Domino

Maya Larson er lige så almindelig som de andre piger. I hvert fald indtil hendes penneven, Michael, afslører overfor hende og hendes to bedste venner, Jasmine og Nillie, at være selveste Michael Clifford! Her stopper hemmelighederne dog ikke, for Mayas forældre arbejder i virkeligheden for et agentbureau. Samtidig er en farlig gruppe terrorister efter drengene, og på grund af deres indblandelse, bliver Maya, Jasmine og Nillie drevet på flugt med drengene på verdens turné. Følg med når Domino Brikkerne falder, og de må kæmpe sig gennem hemmeligheder, løgne og kærlighed... #kærliged

15Likes
20Kommentarer
19247Visninger
AA

8. 8.

Domino

Kapitel 8

Du har nået min telefon, men jeg er her ikke! Efterlad ikke en besked, tjekker dem alligevel ikke! Ses!” lød det før Michael lagde på og puttede sin telefon i lommen igen. Han daskede sit baghoved ned i sin pude og kiggede op i loftet. Det var nok femte gang at han havde prøvet at få fat på hende, uden held… Han vidste ikke, om hun bare ikke kunne tage den, eller om hun undgik ham. Højst sandsynligt det sidste, hvis man tænkte på situationen.

Han vendte sig, så ansigtet var begravet i puden, og hviskede igen og igen til sig selv, at det hele nok skulle gå.

---

 

Han vågnede ved lyden af sin telefon, der ringede, og vibrerede i hans bukselomme. Han kørte en hånd hen over sit hoved, og fiskede den op. Maya’, stod der på displayet.

Han fumlede med telefonen, af ren spændthed. Han tog den så.

“M-Maya...” stammede han, ikke rigtig klar over, hvad han skulle sige. En lille klump formede sig i hans hals, ved tanken om hans tidligere møde med Nillie og Jasmine.

Michael...” lød det stille i den anden ende. Man kunne nemt høre at hun havde grædt, på grund af den grødede stemme og snøfteriet i mellem bogstaverne.

“Jeg er så ked af det, det er jeg virkelig,” begyndte Michael, og satte sig langsomt op.

Det er ikke din skyld,” afbrød hun ham hurtigt.

Han svarede ikke.

“Pigerne har fortalt os det hele,” forklarede han, efter et øjebliks stilhed. “De vil ikke blive her alene, ikke uden dig.”

Jamen det bliver de nødt til,” sagde Maya bestemt. “Dig, Luke, Calum, Ashton, og mig, er allerede i livsfare, er vi ikke? Jeg vil ikke have dem med også… Det kan jeg ikke.”  

“Du så godt hvordan Calum og Nillie var sammen den første aften, vi alle sammen mødtes!” argumenterede Michael. “Ashton og Jasmine har også brug for hinanden! O-og...” stoppede han. “Og.. Jeg har brug for dig.”

Der blev stille i den anden ende af røret. Der lød et lille suk fra hende, efterfulgt med et hulk.

Jeg har også brug for dig!” sagde Maya.

“Vi har brug for hinanden lige nu... Det er ligesom når en falder, ryger de andre med... D-det er ligesom dominobrikker...”

Så… De tager med? Vi tager med jer?” spurgte Maya.

“Ja... Ja. Maya, vi skal nok klare det…” hviskede Michael.

Hun smilede svagt ved hans ord.

“Maya… Kan vi snakke om det her, face to face?” spurgte han forsigtigt, velvidende at det var farligt for dem at være sammen.

Hun var stille et øjeblik.

Jeg vil også gerne se dig, Michael… Hvor?

“Cafeen, nede på hjørnet. Jeg ville tilbyde at samle dig op, men… Det skal jeg nok ikke,” jokede han, prøvende på at løfte stemningen en smule.

Kom om fem...” sagde Maya, der ikke rigtig havde forstået joken, og lavede et lille snøft.

---

 

Da hun trådte ind af døren til den lille café, var Michael der allerede. Hendes øjne scannede hurtigt rummet, før hun fik øje på ham. Grønne øjne mødte brune, og han smilede usikkert. Hun så sig rundt i lokalet, før hun satte sig overfor ham.

“Michael.” Hun prøvde at holde styr på sin stemme, men hun gispede hans navn, og fandt det underligt mærkeligt at se ham nu. Ærligt talt havde hun troet, han ville holde sig så langt fra hende for at beskytte sig selv. Men uanset hvad hun sagde til sig selv… uanset hvor overbevisende hun var… så kunne hun ikke sige sig fra, at være glad for, han kom.

“Maya.” Hans stemme var kun en hvisken, og han tog hendes hånd, som for at overbevise sig selv om, at de var sammen lige nu. Det virkede underligt, at de skulle være bange, men det var med god grund.

Hans hånd rystede svagt, og hun strammede grebet om den. Fortalte ham, at hun stadig var der. De var ikke døde endnu. Måske kunne de komme igennem det her?

“Skal I have noget?” spurgte en servitrice. De slap hurtigt hinanden.

“Øh, kaffe, tak,” bestilte Maya.

“Deler I den?”

“Nej,” svarede Michael. “Jeg drikker ikke kaffe. Jeg skal bare have en… iste.”

“Det tager jeg også så,” sagde Maya.

De sad lidt. Stilheden ville måske have været akavet, hvis de ikke havde haft så mange tanker kørende.

“Du kommer med os,” sagde Michael så. “Ikke?”

Hun trak på skuldrene. “Det ved jeg ikke,” sagde hun. “Mine forældre og Marcus flytter. Jeg ved ikke, om jeg kan forlade dem. Eller om jeg overhovedet får lov…”

“Skide være med, om du får lov!” bandede Michael. “Du er sikrere, når du hele tiden er på farten.”

“Men jo længere tid, jeg tilbringer med dig, desto farligere bliver det.”

Han åbnede munden for at svare, men ingen lyd kom ud. Han så væk.

“Jeg bringer dig i fare,” sagde han. “Bare ved at være her lige nu.”

“Michael…”

“Det er ikke dig, folk skal holde sig fra,” fortsatte han “Det er mig. Jeg er til fare for andre. Så hvorfor er det dig, som skal tage skraldet?”

“Du behøver ikke at beskytte mig,” hviskede hun.

“Det kan jeg jo åbenbart heller ikke,” vrissede han. Hun trak sig forskrækket tilbage, og udtrykket i hans øjne ændrede sig.

“Maya,” sagde han. “Hvordan kan det være, at det er mig, der er til fare for folk, men dig som skal flytte fra dem? Det er ikke fair.”

“Det skulle livet heller ikke være,” svarede hun bare.

Ingen af dem sagde noget, og deres iste blev snart efter serveret.

“Jeg ved ikke, om jeg tager med,” sagde hun endelig. “Men jeg skal nok tænke over det.”

Han så op fra bordpladen og smilede stort. “Jeg…” Jeg elsker dig. Han rystede på hovedet for at klare tankerne.

“Hvad?” spurgte hun.

Han smilede bare. “Ikke noget,” sagde han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...