Pigen med klumpfoden

En stil jeg skrev i dansk hvor vi skulle skrive en erindring fra en piges synsvinkel om en dagbog vi fik udleveret.

1Likes
0Kommentarer
215Visninger

1. Erindring

Jeg husker, som jeg sidder her alene mellem egebrædderne, en episode klokkeklart. Når sommersolen langsomt stiger udenfor og farver horisonten orange. Om det er den let parfumerede duft fra sommerroser eller sundets vemodige skildring af morgenrøden, ved ej jeg, alligevel skatter jeg denne trøst højt. Duften af eg og morgenrødens begyndelse er da kun en kontinuerlig påmindelse om min med magt påtvungne begrænsning af livets glæder. Jeg sidder da kun ene, eftersom livet ikke ville skænke mig en sidste gave, og det er i disse tider, at mit sind vandrer mod et enkelt mindes trøst.

Det var en nydelig sommermorgen, da jeg for nylig var flyttet ind i villaen på Kastanje alléen. Jeg var af sædvane humpet til bænken ved sundet for at glemme realiteterne. Jeg nød at sidde der og se på sejlbådene midt i deres yndefulde dans med havet. De dansede så ubesværet som fuglens flugt på himlen, men kæmpede i virkeligheden en brav kamp mod bølgernes kræfter. De var i varig kamp mod havet, en kamp der aldrig kunne ende. Til trods for vandets ødelæggende hærgen var det deres livskraft, der lod dem gavne. Vandet bar dem frem, som klumpen bærer mig, og det var denne accept af Herrens uransagelige veje, som jeg uden held søgte efter hver morgen. Jeg var denne morgen så fordybet i tanker, at jeg ikke fulgte min regel og drog tilbage før solen brød. I stedet sad jeg længe over tid og var først vækket af min dis, da en fornem udseende herre indtog den yderste del af bænken på min højre side. Han sad der med løftede skuldre og hårde ansigtstræk, imedens hans blik drog over sundets genopdagede farver. Jeg kastede et kort blik på ham i smug, og det viste sig selvsagt, at han var en yngre herre. Hatten, som på afstand havde lagt op til spekulationer om bakkenbarter, dækkede i virkeligheden over et ungt ansigt med en skarpt markeret hage, som kun blev tydeligere af anspændtheden. Den lange sorte jakke og stokken viste sig på tæt hold at være en forklædning til en yngre herre, nærmere end at hjælpe hans fader.

Han var nok vred, når jeg nu kom i vejen for hans færden, men jeg blev og afventede den nidske vending, hvormed han ville flytte mig, da jeg ikke uden grund fandt den fornemt klædte yngling videre interessant. Jeg lod blikket vandre tilbage mod sundet, imedens jeg langsomt blev mere og mere forberedt til udbruddet, der aldrig kom. Han kom ikke med taktløse eder, men vendte sig derimod mod mig og spurgte høfligt: ”Kære Frøken, hvad laver De dog her så tidligt på morgenen?”. Det var først, da hans ansigt ændrede karakter til venligt, at jeg indså, at hverken lussingen eller den usømmelige bemærkning ville komme. Hans øjne skinnede som små sole, imedens vi konverserede. Det var en rolig passiar fyldt med smigrende bemærkninger om mit hår og veltalenhed. Det var dog nærmere ham, der var veltalende, indså jeg, da han spurgte ind til min nylige ankomst til egnen. Han var kommet ind i en rolig passiar med sig selv, da der uforudset kom et navn over han læber, som jeg genkendte. Han var midt i en spøgefuld fortælling fra aftenen før, men nævnte pludselig Frk. Mølgaard. ”Frøken Mølgaard”, spurgte jeg forsigtigt, ”Mener de Louisa Mølgaard fra Sognegården?”. Hans blik strejfede mit, før han høfligt svarede, at ja det var det skam og udtrykte et spørgsmål om, hvorledes jeg kendte hende. Han så lidt småforvirret ud, måske havde han ikke regnet med, at jeg, som ny på egnen, ville have knyttet nogle bekendtskaber endnu. Det var imidlertid ikke noget stort problem for mig, at han ikke var velinformeret om min omgangskreds efter en kort stunds konversation. Jeg svarede ufortøvet og forklarede ham, at Louisa og jeg gik helt tilbage til barndommen. Han udtrykte prompte underen over, at jeg var udeblevet ved et af de nylige baller, som Louisa holdt så meget af. Jeg var informeret om, at ballet var blevet afholdt et par dage før, men jeg havde valgt at blive hjemme. Det at danse er jo trods alt ikke min styrke, når jeg knap nok kan slæbe mig hen af jorden. Jeg blev af den høflige bemærkning sendt helt af den ellers positive kurs, som skibene bidrog til. Jeg prøvede ikke at høre efter, da han mislykkedes i en smigrende bemærkning om, hvordan jeg skjulte mit talent.

