Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
15944Visninger
AA

13. ♦12

Someone once told me that the one you call at night is a person that you really trust. Question is whether or not that’s the truth.

”Kan du huske, da du sagde, du ikke havde noget talent?” jeg sad i sofaen på Michaels værelse og hørte musik. Jeg skruede ned for at kunne have en samtale med ham. ”Mhmm?” mumlede jeg bare som svar.

Han sad med et af mine hæfter i hånden, hvori der stod en masse små historier, som jeg havde skrevet; nogle ikke nær så personlige ting, som jeg til sidst havde indvilliget i at vise ham efter en lang kamp.

”Det er da noget værre lort at fyre af, Gracie! Det her er sindssygt godt skrevet; du har helt sikkert et talent for at skrive. Hvorfor gør du ikke noget ved det? Hvis du publicerede noget, ville det helt sikkert blive et hit.” han viftede lidt med hæftet, imens han snakkede.

Et grin undslap mig.

”Den er god med dig. Det er ikke særlig godt. Det er ikke engang redigeret i, det er bare noget, jeg har smidt sammen en gang i mellem, når jeg ikke har andet at lave,” protesterede jeg.

Han hævede det piercede øjenbryn på en insisterende måde.

”Jeg lover dig for, at du er god. Jeg ville ikke sige det, hvis ikke jeg mente det. Jeg læser næsten aldrig, og jeg kunne godt lide det. Det siger altså lidt!” udbrød han begejstret.

Jeg grinede bare af ham. ”Ja, ja. Tak så. Men der kommer ikke til at ske noget.” før han kunne nå at sige noget, fortsatte jeg: ”Hvornår er det, du skal ud?”

Han kastede et blik på uret.

”Om en halv time eller 20 minutter – deromkring. Ser jeg okay ud egentlig?” spurgte han og begynde pludselig at rette sit hår. Jeg sendte ham et beroligende blik.

”Du ser fin ud, Michael,” lovede jeg, ”er det jer alle, der skal med?” jeg refererede til resten af bandet. Han nikkede. ”Ja. Det er bare en god aften alle os sammen med noget druk og sådan. Og for resten hvornår vil jeg nogensinde høre dig kalde mig Mikey? Du bliver ved med Michael. Jeg kalder dig Gracie. Det er da sødt.” han havde rejst sig op fra sofaen og stod henne ved spejlet nu.

Jeg tøvede lidt. Så besluttede jeg mig for, at det var okay.

”Den dag, jeg kalder nogen et kælenavn, er den dag, jeg er forelsket i personen,” jeg kom med et let skuldertræk imens. Han nikkede.

”Poetisk. Skal jeg have den her?-” han viste en grå trøje- ”eller den her på?” han holdt sin mørkegrå metallica trøje frem.

Næsten med det samme pegede jeg på den sidste mulighed.

”Og så sammen med din cowboyjakke. Det ser cool ud. Og ikke cap, for det skal ikke være for meget.” ordene forlod min mund, før jeg overhovedet nåede at sige dem, og han grinede over det.

”Javel. Vil du ikke gå ind og spørge de andre, hvor langt de er?” vi fik øjenkontakt via spejlet. Jeg blev ved med at glemme, at de boede i samme hus i UK. Jeg rykkede lidt usikkert rundt.

”Gracie, du har lært dem at kende godt nok til at kunne det. De bider ikke,” lovede han mig. Jeg nikkede, fordi han havde ret, og det var latterligt, og det var ikke, fordi jeg var decideret bange, men jeg havde problemer. Som der skulle gøres noget ved. Hvilket mindede mig om, at jeg havde holdt lav profil det sidste stykke tid fra byen. Det var kikset i sidste uge, men ellers havde det været helt fint.

”Okay,” overgav jeg mig og rejste mig for at gå ind og snakke med de andre. Til mit held fandt jeg dem alle sammen i køkken-alrummet, så de var samlet. Jeg lænede mig op af døren.

”Jeg skal spørge fra Michael, hvor langt I er?” det var sådan, jeg startede det. Ashton, som jeg egentlig ikke havde set overhovedet, kiggede op. Han måtte først være kommet sent hjem. ”Det burde komme bag på mig, at du er her, men det gør det faktisk virkelig ikke,” mumlede han, som om han var helt tryllebundet af det.

Mit blik gled lidt rundt i hele rummet for ikke at tænke på det. Han havde ret; jeg var her nok ret tit, når Michael var hjemme, men han var den eneste person, jeg så, hvilket gav mig ret meget tid fri – så hvorfor skulle jeg ikke være her?

”Ikke, at det ikke er hyggeligt,” tilføjede Luke, ”men altså jeg er klar i hvert fald. Det tror jeg også, de andre er. Skal du have et lift hjem?”

Jeg nikkede. ”Michael sagde, det var okay,” mumlede jeg. De nikkede bare, og jeg pilede ind på Michaels værelse igen.

