For jeg har Syndet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 dec. 2014
  • Opdateret: 16 dec. 2014
  • Status: Igang
Farven rød har mange hemmeligheder. Farven rød symboliserer den uigennemskuelige udødelige kærlighed mellem to mennesker. Farven rød symboliserer den hyggelige og hjertevarme jul, hvor det at give har større betydning end at få. Farven rød symboliserer den død og ødelæggelse - den desperation - der følger en blodsudgydelse. Men hvad mange ikke ved er, at farven rød symboliserer et glemt bånd mellem en ældgammel slægt - en pagt. Forsejlet med blod af de gamle Ægyptere, der kendte sandheden før nogen anden. Skorpionens Broderskab. Født på samme jord som som alle andre sjæle, vandrer de i blandt os, deres identitet endnu ukendt, og kæmper for, at den endelige sandhed en dag vil blive afsløreret. De er Skorpionens sønner - eller som de kalder sig selv: Synderne.

9Likes
19Kommentarer
385Visninger
AA

5. Den Uskyldsrene

 5. Den Uskyldsrene


Solen krøb frem henover bjergtoppene, der lå mod øst. De var skabt, dengang menneskeheden endnu ikke havde sat sit præg på den skrøbelige natur. Meget havde menneskeracen formået at udrydde, meget levende havde de sat en stopper for - de legede med ilden. Men Skorpionen vidste, at ilden en dag ville tage fat - og den ville løbe løbsk og brænde alt det, mennesket i årtusinder havde kæmpet for - udviklingen ville brænde. Genfødslen, dommedag, verdens ende. Mange folkeslag troede på netop denne tanke - tanken om at brænde ud. Tanken om at forsvinde fra jordens overflade uden at efterlade ét eneste minde om den tid, mennesket havde domineret den grønne planet. Sejrsrusen flød stadig stærkt i blodet på mennesket. Hver dag var en ny sejr med teknologiske vindinger og stigende fødselsrater. Men i takt med arrogancen steg, steg risikoen for at ilden ville antænde. En dag ville menneskeheden tage et skridt for meget - netop dét skridt der ville føre dem ud over afgrunden. En ild ville tændes. En civilisation ville forsvinde ud i den blå, men nok så forurenede, luft. Jorden, universet, ville starte forfra - tavlen ville blive vasket ren, og mennesket ville ikke engang være en ældgammel overleveret myte, om et folk, der engang var. Menneskeheden ville være tabt i glemselens dybe brønd.

Medmindre... Skorpionen stoppede op for at trække vejret. Han kunne mærke, hvordan hans ben snart ville kollapse under ham. De havde tjent ham godt - bragt ham mange kilometer væk fra Bjørnens hule, fra de armenske bjerge og væk fra mindet om, hvor tæt han havde været på at give efter for sine lyster. Medmindre Skorpionen forhindrede det. Skorpionens opgave var vigtig. Den var ikke kun vigtig for Broderskabet, men den var vigtig, hvis mennesket ikke skulle gå i glemsel. De kaldte sig selv synderne, men de skulle være dem, der rev menneskeheden ud af sit eget fordærv. Synderne ville begå den største synd - det ultimative offer - for at menneskehedens eksistens ikke ville rådne væk. En synd var den eneste løsning. Når tiden var inde, ville Skorpionens Broderskab vise, hvorfor de gik under navnet Synderne.

Skorpionen satte aldrig spørgsmålstegn ved en ordre. Han vidste bedre. Han vidste, at det i sidste ende ville have betydning for den endelige sandhed - den endelige synd. Men han var stadig ung, dette var hans opgave, der ville bevise overfor Broderskabet, at han havde styrken til at at være en syndig broder - at han kunne tåle den endelige sandhed. Skorpionen begyndte igen at bevæge sine ben, de beskidte fødder vaklede videre over den ubarmhjertige jord. Hans tæer var arrede og ømme, de skarpe sten havde gjort prøvelsen endnu hårdere. Men han holdt ud. Han tog sin dirrende hånd ned mod sin lyske. Han kunne mærke, at dolken endnu var på sin plads. Skeden, hvori dolken var skjult, var begyndt at gnave sig ind i det øverste af Skorpionens lår. Han undertrykte den frygt, han kunne mærke dunke i sit inderste. Han havde navigeret ved hjælp af solen de sidste døgn, men han var begyndt at føle sig desorienteret. Hvad hvis han var gået forkert? Han gav sig selv en hård lussing på den ene side af ansigtet. Han måtte fokusere - ikke miste modet. Ikke miste forstanden. Skorpionen bevægede sin hånd ned i en fold i pjalten, der udgjorde hans bukser, og fandt en lille seddel frem. Ordene derpå var skrevet med en grov håndskrift. Endnu engang fiskede han efter noget i pjalten. Hans fingre fandt frem til målet. Et lille stykke kul. Han stoppede op og rynkede panden. Han brugte al sin koncentration på at ramme rigtigt. Skorpionen satte en enkelt streg på det nussede papir.


