Michael Clifford | Lost in Translation

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2015
  • Status: Igang
Grace Thompson er 22 år gammel og kommer fra den kendte Thompson familie. Hendes søster, Jackie Thompson, er sanger, hvorimod Grace selv mener, at hun ikke har noget talent at skinne igennem med. Måske er det netop dette pres, der har fået hende til at lukke af for alt og drukne sig selv i lidt for meget alkohol og lidt for mange rusmidler og en kold facade i så mange år, at hun nu ikke rigtig kender andet. I vintermånederne 2014 sker der pludselig uforudsete begivenheder, der får hende til at genoverveje, hvordan det hele hænger sammen og måske vil denne ændring hjælpe Grace videre på vej mod noget, man kan kalde et ordentligt liv. For i virkeligheden er Grace vel egentlig bare en pige, der har fået misforstået de signaler, hun har sendt ud til verden, ikke?

79Likes
176Kommentarer
15978Visninger
AA

2. ♦1

Don’t blame someone for the way they try to kill their sadness

Musikken var høj, rungende og indbydende omkring mig; den indbød mig til en anden verden, der indhyllede diskoteket som sit eget lille samfund, med menneskerne, der var her. En fancy sang, jeg aldrig havde hørt før, spillede rundt omkring mig, og jeg lod mine øjne flakke rundt.

Det var, som om alting svømmede sammen i en stor masse og mindede mig på en eller anden måde om et stort hav, der var blevet smidt alt for mange ting i og ikke var blevet sorteret igennem.

Flaskerne klirrede på bordet og blev forstærket af de mange glas, der blev slået mod hinanden fra tid til anden.

”Grace,” min søsters stemme nåede igennem til mig, og jeg drejede hovedet i hendes retning. Det eneste, jeg gjorde, var at hæve et øjenbryn, da vi fik øjenkontakt. Det fik hende til at sukke og fortsætte: ”Vil du ikke være sød ikke at gøre noget dumt i dag? Der er mange mennesker til stede,” sagde hun.

Jeg smilede sarkastisk.

”Jeg skal gøre mit bedste, kære Jackie,” svarede jeg hende bare. Inderst inde mente jeg det ikke, og det vidste hun godt – hun prøvede bare stadig at klynge sig til den sidste spinkle tråd af håb.

Egentlig var det ikke noget, jeg gjorde, for at irritere hende. Det var bare sådan, jeg opførte mig, når jeg var ude, hvilket var ret tit.

Sådan var det at have en familie rampelyset og selv være født ind i det. Jeg havde bare ikke rigtig noget talent, så jeg måtte holde mig til at spendere mine penge på dyre flasker og dyre klubber, sådan som jeg var bedst til.

”Mor siger det også. Det er et offentligt arrangement, okay?” hun ventede ikke på svar, før hun vendte sig om og stavrede væk på sine høje stilletter.

Jeg var godt klar over, at det var et offentligt arrangement; det var BBC Radio 1 Teen Awards, som vi selvfølgelig var blevet inviteret til, og selvfølgelig var jeg med. Hvor der var alkohol og fri bar, kunne man ofte finde mig – for det var jo som sagt her, jeg sørgede for at holde mig i spotlightet.

Jackie havde optrådt til showet med hendes nye single. Personligt var det ikke min favorit, men den var populær hos publikum, så det var vel godt. Det gjorde også, at der var mange mennesker, der ville snakke med hende.

Imens kunne jeg sidde her og se fashionabel ud og udstråle rigdom med mit glas Moët i hånden og en masse glitrende smykker på armen.

Alle steder omkring mig stod der en masse mennesker i grupper og snakkede sammen på kryds og tværs. Hvis jeg kendte dette miljø ret, gik det nok mest ud på overfladisk samtale om, hvor godt det gik med den ene og den anden karriere.

Jeg kunne spotte flere celebrities, men ikke nogen jeg rigtig snakkede med. Det var få, jeg kendte fint nok til at kunne føre en samtale med. Kendall Jenner var en af dem, men det var stadig overfladisk.

Er alle forhold mellem kendte mennesker ikke for det meste det? Man mødes på baggrund af ens stjernestatus og forholdet går ud på at tage sig godt ud som et sødt venindepar, der lever livet i luksus. Det var oftest langt fra sandheden.

Da jeg fik øje på to fyre, der stod sammen med blikket rettet mod mig, skyndte jeg mig at vende blikket væk, så de ikke troede, jeg kiggede på dem. De virkede dog bekendt, og jeg vidste, de var kendte – jeg kunne bare ikke huske, hvem de var.

