Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
15947Visninger
AA

11. ♦10

Today I realized a few things I wish I’d known earlier

Irriteret scrollede jeg ned af de forskellige flyafgange, der kom op på min skærm. Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvornår jeg skulle tage hjem, og hvornår det ville være smartest at gøre det.

”Hvad laver du?” Michael kom ind i rummet, jeg befandt mig i. Jeg troede ikke, det nogensinde ville ske, men efter nattens begivenheder havde vi stort set siddet sammen inde på hans værelse hele dagen i dag, og nu var klokken godt fem om eftermiddagen.

Det var underligt, at jeg ikke følte, jeg blev nødt til at gå. Det var bare underligt, at jeg lod mig selv gøre det her. Det var langt fra, hvad jeg normalt gjorde.

”Jeg kigger på flybilletter til UK,” svarede jeg distraheret. Jeg nægtede at tage et fly tidligt om morgenen, for tydeligvis var det ikke gået så godt sidst. Da Michael ikke svarede, kiggede jeg op på ham. Jeg kunne ikke tyde hans blik.

”Vil du snart hjem?” spurgte han en anelse laverede, da han opdagede, jeg kiggede på ham. Langsomt trak jeg på skuldrene og følte, jeg skulle overveje, hvad jeg svarede. Til sidst endte jeg med at sige fuck det, fordi jeg var mig, og normalt sagde jeg bare, hvad jeg ville sige.

”Måske. Det er mit hjem, trods alt.” mit blik var igen rettet mod skærmen, men denne gang kiggede jeg ikke rigtig på det, jeg scrollede forbi. Som om mine øjne ikke registrerede, hvad der var foran mig.

”Du har en pointe. Men det er da meget hyggeligt her, er det ikke? Vi hygger os da, selvom vi dårligt nok har bevæget os udenfor. Vi lærer hinanden at kende,” han havde sat sig på sengen ved siden af mig.

I stedet for at sidde med benene over kors samlede jeg dem, så jeg ikke fyldte så meget. Jeg sad trods alt bogstaveligtalt midt i det hele ovenpå dynerne.

Jeg nikkede lidt.

”Du vil bare gerne have mig til at blive, fordi du stadig ikke kan komme hjem,” jeg valgte at skifte emne, så det kørte på ham i stedet. Desværre var han ikke helt så enig.

”Jeg ved bare, at vi ikke får den samme chance, når vi kommer til UK igen, for så får du garanteret en masse at se til, og det gør jeg også lidt, og så ja.” han trak på skuldrene.

Mit hjerte bankede en lille smule for hurtigt. Jeg var ikke vant til at håndtere situationer som denne. Sådan en var jeg aldrig havnet i, for jeg havde stort set aldrig tilbragt så meget tid med en person i træk før.

”Du bekymrer dig for meget, lev livet. Det skal nok gå alt sammen, du.” jeg prøvede at lette stemningen, men min stemme havde dog ikke den helt samme muntre tone. Michael nikkede bare.

”Jeg ved det, jeg ved det – sorry. Jeg håber også snart, at mit pas kommer, så jeg kan komme videre. Det er fedt nok at få slappet af og bare ikke lave noget, men det er ikke så fedt, når jeg ser de andre drenge over det hele, der laver alle mulige ting. Så vil man gerne være med,” han greb fjernbetjeningen og tændte for tv’et.

Med det samme hævede jeg et øjenbryn og kiggede på ham.

”Er du seriøs? Skal tv’et tændes nu?” jeg skar ansigt. Jeg så ikke særlig meget tv. For mig var det bare en larmende baggrundsgenstand, der lod til at være utrolig vigtig for alt for mange mennesker.

Han nikkede bare og lagde sig godt til rette. Jeg skulede bare til ham, selvom det ikke ville hjælpe noget.

Så begyndte jeg at tænke over hans ord. At det ikke ville være det samme, når vi kom hjem, og at vi havde en chance for at lære hinanden at kende nu og ikke ville have et ellers. Havde han ret? Det havde han vel.

Normalt havde jeg aldrig tid til bare at hænge rundt omkring på et hotelværelse på den her måde. Normalt ville jeg aldrig give mig selv lov til at gøre det – det var kun, fordi jeg var så langt væk fra alting og alle mennesker, at det virkede okay.

