Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
15978Visninger
AA

16. ♦15

Just because you’re family by blood doesn’t mean that family is always the better choice. I know that now.

Der var gået en overnatning. Et døgn. Et simpelt døgn, og jeg var ved at blive sindssyg over at være omringet af mine forældre hele tiden. Det var svært at sætte ord på, hvad det var; måske var det den konstante rettelse af alt, jeg gjorde, eller der konstant kom et eller andet med, at nu havde jeg ligget i sengen længe, og nu burde jeg gøre dit og dat – det gik mig på.

Den eneste hyggeligt ting var deres søde schæferhund, der hed Chaos. Ham havde jeg levet med meget af mit liv, og jeg var indstillet på, at jeg selv skulle have en schæfer på et tidspunkt. Så langt var jeg bare ikke kommet endnu.

”Kan du lide maden?” spurgte min far mig om. Jeg kiggede ned på det take out, der var blevet bestilt og nikkede uinteresseret. Jeg hadede det. Det var jul for søren, hvem fanden brød sig om at sidde og spise mad fra dineren? Ingen.

Min mor lagde skramlende sit bestik fra sig.

”Helt ærligt, Grace, nu må du  lige tage dig sammen! Jeg synes, du skal til at tage dig lidt sammen, du er 22 år gammel, og du er aldrig taknemmelig for noget af det, vi giver dig, og du laver ikke noget fornuftigt med dit liv, og du værdsætter virkelig bare ikke særlig mange andre ting end at gå i byen og drikke hjernen ud,” udbrød hun pludselig.

Jeg var fuldstændig tom for ord. Lavede jeg aldrig noget fornuftigt? Gik jeg kun i byen og drak min hjerne ud? Ordene gik lige i hjertet, og jeg bed mig hårdt i læben. Hun vidste ikke noget om mig. Hun lagde ikke engang mærke til, at jeg var blevet bedre. At jeg ikke gik i byen. Og så var jeg den person, der gjorde noget galt? Det var da hende, der skulle forestille at være mor i det her forhold.

Tårerne kom til syne i mit øje, men jeg lod hende ikke se det. I stedet skubbede jeg stolen så hårdt ud, at den skramlede højt hen af gulvet.

”Fuck dig, mor.” sagde jeg med en uhyggeligt rolig stemme for at virke mindre påvirket af det. Normalt snakkede jeg ikke på den måde til hende, men jeg var fuldstændig gennemsyret af vrede. Hvad var det for noget at sige?

Surt gik jeg rundt og pakkede alle mine ting sammen fra gæsteværelset. Jeg nægtede at være et sted, der fik mig til at få det så dårligt og gjorde mig så ked af det på juleaften. Jeg vidste ikke, hvad alternativet var, for Michael og hans familie var hos mig, men jeg skulle kun lige hjem og vende og hente nogle ting – så kunne jeg finde ud af et eller andet.

”Går du?” råbte min mor, da jeg trampede nedenunder med tasken over skulderen. Jeg råbte et selvfølgeligt ja tilbage og tog hurtigt sko på. Så begav jeg mig ud i kulden, der overraskede mig lidt.

Inderst inde havde jeg godt vidst, at det var sådan, det ville ende med juleaften. Det var altid sådan, det endte, men jeg havde bare virkelig haft det så godt med at gøre noget godt med Michael, så jeg havde prøvet at sætte mig selv lidt til side.

Efter to taxaer var kørt forbi mig, fik jeg endelig fået den sidste chauffør gjort opmærksom på mig. Jeg satte mig ind på forsædet ved siden af ham og mumlede adressen.

Mit blik gled henover de fuldstændig tomme og mørke gader, imens jeg tænkte. Taxachaufføren måtte tro, at jeg virkelig ikke var en særlig spændende person, siden jeg sad i en taxa på juleaften og ikke sad sammen med min familie eller venner og spiste god mad.

Vi sagde ikke et ord til hinanden, før han stoppede foran mit hus og spurgte, om jeg betalte med kort eller kontant. Selvfølgelig var det kort.

