Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
15989Visninger
AA

20. ♦19

And you're the only one who knows when to talk and when to listen

And you're the only one that knows what I need and knows what I feel

And I don't need to say a single word

You understand

Tumblr. Tumblr var et godt sted at kigge, hvis man som kendt gerne ville have at vide, hvilke teorier, tanker og idéer ens fans havde omkring forskellige lejligheder og situationer i ens liv. Nogen gange kunne man også få lidt for meget at vide, hvis man søgte godt nok, men det var ikke det, der var pointen.

Pointen var, at jeg var gået på tumblr for at se, hvad folk havde af idéer om, hvorfor Michael og jeg pludselig ikke blev set sammen mere – og det lød fuldstændig åndsvagt, men jeg var nysgerrig.

Jeg søgte på ”Michael Clifford and Grace Thompson.” for at se, om der kom noget frem – og det gjorde der i den grad. De fleste af de mange posts var bare folk, der sagde noget med: ”Det lader ikke til, de ser hinanden så meget mere, er der nogen, der ved, hvad der er sket?” uden svar. Men til sidst fandt jeg frem til en længere post:

”Er der nogen andre end mig, der har opdaget, at Grace ikke ser så glad ud mere, som hun plejer?” startede det. Jeg læste videre.

”Kig på de her billeder fra før hun begyndte at være sammen med Michael. Der er utroligt mange fra diverse byture, eller hvor hun er på vej fra sted til sted, og hun ser meget tom ud, ikke? Og til interviews og lignende dengang var hun også meget ligeglad med alt og alle og hård i hendes måde at være på.” der var en masse billedeksempler, og jeg måtte indrømme, at personen havde ret. Jeg så ikke ligefrem glad ud.

”Så se på de her billeder. De her to er fra, da hende og Michael begyndte at ses (offentligt), og man kan allerede se, hvordan hun er lidt gladere – det kan man ikke skjule for nogen. Og så er der en masse billeder efterfølgende og se på de billeder sammen med ham. Det er da godt nok nogle ægte smil og grin, der kommer der – se hvordan hun kigger på ham og omvendt. Ikke for at hentyde til noget forhold, men de holder af hinanden, og hun ser bare virkelig sund og glad ud. På alle billeder fra den her periode.” jeg smilede af de billeder, der var blevet sat op under hinanden af mig og Michael. Det var nogle hyggelige dage.

”Okay, nu går vi så videre til hele pointen med det her; at de ikke ses så meget mere, og Grace ligner en, der er ved at komme tilbage til, hvordan hun var før. Hun har været i byen lidt mere de sidste par uger, selvom hun lige var stoppet med det. Og hun ser ikke glad ud – det ligner bare den gamle Grace. De ting hun svarer folk (som man hører – sandheden kan selvfølgelig godt blive twistet lidt, det ved man aldrig) er som før.
Jeg konkluderer bare, at der må være sket et eller andet mellem de to, måske fordi de i virkeligheden var mere end venner? Vi, som fans, ved jo ikke rigtig noget. Ikke andet end at de så ud, som om de nød hinandens selskab, og det er trist at se på :( Men vi ved selvfølgelig ikke noget, det er bare noget, jeg har undret mig over.”

Sådan sluttede posten. Jeg sad og tænkte lidt over det bagefter. Der var et link til et videoklip fra et interview, der var blevet lavet tidligere på ugen, hvor der havde været en lille episode, der nok var værd at nævne:

”Nå, Grace, nu har vi nok snakket lidt uden om det her, men der er noget, som en stor del af verden og mange fans af  Michael Clifford og dig nok undrer sig over; er der sket noget mellem jer to, siden tingene lader til at have ændret sig? Ser I stadig hinanden – er I bare mindre offentlige, end I var før?”

Jeg kiggede ikke engang på den alt for smilende, platinblonde dame, der bragte det op, som om det var ingenting. Og jeg sagde ikke noget i godt 5 sekunder. Til sidst løftede jeg mit blik og mødte hendes.

”Videre til næste spørgsmål. Jeg svarer kun på relevante ting,” svarede jeg lidt for koldt. Hun tabte mælet et øjeblik, før hun nikkede og fortsatte. Jeg lyttede kun med et halvt øre. Jeg havde for travlt med at tænke på, at der var så mange mennesker, der spurgte ind til mig og Michael, og jeg var ved at blive sindssyg, for jeg vidste ikke engang noget selv.

Hvordan kunne det være, at hele verden forventede et svar, jeg ikke engang kunne give mig selv? Det var frustrerende, og jeg ville bare have folk til at holde mund.

Facebookchat-lyden hev mig ud af tankerne igen. Jeg lukkede tumblr ned for ikke at tænke mere over det.

