Domino

Maya Larson er lige så almindelig som de andre piger. I hvert fald indtil hendes penneven, Michael, afslører overfor hende og hendes to bedste venner, Jasmine og Nillie, at være selveste Michael Clifford! Her stopper hemmelighederne dog ikke, for Mayas forældre arbejder i virkeligheden for et agentbureau. Samtidig er en farlig gruppe terrorister efter drengene, og på grund af deres indblandelse, bliver Maya, Jasmine og Nillie drevet på flugt med drengene på verdens turné. Følg med når Domino Brikkerne falder, og de må kæmpe sig gennem hemmeligheder, løgne og kærlighed... #kærliged

15Likes
20Kommentarer
19217Visninger
AA

55. 55.

Domino

Kapitel 55

Det var, som om selve luften var anderledes i Jasmines værelse. Hendes værelse i Mayfield havde været rodet, men på en organiseret måde, og du forstod på en måde, hvordan hun havde haft så mange drømme her, og hvordan hun havde haft det her værelse hele hendes liv, og der var papirer over det hele, ideer, noter, lektier, og det hele stammede fra ét sted: hendes hoved. Overalt på det værelse var stumper af, hvem hun var, og hvem hun havde været, simpelthen fordi hun hadede at rydde op og smide ting ud. I Edinburgh var det rent og småt og hyggeligt, og du fik en form for ro over dig, når duften af nyvasket sengetøj eller sovset lasagne ramte dig, eller følelsen af Jasmines bløde seng, eller synet af de små bamser, der stod på en hylde på væggen, eller i det hele taget bare ved Maya Stanes venlige person, der virkede til at flyde igennem hele huset.

Det her værelse var langt fra nogen af de ting. Det her var et hospitals værelse. Der var lyden fra en hjertemonitor, doktorer og sygeplejerske udenfor, og lugten af død og sygdom hang over stedet. Rummet var for hvidt, for organiseret, for enkelt. Det var en påmindelse om, at Jasmine ikke vidste, hvem de var. Michael og Maya var blevet lappet sammen, de havde sindet i behold, og de genkendte hinanden.

Jasmine var også syet sammen, men hendes sind var så ødelagt, at hun ikke kunne holde fast i det alt sammen. Efter næsten en måned hvor du bliver brugt mod din vilje, hvor du bliver fortalt, hvor forfærdelig og alene og uelsket du er, hvor de tvinger dig til at glemme dem, du elsker, så ender du som Jasmine Olson; ligeså brugelig som et spøgelse.

Nej, Maya og Michael var stadig noget svimle og smadrede, men de var ikke ødelagte.

“Er du sikker på, du burde sige det?” spurgte Ashton, da de stod udenfor.

“Hun skal jo vide det,” sagde Luke.

“Men du sagde selv, vi ikke skulle fortælle hende de store ting. Det her virker altså ret stort.”

“Ærlig talt ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Men måske vil hun varme lidt op, hvis hun ved, hun ikke er helt alene.”

Ashton greb fat i Lukes arm, og de stirrede på hinanden.

“Hun har aldrig været alene,” sagde Ashton. “Ikke dengang, ikke nu.”

Luke smilede. “Det ved jeg, Ash,” sagde han. “Men… jeg bliver nødt til det. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg ved bare, hun bliver nødt til at vide det.”

Ashton fjernede ikke sit blik i et øjeblik. Så sukkede han og slap ham.

“Skal jeg blive udenfor?” spurgte Ashton.

“Det må du nok hellere,” sagde Luke ærligt.

Ashton nikkede, og Luke gik ind.

Jasmine sad ved vinduet. Hun kiggede ud, men han tvivlede på, hun overhovedet lagde mærke til det, der skete derude. Han gik lydløst hen til hende og satte sig ved siden af hende. Han troede ikke, hun havde lagt mærke til ham, før hun så på ham, og han fik på fornemmelsen, at hun hele tiden havde vidst det.

“Så,” sagde han akavet. “Har du det bedre?”

Jasmine vendte igen blikket mod vinduet, som om det var svar nok.

“Godt så,” sagde Luke, nok mere til sig selv end hende. “Vi, øh, vi regner med at rejse videre til Italien om lidt under en uge. Tror du, du er klar til det?”

Hun trak på skuldrene.

“Vi skal bruge din hjælp, hvis du kan håndtere det.”

Jasmine fnyste, og Luke smilede, for i det mindste var hun stadig lige så stolt som altid.

“Der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle dig,” indrømmede han så endelig.

Hun så på ham igen, ventede på, at han skulle fortsætte.

“Jeg… jeg snakkede med din læge,” sagde han så og fumlede med fingrene. “Og han fortalte mig, at vi har en smule mere tilfælles end bare hår- og øjenfarve. Faktisk skulle det have været et ret åbenlyst bevis. Og det var det også. For… fuck, Jas, hvordan siger jeg det her? Dine forældre lod dig rejse med os så let, fordi de vidste, vi blev nødt til at vide det før eller senere. Ham vi mødte, ham der hjalp os, Ethan… han var en af dine forældres venner. Og en af mine forældres. Og… og en af vores forældres venner. Forstår du hvor jeg vil hen?”

Jasmine så ikke overrasket ud, og det var Luke egentlig heller ikke.

“Du er min søster.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...