”Grace?” det var en af fyrene, der var nået hen til mig, og jeg forbandede Jason for ikke at sidde ved siden af mig. Jason var en promoter, jeg tit sad sammen med, selvom han var en god del ældre end mig. Hvem bekymrede sig om det?

Jeg kunne ikke lade være med at rynke vantro på panden, da jeg fik drejet hovedet og kigget på ham.

Han havde skrig rødt/orange hår og en øjenbrynspiercing, hvilket gjorde, at han stod ud fra mængden – og dermed huskede jeg også på, hvem han var. Michael fra bandet 5 Seconds Of Summer. De var godt på vej frem.

Til sidst smilede jeg bare til ham som et tegn på, jeg havde hørt ham. Han så lidt usikker ud, men jeg gjorde ikke mine til at ændre min attitude. Det var næsten, som om jeg var født med den, for jeg havde næsten ikke prøvet andet.

”Øhm, jeg er Michael,” han rakte hånden frem mod mig for at hilse, og jeg tog modvilligt i mod den. ”Jeg er Grace – men det ved du tydeligvis godt,” tilføjede jeg og tog endnu en tår af mit glas.

Han nikkede.

”Du er i det der boyband, ikke?” spurgte jeg som det næste. Jeg vidste jo godt, at han var i et band, men jeg blev næsten nødt til at lade som om, jeg ikke gjorde; som om det var langt under min standard, hvilket det normalt også var. Boybands havde altid for mig virket som noget barnligt pjat.

Michael trak på skuldrene og rodede forfjamsket op i håret, som om han havde bemærket mit blik mod det.

”Altså boyband og boyband – jeg ville ikke helt kalde det et boyband, men jeg er i et band. 5 Seconds Of Summer,” han lød helt stolt, da han sagde det.

”Et band med drenge i – det kalder jeg et boyband,” slog jeg fast. Han spærrede øjnene lidt op grundet min hårde tone.

Min mobil vibrerede, og jeg kunne se, det var en besked fra Austin. Jeg foretrak at kalde ham en form for forsørger, selvom de fleste nok ville kalde ham ved andre navne. Et smil gled over mine læber, før jeg kiggede på Michael.

”Jeg har ting at lave, så hvis ikke du har noget spændende og fornuftigt at sige, eller har noget godt til mig, så har jeg ikke tid til at snakke med dig,” informerede jeg ham om. Han stirrede bare på mig, hvilket jeg tog som et form for nej.

Så rejste jeg mig og sørgede for, at min hvide kjole ikke var gledet op over min bagdel. Derefter gik jeg af sted på mine høje stilletter, imens jeg næsten kunne mærke Michaels blik bore sig ind i ryggen på mig. Jeg ignorerede det.

Jeg kunne ikke lade være med at føle mig en anelse højrøvet, som jeg gik der i en halvkort kjole, høje stilletter, og mit lange lyse hår nedover skuldrene, stylet på en lidt rocket måde.

Da jeg åbnede døren ind til baglokalet, fik jeg hurtigt øje på Austin. Hans brune hår var stylet flot, og musklerne, der spillede under hans tætsiddende, sorte trøje var tydelige.

”Hej handsome,” sagde jeg med en flirtende tone, som jeg altid brugte mod ham. Han smilede bare og rettede sig op i stedet for at stå op af væggen. ”Hvem var redhead, du lige stod med derude?” spurgte han drillende og gav mig et kram.

Jeg himlede med øjnene, imens jeg trak på skuldrene.

”En fyr fra bandet 5 Seconds Of Summer. De er vidst meget populære for tiden,” svarede jeg ham. Men det er lige meget – har du noget?” min stemme lød begejstret, og Austin grinede af mig.

”Hvorfor skulle jeg skrive til dig, hvis jeg ikke havde noget? Jeg ved jo, hvad du kan lide og hvornår,” han blinkede og hev en lille pose frem, der normalt ville indeholde smykker – dog var det her noget fuldstændig andet.

Små uhyggeligt grønne piller kom til syne, men det gjorde mig kun glad at se dem. Roligt åbnede han posen og hev en anden tom pose frem.

”Hvorfor føler jeg mig som et lille barn, når vi står her?” grinede jeg. Han kiggede op og lod de brune øjne bore sig ind i mine. ”Fordi vi er til et award show, og det er forbudt at tage stoffer her,” svarede han mit spørgsmål.

