Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
16085Visninger
AA

12. ♦11

Searching for something of substance, casually dropping a line,

designed to keep you next to me

”Hvordan kan det være, der gik så lang tid, før du kom hjem?” jeg snakkede i telefon med Jackie. Den her samtale var endda ikke endnu en af de mange, hvor vi diskuterede – den her gang var det mere søskendevenligt.

Jeg rørte rundt i en gryde med pasta i, imens jeg overvejede mit svar – eller hvordan jeg kunne komme uden om at besvare det.

”Lang tid? Det var kun to dage ekstra, jeg blev der.” jeg grinede lidt tvunget, men hun fulgte ikke med på det – desværre.

”Svar mig nu bare – jeg er din søster, jeg kan tage det. Er der noget med den fyr, Michael, du er blevet set med så mange gange? Er det derfor, du blev der så længe?” hendes stemme blev lys og skinger, idet hun brugte en drillende tone mod mig.

Jeg sukkede højt og overdrevet for at vise, at hun da i hvert fald ikke skulle tro noget som helst, for sådan var det ikke.

”Du ved godt, jeg ikke dater, Jackie. Michael er bare… en ven,” det var første gang, jeg omtalte ham som ven, efter jeg var kommet hjem fra USA. Det var tre dage siden.

Der var stille i røret i lidt tid, før der kom svar.

”Det er første gang, du har brugt tid med en anden kendt af egen fri vilje på den måde – udover til fester eller arrangementer,” konstaterede hun. Jeg bed mig i læben, for hun havde ret. Det var bare hyggeligt sammen med Michael. Det fungerede bare.

”Det ved jeg godt, Jacks. Men derfor er jeg stadig bare venner med ham, og så havde han mistet sit pas, og jeg måtte ikke tage med, og så gav det sig selv, at vi sås,” jeg trak på skuldrene, selvom hun ikke kunne se det.

”Men hvordan endte I med at bo på samme hotel? Der, hvor du brugte tiden, var jo ikke det samme sted, som hvor vi boede,” hun lød undrende nu. Jeg havde håbet på at komme uden om det her spørgsmål, men som den nysgerrige person, hun var, slap jeg ikke så let.

Jeg overvejede mit svar lidt, før jeg besluttede mig for bare at sige sandheden.

”Han var også ude i lufthavnen, da vi var der. Og så går jeg ud fra, at han så det, og så sørgede han for ligesom at få mig hjem til at hotel – og så var det naturligvis bare det samme, han boede på,” forklarede han.

Jackie grinede lidt. ”Ja, flink er han sku, ham Michael,” mumlede hun. Jeg rynkede på panden. Kendte hun ham?

”Vent, kender du ham godt? Udover at have mødt ham til awardshows og sådan noget?” jeg lagde telefonen i mellem min skulder og højre øre, så jeg kunne hælde det nu færdige pasta over i en si.

”Well, altså, ja. Jeg kender ham. Vi sås en enkelt gang, fordi vi snakkede godt første gang, vi sås, men der var ikke noget i det, rigtig. Det var, imens Dylan og jeg havde pause fra hinanden. Men jeg ville ikke sige, det var en date, det var bare noget hygge, og vi vidste godt begge to, det ikke skulle blive til mere,” forklarede hun.

Jeg var helt chokeret over at få det at vide nu. Hvordan var det gået henover hovedet på mig? Det må ikke have været noget offentligt sted, de var gået ud den aften i hvert fald.

”Han var 18 der, Jackie!” udbrød jeg, da det gik op for mig, ”han er meget yngre end dig, det er klamt!”

Jackie grinede.

”Slap nu af, du; det var ikke engang en date, og det mener jeg meget seriøst. Men jeg bliver nødt til at smutte nu, okay? Vi ses snart, muller.” med det lagde hun på. Jeg rynkede let på næsen af hendes kælenavn til mig.

Da jeg havde fået hældt pesto over min pasta samt kyllingestrimler, satte jeg mig ind i sofaen og tændte for tv’et. Jeg vidste ikke helt, hvorfor jeg gjorde det, for jeg var som sagt ikke så vild med at se tv, men jeg havde gjort det meget mere, efter jeg havde været sammen med Michael. Han så altid tv. Det kørte altid - for det meste bare som baggrundslarm.

Efter jeg havde prøvet at undertrykke min stadige overraskelse over, at ham og Jackie rent faktisk havde mødtes mere end bare formelt, fandt jeg min telefon frem og skrev en sms til Michael. Vi havde sidst skrevet i går aftes.

