Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
16087Visninger
AA

15. ♦14

We only have the fun that we make ourselves and you help me to make my fun

”Du kan bare være med til vores jul,” sagde Michael pludselig. Mine øjne fjernede sig fra skærmen, der lige nu viste ”Homeland” – en serie vi akkurat lige var gået i gang med at se. Det var andet afsnit.

Et højt grin undslap mig. ”Ja, den er god med dig, Michael,” jeg grinede lidt mere, ”men hey – betyder det så, at din familie kommer her til UK og holder jul i år?” jeg drejede hovedet lidt, så jeg kunne kigge på ham.

Han nikkede. Der kom en lille dobbelthage frem, grundet den måde han lå og så film på. Han nikkede og gjorde den to gange værre.

”Ja. Det bliver hyggeligt. Jeg glæder mig virkelig meget til at se dem. Men hallo, jeg mente det altså seriøst, du må gerne. Hvis du ikke gider din familie,” han gentog tilbuddet.

Jeg hævede et øjenbryn.

”Michael, det er din jul, og du skal ikke dele jul med en person, du har kendt i hvad…. To måneder? Det er vidst lige lidt for tidligt,” mumlede jeg. Måske hentydede jeg mere med min egen mening om at møde hans forældre. Og det fik det til at lyde formelt og forholdspræget, men jeg var bare ikke særlig meget inde for sådan noget. Jeg kunne ikke klare det.

”Nå, nå, nå, du. Fint nok.” han fokuserede øjnene på skærmen igen. Jeg lå lidt i mine egne tanker, før jeg anstrengt vendte mig om på siden. ”Hvor skal dine forældre bo? Jeg går ikke ud fra, I skal være i jeres hus, vel? Den er ikke rigtig indrettet til sådan noget,” jeg håbede, han var klar over, jeg ikke mente det som kritik af hans og drengenes hjem.

Han trak på skuldrene.

”Så langt er vi ikke nået endnu. Jeg overvejer lidt, om de bare skal tjekke ind på et hotel – et godt et – fordi der er ikke rigtig andre steder, tror jeg,” indrømmede han.

Endnu engang lod jeg tankerne vandre og blev enig med mig selv om, at når man havde en god ven som Michael, så kunne man også ofre sig lidt engang i mellem for ham.

”Vil I låne mit hus? Der er masser af plads til jer, hvis det er. Jeg kan godt være hos mine forældre i to nætter, det er okay. Ellers bliver det dyrt for din familie, og det ville være synd,” jeg snakkede hurtigt. Måske, fordi det lå så langt fra mig bare uden videre at være generøs. Han gav mig lyst til at være generøs overfor ham. Det var en god følelse.

Nu var det hans tur til at være helt i chok over det, jeg sagde. Han kiggede på mig med sammentrykte bryn og rynket pande.

”Laver du sjov med mig lige nu?” spurgte han. Jeg rystede overbevisende på hovedet. Jeg kunne ikke tilbyde ham noget og så trække det tilbage.

”Nej, slet ikke. Altså måske er det lidt underligt, men det kunne være fedt, tænker jeg. Såååå, hvis du gerne vil i et par dage, kan vi godt få det ordnet. Bare to nætter eller sådan noget?” jeg trak på skuldrene for at få det til virke som en lille ting.

”Men, Gracie. Du hader jo at være hos dine forældre. Det er ikke fair at bede dig om,” mumlede han. Jeg rettede mig lidt op. ”Jo, det er. Jeg tilbyder, så er det ikke noget, du skal bekymre dig om. Jeg overlever nok to nætter. Og desuden prøver jeg at være lidt sød for en gangs skyld, sååå,” jeg trak på skuldrene.

Michael smilede, og vi fik øjenkontakt.

”Ved du godt, at du er ved at blive rigtig god til det her vennenoget? Jeg tror sku, du er en af mine bedste venner,” han puffede til mig med albuen. Jeg skulle til at protestere, da jeg fik øje på skærmen.

”Vent! Kig! Han beder ude i garagen? Hvorfor gør han det?” jeg lagde forvirret hovedet på skrå, irriteret over, at vi var gået glip af noget i serien, imens vi diskuterede.

Han kiggede på skærmen. ”Ærligt ikke, så ved jeg virkelig ikke, hvad der er galt med ham her. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg tror på hende eller på ham, men han opfører sig da mistænkeligt, gør han ikke?” det lod til, han sagde sine tanker højt.

Jeg nikkede bare. ”Han er lidt underlig.” medgav jeg. Så blev der stille, og vi så videre på serien. Og det fortsatte i tre timer.