”Var det så så slemt?” spurgte han med et grin. Han havde sat sig i sengen nu. Jeg kiggede olmt på ham. ”Jeg endte med at bruge dig som forsvar og sige, at du havde sagt, det var okay, at jeg fik et lift hjem. Hvor barnlig kan man være? En ting er, at du mere eller mindre ved, hvordan jeg sådan egentlig… er, men det er bare underligt, når der også står tre andre lige der og kan fornemme det. Det er jeg ikke vant til,” jeg satte mig ved siden af ham.

Han kiggede på mig med et intenst blik.

”De er ligesom mig, de er okay. Men du tager bare den tid, du behøver, det er okay. Jeg forstår dig godt. Skal vi smutte?” han rejste sig. Jeg havde praktisk talt lige sat mig.

Turen derhen var sjov. Chaufføren var sjov og blev ved med at skrue højt op for musikken, og da bandets egen sang ”Good Girls” kom på, var der ikke nogen af os, der kunne lade være med at synge med. Jeg sang godt nok lidt lavere end de andre, men det var ikke pointen.

”Pas på dig selv,” sagde jeg lavt til ham, da vi holdt ude foran mit hus. Han kiggede ind på det, selvom det var henlagt i mørke. ”Tænk, at det er mig, der tager i byen og ikke dig – det er noget nyt,” han tav, ”men det er dig, der skal passe på. Dit hus ligger bogstavelig talt midt i ingenting – det er uhyggeligt.” han rynkede på panden.

”Jeg har boet der i 3 år, det skal nok gå. Vi ses,” så steg jeg ud af bilen og hev tasken med ud. Michael vinkede ud af ruden, og jeg gengældte det.

Hver gang jeg havde været sammen med ham, begyndte jeg at tænke på, hvornår jeg var blevet sådan her. Jeg var en fuldstændig anden person for tiden, end jeg var, før jeg mødte ham; ikke på den klassiske, romantiske, kliché måde, men jeg havde aldrig været typen, der var henne hos andre og bare var og gjorde normale ting, som jeg for eksempel lige havde gjort i dag. Jeg sagde ikke ’pas på dig selv’ til andre end Michael, og jeg var bare ikke sådan.

Men det føltes godt. Selvom det var underligt at se mig selv falde ind i en anden rolle, var det helt cool. Jeg følte mig cool. Jeg prøvede ikke nær så meget at overbevise mig selv om, at jeg var den arrogante person, som jeg havde gemt mig bag ved så længe, fordi det var gået op for mig, at folk meget bedre kunne lide den form for Grace, jeg var nu.

Det var rart. Jeg havde ikke rørt stoffer i to uger.

 

***

 

Der var en ringende lyd i rummet. Jeg kunne ikke lokalisere, hvor det kom fra, indtil jeg valgte at slå øjnene op og så min mobil lyse på mit natbord. Med søvn i hele kroppen rakte jeg ud efter den.

Michael
Slide to unlock

I et kort øjeblik var jeg ved at ignorere den, fordi klokken var to om natten, og jeg lå og sov, og Michael var fuld, så det var garanteret ikke noget spændende. Alligevel endte jeg med at tage den.

”Klokken er to om natten,” mumlede jeg ind i røret. Mit hoved faldt ned på puden igen med halvt lukkede øjne.

”Ja, det er – jeg ved det godt, men jeg er altså rigtig fuld, men hjem- de andre drenge vil ikke hjem, og jeg vil gerne, og jeg kan ikke omme hjem, og vil du ikke nok komme og hente mig, Gracie?” han glemte rækkefølgen på flere sætninger og sprang ord og bogstaver over.

”Hvor meget har du drukket, Michael?” jeg var vågnet lidt mere op nu, fordi ja, jeg havde tænkt mig at hente ham. Han havde gjort det for mig før, så det var det mindste, jeg kunne gøre.

”Ej, jeg ved det ikke, men meget. Der var fri bar og øl og rom, og det var bare så godt, men så blev det for meget, og der er en pige, der bliver ved med at røre ved mit lår, og jeg vil gerne have, hun går væk,” han lød opgivende.

En irriterende og nagende følelse kom op i mig. Det var da irriterende, at der var en pige, der gjorde det, hvis han ikke gad.

”Bare vent, hvor du er, okay? Jeg tager bilen, så jeg er der nok relativt hurtigt. Ellers hent dit overtøj.” vi sagde farvel, og jeg rejste mig fra sengen for at tage et par joggingbukser på.

Jeg følte mig som en mor, der skulle hente sit barn fra dets første alkoholiske fest. På vejen ud i garderoben tog jeg mine bilnøgler med mig, og så var jeg ellers på vej.

 

”Hvor er du? Jeg har parkeret bilen næsten lige ude foran,” jeg råbte på trods af, jeg var alene i bilen, så jeg var sikker på, han kunne høre mig.

”Øhm, jeg er ved indgangen agtig, vil du ikke komme ind og hente mig? Jeg har ikke lyst til at gå alene, for jeg føler mig rigtig, rigtig dum,” han lød virkelig ydmyget. Sådan var det at være fuld – det vidste jeg af alle mennesker noget om.