Grace: Jeg anede ikke, at du har været på en date med min søster sidste år! Hvorfor sagde du ikke det?

Som altid, fordi han ikke havde noget at lave, svarede han hurtigt tilbage.

Michael: Uh, det troede jeg, du vidste. Eller, det ved jeg ikke. Og for resten var det ikke en date, det var bare en aftale, hvor vi snakkede, fx om hende og hendes kæreste, fordi de var på pause. Men vi klikkede bare ikke rigtig, så vi snakkede ikke efter.

Grace: Jackie sagde ellers, at I havde snakket godt, første gang I mødtes?

Michael: Er man lidt jaloux, Thompson? :p Og ja, men vi var begge fulde, tror jeg. Jeg var i hvert fald. Du er den af jer to, jeg klikker bedst med, du. Det er trods alt heller ikke hende, jeg har haft et crush på længe, vel?

Hvad skulle det mene? ’hende, jeg har haft et crush på længe’. Det kunne forstås på to måder: enten, at han havde haft et crush på mig, og det var slut, eller at han længe havde crushet på mig, og at det stadig var i gang.

Grace: Jeg er ikke jaloux, jeg er bare nysgerrig. Og haha, nu skal du lige redde den, skal du ikke?:))

Michael: Redde hvad?

Jeg tøvede lidt. Hvad svarede jeg på den? Det var ikke meningen, han skulle tage det så seriøst.

Grace: Du er forfærdelig, Michael. Hyg dig i USA!!!!!

Der gik fem minutter, før han svarede på den besked, og jeg nåede lige akkurat at tro, at der ikke ville komme noget. Der tog jeg fejl, for det gjorde der:

Michael: Jeg får mit pas i morgen! Jeg kommer til UK i overmorgen. Vi ses, Gracie.

Det var anden gang, han havde kaldt mig det siden i går, og det gik op for mig, at det ikke kunne være en stavefejl, som jeg originalt havde troet. Var det en form for kælenavn, han havde gang i?

Jeg skubbede tankerne fra mig og fokuserede på tv’et. Jeg anede ikke, hvad der kørte på skærmen.

 

***

 

Tre dage senere fandt jeg mig selv sidde på en radiostation og kigge på, at 5 Seconds of Summer bandet gav en akustisk version af ”American Idiot”, der originalt var lavet af Green Day.

Det havde længe været en af mine yndlingssange, så jeg havde ærligt i starten været lidt nervøs for, om det ville ødelægge det for mig på en eller anden måde.

Det gjorde det ikke.

Planen havde slet ikke været, at jeg skulle med. Det var ikke indtil i forgårs, det var blevet besluttet: min mor havde skrevet til mig og sagt, at der var brunch på lørdag, som så var i dag, og at jeg bare skulle komme.

Jeg havde brokket mig over det til Michael, og han havde sagt, at de skulle lave det her 3 timer væk fra London, og hvis jeg sagde, det var en aftale, jeg havde i forvejen, kunne jeg slippe udenom. Så sådan var det blevet.

Det var underligt for mig, at jeg var blevet så… ikke afhængig af et andet menneske, for det var jeg ikke på den måde, men jeg havde vænnet mig til, at jeg altid skrev til Michael, hver gang der var noget, der gik mig på. Måske var det det, man fik ud af kun at have en rigtig ven – i hvert fald kun en person, jeg ville dele sådanne ting med.

Min fod løftede sig lidt i takt til musikken, og jeg smilede, da jeg fik øjenkontakt med Michael i slutningen af sangen. Han smilede igen, så han var ved at glemme at følge med i sangteksten. Da de var færdige, lavede jeg thumbs op og ventede på, at de ville komme ud af deres lille bås, når de var helt færdige.

Der gik fem minutter.

”Hvad synes du?” spurgte Michael, som var den første ude, med det samme. Han så glad ud; noget han vel gjorde, når han lavede noget, han godt kunne lide.

”Det var godt. I formåede ikke at ødelægge en af mine all time yndlingssange,” påpegede jeg. Han grinede stolt. ”Det er jeg sku glad for. Så jeg tager det som, du synes, det var godt?” han rodede lidt op i hans hår.

Jeg krydsede armene og nikkede.

”Ja, det var godt, Michael,” lovede jeg ham, ”hvad så nu?” jeg stod igen og legede med min mobil i hænderne. Michaels blik var intenst rettet i mod det, indtil han lagde hans hænder ovenpå mine for at få mig til at lade være.

