For jeg har Syndet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2014
  • Opdateret: 16 dec. 2014
  • Status: Igang
Farven rød har mange hemmeligheder. Farven rød symboliserer den uigennemskuelige udødelige kærlighed mellem to mennesker. Farven rød symboliserer den hyggelige og hjertevarme jul, hvor det at give har større betydning end at få. Farven rød symboliserer den død og ødelæggelse - den desperation - der følger en blodsudgydelse. Men hvad mange ikke ved er, at farven rød symboliserer et glemt bånd mellem en ældgammel slægt - en pagt. Forsejlet med blod af de gamle Ægyptere, der kendte sandheden før nogen anden. Skorpionens Broderskab. Født på samme jord som som alle andre sjæle, vandrer de i blandt os, deres identitet endnu ukendt, og kæmper for, at den endelige sandhed en dag vil blive afsløreret. De er Skorpionens sønner - eller som de kalder sig selv: Synderne.

9Likes
19Kommentarer
383Visninger
AA

3. Flugten

3. Flugten


Han blev vækket af en en uro ude fra kroens trapper. Hysteriske stemmer, der råbte en masse på armensk, skar sig ind i Skorpionens ører. Han blinkede lidt med øjnene. Lyset, fra det lille vindue på værelsets eneste ydervæg, dansede op ad sengen, som en mild påmindelse om, at mørket var forsvundet, og at en ny dag ventede på sin opblomstring. Stemmerne. De mindede ham om hans nattens udflugt. Kunne det allerede være hende, der havde skabt forvirring? Kunne de allerede have fundet den tomme seng, de blodige lagener og den varslende sorte skorpion boltret til sengen? Han satte sig halvt op i sengen, der beklagede sig en smule over vægten. Solen stod ikke højt på himlen, så han gættede på, at klokken ikke var meget mere end otte om morgenen. Han satte sig helt op og strakte armene op i vejret. Torsoen vred sig en smule, og de hårde muskler, under huden, bevægede sig. Det gav et knæk mellem hans skuldreblade. Han var klar til en ny dag. 

Under sengen lå en slidt rygsæk. Den og dens indhold var alt, han ejede. Det var nok - nok til at holde Skorpionen i live. Han vidste, der ikke ville gå lang tid før, han var nødt til at fordufte. De sidste par uge havde han rejst gennem Armenien. Han havde fået en mission, en hellig opgave, kun han kunne udføre. Han var ikke en af de ældste, men han havde udvist, at han var værdig. Han havde svoret sit liv til Skorpionens Broderskab - en ældgammel egyptisk pagt, hvis opgave bestod i at bevogte den endelige sandhed. En sandhed der ville skabe opstand i en stor del af verden, hvis den kom frem. Skorpionen greb om sin rygsæk, rejste sig op og kastede den om på ryggen. Det var tid.

Uden for døren, ind til kvistværelset, stod fire store armenske mænd og diskuterede heftigt. Den ene stod vredt med armene over kors og tordnende øjne. Han havde et tykt sort skæg, en bred ørnenæse og et par buskede øjenbryn indrammet af to lange rynker malet hen over den brede pande. Han var en af borgmesterens mænd. Sylvie var forsvundet. Men den store armenske mand, havde en anden teori. Hun var slået ihjel. Det havde været Karichs værk. Det var tydeligt. Den sorte skorpion havde været et tydeligt tegn. Denne morder, denne psykopat, havde hærget Armeniens store byer med sine forbrydelser de sidste par uger. Russisk politi havde oplevet det samme et par måneder forinden. De havde navngivet ham efter den besynderlige signatur, han havde efterladt ved hvert gerningssted. En sort skorpion

Den store armenske mand brølede endnu engang nogle uforståelige ord, og døren ind til kvistværelset blev slået ind. Rummet var tomt. Den armenske mand brølede til de tre andre, og de nysgerrige tilskuere, længere nede ad trappen, løb op for at se, hvad der var på færde. Den mistænkte var forsvundet. Han var kommet til byen - en fremmed - uden proviant, uden tøj og uden nogen form for identifikation. En hjemløs havde set den fremmede vandre alene rundt på gaderne i nattens mørke. Nu var han flygtet. Den armenske mand brummede til tilskuerne på trappen, de skulle få fat i politiet, hvorefter han hidsigt gik over til det åbne vindue.

Skorpionen var ved at være træt. Han vidste ikke hvor lang tid, han havde løbet. Sveden trillede ned ad ansigtet og sved, når den ramte de blodsprængte øjne. Solen stod lavt på himlen, og de kølige briser tog til i styrke. Han ville skyde på, at han efterhånden havde bevæget sig mod øst i otte timer. Han var kommet ud, hvor der var ubefolket - et ubeboet ørkenlignende område. Et fladt landskab der kun blev brudt af gamle ruiner. Han måtte snart være der. Han satte farten ned til en lunten. Han kunne mærke sit hjerte hamrer hårdt mod brystkassen, som om det prøvede at slippe fri - fri fra pinslerne. Men som så meget andet undertrykte skorpionen smerten. Det havde han gjort hele livet. Levede man i synd, levede man i smerte. Noget Skorpionen havde haft tæt inde på livet. Han kiggede op. Der! Endelig havde han nået sit mål. Den smukke ruin rejste sig op mod himlen. Det var et smukt syn med den lavtstående sol. Ruinen lignede noget, der havde været en gammel kirke. Man kunne stadig se det store arbejde, der var lagt i de detaljerede, men ødelagte, dekorationer på ruinens ydermur. Ruinen havde stadig tag, så han kunne søge i ly for natten.

Skorpionen stod et øjeblik foran den smukke ruin. Han betragtede de lyserøde farver, der dansede over den smukke eftermiddagshimmel. Han hev efter vejret. Hans nøgne overkrop var badet i sved og dannede genskin fra solens sidste stråler. Han kiggede hurtigt på skorpiontatoveringen på sin arm. "Så langt, så godt..." Sagde han lavmeldt til sig selv. Han gik ind gennem den lille hvælving, der førte ind i ruinens indre. Det var mørk, og Skorpionen glippede med øjnene for at vende sig til det dunkle rum. "Endelig." Lød en stemme inde fra mørket. Skorpionen kneb øjnene sammen og tog et par skridt hen mod stemmen. Ud af mørket trådte en smuk kvinde med kulsort hår og intense øjne. Hun bevægede sig sensuelt mod Skorpionen. "Sylvie." Skorpionen lod sine grove hænder glide ned langs kvindens blege arm.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...