Jeg trak på skuldrene, fordi jeg egentlig ikke rigtig rent faktisk ville have et svar på det spørgsmål.

”Værsågod prinsesse,” sagde han, da han rakte mig en pose med et par af pillerne i. Der var i alt fire, så jeg også havde nogle til mine kommende byture. Jeg smilede stort og sendte ham et kys gennem luften.

”Tak, Austin. Tager du hjem med det samme igen, eller bliver du lidt?” jeg lagde hovedet på skrå. Han kiggede lidt på mig, før han grinede et hæst grin. ”Jeg tager nok hjem, du. Jeg har ikke lyst til a hænge ud med højrøvede berømtheder, der føler sig for gode til mig,” han blinkede, og jeg grinede.

”Bare fordi du de skønne kendte kvinder afviser dig, betyder det ikke, du ikke kan have det sjovt,” påpegede jeg, selvom han egentlig havde ret – og med det var jeg godt klar over, jeg selv var en del af den kategori.

”Hold din mund. Vi ses på et tidspunkt, ikke? Bare gå ud før mig, så der ikke er nogen, der fatter mistanke,” han gav mig endnu et kram, før jeg smuttede ud af baglokalet, og lod musikken indhylle mig endnu engang.

Hele min krop virkede elektrisk nu, i forhold til hvordan jeg havde haft det før. Nu vidste jeg, hvad der ville ske, og at jeg endelig ville føle noget andet end den trættende og endeløse følelse af ingenting, der kom med at være født ind i min familie.

På vej tilbage til mit bord så jeg den rødhårede fyr ud af øjenkrogen, hvis blik fulgte min gang. Kort mødtes vores øjne, før jeg kiggede væk og satte mig ned ved bordet.

En ny flaske var blevet serveret, og Jason sad igen på sin plads og snakkede med en fyr overfor, der måtte være i midt 30’erne. Han kiggede hurtigt op og smilede til mig, da jeg satte mig ned.

”Hvor har du været henne?” spurgte han, imens han stadig lyttede efter manden med et halvt øre. Jeg trak på skuldrene. ”Bare rundt omkring og kigge lidt på tingene,” svarede jeg ham. Han nikkede og vendt hundrede procent tilbage til sin samtale.

Jeg fumlede med posen nede i min lomme og fik endelig en pille i hånden. Da ingen kiggede proppede jeg den diskret i og sørgede for at sidde med glasset ved siden af mig, så det var skjult for alles øjne i et lille stykke tid.

Så tog jeg det op og tog tre store tåre, der næsten var hele glasset; det var tråds alt et champagne glas, jeg drak af, og der var grænser for, hvor meget der kunne være i sådan et.

 

Da jeg mødte Jackie en halv time senere, var jeg ikke mig selv længere. Ansigterne svømmede sammen i et og fik det hele til at ligne en stor grimasse, der lo ondt. I virkeligheden var det nok bare min søster og hendes kæreste.

”Grace?” hun knipsede med fingrene foran mig for at få min opmærksomhed. Med et grødet smil prøvede jeg at fokusere på hende, men det gik ikke just så godt. Hun sukkede højt.

”Seriøst, Grace? Seriøst? Kan du ikke leve en aften uden at fylde dig med alt muligt lort? Bare for min skyld, når vi er her sammen, det er det eneste, jeg beder om, og så fucker du det op?” hun lød sur.

Hendes kommentarer nåede ikke rigtigt ind til mig; det var, som om de prallede af på mig, som om min hud var en form for skal, der beskyttede mig mod sårende kommentarer.

Jeg trak på skuldrene.

”Sådan er det engang i mellem; det er vel den rolle, jeg har i familien, ikke? Og hey, for at citere selveste Simon Cowell: ”Negativ omtale er bedre end ingen omtale” – så jeg hjælper bare vores skønne familie,” svarede jeg hende.

Hun kiggede på Dylan med et opgivende og såret blik. Dylan kiggede olmt på mig, og jeg forbandede ham langt væk indeni. Jeg havde ingen idé om, hvad hun tænkte, da hun valgte at være i et forhold med ham.

”Du er håbløs, Grace. Fuldstændig håbløs. Prøv ikke at smadre nogle ting.” det var det sidste, hun sagde, før hun gik med armen under Dylans. Jeg grinede bare kort, før jeg gik videre.