 

***

 

”Du ser godt ud,” komplimenterede Jackie mig to dage senere, da jeg stod med hende ude bag ved på BBC Radio 1. Hendes hår var fuldstændig knaldsort. Hvornår havde hun fået det lavet?

”Tak,” svarede jeg kort for hovedet. Mit blik gled over mig selv i spejlet. Mit lyse hår var glattet til det maksimale, så det gik mig langt ned af ryggen, og jeg havde en sort turtle neck sweater på, der fremhævede mine kindben. Til det havde jeg et par boyfriend jeans med huller rundt omkring op af benene på og et par Nike Air Force 1 (lav model). Et meget afslappet look at gå rundt med.

”Nej, jeg mener det, du ser virkelig godt ud for tiden. Meget sundere og gladere. Og jeg har kodet det lidt sammen med, at du ikke går i byen nær så meget mere, og så har jeg tænkt endnu mere videre og kommet frem til konklusionen om, at det er sket, efter du ser Michael. Såååå siden vi sidst snakkede, vil du så stadig sige, at der ikke er noget i mellem jer?” hun lagde hovedet på skrå.

Jeg rettede min eyeliner.

”Jackie,” begyndte jeg, ”der er ikke noget i mellem os. Jeg er tre år ældre end ham, okay? Og der er ikke noget, og der bliver ikke noget, og sådan er det.” slog jeg en anelse hårdt fast. Tanken om at indlede noget forhold skræmte mig. Det følte jeg mig slet ikke stabil nok til.

Hun tog overgivende hænderne over hovedet.

”Okay, okay, okay! Så graver jeg ikke mere i det. Er du klar?” vi fik begge øje på en mand, der signalerede til os, at vi skulle komme ind i selve båsen, hvor interviewet foregik. Mand, hvor jeg hadede, at medierne af en eller anden grund syntes, det var interessant at hive os begge to med ind til sådan noget her. Det var Jackie, der havde talentet af os – hvorfor var det ikke nok bare at snakke med hende?

Vi satte os til rette i sæderne, imens der kom flere forskellige velkomst hej’er fra de to værter. Vi sagde det begge to tilbage flere gange med et stort smil på vores læber.

Og så startede samtalen, og de startede med at gennemgå hele Jackies liv de sidste to måneder: hvordan gik det med det album, hun lige var kommet ud med, hvad hendes planer for fremtiden var, om hun selv skrev sine sange, om hun nogensinde havde troet, at hun ville blive så stor og så videre og så videre.

Så blev spørgsmålene vendt mod mig.

”Vi har jo også Jackies søster, Grace, med os i studiet i dag. Hej Grace! Hvordan går det?” spurgte fyren, Landon, om. Vi fik øjenkontakt.

”Hej med dig. Øhm, jo, ja, det går faktisk rigtig godt for tiden. Jeg er ikke ligesom min søster, så jeg har ikke noget ude på markedet, jeg kan reklamere med, men jeg vil sige, det går godt,” jeg nikkede, imens jeg svarede.

Han smilede, som om han godt var fuldstændig klar over det.

”Det må vi være ærlige og indrømme, at vi faktisk godt har bemærket det. Jeg tror godt, at alle er klar over, at du plejer at have et lidt vildt byliv og for også en god måneds tid siden blev anholdt – men nu er det, som om du er forsvundet fra alle billederne fra nattelivet – hvad går alt det ud på?” det var det næste spørgsmål.

Jeg tøvede lidt og overvejede mit svar, før jeg begyndte at tale. En lille ting fra eller til kunne få det hele til at lyde anderledes, end jeg ville have det.

”Altså… jeg vil sige, at alle mennesker ændrer sig, hvis de får lidt støtte engang i mellem? Jeg ved godt, det var lidt voldsomt meget for ikke så lang tid siden, men jeg tror, det er gået op for mig, at der er andet i livet at leve for end bare at gå i byen? Jeg kan stadig godt lide det, og det sker stadig engang i mellem, men jeg har bare… andre ting, jeg laver,” jeg trak på skuldrene og krydsede fingre for, de ville gå let henover det. Men hvem prøvede jeg at narre? – selvfølgelig ville de ikke det.

”Det lyder godt. Når du siger det på den måde, kommer vi selvfølgelig med det mest oplagte spørgsmål, som der faktisk ikke er kommet så klart et svar på endnu: Er det boybandmedlem Michael Clifford, der har gjort en forskel? Og hvad er dealen i mellem jer to? I er på meget kort tid blevet set utroligt mange steder sammen og gå og komme fra hinandens hjem. Har han en rolle i noget af det, vi snakkede om før?” det var kvinden, der snakkede nu.

Jeg vidste, det ville komme – at spørgsmål om Michael ville komme. Jeg smilede lidt.