Jeg gik i stå, da jeg var kommet ud af bilen og stod foran døren. Ind gennem vinduet kunne jeg se, at de var gået i gang med at spise. Jeg havde ikke lyst til at gå ind og afbryde dem, men jeg kunne ikke ligefrem blive stående her. Lige nu forbandede jeg mig selv for, at jeg ikke havde valgt værelse et andet sted; når man skulle ind på mit værelse, kunne man let se det inde fra stuen af, og lige nu var det ikke så hensigtsmæssigt.

Til sidst tvang jeg mig selv til at stikke nøglen i låsen og dreje om. Forsigtigt åbnede jeg den og prøvede at liste ind på mit værelse. Men selvfølgelig gik det ikke som planlagt, og før jeg var inde på mit værelse, lød Michaels stemme.

”Grace?” han lød nysgerrig. Nu hvor jeg var blevet opdaget, rettede jeg mig mere op og gik hurtigere ind på værelset. ”Ja, undskyld, jeg bliver her ikke, jeg skal nok gå, jeg skal bare lige hente noget, og så er jeg den, der er smuttet,” svarede jeg ham hurtigt og prøvede at lade som om, at alt var okay.

Alligevel gik der ikke mere end 10 sekunder, før jeg opdagede, at han stod i dørkammen og kiggede på mig. Da jeg fik øje på ham, trådte han ind og lukkede døren bag os, så hans forældre ikke længere kunne følge med.

”Gracie, hvad sker der?” han havde ikke taget mit svar som en pålidelig undskyldning. Det kunne jeg ikke bebrejde ham for.

”Det var bare, du ved, noget med mine forældre. Vi kom op og skændes, og så sagde min mor bare nogle lidt hårde ting mod noget af det, jeg faktisk sådan der er blevet bedre til og så-” ”Hvad sagde hun?” han var gået tættere på mig, fordi han kunne mærke, at jeg var lidt oprevet.

Jeg trak på skuldrene. ”Bare noget med, at mit liv kun gik ud på at drikke mig fuld, og jeg var ufornuftig og ikke lavede noget,” mumlede jeg. Jeg hev en trøje ud af skabet for at se, om jeg kunne have den på.

”Det er jeg ked af,” han kløede sig i nakken og vidste vidst ikke helt, hvad han skulle svare mig. Det var også forståeligt.

”Mmm, det skal du ikke være. Jeg vidste godt fra starten af, at det ville ske, så det er okay,” jeg slog det hurtigt hen. Det fik ham til at hæve et øjenbryn. ”Hvis du godt vidste det sådan fuldstændig fra starten af, hvorfor tilbød du så at holde jul der og lade os låne huset? Det skulle du ikke have gjort,” nu lød han nærmere selvbebrejdende.

”Jeg ville bare gerne gøre noget for dig, og det virkede bare fair. Og så havde jeg en idé om, jeg ikke skulle bruge julen sådan helt alene ligesom sidste år,” jeg trak på skuldrene.

”Hvor skal du hen nu?” han lage hovedet på skrå og satte tøset hænderne i siden. Taget samtalens alvorlige undertone i betragtning var det ikke tidspunktet til at kommentere på det.

”Øhm. Det ved jeg ikke. Hen til Jackies lejlighed måske. Hun er i USA, så der kan jeg godt sove og sådan, jeg skifter bare lige noget tøj ud,” svarede jeg med et lille smil.

Michael rystede voldsomt på hovedet af mig.

”Nej, hvad snakker du om? Du skal ikke tage hen til en tom lejlighed juleaften og spise noget dårligt takeout mad, det er jo helt forkert, Gracie. Det er meningen, man skal være sammen med folk, man holder af,” han rystede på hovedet for at understrege, hvor meget han mente det.

”Ja, men sådan ligger landet ikke, Michael, og jeg overlever nok, okay? Det er helt fint, du behøver ikke bekymre dig,” lovede jeg ham.

Han blev bare ved med at ryste på hovedet.

”Hvorfor bliver du ikke og spiser med? Der er masser af mad, og vi er alligevel kun mig og mine forældre. Det er ikke noget stort,” han foreslog det samme, han havde gjort for noget tid siden.

Jeg rystede afvisende på hovedet. ”Nej, jeg kender dem ikke, og som du sagde, så er jul noget, man fejrer sammen med folk, man holder af, så de to ting kombinerede passer ikke så godt sammen, vel?” jeg stod bare og kiggede på ham nu.

