For jeg har Syndet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2014
  • Opdateret: 16 dec. 2014
  • Status: Igang
Farven rød har mange hemmeligheder. Farven rød symboliserer den uigennemskuelige udødelige kærlighed mellem to mennesker. Farven rød symboliserer den hyggelige og hjertevarme jul, hvor det at give har større betydning end at få. Farven rød symboliserer den død og ødelæggelse - den desperation - der følger en blodsudgydelse. Men hvad mange ikke ved er, at farven rød symboliserer et glemt bånd mellem en ældgammel slægt - en pagt. Forsejlet med blod af de gamle Ægyptere, der kendte sandheden før nogen anden. Skorpionens Broderskab. Født på samme jord som som alle andre sjæle, vandrer de i blandt os, deres identitet endnu ukendt, og kæmper for, at den endelige sandhed en dag vil blive afsløreret. De er Skorpionens sønner - eller som de kalder sig selv: Synderne.

9Likes
19Kommentarer
380Visninger
AA

4. Syndige hjerter

4. Syndige hjerter


Hun var anderledes, hun var en synder - en  slange i paradis. Han havde ikke fuldført sin opgave. Han kunne ikke. For første gang i sit liv havde han mødt en, der vendte op og ned på hans overbevisning. Hans opgave havde været at fjerne truslerne - fjerne dem der var kommet for tæt på sandheden. Fjerne Sylvie. Sylvie var uendelig tæt på sandheden, hun vidste det bare ikke selv endnu. Hun var en mørk engel - en sort engel - udvist fra det hjertevarme paradis ned til den golde jord. Til Armenien. Hun lignede ikke de andre armenere, hendes træk var finere med høje kindben, intense øjne og en lille næse, der havde et lille svaj på midten. Hun var sensuel. Sexet. Skorpionen havde ikke kunne modstå. Da Sylvie, natten før, havde trukket den fremmede gæst med ned i lagenerne, havde Skorpionen kæmpet for ikke at give efter. Han havde fumlet efter sin hellige dolk, som han havde bundet tæt ind til livet. Den var blevet gemt under de pjalter, der udgjorde hans bukser. Han havde aldrig været så ufokuseret på en opgave før. Skorpionen var kendt for sine rene snit. Han stak som en skorpion og tog derefter sit bytte med sig. Intet blev tilbage.

Sylvie havde været anerledes. Hun havde tvunget ham om på ryggen, før han havde fået fat på sin dolk. Hun havde med en hurtig bevægelse fundet dolken ved Skorpionens lyske, hvorefter hun havde boret en finger ned i hans kraveben. Han havde vredet sig af smerte, mens hun knurrede af ham på armensk. De havde udvekslet dræbende blikke. Det havde været et spørgsmål om overlevelse for dem begge. "Sandheden!" Havde den nøgne kvinde snerret med armensk accent. Skorpionen havde fået tvunget sin højre arm fri og grebet om den smukke kvindes lange hals. Hun havde udstødt et gips, og situationen var blevet vendt på hovedet. Skorpionen havde tvunget Sylvie om på ryggen. Hendes blik havde boret sig ind i hans. Hendes mørke øjne var bjergtagende, og skorpionen havde mærket pulsen dunke ned mod sin lyske. Den nøgne kvinde, under ham, lå klar til at angribe ved den nærmeste chance. Hendes øjne havde forvandlet sig et øjeblik - til en undren frem for det ellers hadefulde blik. "Kun sandheden?" Hviskede hun anstrengt. Hun var ved at blive blå i hovedet af Skorpionens faste greb. Han havde bevæget sit hoved helt ned foran Sylvies, så kun et par centimeter skilte dem ad. "Mød mig ved Bjørnens hule." Efter disse ord havde Skorpionen løsnet sit greb om kvindens hals og tilladt sin hånd at glide ned over hendes nøgne krop. Han havde rejst sig og kigget på kvinden henne fra dørkarmen. Slangen havde skjult sin sårbare krop i de hvide lagener. Hun havde stirret mistroisk på den fremmede mand.

Han havde kastet en sort kugle hen mod kvinden og sagt: "Du ved, hvad du skal gøre." Hun havde gispet, idet kuglen havde foldet sig ud. En sort skorpion havde derpå kravlet rundt for fødderne af hende, den havde truende bevæget sin sylespidse hale frem og tilbage. Skorpionen havde lukket døren ind til den syndige kvinde. Han havde vidst, hun burde have været død, idet han forlod huset, men han havde fundet noget i den kvinde, han ikke kunne opgive så let. Han havde stirret ind i hendes øjne og set en synder. Slangen i paradis. Præcis som ham selv.