”Jo, jeg kommer,” sukkede jeg og hoppede ud af bilen. En vagt kiggede underligt på mig, men jeg gav ham bare dødsblikket tilbage og låste min bil for bagefter at gå hen til indgangen.

Jeg nåede kun lige at stikke hovedet ind, før jeg fik øje på Michael. Hans blik var tåget, men han fik øje på mig til sidst.

”Gracie!” udbrød han begejstret og gik frem for at give mig et kram. Det var først der, det gik op for mig, hvor fuld han egentlig var. Han var ikke typen, der virkede så fuld i sit sprog – selvom der selvfølgelig var lidt vrøvl – men man kunne bare fornemme det på ham.

”Hej du. Lad os komme hjem. For her er paparazzier – er her flere kendte mennesker? – og jeg ligner lort.” jeg tog ham under armen for at være sikker på, han ikke ville miste balancen.

”Ja, det er en fødselsdagsfest, så det er der,” mumlede han, ”tak, fordi du vil hente mig. De andre ville gerne blive her en times tid til, men det havde jeg ikke lyst til.” han gentog det, han havde sagt i telefonen.

Jeg åndede lettet ud, da vi kom ind i bilen.

”Hvorfor ringede du ikke til en taxa?” spurgte jeg og satte min bil i gang. Han bed sig kort i læben, usikker på hvad han skulle svare.

”Ærligt, ikke? Så fordi det er hyggeligt at være sammen med dig, og det har jeg tit lyst til, og det her er en god undskyldning,” han kiggede ud af vinduet, imens han snakkede. Det var jeg glad for, for så så han ikke det smil, der bredte sig.

”Det er godt, Clifford. Er det en hentydning til, du gerne vil have, jeg bliver natten over?” jeg vidste ikke, hvorfor det bare røg ud af munden på mig, men det gjorde det – også selvom det lød alt for sensuelt, men jeg håbede, han forstod mig.

Han nikkede. ”Ja, det vil jeg gerne have,” gav han mig ret i.

”Hvor har du tænkt dig, at jeg skal parkere bilen?” tanken slog mig først, da vi ikke var særlig langt væk fra hans hjem. Han åbnede øjnene, som han ellers lige havde lukket – træt, som han nu engang var.

”Der er en parkeringsplads næsten lige ved siden af. Jeg ved godt, det ikke er mega luksuriøst eller noget, men kan det ikke godt være det? For der er også et parkeringshus, men så skal vi gå 15 minutter bagefter, og jeg er bare virkelig træt.”

Jeg grinede og forsikrede ham om, at parkeringspladsen var helt okay.

”Du må gerne låne en t-shirt,” snøvlede Michael, imens han kæmpede med at få hevet sine støvler af. Jeg kunne ikke lade være med at lave lidt sjov med ham.

”Det er okay, du. Jeg har næsten nattøj på – jeg tror bare, du skal koncentrere dig om at få fodtøjet af uden at ødelægge noget,” det sidste tilføjede jeg, da han næsten væltede ind i væggen.

Han kiggede på mig med et ondt blik. ”Jeg går på toilettet.” sagde han, og så gik han.

Ud fra egne oplevelser vidste jeg, at toiletbesøg altid tog dobbelt så lang tid, når man var fuld, så jeg tog mig den frihed at ligge mig under dynen i hans seng. Jeg vidste godt, jeg ville ende med at ligge på den madras, der lå på gulvet; han seng var kun en halvanden-mand-seng, så jeg plejede at sove på madrassen.

Jeg faldt lidt hen og blev først vækket af, at sengen bevægede sig en lille smule. Jeg kiggede op og blev først forvirret, da dynen blev løftet, og Michael lagde sig ved siden af mig med hovedet mellem min skulder og mit bryst.

”Lad os sove nu,” mumlede han og var allerede ved at falde i søvn. Fulde dreng.

”Sådan her?” spurgte jeg mistroisk. Mit hjerte bankede en smule hurtigere end normalt, fordi han lå så tæt på mig, og normalt var vi slet ikke så tæt på hinanden fysisk.

Han nikkede og puttede virkelig sit hoved ind mod mig. Jeg havde godt bemærket, at han var meget cuddly omkring folk, men det kom alligevel bag på mig, han gjorde det på mig lige nu. Men lidt sødt var det, og jeg valgte at overvinde endnu en af mine barriere; kontakt på den her måde (det havde jeg kun gjort, når jeg havde haft sex med folk). Og det var bare på en helt anden måde.

”Okay så,” mumlede jeg, ”godnat.” jeg rykkede dynen lidt mere op over os og lagde mig godt til rette. Og så lagde jeg mig til at sove med en rødhåret, fuld teenagedreng puttet ind til min side. Hvornår var det her sket?

***

yeah udskyder mine danskting i dansktimen, fordi jeg ikke kan fordrage dansk, og jeg er træt, og jeg vil hjem

så here ya go, enjoy og alt det der. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...