”Jo, det er jo præcis derfor! Min mor og far holder af hinanden og mig, og jeg holder af dem og dig, og du… holder af mig?” det sidste sagde han med et grin, som smittede af på mig.

”Ellers tak. Det er fint nok. Vi kan bare lave noget sammen, når din familie er taget hjem. Jeg ved, du ikke ser dem så meget,” argumenterede jeg. Jeg åbnede døren op og var vej hen til entréen, da en fremmed kvindelig stemme kunne høres.

”Jeg troede, du ville komme og spise med! Nu har jeg ellers dækket op til en ekstra,” jeg stoppede foran døren ind til stuen. En mildt udseendet dame stod og kiggede på mig med et smil.

Michael kom hen på siden af mig.

”Jeg har prøvet at sige det til hende,” han trak på skuldrene. Hans mor rystede på hovedet af det. ”Nu har jeg hørt så meget om dig, så nu synes jeg også, jeg fortjener at møde dig. Kom så – det er kun hyggeligt at møde Michaels venner. Det sker ikke så tit mere,” hun gjorde tegn til, jeg skulle komme ind.

Havde han snakket meget om mig? Jeg var næsten ved at rødme, og så kunne jeg ikke stå i mod det mere, når hun stod og var så sød og opførte sig bedre overfor mig, end min mor havde gjort de sidste mange gange, jeg havde set hende.

Jeg kiggede på Michael. ”Okay,” mumlede jeg, ”okay, så spiser jeg med.” jeg lod min taske dumpe ned på gulvet ved siden af mig. Michael smilede stort og førte vej ind i min egen stue. Det var underligt at se andre mennesker midt i det.

Venligt gav jeg hånd til hans forældre og præsenterede mig selv. Så tog jeg noget mad over på min tallerken, og jeg måtte indrømme, at det så uhyggeligt lækkert ud. Min mund løb næsten i vand.

”Okay, så, nu når jeg ikke har hørt så meget… hvordan er det så, I kender hinanden?” spurgte Karen nysgerrigt mig og Michael om. Jeg kiggede over på Michael og ventede på, at han ville svare. Og det gjorde han så.

”Well, mor, kan du huske den der kendis, som du udmærket godt vidste, jeg var helt vild med? Brunt hår da hun var mindre?” han kiggede sigende på hende. Hun slog en stor latter op.

”Er det hende?” grin, ”ej! Grace Thompson. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kunne kende dig, når Michael har-” ”Mor. Ikke mere,” han lød næsten flov. Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Bare rolig. Det var næsten sådan, han indledte vores første samtale. Rigtig charmør,” drillede jeg.

Han kiggede olmt på mig.

”Okay, men det er ikke det, der er historien. Vi mødtes til et awardshow afterparty, og jeg havde arbejdet mod til at sige hej til hende, fordi – helt ærligt – og så snakker jeg så til hende, og jeg tror aldrig, jeg har følt mig så hadet før. Det var ekstremt. Og jeg tror ikke, hun kunne lide mit hår – kunne du ikke lide mit hår?” han drejede sig mod mig med en kartoffel i munden.

Jeg lod mine tanker tage mig tilbage til øjeblikket, hvor han først kom hen til mig. Et smil gled over mine læber. Jeg kunne godt huske, hvordan jeg havde kigget på ham.

”Øhm,” startede jeg, ”det ved jeg ikke. Jeg kan huske, jeg tænkte på, hvem fanden der farver sit hår i den farve som dreng. Men det ser cool ud,” lovede jeg ham. Karen sad bare og smilede lidt af det.

Og sådan fortsatte hele aftenen, og selvom jeg havde været bange for, at jeg ville trænge mig på og være på tværs for deres familieaften, virkede det ikke sådan. For en gangs skyld følte jeg mig virkelig tilpas i mit selskab på juleaften. Jeg havde ikke brug for at leve op til nogens forventninger.

♦♦♦

yeahhh kapitel juhuuuu

håber, I har haft en god onsdag. Jeg er endelig ved at blive rask, så det er meget dejligt. x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...