Det gik op for mig, at det var, fordi det virkede som om, jeg ikke behøvede opretholde mit image som kendte Grace Thompson. Når jeg alligevel bare var lukket helt inde på den her måde og ikke havde nogen interview eller noget at skulle af sted til, lod jeg mig selv være lidt mere mig selv. Noget jeg oftest kun var alene hjemme i mit hus. Helt alene.

Michael var allerede godt opslugt af det program, der kørte lige nu, og jeg rykkede mig lidt, så han umuligt kunne se min skærm.

Så gik jeg ind på google og trykkede noget ind, jeg aldrig havde troet, jeg ville gøre:

Grace Thompson og Michael Clifford

Jeg blev overvældet over de mange søgeresultater, der kom frem. Så meget havde jeg slet ikke regnet med, der ville være, men det var der. Alle siderne kredsede om, om vi mon var kærester eller ej, og hvornår vi var begyndt at ses og prøvede at lave tidslinje over det og at lige meget hvad, så var vi da super søde.

Jeg var lige ved at grine højt over det, men jeg holdt det inde. Så ændrede jeg min søgen til noget andet:

Grace Thompson anholdt 2014

Siden Michael havde spurgt mig, om jeg søgte om ting om mig selv, havde jeg tænkt på, hvad der mon stod om mig af slemme ting fra den her episode.

Der kom også mange resultater frem, og der var vedhæftet billeder ved mange af dem. Mit hjerte sprang et slag over et par gange, da jeg læste de ting, der stod. Ting, som stofmisbruger, og at jeg var på afveje og ikke nogen rollemodel for nogen, ramte mig. Så læste jeg nogen af kommentarerne.

Den klamme so, hvad laver hun overhovedet? Hvad er hun blevet kendt for? At være en klam luder, der har sex med alt med en puls og doper sig selv hver dag? Hvad sker der for mennesker, der gør folk som hende kendte. Fuck den her verden.

Sindssyge narkoman. Hendes forældre må være stolte af hende. Pyha, sådan skal mine børn i hvert fald ikke være.

Nu forstod jeg, hvorfor jeg aldrig kiggede på det. Engang da jeg var mindre, gjorde jeg det tit, men var stoppet, fordi jeg ikke havde overskud til at lade andre bringe mig ned, når jeg selv gjorde det super godt.

Jeg bed mig hårdt i læben for at komme tilbage til virkeligheden. Hurtigt lukkede jeg min computer ned og satte mig uden tøven hen ved siden af Michael.

Jeg kunne mærke, han kiggede på mig ud af øjenkrogen.

”Øhm… er du okay?” spurgte han efter lidt tid. Jeg skyndte mig at nikke. ”Jo, ja, jeg har det fint.” det havde jeg teknisk set også. For jeg prøvede ikke at lade mig gå på at kommentarer, og normalt klarede jeg det fint, men normalt havde jeg også allerede en plan om den næste bytur, jeg skulle planlægge. Der var intet til at distrahere mig nu.

”Hm, er du sikker? Du ser meget… funderende ud,” han ledte længe efter det ord, og jeg kunne ikke lade være med at smile.

”Funderende?” gentog jeg. Han nikkede, og jeg fortsatte: ”det var bare, du ved, efter du spurgte mig, om jeg nogensinde researchede mig selv, så gjorde jeg det lige, og så kom jeg ind på den der anholdelse, ikke? Og der stod bare nogle ret slemme ting med, at jeg ikke var nogen rollemodel, og at deres børn i hvert fald ikke skulle blive som mig, og at jeg knepper til højre og venstre, og jeg ved godt, jeg ikke er noget godt forbillede, men jeg er ikke en sindssyg narkoman, og jeg er ikke bare en hjerneløs maskine, der går rundt – jeg har altså også følelser og tanker og ting, der går mig på eller kan såre mig, og jeg har ikke sex med alle…” jeg stoppede, da det gik op for mig, hvad jeg sagde.

”Hey, det er okay, Grace. Jeg ved godt, det er nemt at sige, for jeg tager heller ikke i mod det, når folk siger det til mig, men tænk på, at det bare er nogle mennesker bag deres skærme, der ikke har noget andet at lave end at svine dig til, imens du rejser rundt og har masser at tage dig til. Du er meget bedre end dem, fordi du ikke sviner folk til – udover mig måske – men altså,” han grinede, ”ej, seriøst, det er ikke sandt, vel? De kender dig jo ikke eller ved, hvordan du er eller noget som helst, og det er så let bare at skyde efter folk, man ikke kender.”