Det var Jackie, der havde skrevet til mig: ”Husk nu mad i aften. Dylan og jeg glæder os rigtig meget, og vi har lavet farsbrød, som du godt kan lide det! Vi ses klokken syv.”

Jeg sukkede for mig selv. Jeg havde ikke glemt, at jeg skulle derhen og spise. Det havde jeg lovet hende, siden jeg havde sagt nej sidste gang, hun spurgte, og jeg kunne heller ikke være andet bekendt. Det var ikke, fordi jeg havde andre planer her på en kedelig tirsdag aften.

Hurtigt skrev jeg et svar: ”Bare rolig, jeg har ikke glemt det. Jeg håber, du har saftevand til, for ellers smager det ikke så godt – det er det, der lige gør det sidste :))”

Jeg nåede ikke engang at lukke chatten ned, før hun svarede – vi skrev begge to utroligt hurtigt på en computer: ”Det skal du ikke bekymre dig om, muller! Der er massere af saftevand :D”

Jeg svarede ikke, men lukkede bare min computer ned. Taget i betragtning af at klokken var lidt over seks nu, så måtte jeg nok hellere til at gøre mig klar, hvis jeg skulle have bare en chance for at være klar til tiden. Så det gjorde jeg, men jeg fravalgte badet. Det måtte være nok med en gang tørshampoo og noget rent tøj.

 

***

 

Jeg var utroligt mæt og havde det exceptionelt koldt, imens jeg gik ned af gaden. Der var helt tomt – fuldstændig ryddet for mennesker, men klokken var også tolv, og det var tirsdag, og folk skulle vel på arbejde i morgen.

Selvom det ville være langt hurtigere at tage en taxa hele vejen hjem, havde jeg besluttet mig for at gå noget af vejen – bare de sidste 20 minutter.

Måske var det varmen fra den brandeovn, der var hos Jackie, kombineret med det gullige lys, der gjorde mig helt ør i hovedet, men jeg havde i hvert fald brug for lige at blive klar i hovedet igen, før jeg kom hjem igen.

Jeg tog mine vanter på og satte musik i ørene, imens jeg stadig sad i taxaen. ”Life Support” af Sam Smith spillede og fik mig til at slappe lidt af. Den var god, når man bare skulle gå og være sig selv og ikke rigtig tænke.

Problemet var dog bare, at jeg tænkte, fordi jeg var super tæt på 5 seconds of summer drengenes hus – det lå kun to gader væk herfra, men jeg skulle ikke den vej.

”Det er her, tak.” skyndte jeg mig at sige, da vi kom til en gade, hvor jeg kunne hoppe ud. Jeg havde kontanter frem, og han tog i mod betalingen.

Lige da jeg skulle til at stige ud, sagde den rødhårede taxachauffør noget, jeg ikke kunne høre grundet min musik. Jeg satte mig halvt tilbage i sædet.

”Undskyld, sagde du noget?” spurgte jeg om og prøvede at holde en venlig tone. Jeg havde altid svært ved sådan noget, for jeg blev altid bange i situationer med fyre. Og det var komplet åndsvagt, men det var ikke noget, jeg kunne gøre for; mine hænder rystede, og mit hjerte bankede, og sådan var det hver eneste gang, jeg var alene med en mand på en tom gade eller gik forbi en gruppe af mænd. Jeg vidste ikke, hvor det kom fra, men det var sådan, det var.

”Jeg sagde, at det ser godt ud,” han gav mig elevatorblikket. Jeg smilede anspændt – bange for, hvad han ville sige, hvis jeg ikke gjorde det.

”Oh, øh, tak,” svarede jeg hurtigt. Jeg vendte mig igen og skulle til at hoppe ud af bilen, da hans hånd lukkede sig om mit håndled. ”Går du bare på den måde?”

”Jeg er på vej hjem,” svarede jeg næsten åndeløst, fordi mit hjerte sprang et slag over af nervøsitet.

”Ej, kom nu. Det er ikke så sent. Hvorfor bliver du ikke bare og snakker lidt?” vi holder bare lige her. Så sker der ikke noget. Du kan ikke bare gå på den måde – vi havde da en hyggelig tur herhen, ikke? Og du er så køn, det ville da næsten være en skam…” han afsluttede ikke sætningen helt.

Mit hjerte bankede næsten umenneskeligt hurtigt nu – jeg følte, at jeg ikke fik noget luft ind med mine indåndinger.

”Jeg har ikke lyst til at snakke med dig, og det må du acceptere,” min stemme rystede og afslørede mig i ikke at være så selvsikker, som jeg gerne ville være.

Han grinede, og hans ånde stank af øl. Havde han drukket og kørt bil bagefter? Det gjorde mig ikke ligefrem mere tryg at vide det.