Jeg ønskede intet andet end at flytte mig og skjule det fra ham, men jeg indså straks, at jeg ikke kunne flygte. Min evige pinsel ville bare følge efter mig og torturere mig. Jeg ville aldrig være i stand til at tale til den veltalende Herre igen. Han havde endnu ikke set mit sande jeg, og det var tydeligt, at jeg ikke kunne skjule det meget længere. Jeg følte mig rimelig rørstrømsk og prøvede da også at skjule min pludselige svaghed, da samtalen drejede ind på andre emner. Han var tydeligvis påvirket af min pludselige rørstrømskhed, omend han virkede en smule forvirret, når det kom til kilden. Han fortsatte ufortrødent med sit kurmageri, imdens han gebærdede sig som en ægte gentleman, og det var meget smigrende, men jeg kunne ikke glemme umuligheden i situationen.

Jeg var aldrig blevet så smigret, hvis min klumpfod ikke var glemt og gemt. På den anden side var den selvfølgelig ikke afsløret endnu, så jeg måtte da bare svælge i øjeblikket. Det er trods alt den eneste gang nogensinde, at jeg er blevet tilbudt en sådan mulighed i livet. Det er derfor, jeg stadig lader mit sind vandre tilbage til den trøst nu, hvor jeg ikke længere kan søge trøst i Louisas ord. Nu hvor jeg ikke længere er i stand til at søge trøst i hende, må jeg i stedet søge trøst i mindet, selvom det uundgåeligt fører til endnu en påmindelse om min umulige lykke.

”Sofia har du færdiggjort dine pligter?”, råbte hun. Jeg var klar over, at det ikke længere var muligt at udsætte den forfærdelige sandfærdighed, men jeg prøvede alligevel. Jeg mærkede tænderne i min læbe, da jeg ikke rokkede mig ud af stedet, men han havde også hørt det. Han gjorde mig høfligt opmærksom på det, som en fornem herre nu gør, og jeg kunne mærke, hvordan mit ansigt blegnede. Det eneste sekund af glæde i hele mit liv var slut, ligegyldigt hvor gerne jeg ville holde det. Jeg tog mit tørklæde op til øjnene for at tørre tårerne væk. Herren så uforstående ud, måske tænkte han bare, at jeg var dorsk, men til sidst rejste han sig. ”Jeg håber, Frøken, at det ikke er mig, der er skyld i Deres forstemthed. Og vil De, for at overbevise mig derom, tillade mig at ledsage Dem ned af trappen her. Mosset er endnu fugtigt af duggen, man kan så let falde… eller om De blot vil låne min stok?”, spurgte han høfligt. ”Nej”, næsten råbte jeg. Herren undskyldte sig og bevægede sig væk fra bænken, da han var i tilpas afstand, rejste jeg mig og humpede ned af stigen. Jeg vidste, at et af mit livs lykkeligste stunder var forbi, da jeg følte hans blik hvile på min lænd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...