Jeg nikkede.

”Du har ret, det er bare nederen. Specielt, når det er nogle ting, der bare slet ikke passer. Altså sådan. Der er bare nogle ting, hvor jeg godt ved, at det virker, som folk siger, men det er bare så langt fra sandheden, og det er bare virkelig øv.”

”Jeg forstår dig udmærket godt. Det er lort. Folk ved jo ikke noget om ens privatliv overhovedet, der bliver bare draget konklusioner. Og derfor er det godt, at man har andre venner i samme situation, man kan snakke med det om – som lige nu. Og jeg må sige, at du er ret god til hele det her venne-noget,” han smilede varmt.

”Er det det her, venner gør? Sidder og klynker til hinanden?” jeg kunne ikke lade være med at lave en joke ud af det for at skjule, at jeg fik en helt glad følelse af det, han sagde. Det er det, venner gør. Var vi på vej mod at blive venner, mig og Michael?

”Det er det i den grad. Er det ikke fantastisk? Og venner tilbringer også tiden med andre venner i en hel dag, når de keder sig. Og venner lader også deres venner se tv, selvom de ikke selv kan lide det. Se, du gør det fremragende.” han var så stolt ud over det, han havde sagt.

”Please fortæl mig, at venner også må sende andre venner af sted efter aftensmad og klam dessert på en lørdag aften, når der alligevel ikke er andet at lave?” jeg smilede uskyldigt. Han kiggede opgivende på dig.

”Her er jeg rigtig poetisk og siger alle mulige søde ting, og så sender du mig ud efter mad?” han lød påtaget chokeret. Jeg trak bare på skuldrene og nikkede. Efter et intenst blik fra mig rejste han sig sukkende op.

”Det er kun, fordi jeg alligevel har brug for at bevæge mig. KUN derfor,” så gik han sin vej. Og jeg sad alene tilbage med et skrattende tv og en masse tanker, som for en gangs skyld ikke var mørke og tunge.

Det her føltes godt. Det føltes godt, at jeg følte mig tilpas ved at være sammen med et andet menneske – at jeg følte mig tilpas uden at skulle dulle mig op eller noget. Jeg havde dårligt nok kigget mig i spejlet hele dagen. Og jeg havde ærligt glemt at børste tænder. Det havde han vidst også.

Jeg så min chance til at skrive nogle ting ned, imens han var ude for at hente mad.

I dag har jeg set tre film og spist pandekager til morgenmad sammen med Michael Clifford. I dag har han også omtalt os som venner, og i dag har jeg følt mig godt tilpas. I dag er jeg glad, og lige nu er han på vej ned og hente aftensmad til os, fordi vi begge to er fanget i USA og bruger tiden sammen.

I dag har jeg fundet ud af, hvad det vil sige at have en ven, og jeg kan virkelig godt lide det. En ven er en, man føler sig godt tilpas med og ikke føler, man behøver ændre sig for.

I dag har jeg i øvrigt også fundet ud af, hvordan folk ser på mig gennem det, medierne fortæller dem. Åbenbart har jeg sex med alle, jeg kan komme i nærheden af, og er et narkovrag. Super fedt.

Men jeg snakkede med Michael om det, for det er det, venner gør; klynker til hinanden, og det føles godt, og jeg kom for første gang i lang tid ud med noget, der gik mig på i stedet for at fortrænge det, indtil det forsvandt – eller næsten forsvandt.

Og det er gået op for mig, at det er lørdag, og jeg ikke har været ude i går eller skal i dag, og jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har holdt mig ædru i en weekend, hvis ikke bare så lang tid ad gangen. Det er en stor ting. Jeg er ædru, og jeg skal se film hele natten. Jeg er glad.

♦♦♦

Yeah nyt kapitel igen, fordi jeg er en taber, der ikke har andet at lave. ej, men det ville betyde meget, hvis I vil komme med kommentarer til den, siden der ikke er såååå mange, der læser den igen haha - er bare glad for, I gider læse det, jeg skriver, det er sku meget rart.

Forresten har jeg næsten skrevet den færdig, og jeg løj lidt - den bliver nok ikke på over 30 kapitler, men 28-29 (og lige nu har jeg skrevet 27). Min plan er at have den færdig, inden jeg starter i skole igen på mandag, yahh! 

møs. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...