Sylvie havde været den sidste. I hvert fald for nu. Skorpionen prøvede at ignorer billederne af den nøgne skønhed, der pressede sig frem i hukommelsen. Hun var død. Det var slut. Han havde aldrig oplevet en kvinde som hende. Den unge mand havde slået kvinder ihjel mange gange - smukke og unge kvinder. Men han havde aldrig haft en - aldrig været sammen med en kvinde. Skorpionens Broderskab krævede, at Synderne tog deres skæbne seriøst, deres liv var viet til den endelige sandhed og de opgaver, denne sandhed indebar. Han havde længtes efter det før, den naturlige lyst havde ligget under overfladen hele tiden. Ingen havde pirret den som Sylvie. Men det var slut. Den sidste slange var død - slået ihjel.

Skorpionen gjorde holdt ved et vissent træ. Solen, der nu stod lidt højere på himlen, gav ham en smule varme efter nattens dræbende kulde. Han havde overlevet flere døgn i denne umenneskelige golde natur. Græsset var ikke frodigt, træerne var visne og bækkene var udtørrede eller så mudrede, vandet umuligt ville gøre godt for Skorpionens krop. Dette var hans prøvelse - en sidste pinsel - og han måtte udholde den. Skorpionen mærkede sin egen dødelighed, idet håbet i ham begyndte at rinde ud. Ville han klare dette? Uden mad og vand ville selv den stærkeste mand ramme muren. Han lod sig falde på knæ ved træet. Støvet vrimlede op, da hans tunge krop dunkede ned mod jorden. Han knyttede næverne og lod sin overkrop hvile på de strakte arme. Han skælvede. Selv en synder havde brug for håb - havde brug for vished. Var dette straffen for hvad han var? En følelsesløs skorpion, hvis stik havde forvoldt mange mennesker smerte.

Da Skorpionen endelig kiggede op fra den døde jord, mødte hans syn noget, han aldrig havde troet, han skulle se i denne nådesløse natur. Længere henne, på et højdedrag, stod en bleg hest og nippede til de visne græsstrå, efteråret endnu ikke havde fået bugt med. Hesten så sund ud, trods det ufrugtbare område, den befandt sig i. Skorpionen kneb øjnene sammen for at fokusere. Det var som om, hesten ikke havde nogen farve. Den var ikke hvid - den var bleg. "En albino?" Skorpionen hviskede ordene. Han ville ikke skræmme det store dyr. Håbet havde fundet ham - han var blevet frelst fra Satans flammer. Med en langsom bevægelse trak Skorpionen sin kniv ud ad skeden, der hang ved hans lyske. Han begyndte, stadig på alle fire, at bevæge sig hen mod hesten - han var en tiger, der langsomt nærmede sig sit intetanende byttedyr. Han havde lært at overleve selv de mest barske omstændigheder. Hesteblod kunne slukke hans tørst i mangel på bedre.

Med ét slog han til. På et sekund var han oppe på to ben og stormede mod hesten, der kun var et par meter foran ham. Han havde én chance. Men det var også nok.

Skorpionen bremsede op foran hesten. Han var i chok. Den albinofarvede hest stod blot og betragtede sin angriber uden at gøre det mindste anlæg til at flygte. Dens kolde lyse øjne borede sig ind i Skorpionens. Han tog et skridt tilbage. Hvorfor løb hesten ikke? Pludselig mærkede Skorpionen noget, han aldrig havde følt før - en overvældende bølge af frygt strømmede ind over ham. Hestens blik var stadig stift plantet på Skorpionen. "Det kan da ikke..." Skorpionen fik ikke færdiggjort sin sætning, for med ét slog det store dyr med hovedet, og halen piskede ud i luften. Den ramte Skorpionen på armen. Han begyndte at bløde. Den unge mands solbrune ansigt forvred sig - en dyb ængstelse tegnede sig over det unge ansigt. "Den Uskyldsrene?!" Skorpionen udtalte ordene med en forsigtighed, der kom bag på ham selv. Hesten tog et par ængstelige skridt ned ad højderaget - mod dalen på den anden side. Skorpionen sank en gang og fulgte den blege hest med tøvende skridt.

Hvad der mødte ham på den anden side, fik Skorpionen til at falde på knæ endnu engang. Han mærkede pulsen stige og den nøgne krop rystede. "Anshia, jeg har syndet!" Den muskuløse mand kastede sig ned i den støvede jord.

Det, der stod foran ham, var større end ham selv - større end Skorpionens Broderskab. Det var Den Uskyldsrene. Det var den, som skulle gå forrest, når den endelige Sandhed skulle se dagens lys.

En stemme lød nede fra dalen. "Broder."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...