blevet fyldt ret godt op. Jeg havde ikke rigtig bemærket det – jeg havde siddet i min egen lille bobbel, imens jeg drak mig fuld.

En stemme overraskede mig, da jeg stod i køen.

”Nu forstår jeg, hvorfor du ikke går på dates – du laver jo ikke andet end at gå på dates med de klubber, du befinder dig på,” stemmen var en anelse hård, og jeg vendte mig rundt med et hævet øjenbryn.

”Og det kommer fra dig, der kun har mødt mig i byen?” gav jeg igen til Michael. Han grinede lidt, og jeg kunne ikke vurdere, om det var oprigtigt eller ej.

”Du har en pointe. Hvad skal du have?” han lavede et nik hen mod baren. Jeg kiggede lidt på ham, før jeg blev enig med mig selv om, at det var okay at svare på det: ”Bare to drinks til mig og min… veninde.” jeg tøvede lidt.

Han nikkede bare og svarede ikke. Det var irriterende, at han ikke svarede – det fik mig til at føle mig underligt tilpas.

”Hvad laver du her, alligevel?” spurgte jeg så, og det kom ud som et halvt fnys. Han kiggede mistroisk på mig, som om han ikke kunne tro, at jeg sagde det. Han gjorde tegn til bartenderen om en øl og sprang på den måde over. Jeg var ved at protestere, men hans svar på mit spørgsmål afbrød mig:

”Det er et sted, mig og de andre tit kommer, når vi går ud – her er ret fedt. Og det er min fødselsdag, så det skal fejrets, går jeg ud fra,” han trak på skuldrene.

”Hvor gammel bliver du?” spurgte jeg mistroisk. Han kunne ikke blive 20 – det var han for lille til, det var jeg sikker på.

Han så lidt usikker ud, som om han ikke helt følte sig tilpas ved at svare på mit spørgsmål. Til sidst gjorde han det dog.

”19,” han kiggede ikke på mig, da han sagde det. Jeg kunne ikke holde et sprudlende grin tilbage, og det fik ham til at kigge op – denne gang med et lidt fornærmet blik.

”Kun 19? Så er du jo stadig en lille dreng – du har kun haft lov til at gå lovligt i byen i et år,” jeg grinede igen, før jeg sagde min bestilling til bartenderen. Han kiggede op og ned af mig, før han smilede et slesk smil, som jeg sørgede for ikke at gengælde.

Da jeg kiggede tilbage på Michael, havde han spændt fuldstændig i kæberne og så utroligt provokeret ud.

”Ved du hvad? Jeg havde faktisk tænkt mig at give dig en chance og betale for dine drinks, men det er du vidst ikke værd,” hans stemme var iskold, men jeg slog det til siden. Det var da ikke min skyld, at han blev så provokeret – og det var da bestemt ikke min skyld, at han havde fået en eller anden heroisk opfattelse af mig igennem medierne.

Det gik først op for mig, da bartenderen hævede stemmen, at jeg havde vendt mig om og kigget efter den rødhårede fyr, der nu sad sammen med sine venner. Med et fnys betalte jeg og tog drinksene med tilbage til bordet.

♦♦♦

Yeahhh se mødes igen, og Mikey bliver lidt småsur hehe. Jeg ved godt, vi kun er ved at komme i gang, men alle starter er lidt svære, ikke? I må meget gerne kommentere på det og like.x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...