”Hvis jeg skal være ærlig, så er det et meget åbenlyst svar til det spørgsmål, tror jeg. Altså det siger lidt sig selv, at jeg går mindre i byen, når jeg hænger meget ud sammen med Michael, som I har opdaget, men der er ikke nogen såkaldt ’deal’ i mellem os, hvis det er det, I hentyder til. Vi er bare blevet gode venner, og det er hyggeligt. Selvfølgelig bruger vi tid sammen – så alle hans fans skal ikke være bekymrede; han er stadig 100% tilgængelig på singlemarkedet,” jeg grinede.

Det kom bag på mig, hvor god jeg var til at have den her facade på. Normalt var jeg mere indelukket og flabet i mine svar – og nu opførte jeg mig godt, ligesom Jackie gjorde. Selvom jeg nok mest var en mellemting, for jeg brød mig ikke altid om, at der blev snaget i mit privatliv.

”Okay,” grinede fyren, ”når nu vi er ved vores gode ven, så har vi en lille leg til jer. Den går ud på, at I vælger en, I kan ringe til en, I vælger, og sige, at I er i en virkelig dårlig situation og har brug for at låne 10.000 kr. for at komme ud af det – og så se, om personen er villig til at gøre det. Er I med på det? Hvem går først?” han kiggede på os begge to.

Jackie pegede på mig, og jeg protesterede ikke. Radioværten havde alligevel lagt op til, at det var mig, siden han havde sagt det i relation til Michael. Så jeg tog min mobil frem og fandt Michaels nummer.

”Naturligvis ringer jeg til Michael. Nu håber jeg ikke, han ved, at jeg er her, for så har jeg et problem,” jeg skar ansigt, imens den begyndte at ringe op. Højtaleren var slået til.

”Hey, Gracie,” lød det afslappet i den anden ende af røret. Jeg kunne høre, han havde mad i munden og blev nødt til at tvinge mig selv til ikke at grine; han var trods alt på landsdækkende radio lige nu.

”Øhm, Michael?” begyndte jeg og prøvede at lyde urolig, ”jeg har et lille problem, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, og jeg har virkelig brug for hjælp,” min stemme havde den ønskede effekt.

Han lød meget mere vågen og opmærksom nu.

”Hvad sker der? Er du okay? Hvad skal jeg hjælpe dig med?” spørgsmålene strømmede ud. Da jeg kiggede hen på Jackie, sad hun og var ved at grine. Det var jeg også, men jeg fik samtidig lidt dårlig samvittighed. Han troede jo, jeg var kommet noget til eller var i en dårlig situation.

”Jeg ved godt, det er meget at bede om, men jeg kan ikke forklare dig det lige nu, okay? Jeg har bare virkelig brug for at låne 10.000, og jeg ved, det er en stor risiko, når du ikke kender til detaljerne, men kan jeg please låne det af dig?” ordene røg ud lettere, end jeg umiddelbart ville tro.

Der var stille lidt, før han svarede.

”Øhm,” han lød forvirret, ”hvorfor kan du ikke sige det nu?” nu lød han bare frustreret. ”Michael, det kan jeg bare ikke. Det er en meget anspændt situation, og jeg kan ikke komme ud af det uden de penge!” udbrød jeg. Siden hvornår var jeg blevet så god til skuespil?

”Okay, okay, øhm, jo, det kan vi godt finde ud af, selvfølgelig, Grace,” svarede han til sidst. Det var det sidste, og jeg kunne ikke holde mit grin inde mere. Det samme gjaldt de tre andre, der også knækkede sammen af grin.

”Michael, jeg er virkelig ked af,” jeg pustede for at få luft, ”men jeg har lige trollet dig, og du er på landsdækkende radio. Jeg er virkelig ked af det,” jeg grinede igen.

”MENER DU DET?” udbrød han så højt, at alle kunne høre det. Det fik mig til at grine endnu mere. ”Ja, det gør jeg. Jeg er ked af det. Jeg giver pizza som undskyldning,” jeg blev ved med at grine.

Han var hoppet lige i fælden. Og hvor var det dog smigrende, at han gik med til det. Så lang tid havde han da slet ikke kendt mig.

”Du er færdig, Grace. Færdig, siger jeg dig!” han blev ved med at spille fornærmet. Så sagde vi farvel, og jeg var igen overladt til de andre. De synes også, det var hylende morsomt.

♦♦♦

HEY, yet another chapter 

håber, som altid, at I kan lide det, og at det ikke skuffer - fortæl mig, hvad i synes please please 

Og god mandag eller start på jeres uge heh, jeg er syg, så ligger hjemme og ser ridning så please kommenter lidt, så jeg ikke keder mig så mega meget haha

btw har mistet min telefon, hvor nederen er livet :-( 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...