Nu stod de der, foran hinanden, i den ruin, der var kendt som "Bjørnens hule". Selvom hun denne gang var påklædt, var hun stadig lige så forførrende. Skorpionens puls steg. Hun lod sine hænder glide over Skorpionens hårde solkyssede bryst. "Du kom." Hun lød tilfreds og stak pirrende en negl ind mod mandens brystkasse. Skorpionen tog fat i Sylvies arm. Et langt sår var så småt begyndt at hele på hendes lyse overarm. "Til blodet på sengen." Sagde hun afværgende og trak armen til sig. Han vidste, hvad der ville komme nu. Hun havde bragt sit offer, nu var det hans tur. Sandheden var, hvad hun forlangte. Han havde svoret på at beskytte den endelige sandhed, svoret sit liv. En kvinde var en forfører, og hun måtte ikke stjæle hans hemmelighed - broderskabets hemmelighed.

Han lod sin hånd glide hen over hendes skulder, og tog fat i stroppen, der holdt hendes kjole på plads. Langsomt lod han den falde. Hun kiggede på ham med et blik, der varslede om, at han ikke kunne springe over det, hun var kommet for. Sandheden måtte frem. Han lod den anden strop falde ned fra hendes skulder, og kjolen faldt ned om kvindens ankler. Endnu engang så Skorpionen den smukke unge kvinde foran sig - blottet for alt. Alligevel stod hun selvsikkert og stirrede på ham med de mørke øjne. Han trak hende ind til sig, deres blikke stadig fæstnede på hinanden. "Sandheden?" Sylvies stemme lød ikke så krævende længere. Skorpionen holdt hende endnu tættere på sig. Et øjeblik føltes hele pagten, hele hemmeligheden og alle årene ubetydelige. Han var her nu. Han stod over for slangen i paradis. Han lod sig friste. Deres læber mødtes, og en brændende ild flammede op i Skorpionens indre. Det var forbudt, men det drog ham. Den smukke kvinde appellerede til ham, til den synder han nu var. Hun opildnede hans lyst. Sylvie trak Skorpionen med sig hen mod det, der engang havde været kirkens alter. Hendes hænder gled ned over Skorpionens fugtige krop, indtil den nåede buksekanten. Hun fumlede med at få dem af.

Der gik ikke meget mere end et sekund. Sylvie kiggede skrækslagen op på Skorpionen, der tårnede over hende. Hendes krop blev slap, og hendes hånd gled væk fra Skorpionens bukser. Det dødbringende stik. Skorpionen trak kniven ud af hjertet på den livløse kvinde. Som hun lå der, var hun from som et lam. Ikke engang slangen havde haft reflekserne til at reagere på Skorpionens dødbringende stik.

Han gik ud af den gamle ruin, imens han tørrede sin blodrøde dolk af i sine pjaltede bukser. "Sandheden," hviskede Skorpionen for sig selv, "sandhenden, er kun for dem der ser." Himlen var blevet mørkerød, og natten truede med at opsluge resten af det blege lys, den nedgående sol udsendte. Skorpionen kiggede sig omkring. Den golde jord og de visne træer, som omgav ham, varslede om død. Skorpionen stak sin dolk ned i den skede, han havde ved lysken.

Han havde næsten ladet sig overmande af en kvinde. Af slangen. Lysten havde nær taget over. Men han havde undertrykt den, han havde overvundet sin svaghed. Kvinden var nu død. Sylvie var død, præcis som det var meningen, hun skulle.

Solen forsvandt nu ned i horisonten, og det sidste lys blev kvalt af det altædende mørke. Skorpionen vakte til live i natten. Lysløst fortsatte han sin rejse over det ørkenlignende landskab. Drabet havde givet ham fornyet energi. Selvom han havde glemt sin eneste trøje hos Sylvie natten før, ville kulden ikke påvirke ham. Blodet på hans hænder var stadig varmt, det brændte og varmede hele hans krop. Skorpionen vidste, at han også ville komme gennem denne kølige nat. Krybende over den golde jord som et nådeløst rovdyr fortsatte han sin færd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...