”Det er ikke noget, du bestemmer,” sagde han, som om han virkelig mente det. Min hals var tør, og det var ubehageligt hårdt at synke. Jeg vidste, jeg havde en hårspray i min taske, men den var på min venstre arm, og chaufføren var til højre for mig, så det var udelukket – specielt, fordi han havde fat i min højre arm.

”Det er det da,” svarede jeg. Han grinede igen, og det var det, der fik min adrenalin til at skyde ind og mig til at handle, før jeg tænkte: selvom han havde fat i min arm, svang jeg mig ud med benene, hvorefter jeg i en hurtig bevægelse sparkede ind af. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg ramte ham henne, men grebet om mit håndled forsvandt. Uden at smække døren i efter mig begyndte jeg at løbe hen mod det eneste sted, jeg vidste, der lå i nærheden.

Og det eneste sted jeg havde lyst til at tage hen.

Jeg var overrasket over, jeg kunne løbe så hurtigt, når man tænkte på, at jeg var et rystende rod; mine ben føltes som gelé, og jeg kunne dårligt trække vejret. Ikke nok med det kunne jeg også mærke den første tåre ned af min kind.

Hvordan han ikke nåede at indhale mig med bilen, vidste jeg ikke. Jeg hørte kun et par råb om ”at jeg nok skal få dig, din klamme so”, før jeg nåede til døren. Panisk hamrede jeg på den. Det var slet ikke faldet mig ind, at der var en chance for, de ikke var hjemme.

Et hulk undslap mine læber i samme sekund, som døren blev åbnet. Det var Ashton. Han så træt ud, men han spærrede øjnene op, da han så mig. Jeg fløj ind uden at blive tilbudt indgang og skreg, at han skulle lukke døren.

Han gjorde, som jeg sagde, imens jeg stod og hulkede og hev efter vejret. Nu hvor jeg var et sikkert sted, kunne jeg mærke, hvordan adrenalinen tog af og efterlod mig i ren frygt.

Calum var kommet ind i stuen og kiggede forvirret på mig.

”Hvad sker der?” spurgte han og prøvede at snakke til mig. Jeg rystede bare på hovedet og prøvede at trække vejret normalt. Jeg var bange for at hyperventilere, fordi frygten sad så dybt i mig. Der var ikke sket noget, men det kunne så let være gået galt, og bare tanken om det fik mig til ikke at trække vejret.

”Hent Michael,” mumlede Ashton til Calum, da han kom tilbage med et glas vand til mig. Jeg tog ikke en tår af det, men stillede det bare på bordet, imens tårerne strømmede ud af mig. Jeg burde sige nej, for jeg havde ikke snakket med Michael i lang tid. Jeg burde være flov, men tanken ramte mig slet ikke. Jeg var bare så pokkers inderligt bange.

Jeg kunne ikke lade være med at gå frem og tilbage i en form for forsøg på at få mig til at slappe af, men det gjorde det bare værre. Pludselig da jeg vendte mig om for at skifte retning at gå i, tog to stærke hænder fat i mine skuldre og fik mig til at stoppe op. Jeg løftede blikket.

To beroligende og bekymrede og forvirrede øjne kiggede lige ind i mine og fik mig til at græde endnu mere, bare ikke på samme paniske måde.

”D-der var en m-ma-and, Michael,” hikstede jeg, og tanken fik mig igen op at køre. Michael sagde ikke noget, men lagde i stedet for armene om mig og holdt mig tæt ind til ham. ”J-jeg ved ikke, h-h-vad han ville, men,” jeg fuldførte ikke sætningen, for jeg kunne ganske enkelt ikke formulere den.

”Ssh, det er okay. Du er her nu. Du er sammen med mig,” mumlede han beroligende til mig. Hans arme lå om mig som to stærke murer, der beskyttede mig fra alt udefrakommende.

Jeg knugede tilbage om ham, og jeg følte, at jeg næsten ikke kunne komme tæt nok på – at han  ikke kunne komme så tæt på, som jeg gerne ville have, han skulle være.

Vi stod sådan i 2 minutter, før jeg rykkede mig lidt og tørrede mine øjne. Min gråd var heldigvis stoppet, og jeg var begyndt at blive lidt flov. Jeg vidste godt, jeg ikke ligefrem så yndig ud, når jeg græd.

Han gav ikke helt slip på mig og var tydeligvis stadig bekymret for, om jeg var okay. Jeg forstod ham godt. Forsigtigt løftede jeg min hånd og kunne konstatere, at den stadig rystede lidt.

”Jeg er så ked af det, Michael. Undskyld,” jeg begyndte næsten at græde igen. Han vidste godt, hvad jeg undskyldte for. Min opførsel den sidste måned. Han rystede på hovedet og krammede mig igen.