 

***

 

Jeg vidste ikke, hvad klokken var, men jeg var også lige glad. Det var ikke det, der betød noget; det eneste, der var vigtigt, var, at festen var i gang med at lukke ned, og jeg skulle finde den bil, jeg skulle med.

Min familie sørgede altid for at have en bil bestilt til mig, når vi var til awardshows. Stavrende gik jeg hen til en vagt og prikkede ham på armen. Ved siden af ham følte jeg mig utroligt lav på trods af, jeg var iført stilletter. Han måtte også være to meter høj og var derudover også et kæmpe muskelbundt.

”Der skulle meget gerne være en bil til mig i navnet Thompson, og jeg vil gerne hjem nu,” jeg var ved at vrikke om på foden, men fik balancen ved at gribe fat i den store fyr. Han kiggede mistroisk på mig, før han snakkede ind i lille mikrofon.

Ud af øjnekrogen så jeg for tredje gang den aften Michael komme gående, denne gang i selskab med en anden ung fyr med halvblondt hår.

Pludselig så vagten frustreret ud, og han bad mig vendte to sekunder, før han gik hen til en anden vagt. To sekunder efter stod de og snakkede med Michael og den anden fyr. Det begyndte først at irritere mig, da de to kiggede derhen, imens de snakkede med vagten.

Jeg ville egentlig bare godt have en bil, så jeg kunne komme hjem og sove ud og være frisk til endnu en dag i morgen.

Der blev signaleret til mig, at jeg skulle komme derhen, hvilket jeg irriteret gjorde. Jeg orkede ikke alt det her besvær.

”Okay, Miss Thompson, sagen er den, at der er blevet booket en bil for lidt af din familie; de andre er kørt i de biler, der tilhører jeres navn, men de her to – to drenge fra et band – har tilbudt, at I kan dele bilen hjem, fordi de kun er to i den og ikke fire som forventet,” sagde vagten.

Jeg himlede med øjnene og fik lyst til at trampe i gulvet. Dog gjorde jeg det ikke, da det alligevel ville være barnligt nok.

”Det må være en fejl fra deres selskabs side,” slog jeg fast, ”jeg har altid en bil til at køre mig hjem uden undtagelse.” brokkede jeg mig.

Vagten så træt ud.

”Ja, men ikke desto mindre står du uden bil, og hvis ikke du tager i mod det her tilbud, så må du selv finde en måde at komme hjem på,” slog han hårdnakket fast. Chokeret fnøs jeg af ham og hans måde at tale til mig på.

”Så går jeg ud fra, jeg ikke har noget valg,” mumlede jeg surt. Vagten nikkede, glad for han ikke fik flere problemer med det. Så informerede han os om, at bilen ville være her indenfor fem minutter. Så gik han og efterlod mig alene med to fyre, jeg dårligt nok kendte.

”Har du dit overtøj?” lød det forsigtigt fra Michael. Jeg kiggede ned af mine arme og måtte konstatere at nej, det havde jeg ikke.

Jeg rystede på hovedet og skulle lige til at gå indenfor for at hente min jakke, da Michael stoppede mig.

”Bare fortæl mig, hvordan den ser ud – så skal jeg nok hente den. Du kan ikke gå i de stilletter, når du er så… påvirket,” jeg bed mærke i, at han bevidst undgik at sige beruset.

”Det er en læderjakke med lidt nitter ved lommerne,” fortalte jeg ham, ”du kan ikke undgå at få øje på den.” jeg følte mig så nederen, når jeg stod sammen med dem.

Jeg var vant til selv at få en fucking bil, og jeg var vant til, at paparazzierne fik billeder af mig alene hjem fra byen af. Og nu stod jeg her, og jeg vidste godt, at der ville blive taget billeder. Og der ville komme rygter.

Stilheden mellem mig og den lyshårede fyr var så akavet, at jeg følte, luften kunne kvæle mig her på stedet.

”Hvad hedder du?” endte jeg med at bruse ud, da jeg ikke kunne holde det ud. Måske brød jeg mig ikke om at snakke med ham, men hvis der var noget, jeg kunne klare mindre end det, var det akavede stilheder.

Han så overrasket ud, som om han ikke havde forventet, jeg ville snakke til ham. Så rømmede han sig. ”Luke Hemmings. I band med Michael,” han lavede et nik ind mod indgangen, hvor Michael var gået ind.

Jeg nikkede og prøvede at se interesseret ud. Alligevel kom mit ’okay’ ud på en utroligt uinteresseret måde.