”Du stresser mig,” forklarede han, og jeg skød underlæben frem. Hans hænder lå stadig let oven på mine, og da vi fik øjenkontakt, skyndte han sig at fjerne dem.

Et host lød fra Ashton.

”Okaaay, fedt. For at besvare dit spørgsmål, Grace, når nu Michael ikke gjorde det, så tror jeg bare, vi skal hjem igen. Og så måske lige på Starbucks på vejen, hvis vi komme forbi en,” han rettede på sin bandana.

”Det lyder godt,” svarede jeg en anelse hurtigt. Det kom ikke lige så let til mig at være åben overfor dem, som det gjorde for Michael. Men det var heller ikke dem, jeg havde været sammen med i over et døgn non stop på et hotelværelse, så det gav mening.

Vi fik sat os ud i den kæmpe store bil; chaufføren forrest, Ashton ved siden af, Luke og Calum på nummer to række og så Michael og jeg på allersidste række.

”Hvorfor var det egentlig, du ikke ville til brunch i dag?” spurgte Michael så lavt, at de andre ikke kunne høre det. Det gav mig en idé om, at han ikke havde sagt det til de andre, hvilket egentlig bare gjorde mig meget glad.

”Min familie,” jeg skar ansigt, ”jeg kunne ikke overskue at bruge en hel formiddag sammen med dem, hvis jeg skal være ærlig. Det bliver hurtigt meget hektisk.” jeg skulle til at fortsætte med noget om, at de konstant snakkede om, hvad jeg – og Jackie for den sags skyld – skulle gøre bedre og dit og dat, og det var virkelig udmattende at høre på, man ikke var god nok.

Calum afbrød vores samtale: ”Jeg troede helt ærligt aldrig, at vi skulle se dig af alle mennesker her i bilen med os. Snakke med Michael. Jeg har aldrig set en afvise en anden person så voldsomt før,” han grinede, før han tilføjede, ”isprinsesse.”

Jeg ville gerne grine, for det var vel lidt sjovt, men jeg kunne bare ikke helt. For jeg var ikke bare en bitch, og jeg brød mig ikke om, at det var sådan, folk opfattede mig, selvom jeg selv havde bedt om det.

Michael opdagede det, for efter han undersøgende havde kigget på mig, hævede han stemmen lidt og rettede sig op.

”Drenge,” sagde han belærende, ”stop nu.” han fik øjenkontakt med Calum gennem bakspejlet, og Calum nikkede bare lidt og tog sine høretelefoner i igen.

”Sorry. De ved ikke rigtig noget, du ved, de mener det sødt,” han snakkede ultra lavt nu. Jeg fejede det væk med en håndbevægelse og gav mig til at rode i tasken efter min bog og en blyant.

Det var, som Michael var blevet vant til, at jeg tog den frem i tide og utide, selvom vi ikke havde været sammen så mange gange igen. I hvert fald reagerede han ikke rigtig på det og fandt bare sine høretelefoner frem.

Imens han kæmpede med at få dem viklet fra hinanden, skrev jeg:

Jeg er ved langsomt at forstå venskab. En stor del ligger i at vide, at man har en person, der beskytter en og ikke vil en noget dårligt. Det er ret fantastisk. Jeg blev reddet fra en brunch i dag.

Og for resten er det ikke en dårlig ting at være en isprinsesse – de er smukke J Alt er ok.

”Vil du høre med?” Michael havde åbenbart siddet og ventet på, jeg var færdig med at skrive. Jeg nikkede, og han fortsatte: ”Får du skrevet noget godt?” han rakte den ene høretelefon hen til mig.

Mit blik mødte hans, og jeg smilede svagt, imens jeg lod mit blik glide over hans ansigt. Jeg tænkte ikke engang over, jeg gjorde det. Så nikkede jeg.

”Ja. Ja, det synes jeg.” det handler om dig. Det sidste sagde jeg ikke. Det tænkte jeg bare.

♦♦♦

Jeg har fuldstændig glemt at publicere, whaattttt. Tror, det er, fordi jeg har haft så voldsomt meget stress med at læse op til en samfundsfagstest, som heldigvis blev overstået i dag (svarede på 25 ud af 28 spørgsmål - WHAT'S UP (håber de er rigtige)), så nu håber jeg, jeg husker at publicere kapitlerne, yeahh!! 

Mennnnn igen som altid: hope u like it. x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...