”Det er ikke hovedproblemet lige nu, Gracie. Kom, lad os sidde ned,” han gjorde tegn til Calum og Ashton om, at de skulle gå. Michael måtte have bemærket, at jeg kiggede efter Luke, for han kom hurtig med en forklaring: ”Han er ude med et par venner. Kommer nok snart hjem.” jeg nikkede bare til det.

Nu da jeg satte mig ned, tog jeg mig endelig tid til at drikke Ashtons vand. Det hjalp lidt. Michael sad bare tålmodigt og ventede på, jeg fandt en måde at forklare mig på.

”Som jeg sagde,” jeg tog en dybindånding, ”der var en mand. Taxachauffør. Og han blev sur over, jeg ikke ville snakke med ham, og så tog han fat i mig, og jeg var bare… jeg var så bange, Michael,” sagde jeg hurtigt. Han nikkede forstående. Han vidste godt, hvordan jeg havde det med sådan noget.

Engang havde han læst en lille tekst, jeg havde skrevet, og der havde der været en ubehagelig episode med, som jeg havde digtet – og han have spurgt, om det var min egen frygt, jeg skrev ud fra, og jeg havde sagt ja. Så han vidste det. Og han syntes ikke, jeg var dum at høre på af den grund.

”Men du er her nu, ikke? Der sker ikke noget, du kan bare slappe af,” lovede han mig. Jeg nikkede. Jeg vidste det godt. Han fortsatte: ”vil du anmelde ham?”

Jeg trak på skuldrene.

”Så bliver der gjort et eller andet stort nummer ud af det. Folk finder ud af, at jeg har meldt en person til politiet, og så ved hele verden det. Det har jeg ikke lyst til. Desuden tror jeg heller ikke, der er så stor en chance for overhovedet at finde ham,” jeg trak på skuldrene.

Han truttede lidt med munden, hvilket fik mig til at smile. Han gengældte det. ”Du har nok ret. Men det kan godt være rart nogen gange – så føler man ligesom lidt, at han ikke går helt ustraffet,” svarede han.

”Det er lige meget,” jeg tørrede mig igen under øjnene i frygt for, jeg havde mascara over det hele. Michael smilede lidt. ”Du ser fin ud,” forsikrede han mig, ”taget i betragtning af din situation.”

Jeg drak resten af vandet.

”Hvad så nu?” spurgte jeg. Jeg vidste ikke helt, hvor jeg ville hen med det. Han rynkede lidt på panden. ”Hvad så nu?” gentog han bare.

Jeg bed mig i læben. ”Jeg tør ikke tage hjem,” sagde jeg så, lige meget hvor dumt det lød. Skulle jeg være ærlig med mig selv, følte jeg mig ikke som et særlig godt menneske. Jeg ignorerede ham i en måned, og så kom jeg her og forventede, han ville lægge alt til side for mig.

”Du må gerne sove her, Gracie. Jeg forventer ikke, at du tager hjem,” hans milde øjne beroligede mig og skubbede alle negative tanker væk. Hvordan kunne jeg være så ond mod ham? Han var et godt menneske. Og jeg var meget emotionel lige nu, men det fik mig bare til at opdage et par ting ekstra.

Vi småsnakkede lidt, før vi gik i seng. Han lånte mig en t-shirt, og jeg blev glad, da jeg så, han ikke havde smidt min tandbørste ud. Jeg havde en stående her, fordi jeg plejede at være her så meget.

Jeg sad i sengen og kiggede på Michael, der skiftede til nattøj. Da han havde gjort det, rettede han opmærksomheden mod mig.

”Jeg henter lige madrassen,” informerede han mig om. Jeg rystede med det samme på hovedet. ”Nej, please lad være med det. Sov med mig,” det røg ud af mig. Men jeg havde bare virkelig brug for tryghed, og det var egoistisk. Og han var måske stadig vild med mig. ”Altså. Medmindre du ikke har det fint med dig. Efter det, du sagde og… ja, du ved,” jeg kunne ikke kigge ham i øjnene.

Han kiggede lidt på mig. ”Jeg har det fint med det. Jeg har gjort det før i tiden, så mon ikke jeg overlever. Du ligner også en, der har brug for cuddles,” han smile-grinede og lagde sig hen ved siden af mig. Som altid inderst.

Da han havde lagt sig til rette, åbnede han armene for at signalere, at jeg skulle ligge mig ind til ham. Og det gjorde jeg, og det var nok bare hele situationen, der gjorde, at vi var så åbne og kærlige, men jeg nød det, og det var hyggeligt, og jeg prøvede bare på ikke at tænke på noget. 

♦♦♦

Enjoy ;o) x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...