”Her,” Michaels stemme var hårdere, end den havde været, da jeg snakkede med ham først på aftenen, men det gik mig ikke på. Nu skulle jeg bare hjem og væk fra det her sted og de her mennesker.

Heldigvis kom bilen, lige da jeg havde fået min jakke på, og jeg skyndte mig at hoppe ind som den første uden overhovedet at sige et ord til de andre.

Det var først, da vi alle sad herinde, og bilen satte i gang, at jeg slappede af og ikke prøvede at anstrenge mig for at opføre mig nogenlunde normalt.

Alt sejlede stadig for mig, men det var bare så flot. Farverne var stærkere – alting var stærkere og mere farvefuldt og bare så utroligt flot. Michaels hår gav mig lyst til at grine i den her tilstand, men jeg gjorde det ikke.

”Hey, hvor er den sidste?” spurgte jeg pludselig panisk, da jeg opdagede, at Luke ikke sad ved siden af os, som jeg troede, han ville.

Michael kunne ikke lade være med at grine, men det lød ikke, som om han morede sig. Det var snarere et tørt grin. ”Hvis du kigger lige frem kan du se ham på sædet foran,” han snakkede, som om jeg var et lille barn, og jeg lavede en grimasse af ham.

”Hvad er det, du har taget?” spurgte han mig om med en lavmælt stemme. Jeg drejede hovedet med et ryk og kiggede på ham. ”Hvad snakker du om?” spurgte jeg uskyldigt.

Han lagde hovedet på skrå. ”Du er ikke så god til at skjule, at det ikke kun er alkohol, du er påvirket af. Hvad er det, du har taget? Er det noget, du gør tit?” spurgte han. Jeg kunne ikke finde ud af, om han var interesseret i det, eller om det var for at smalltalke. I så fald var det et dårligt forsøg på det.

Alligevel besluttede jeg mig for at snakke med ham; der var alligevel ikke nogen presse her til at se os snakke sammen, og jeg overlevede det nok i den tid, vi var på vej hjem.

”Noget min ven gav mig. Noget Ecstasy-pis vil jeg gætte på – jeg plejer at stole på ham, fordi han ved, hvad han laver,” tilføjede jeg. Jeg kiggede ud af vinduet i al den tid, jeg snakkede, fordi det var lettere end at have øjenkontakt.

Det var mørkt udenfor. Det regnede, hvilket fik dråberne til at tromme mod vinduerne og næsten lave en lille rytme ud af det. Jeg lukkede kort øjnene for at skubbe den slags tanker væk.

”Hvorfor gør du det?” spurgte han så om. Jeg kiggede lidt på ham, imens jeg overvejede, om jeg ville sige det til ham. Så halvt grinede, halvt fnøs jeg ironisk.

”Hvis du kendte min familie, ville du vide hvorfor. Og det er sjovt,” jeg trak på skuldrene. Han rynkede på panden, som om han ikke kunne forstå, hvad jeg sagde.

Jeg kiggede igen ud af vinduet og studerede det våde fortov, hvor enkelte menneske var på vej hjem fra deres byture på de lokale diskoteker. Det var lang tid siden, jeg havde været et helt normalt sted.

”Ud fra de ting jeg har set på nettet, synes jeg, du virker som en sød og fornuftig pige. Nok derfor så mange har et crush på dig,” der vidste jeg, at han også snakkede om sig selv. Jeg burde føle mig smigret, men jeg lyttede bare på ham, imens han snakkede videre: ”altså du er lidt meget i byen og kommer meget i rampelyset for det, men du er køn og har god stil. Og din familie virker super sød og talentfulde,” sluttede han.

Inderst inde vidste jeg godt, at han prøvede på at komplimentere mig, men jeg kunne ikke lade være med at grine højt og samtidigt iskøligt.

”Hvorfor i alverden skulle du overhovedet lægge mærke til, hvem jeg er i min familie, der er fyldt af talenter?” spydigt sendte jeg et retorisk spørgsmål tilbage.

Det værste var, at jeg mente det; hvorfor skulle han ligge mærke til noget som helst om mig, når jeg havde en sanger som søster og en skuespiller som far?

 Jeg var bare mig, der drak mig lidt for fuld og tog lidt for mange stoffer fra tid til anden. Det var det.

♦♦♦

Såååå den her historie starter ret hårdt og lige på men altsåå det er også meget godt, ikke?? håber, I kan lide det og vil give den en chance. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...